Vores jordiske forvaltning

Da min hustru og jeg for nylig var på besøg i vores hjemland Frankrig, havde vi fornøjelsen af at tage et par af vores børnebørn med på opdagelse i en storslået have, der ligger i den lille by Giverny. Vi nød at vandre langs stierne for at beundre de smukke blomsterbede, de elegante åkander og lyset, der spillede i dammene.

Dette fantastiske sted er resultatet af en enkelt mands kreative lidenskab: den store maler Claude Monet, som i 40 år nænsomt formede og dyrkede sin have for at gøre den til sin arbejdsplads for maleriet. Monet fordybede sig i naturens pragt, og med sin pensel formidlede han de indtryk, han følte, med strøg af farve og lys. I årenes løb skabte han en usædvanlig samling af hundredvis af malerier, der var direkte inspireret af hans have.

Billede

Monet-maleri af have

Den japanske bro over åkandedammen, 1899, af Claude Monet

Brødre og søstre, vores samspil med naturens skønhed omkring os kan give os nogle af de mest inspirerende og forunderlige oplevelser i livet. Det vækker i os en dyb taknemmelighed over for vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, som skabte denne storslåede jord – med dens bjerge og vandløb, planter og dyr – og vores første forældre, Adam og Eva.¹

Skaberværket er ikke et slutmål i sig selv. Det er en integreret del af Guds plan for sine børn. Formålet med det er at skabe de rammer, hvor mænd og kvinder kan blive prøvet, udøve deres handlefrihed, finde glæde, lære og udvikle sig, så de en dag kan vende tilbage til deres Skaber og arve evigt liv.

Alt dette vidunderlige blev udelukkende skabt til vores gavn og er levende beviser på Skaberens kærlighed til sine børn. Herren har erklæret: »Ja, alle de ting, der kommer af jorden i deres årstid, er blevet skabt til menneskets nytte og brug, både til at behage øjet og glæde hjertet.«²

Dog kommer den guddommelige gave, som skabelsen er, ikke uden pligter og ansvar. Disse pligter kan bedst beskrives ved hjælp af begrebet forvaltning. Med evangeliske vendinger betegner ordet forvaltning et helligt, åndeligt eller timeligt ansvar for at passe på noget, der tilhører Gud, og som vi er ansvarlige for.³

Som der undervises om i de hellige skrifter, omfatter vores jordiske forvaltning følgende principper:

Første princip: Hele jorden, inklusive alt liv på den, tilhører Gud.

Skaberen har betroet jordens ressourcer og alle former for liv til vores omsorg, men han beholder det fulde ejerskab. Han sagde: »Jeg, Herren, har udspændt himlene og bygget jorden, mine hænders værk; og alt deri er mit.«⁴ Alt, hvad der er på jorden, tilhører Gud, også vores familie, vores fysiske krop og tilmed vores liv.⁵

Andet princip: Som forvaltere af Guds skaberværk har vi pligt til at ære og passe på det.

Som Guds børn har vi fået til opgave at være forvaltere, tilsynsførende og vogtere af hans guddommelige skabninger. Herren har sagt, at han »stiller enhver til regnskab som forvalter over de jordiske velsignelser, som jeg har skabt og beredt for mine skabninger.«⁶

Vor himmelske Fader tillader os at bruge jordiske ressourcer efter vores egen frie vilje. Men vores handlefrihed bør ikke fortolkes som en tilladelse til at bruge eller forbruge denne verdens rigdomme uden visdom eller tilbageholdenhed. Herren gav os denne formaning: »Og det behager Gud, at han har givet alt dette til mennesket; for med det sigte er det blevet skabt til at bruges, med fornuft, ikke i overmål, ej heller ved anvendelse af tvang.«⁷

Præsident Russell M. Nelson har engang sagt: »Som dem, der nyder godt af det guddommelige skaberværk, hvad skal vi så gøre? Vi bør drage omsorg for jorden, være vise forvaltere over den og bevare den til fremtidige generationer.«⁸

Ud over blot at være en videnskabelig eller politisk nødvendighed er det at passe på jorden og vores naturlige miljø et helligt ansvar, som Gud har betroet os, og som bør fylde os med dyb pligtfølelse og ydmyghed. Det er også en integreret del af vores liv som disciple. Hvordan kan vi ære og elske vor himmelske Fader og Jesus Kristus uden at ære og elske deres skaberværk?

Der er mange ting, som vi kan gøre – kollektivt og individuelt – for at være gode forvaltere. I betragtning af vores individuelle omstændigheder kan vi hver især bruge jordens rigelige ressourcer mere ærbødigt og med omtanke. Vi kan støtte samfundets bestræbelser på at passe på jorden. Vi kan indføre en personlig livsstil og adfærd, der respekterer Guds skabninger og gør vores egne omgivelser mere ryddelige, smukkere og mere inspirerende.⁹

Vores forvaltning af Guds skaberværk omfatter også, som det højeste udtryk herfor, en hellig pligt til at elske, respektere og passe på alle mennesker, som vi deler jorden med. De er Guds sønner og døtre, vores søstre og brødre, og deres evige lykke er selve formålet med skaberværket.

Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry fortalte følgende: En dag, da han rejste med et tog, sad han midt iblandt en gruppe flygtninge. Dybt bevæget af den håbløshed, han så i et lille barns ansigt, udbrød han: »Når der ved mutation frembringes en ny rose i en have, glæder alle gartnere sig. De isolerer rosen, passer den og plejer den. Men der er ingen gartner for mennesker.«¹⁰

Mine brødre og søstre, burde vi ikke være gartnere for vores medmennesker? Er vi ikke vores brors vogter? Jesus befalede os at elske vores næste som os selv.¹¹ I hans mund betyder ordet næste ikke blot geografisk nærhed; det indebærer en nærhed i hjertet. Det omfatter alle indbyggere på denne planet – uanset om de bor i nærheden af os eller i et fjernt land, uanset deres oprindelse, personlige baggrund eller omstændigheder.

Som Kristi disciple har vi en højtidelig pligt til utrætteligt at arbejde for fred og harmoni blandt alle jordens nationer. Vi må gøre vores allerbedste for at beskytte og bringe trøst og lindring til de svage, de nødlidende og alle, der lider eller er undertrykte. Frem for alt er den største kærlighedsgave, vi kan tilbyde vores medmennesker, at dele glæden ved evangeliet og invitere dem til at komme til deres Frelser gennem hellige pagter og ordinancer.

Tredje princip: Vi er inviteret til at deltage i skaberværket.

Den guddommelige proces med at skabe er endnu ikke afsluttet. Hver dag fortsætter Guds skabninger med at vokse, udvikle og mangfoldiggøre sig. Det er vidunderligt, at vor himmelske Fader inviterer os til at deltage i hans skaberværk.

Vi deltager i skaberværket, når vi dyrker jorden eller tilføjer vores egne konstruktioner til denne verden – så længe vi viser respekt for Guds skabninger. Vores bidrag kan komme til udtryk ved at skabe kunstværker, arkitektur, musik, litteratur og kultur, som forskønner vores planet, skærper vores sanser og gør vores liv lysere. Vi bidrager også gennem videnskabelige og medicinske opdagelser, som bevarer jorden og livet på den. Præsident Thomas S. Monson sammenfattede dette med disse smukke ord: »Gud efterlod denne verden ufuldendt, så mennesket kunne arbejde med den med sine færdigheder … så mennesket kan lære at kende glæden og herligheden ved at skabe.«¹²

I Jesu lignelse om talenterne roste og belønnede herren, da han vendte hjem fra sin rejse, de to tjenere, der havde udviklet og forøget deres talenter. Derimod kaldte han den tjener, der gemte sit unikke talent i jorden, for »uduelig«, og han tog selv det, han havde fået, fra ham.¹³

Tilsvarende handler vores rolle som forvaltere af det jordiske skaberværk ikke kun om at passe på eller bevare det. Herren forventer, at vi arbejder flittigt, som hans Helligånd bevæger os til, for at udvikle, forbedre og udbygge de ressourcer, som han har betroet os – ikke kun til vores egen gavn, men også til at velsigne andre.

Blandt alle menneskets præstationer er der ingen, der kan måle sig med oplevelsen af at blive medskabere sammen med Gud ved at give liv eller ved at hjælpe et barn med at lære, vokse op og trives – uanset om det er som forældre, lærere eller ledere eller i enhver anden rolle. Der findes ikke nogen mere hellig, mere tilfredsstillende forvaltning, eller mere krævende end at være partner med vor Skaber i at give fysiske kroppe til hans åndelige børn og derefter hjælpe dem med at nå deres guddommelige potentiale.

Ansvaret for denne skabelse sammen tjener som en konstant påmindelse om, at livet og hver enkelt persons krop er hellig, at de ikke tilhører nogen anden end Gud, og at han har gjort os til vogtere for at respektere, beskytte og passe på dem. Guds bud, som regulerer forplantningskraften og etableringen af evige familier, vejleder os i denne hellige forvaltning, som er yderst afgørende for hans plan.

Mine brødre og søstre, vi bør erkende, at alt er åndeligt for Herren – også de mest timelige aspekter af vores liv. Jeg vidner om, at store åndelige velsignelser er lovet dem, som elsker og passer på jorden og deres medmennesker. Når I forbliver trofaste i denne hellige forvaltning og ærer jeres evige pagter, vil I vokse i kendskab til Gud og hans Søn, Jesus Kristus, og I vil føle deres kærlighed og deres indflydelse i jeres liv i større udstrækning. Alt dette vil forberede jer på at bo sammen med dem og modtage yderligere kreativ kraft¹⁴ i det kommende liv.

Ved afslutningen af denne dødelige tilværelse vil Mesteren bede os om at aflægge regnskab for vores hellige forvaltning, herunder hvordan vi har passet på hans skabninger. Jeg beder til, at vi da vil høre hans kærlige ord hvisket i vores hjerte: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!«¹⁵ I Jesu Kristi navn. Amen.