Svaret er Jesus

Sikke en ære at tale til jer ved dette konferencemøde. I dag tiltaler jeg jer som venner. I Johannesevangeliet underviste Frelseren om, at vi er hans venner, hvis vi gør det, han beder os om at gøre.¹

Det er vores personlige og samlede kærlighed til Frelseren og vores pagter med ham, der binder os sammen. Som præsident Henry B. Eyring har sagt: »Jeg ønsker at fortælle jer, hvor meget Herren elsker jer og stoler på jer. Og endnu mere ønsker jeg at fortælle, hvor meget han regner med jer.«²

Da jeg blev kaldet som generalautoritet af præsident Russell M. Nelson, blev jeg overvældet af følelser. Det var overvældende. Julie og jeg ventede spændt på mødet lørdag eftermiddag ved generalkonferencen. Jeg følte mig ydmyg, da jeg blev opretholdt. Jeg tog omhyggeligt trinene til min tildelte plads, så jeg ikke faldt på min første opgave.

Ved slutningen af det møde skete der noget, der havde en stor indvirkning på mig. Kvorumsmedlemmerne dannede en linje og hilste på de nye generalautoriteter en efter en. De delte hver især deres kærlighed og støtte. Med et stort abrazo [kram] sagde de: »Du skal ikke bekymre dig – du hører til.«

I vores forhold til Frelseren ser han på hjertet og »gør ikke forskel på nogen«.³ Overvej, hvordan han valgte sine apostle. Han tænkte ikke på status eller velstand. Han opfordrer os til at følge ham, og jeg tror, at han forsikrer os om, at vi hører til hos ham.

Dette budskab gælder især Kirkens unge. Jeg ser det i jer, som præsident Nelson ser i jer. Han sagde, at »der er noget unægteligt særligt ved denne generation af unge. Jeres himmelske Fader må have stor tillid til jer til at sende jer til jorden på dette tidspunkt. I blev født til storhed!«⁴

Jeg er taknemmelig for det, jeg lærer af de unge. Jeg er taknemmelig for det, mine børn lærer mig, for det, vores missionærer lærer mig, og for det, mine niecer og nevøer lærer mig.

For ikke så længe siden arbejdede jeg på vores gård med min nevø Nash. Han er seks år og har et rent hjerte. Han er min yndlingsnevø ved navn Nash, og jeg tror, at jeg er hans yndlingsonkel, der taler ved konferencen i dag.

Da han hjalp mig med at komme med en løsning til vores projekt, sagde jeg: »Nash, det er en god idé. Hvordan blev du så klog?« Han så på mig med et udtryk i sine øjne, der sagde: »Onkel Ryan, hvorfor kender du ikke svaret på det spørgsmål?«

Han trak ganske enkelt på skuldrene, smilede og sagde tillidsfuldt: »Jesus.«

Nash mindede mig den dag om denne enkle og dog dybsindige læresætning. Svaret på de enkleste spørgsmål og på de mest komplekse problemer er altid det samme. Svaret er Jesus Kristus. Enhver løsning findes i ham.

I Johannesevangeliet sagde Frelseren til sine disciple, at han ville forberede et sted til dem. Thomas var forvirret og sagde til Frelseren:

»›Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?‹

Jesus sagde til ham: ›Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.‹«⁵

Frelseren lærte sine disciple, at han er »vejen, sandheden og livet.« Han er svaret på spørgsmålet om, hvordan vi kommer til vor himmelske Fader. At få et vidnesbyrd om hans guddommelige rolle i vores liv var noget, jeg lærte som ung mand.

Da jeg tjente som missionær i Argentina, opfordrede præsident Howard W. Hunter os til at gøre noget, der havde en stor indvirkning på mit liv. Han sagde: »Vi må kende Kristus bedre, end vi nu kender ham; vi må erindre ham oftere, end vi nu erindrer ham; vi må tjene ham bedre, end vi nu tjener ham.«⁶

På det tidspunkt havde jeg været optaget af, hvordan jeg kunne blive en bedre missionær. Det var svaret – at kende Kristus, huske ham og tjene ham. Missionærer over hele verden er forenede i dette formål: At »indbyde andre til at komme til Kristus ved at hjælpe dem til at modtage det gengivne evangelium gennem tro på [ham] og hans forsoning« og gennem »omvendelse, dåb, modtagelse af Helligåndsgaven og at holde ud til enden.«⁷ Til vores venner, der lytter til missionærerne, tilføjer jeg min invitation til at komme til Kristus. Sammen vil vi stræbe efter at kende ham, erindre ham og tjene ham.

Det var en hellig tid i mit liv at være på mission. I mit sidste interview med ham som fuldtidsmissionær talte præsident Blair Pincock om den kommende ændring af missionsledere, da han og hans hustru også nærmede sig afslutningen på deres tjeneste. Vi var begge kede af at efterlade noget, vi elskede så højt. Han kunne se, at jeg var bekymret over tanken om ikke at være fuldtidsmissionær. Han var en mand med stor tro og underviste mig kærligt, som han havde gjort i de foregående to år. Han pegede på billedet af Jesus Kristus over sit skrivebord og sagde: »Ældste Olsen, det skal nok gå, fordi det er hans værk.« Jeg følte mig forvisset om, at Frelseren vil hjælpe os, ikke blot mens vi tjener, men altid, hvis vi vil lade ham gøre det.

