Se mere af Jesus Kristus i vores liv

Brødre og søstre. Det er med ydmyghed, at jeg står foran jer her til formiddag. Jeg knytter mit hjerte sammen med jeres i taknemmelighed over at være forsamlet, hvor end I er i verden, for at høre budskaber fra profeter, apostle, seere, åbenbarere og ledere i Guds rige. Billedligt talt er vi som folket på kong Benjamins tid; vi slår vores telte op og har døren åben og rettet mod Guds profet på jorden,¹ præsident Russell M. Nelson.

Lige så længe jeg kan huske, har jeg haft dårligt syn, og jeg har altid haft brug for briller for at rette op på mit syn. Når jeg åbner øjnene om morgenen, virker verden meget desorienterende. Alt er ude af fokus, sløret og forvrænget. Selv min kære mand minder mere om et abstrakt portræt end den højt elskede og kærlige person, han virkelig er! Inden jeg gør noget andet om morgenen, rækker jeg automatisk ud efter mine briller for at få mine omgivelser til at give mening og nyde en klarere oplevelse, fordi de hjælper mig med at navigere i løbet af dagen.

I årenes løb har jeg indset, at denne handling illustrerer min daglige afhængighed af to ting: For det første et redskab, der hjælper mig til at tydeliggøre, fokusere og forbinde mig til verden omkring mig; og for det andet et behov for håndgribelig vejledning til fortsat at lede mig i den rigtige retning. Denne enkle, rutineprægede handling afspejler for mig en væsentlig indsigt i vores forhold til vor Frelser, Jesus Kristus.

I vores liv, der ofte er fyldt med spørgsmål, bekymringer, pres og muligheder, er vor Frelsers kærlighed til os personlig og som hans pagtsbørn, og ligeledes er hans lære og love tilgængelige for os som daglige ressourcer. Vi kan stole på, at de vil være et »lys, som skinner … oplyser [vores] øjne [og] levendegør [vores] forstand.«² Når vi søger Åndens velsignelser i vores liv, vil vi, som Jakob belærte, blive i stand til at se »ting, som de virkelig er, og … som de virkelig vil blive.«³

Som Guds pagtsbørn er vi blevet velsignet på enestående vis med et rigt mål af guddommeligt anviste redskaber til at forbedre vores åndelige syn. Jesu Kristi ord og lærdomme, som er nedskrevet i skrifterne og i budskaber fra hans udvalgte profeter, og hans Ånd, der modtages gennem daglig bøn, regelmæssige tempelbesøg og den ugentlige nadverordinance, kan bidrage til at genskabe fred og give den afgørende gave til at kunne skelne. Denne gave bringer Kristi lys og forståelse til hele vores indre og i en verden, der kan være overskyet. Frelseren kan også være vores kompas og lods, når vi navigerer gennem livets rolige og urolige vande. Han kan gøre den rette vej tydelig; den, der fører os til vores evige mål. Hvad ønsker han så, at vi ser, og hvor vil han have, at vi går hen?

Vores kære profet har sagt, at »vores fokus må være solidt baseret på Frelseren og hans evangelium«, og at vi må »stræbe efter at se hen til ham i alle tanker.«⁴ Præsident Nelson har også lovet: »Der er intet, der inviterer Ånden mere end at rette jeres fokus på Jesus Kristus … Han vil lede og vejlede jer i jeres personlige liv, hvis I vil afse tid til ham i jeres liv – hver eneste dag.«⁵ Venner, Jesus Kristus er både formålet med vores fokus og hensigten og selve vores destination. For at hjælpe os til fortsat at bevæge os i den rigtige retning opfordrer Frelseren os til at se på vores liv, som han gør, for at kunne se mere af ham i vores liv. Jeg har lært mere om denne specifikke invitation gennem mit studium af Det Gamle Testamente.

Moseloven blev givet til israelitterne som et forberedende evangelium, der havde til formål at forberede folket på et højere pagtsforhold til Gud gennem Jesus Kristus.⁶ Loven var rig på symbolik, der ledte de troende til at se »frem til Kristi komme« og forsoning.⁷ Den var beregnet til at hjælpe Israels folk til at fokusere på Frelseren ved at udøve tro på ham, hans offer og hans love og befalinger i deres liv⁸ – hensigten med den var at bringe dem til en større forståelse af deres Forløser.

