Generalkonference
Opbyg et liv, der kan modstå modstanderen
Oktoberkonferencen 2022


Opbyg et liv, der kan modstå modstanderen

Jeg beder til, at vi må fortsætte med at bygge vores liv efter de plantegninger og tekniske specifikationer i vor himmelske Faders guddommelige design.

I årenes løb har vi modtaget storslåede råd, inspiration, instruktion og åbenbaring fra denne smukke talerstol i Konferencecentret. Til tider har talere brugt sammenligninger, der er relateret til deres professionelle viden og erfaring til tydeligt og med kraft at illustrere et princip i Jesu Kristi evangelium.

På denne måde har vi for eksempel lært om fly og flyrejser, hvor en lille afvigelse i begyndelsen kan føre os til et sted langt fra vores oprindelige destination.1 På samme måde har vi lært af en sammenligning med vores fysiske hjertes funktion og den mægtige forandring i hjertet, der kræves for at handle på Herrens opfordring til at følge ham.2

Denne gang vil jeg ydmygt tilføje en sammenligning, der er inspireret af et område inden for min profession. Jeg taler om arbejdet som civilingeniør. Fra begyndelsen af mine universitetsstudier så jeg frem til den dag, hvor jeg kunne færdiggøre kravene til at tage det kursus, hvor jeg ville lære, hvordan man designer bygninger og andre strukturer, så de kan betragtes som »anti-seismiske«.

Endelig kom dagen for den første forelæsning om emnet. De første ord fra lektoren var følgende: »I er sikkert ivrige efter at begynde dette kursus og lære, hvordan man designer anti-seismiske strukturer«, hvortil mange af os nikkede ivrigt. Så sagde lektoren: »Jeg må beklageligt fortælle jer, at det ikke er muligt. Jeg kan ikke lære jer, hvordan man designer en bygning, som er ›anti-‹, eller som er modsat et jordskælv. Det giver ingen mening,« sagde han, «fordi jordskælv sker uanset, om vi vil det eller ej.«

Så tilføjede han: »Det, jeg kan lære jer, er, hvordan man designer bygninger, der er modstandsdygtige over for seismisk aktivitet, bygninger, der kan modstå kræfterne i et jordskælv, så bygningen bliver stående uden at tage alvorlig skade og kan fortsætte med at fungere, som de er konstrueret til at gørel.«

Ingeniøren foretager de udregninger, der angiver størrelse, egenskaber og karakteristika ved fundamentet, søjlerne, bjælkerne, betonpladerne og andre bygningselementer, der skal designes. Disse resultater omsættes til plantegninger og tekniske specifikationer, som skal følges nøje af bygmesteren, for at produktet kan blive til og således opfylde det formål, hvortil det blev designet og bliver bygget.

Selvom der er gået mere end 40 år siden den første forelæsning i jordskælvssikring i ingeniørarbejde, husker jeg til fulde det øjeblik, hvor jeg begyndte at opnå en dybere og mere fuldstændig forståelse af den afgørende betydning af dette begreb i de konstruktioner, som jeg ville designe i mit fremtidige arbejdsliv. Ikke alene det, men endnu vigtigere – at det altid ville være gældende i opbyggelsen af mit eget liv og hos dem, som jeg kunne udøve en positiv indflydelse på.

Hvor er vi velsignede ved at kunne regne med en kundskab om frelsesplanen, der er skabt af vor himmelske Fader, ved at have Jesu Kristi gengivne evangelium og ved at stole på de levende profeters inspirerede vejledning! Alle udgør de guddommeligt udformede »plantegninger« og »tekniske specifikationer«, der klart lærer os, hvordan vi bygger et lykkeligt liv – liv, der er modstandsdygtige over for synd, over for fristelser og over for angreb fra Satan, der desperat søger at forpurre vores evige mål om at være sammen med vor himmelske Fader og med vores elskede familie.

Frelseren selv blev i begyndelsen af sin tjenestegerning overladt til at blive fristet af Djævelen.3 Men Jesus overvandt den store prøvelse. Hvordan hjalp det ham at have en anti-Satan- eller anti-fristelsesindstilling? Det, der fik Jesus til at sejre i disse sværeste stunder, var hans åndelige forberedelse, som gjorde, at han var i en tilstand, hvor han kunne modstå modstanderens fristelser.

Hvilke faktorer hjalp Frelseren til at være forberedt på det afgørende øjeblik?