Alligevel underviste søster Pincock os fra sit hjertes dyb i de enkleste spanske udtryk. Da hun sagde: »Jesucristo vive«, vidste jeg, at det var sandt, og at han levede. Da hun sagde: »Elderes y hermanas, les amo«, vidste jeg, at hun elskede os og ønskede, at vi altid skulle følge Frelseren.

Min hustru og jeg blev for nylig velsignet med at tjene som missionsledere og arbejde sammen med de fremragende missionærer i Uruguay. Jeg vil sige, at det var de bedste missionærer i verden, og jeg tror, at alle missionsledere har det sådan. Disse disciple underviste os hver dag om at følge Frelseren.

Under de regelmæssige interview kom en af vores gode søstermissionærer ind på kontoret. Hun var en succesrig missionær, en fremragende træner og en hengiven leder. Hun blev set op til af sine kammerater, og folk elskede hende. Hun var lydig, ydmyg og selvsikker. Vores tidligere besøg havde fokus på hendes område og de mennesker, hun underviste. Dette besøg var anderledes. Da jeg spurgte hende, hvordan hun havde det, kunne jeg se, at hun var bekymret. Hun sagde: »Præsident Olsen, jeg ved ikke, om jeg kan gøre det. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil være god nok. Jeg ved ikke, om jeg kan være den missionær, som Herren har brug for, at jeg er.«

Hun var en bemærkelsesværdig missionær. Fremragende på alle måder. En missionspræsidents drøm. Jeg havde aldrig bekymret mig om hendes evner som missionær.

Da jeg lyttede til hende, kæmpede jeg med at vide, hvad jeg skulle sige. Jeg bad stille: »Himmelske Fader, dette er en fremragende missionær. Hun er din. Hun gør alt rigtigt. Jeg vil ikke ødelægge det her. Hjælp mig til at vide, hvad jeg skal sige.«

Ordene kom til mig. Jeg sagde: »Hermana, jeg er ked af, at du har det sådan. Lad mig stille dig et spørgsmål. Hvis du havde en ven, som du underviste, som havde det sådan, hvad ville du så sige?«

Hun så på mig og smilede. Med den umiskendelige missionærånd og overbevisning sagde hun: »Præsident, det er let. Jeg ville fortælle hende, at Frelseren kender hende fuldkomment. Jeg ville fortælle hende, at han lever. Han elsker dig. Du er god nok, og du har styr på det her!«

Med lidt latter sagde hun: »Hvis det gælder for vores venner, så gælder det vel også for mig.«

Når vi har spørgsmål eller tvivl, kan vi føle, at løsningerne er for komplekse, eller at det er for forvirrende at finde svar. Må vi huske, at modstanderen, ja, faderen til alle løgne, er forvirringens arkitekt.⁸

Frelseren er mesteren i enkelhed.

Præsident Nelson har sagt:

»Modstanderen er snedig. I årtusinder har han fået det gode til at virke ondt og det onde til at virke godt. Hans budskaber har det med at være højrøstede, stødende og pralende.

Men budskaber fra vor himmelske Fader er markant anderledes. Han kommunikerer enkelt, stille og med så betagende tydelighed, at vi ikke kan misforstå ham.«⁹

Hvor er vi taknemlige for, at Gud elskede os så højt, at han sendte sin Søn. Han er svaret.

Præsident Nelson har for nylig sagt:

»Der har aldrig været mere brug for Jesu Kristi evangelium, end der er i dag …

Dette understreger det presserende behov for, at vi følger Herrens instruktion til sine disciple om at ›gå ud i alverden og prædik[e] evangeliet for hele skabningen.‹«¹⁰

Til dem, der vælger at tjene, kan jeg bevidne de velsignelser, der vil komme, når I giver agt på en profets kald. Tjeneste handler ikke om jer; det handler om Frelseren. I vil blive kaldet til et sted, men endnu vigtigere vil I blive kaldet til et folk. I vil få det store ansvar og den store velsignelse at hjælpe nye venner til at forstå, at svaret er Jesus.

Dette er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og det er her, vi hører til. Alt, hvad præsident Nelson kærligt opfordrer os til at gøre, vil føre os tættere på Frelseren.

Til vores storslåede ungdom – deriblandt min nevø Nash – I kan gennem hele jeres liv, uanset hvor svære eller forvirrende udfordringerne måtte være, altid huske, at svaret er enkelt; det er altid Jesus.

Som jeg har hørt dem, vi opretholder som profeter, seere og åbenbarere, sige ved mange lejligheder, siger jeg også, at vi elsker jer, vi takker jer, og vi har brug for jer. Det er her, I hører til.

Jeg elsker Frelseren. Jeg bærer vidnesbyrd om hans navn, ja, Jesus Kristus. Jeg vidner om, at han er »troens banebryder og fuldender,«¹¹ og han er enkelthedens Mester. Svaret er Jesus. I Jesu Kristi navn. Amen.