Med samhørighed opnår vi kraft med Gud

I Jakob 2:17 står der: »Tænk på jeres brødre [og søstre] som på jer selv, og vær venlige mod alle og gavmilde med jeres gods, så de må blive rige ligesom I.« Lad os erstatte ordet gods med barmhjertighed – vær gavmilde med jeres barmhjertighed, så de må blive rige ligesom I.

Vi tænker ofte på gods som ting, såsom mad eller penge, men måske er barmhjertighed det, vi alle behøver mere af i vores tjeneste.

Min egen hjælpeforeningspræsident sagde for nylig: »Det, jeg lover jer, er, at jeg vil værne om jeres navn … Jeg vil se jer, som den I er, når I er jeres bedste … Jeg vil aldrig sige noget uvenligt om jer, der ikke vil opløfte jer. Jeg beder jer om at gøre det samme for mig, fordi jeg er helt ærligt bange for at skuffe jer.«

Joseph Smith sagde til søstrene den juni-dag i 1842:

»Når folk viser mig den mindste venlighed og kærlighed, o, hvilken magt har det da ikke over mit sind …

Jo nærmere vi kommer vor himmelske Fader, desto mere er vi tilbøjelige til at se med medfølelse og kærlighed på sjæle, der er ved at gå deres undergang i møde – vi ville ønske, at vi kunne bære dem på vores skuldre og kaste deres synder bag vores ryg. [Min tale er til] hele denne forening – Hvis I ønsker, at Gud skal have barmhjertighed med jer, så vær barmhjertige over for hinanden.« ²

Dette var et råd specifikt til Hjælpeforeningen. Lad os ikke dømme hinanden og lade vores ord bide. Lad os værne om hinandens navn og give barmhjertighedens gave. ³

I 1936 rejste et ukendt rohold fra University of Washington til Tyskland for at deltage i de olympiske lege. Det var midt under den store depression. De var drenge fra arbejderklassen, fra små byer, der bestod af minearbejdere og tømrere, der havde doneret små beløb, så de kunne rejse til Berlin. Alt ved konkurrencen virkede umuligt for dem, men der skete noget under løbet. I roverdenen kaldes dette for »swing«. Hør denne beskrivelse, der er fra bogen: The Boys in the Boat (Drengene i båden):

Der er noget, der nogle gange sker, der er svært at opnå og svært at definere. Det hedder »swing«. Det sker kun, når alle ror så fuldkomment i takt, at end ikke en eneste handling ikke er synkroniseret.

Roere må kontrollere deres kraftige uafhængighed og på samme tid være tro mod deres individuelle evne. Løb bliver ikke vundet af kloner. Gode mandskaber er en god blanding – en til at lede, en til at holde igen, en til at kæmpe kampen og en til at skabe fred. Ingen roer er mere værdifuld end en anden, alle er til fordel for båden, men hvis de skal ro godt sammen, må de hver især tilpasse sig til de andres behov og evner – den med kortere arme, strækker sig lidt længere og den med lange arme holder lidt igen.

Forskelligheder kan vendes til en fordel i stedet for en ulempe. Kun da vil det føles som om, båden bevæger sig af sig selv. Kun da giver smerte helt efter for triumf. God »swing« føles som poesi. ⁴

Trods alle forhindringer fandt dette hold perfekt swing og vandt. Det olympiske guld var opløftende, men den samhørighed hver roer oplevede den dag, var et helligt øjeblik, de huskede resten af livet.

I den fortræffelige allegori i Jakob 5 såede vingårdens herre et godt træ i jorden, men det blev fordærvet med tiden og frembragte vild frugt. Vingårdens herre sagde otte gange: »Det bedrøver mig, at … miste dette træ.«

Tjeneren siger til vingårdens herre: »Skån [træet] lidt længere. Og Herren sagde: Ja, jeg vil skåne den lidt længere.« ⁵

Og så kommer der instruktioner, der kan anvendes af alle os, der forsøger at grave rundt og finde god frugt i vores egen lille vingård: »I [skal] fjerne de dårlige i forhold til, hvordan de gode vokser.« ⁶

Samhørighed kommer ikke på magisk vis, det kræver arbejde. Det er rodet, til tider ubehageligt og sker gradvist, når vi fjerner det dårlige så hurtigt, som det gode kan vokse.

Vi er aldrig alene i vores indsats for at skabe samhørighed. Jakob 5 fortsætter: »Tjenerne gik hen og arbejdede af alle kræfter; og vingårdens Herre arbejdede også sammen med dem.« ⁷

Vi vil alle opleve noget dybt sårende, ting der aldrig burde ske. Vi vil også alle på forskellige tidspunkter tillade stolthed og arrogance at fordærve den frugt, vi bærer. Men Jesus Kristus er vores Frelser i alle ting. Hans kraft når helt til bunden, og vi kan regne med den, når vi påkalder ham. Vi trygler alle om nåde for vores synder og fejltagelser. Han giver den gavmildt. Og han beder os om, at vi kan vise hinanden den samme nåde og forståelse.

Jesus sagde lige ud: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.« ⁸ Men hvis vi er ét – hvis vi kan undvære et stykke af vores tærte eller tilpasse vores individuelle talenter, så båden kan svinge i perfekt harmoni – så er vi hans. Og han vil hjælpe med at fjerne det dårlige så hurtigt, som det gode vokser.

Vi er måske ikke der, hvor vi gerne vil være, og vi er ikke nu der, hvor vi vil komme hen. Jeg tror, den forandring, vi søger i os selv og i de grupper, vi tilhører, i mindre grad vil ske ved aktivisme og mere ved aktivt hver dag at forsøge at forstå hinanden. Hvorfor? Fordi vi opbygger Zion – et folk »af ét hjerte og ét sind.« ⁹

Som kvinder i pagten har vi bred indflydelse. Den indflydelse anvendes i daglige øjeblikke, når vi studerer med en ven, lægger børn i seng, taler med sidemanden i bussen, forbereder en præsentation med en kollega. Vi har kraft til at fjerne fordomme og opbygge samhørighed.

Hjælpeforeningen og Unge Kvinder er ikke blot klasser. De kan også være uforglemmelige oplevelser, hvor forskellige kvinder alle kommer i samme båd og ror, indtil vi finder vores swing. Jeg kommer med denne invitation: Vær en del af en kollektiv styrke, der ændrer verden til det gode. Vores pagtmæssige opgave er at tjene, opløfte hænder, der hænger nedad, at bære ramte personer på vores ryg eller i vores arme. Det er ikke kompliceret at vide, hvad man skal gøre, men det går ofte mod vores selviske interesser, og vi skal prøve. Kvinderne i denne kirke har uendeligt potentiale til at ændre samfund. Jeg har fuld åndelig tillid til, at når vi søger samhørighed, vil vi påkalde Guds kraft til at gøre vores indsats hel.

Da Kirken mindedes åbenbaringen fra 1978 om præstedømmet, gav præsident Russell M. Nelson en mægtig profetisk velsignelse: »Det er min bøn og den velsignelse, jeg efterlader på alle, der lytter, at vi må overvinde enhver belastende fordom og vandre oprigtigt for Gud – og med hinanden – i fuldkommen fred og harmoni.« ¹⁰