For det første havde han fastet i 40 dage og 40 nætter; en faste, der må have været ledsaget af konstant bøn. Så selvom han var fysisk svag, var hans ånd meget stærk. Selvom vi heldigvis ikke bliver bedt om at faste i sådan en periode – i stedet kun 24 timer, en gang om måneden – giver det os åndelig styrke at faste, og det forbereder os til at være modstandsdygtige over for livets prøvelser.

For det andet ser vi i beretningen om de fristelser, som Frelseren blev udsat for, at han altid svarede Satan med skrifterne i sine tanker. Han citerede dem og anvendte dem på det rette tidspunkt.

Da Satan fristede Herren til at forvandle sten til brød, så han kunne tilfredsstille sin sult efter sin lange faste, sagde Herren til ham: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹«4 Da Herren var på templets tinde, forsøgte Djævelen at friste ham til at vise sin magt, hvortil Herren med myndighed svarede: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹«5 Og ved Satans tredje forsøg, svarede Herren; »Der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹«6

Et jordskælv efterlader spor, selv på bygninger, der var korrekt designet og bygget – spor som revner, væltede møbler eller nedfaldne lofter og knuste vinduer. Men det veldesignede og velbyggede bygningsværk vil opfylde sit formål med at beskytte beboerne, og vil genvinde sin oprindelige tilstand efter nogle reparationer.

På samme måde kan modstanderens slag også forårsage »revner« eller delvise skader i vores liv på trods af vores indsats for at opbygge vores liv i henhold til den fuldkomne, guddommelige plan. Disse »revner« kan manifestere sig som tristhed eller anger over at have begået fejl og ikke at have gjort alt perfekt, eller over at vi føler, at vi ikke er lige så gode, som vi ønsker at være.

Men det, der virkelig er relevant, er, at ved at vi fulgte de guddommeligt udformede plantegninger og specifikationer, nemlig Jesu Kristi evangelium, står vi her stadig. Vores livs konstruktion er ikke blevet revet ned på grund af modstanderens indsats eller på grund af svære situationer, som vi har stået i; i stedet for er vi parate til at bevæge os fremad.

Den glæde, som skrifterne lover, er formålet med vores tilværelse,7 bør ikke forstås således, at vi ikke vil opleve vanskeligheder eller sorger, at vi ikke vil få »revner« som konsekvens af fristelser, modgang eller prøvelserne i vores jordiske liv.

Denne glæde har med Nefis perspektiv at gøre, da han sagde: »Jeg har set mange trængsler i løbet af mine dage, men alligevel er [jeg] blevet meget begunstiget af Herren alle mine dage.«8 Alle sine dage! Selv de dage, hvor Nefi led under sine egne brødres manglende forståelse og deres afvisning, selv da de angreb ham på skibet, ja, selv den dag hans far, Lehi, gik bort, selv da Laman og Lemuel blev hans folks fjender. Selv på disse svære dage følte Nefi sig meget begunstiget af Herren.

Vi kan føle ro ved at vide, at Herren aldrig vil tillade, at vi bliver fristet ud over vores modstandsevne. Alma beder os om at »våge og bede bestandigt, så [vi] ikke må blive fristet mere end det, som [vi] kan bære, og således blive ledet af den hellige Ånd, idet [vi] bliver ydmyge, sagtmodige, underdanige, tålmodige, fulde af kærlighed og al langmodighed.«9

Det kan også anvendes på vores livs prøvelser. Ammon minder os om Herrens ord: »Drag ud … og bær jeres trængsler med tålmodighed, så vil jeg give jer medgang.«10

Herren sørger altid for hjælp til os, når vi møder modgang, fristelse, manglende forståelse, skrøbeligheder og endog døden. Han har sagt: »Og se, sandelig siger jeg jer, og hvad jeg siger til én, siger jeg til alle: Vær ved godt mod, børnlille, for jeg er midt iblandt jer, og jeg har ikke svigtet jer.«11 Han vil aldrig svigte os!

Jeg beder til, at vi må fortsætte med at bygge vores liv efter de plantegninger og tekniske specifikationer i det guddommelige design, som er udformet af vor Fader og opnået gennem vor Frelser, Jesus Kristus. På grund af den nåde, der når os gennem vor Frelsers forsoning, vil vi få succes med at opbygge et liv, der er modstandsdygtigt over for synd, modstandsdygtigt over for fristelse og styrket til at udholde de triste, svære tider i vores liv. Og endvidere vil vi blive i stand til at få adgang til alle de velsignelser, der er lovet gennem vor Faders og vor Frelsers kærlighed. I Jesu Kristi navn. Amen.