Guds folk blev fordum, ligesom vi bliver i dag, også opfordret til at se på deres liv som han gør for at kunne se mere af ham i deres liv. Men under Frelserens tjenestegerning havde israelitterne tabt Kristus af syne i deres efterlevelse af evangeliet. De havde tilsidesat ham og føjet ubemyndigede skikke til loven, som ikke havde nogen belærende symbolik til at pege på den sande og eneste kilde til deres frelse og forløsning – Jesus Kristus.⁹

Israelitternes dagligdag var blevet desorienteret og tilsløret. Israels børn troede i denne tilstand, at lovens skikke og ritualer var vejen til personlig frelse, og de begrænsede til dels moseloven til et sæt regler, som regulerede det almindelige liv.¹⁰ Derfor var det påkrævet, at Frelseren gengav fokus og klarhed til sit evangelium.

I sidste ende afviste en stor del af israelitterne Frelserens budskab og gik endda så vidt som til at anklage Frelseren – ham, der havde givet loven og erklæret, at han var »loven og lyset«¹¹ – for at bryde den. Men Jesus erklærede i sin bjergprædiken, da han talte om moseloven: »Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven, eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.«¹² Derefter afsluttede Frelseren gennem sin evige forsoning de normer, regulativer og ceremonielle skikke, som Israels folk observerede på den tid. Hans endelige offer førte til ændringen fra brændofre til vores version med »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«,¹³ fra offerordinancen til nadverordinancen.

Præsident M. Russell Ballard har undervist om emnet og sagt: »På en måde kan man sige, at ofring ændredes fra offeret til offerbringeren.«¹⁴ Når vi bringer vores offer til Frelseren, bliver vi indbudt til at se mere af Jesus Kristus i vores liv, idet vi ydmygt underkaster vores vilje hans i erkendelse og forståelse af hans fuldkomne underdanighed over for Faderens vilje. Når vi retter vores syn mod Jesus Kristus, anerkender og forstår vi, at han er den eneste kilde og vej til at modtage tilgivelse og forløsning, ja, til evigt liv og ophøjelse.

I min første tid som tilhænger af evangeliet mødte jeg mange, der lagde mærke til ændringer i min adfærd, mine vaner og mine valg, da jeg tilsluttede mig Kirken. De var nysgerrige efter årsagen bag det, de så – hvorfor jeg valgte at blive døbt og slutte mig til denne forsamling af troende, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige; hvorfor jeg afholder mig fra visse ting på sabbatten; hvorfor jeg trofast holder visdomsordet; hvorfor jeg læser Mormons Bog; hvorfor jeg tror på og indarbejder nutidige profeters og apostles lærdomme i mit liv; hvorfor jeg deltager i ugentlige kirkemøder; hvorfor jeg indbyder andre til at »komme og se, komme og hjælpe … komme og blive«¹⁵ og »komme og høre til.«¹⁶

På det tidspunkt føltes disse spørgsmål overvældende, og de virkede sommetider anklagende. Men da jeg kæmpede med folks kritiske opmærksomhed, indså jeg, at deres spørgsmål faktisk var min første opfordring til at gribe fat i og tage et par åndelige briller på for at tydeliggøre, fokusere og slå det fast, der motiverede mig til at overholde evangeliets skikke og standarder. Hvad var kilden til mit vidnesbyrd? Udførte jeg blot »ydre skikke« uden at tillade, at disse handlinger, der er forbundet med Guds love, »styrke[de] [min] tro på Kristus,«¹⁷ eller uden at vise forståelse af, at Jesus Kristus er den eneste kilde til kraft i min efterlevelse?

Gennem en hård indsats for at se hen til og efter Jesus Kristus i alle mine tanker og gerninger blev mine øjne oplyst, og min forståelse blev levendegjort, så jeg erkendte, at Jesus Kristus bad mig om at »komme til sig.«¹⁸ Jeg mindes fra denne tid som discipel i min ungdom en opfordring fra missionærerne om at være med, da de underviste en gruppe unge piger på min alder om evangeliet. Da vi en aften sad i et af disse unge kvinders hjem, rørte deres inderlige spørgsmål om, hvorfor jeg tror, mit hjerte. Det spørgsmål gav mig mulighed for at vidne for dem med en dybere forståelse af Herrens syn på min åndelige motivation som discipel, og det har forædlet mit vidnesbyrd på min videre færd.

Jeg lærte dengang, ligesom jeg ved nu, at vor Frelser Jesus Kristus leder vores fødder til kirkebygninger hver uge, hvor vi tager del i hans nadver, til Herrens hus, hvor vi indgår pagter med ham, til skrifterne og profeternes lærdomme, hvor vi lærer af hans ord. Han leder vores mund til at vidne om ham, vores hænder til at løfte og tjene, som han ville løfte og tjene, vores øjne til at se verden og hinanden, som han gør – »som de virkelig er, og … som de virkelig vil blive.«¹⁹ Og når vi lader ham lede os i alt, modtager vi et vidnesbyrd om, at »alting viser, at der er en Gud«,²⁰ for hvor vi leder efter ham, vil vi finde ham²¹ – hver eneste dag. Dette vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.