Lykkeligt og evigt

Kære venner, kære brødre og søstre, kan I huske, da I troede på eller ønskede at tro på at leve lykkeligt til jeres dages ende?

Men så kommer hverdagen. Vi »bliver voksne.« Forhold bliver komplicerede. Denne verden er støjende, overfyldt, påtrængende, med forstillelse og foregivelse. Men i vores »hjertes dybe indre«¹ tror vi, eller ønsker vi at tro, at lykkeligt og evigt et eller andet sted, på en eller anden måde, er virkelig og muligt.

»Lykkeligt og evigt« findes ikke kun i eventyr. Sand, varig glæde og evigheden sammen med dem, vi elsker, er selve kernen i Guds plan for lykke. Hans kærligt beredte vej kan gøre vores rejse lykkelig og evig.

Vi har meget at fejre og at være taknemmelige for. Dog er ingen af os fuldkomne, ej heller er nogen familie. Vores forhold omfatter kærlighed, selskabelighed og personlighed, men ofte også gnidninger, at man bliver såret, og sommetider dyb smerte.

»For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.«² Levende med Jesus Kristus omfatter udødelighed – hans gave til os i form af vores fysiske opstandelse. Når vi lever i tro og lydighed, kan levende med Kristus også omfatte lykkeligt evigt liv i overflod sammen med Gud og dem, vi elsker.

På bemærkelsesværdig vis drager Herrens profet os nærmere vor Frelser, herunder gennem hellige tempelordinancer og -pagter, som er mere tilgængelige på flere steder. Vi har en stor mulighed og gave for at opdage ny åndelig forståelse, kærlighed, omvendelse og tilgivelse med hinanden og vores familie for tid og al evighed.

Med deres tilladelse fortæller jeg om to venners hellige oplevelser, der er usædvanligt åndeligt direkte, om at Jesus Kristus forener familier ved at helbrede kvaler, der har varet generationer.³ Jesu Kristi forsoning er »altomfattende og evig,«⁴ »stærkere end dødens bånd,«⁵ og kan hjælpe med at bringe fred til vores fortid og håb til vores fremtid.

Da de sluttede sig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, lærte min ven og hendes mand med glæde, at familieforhold ikke behøver at være »indtil døden jer skiller.« I Herrens hus kan familier forenes for evigt (besegles).

Men min ven ønskede ikke at blive beseglet til sin far. »Han var ikke en god ægtemand til min mor. Han var ikke en god far til sine børn,« sagde hun. »Min far må vente. Jeg har ikke noget ønske om at udføre tempelordinancer for ham og blive beseglet til ham i evigheden.«

I et år fastede, bad og talte hun meget med Herren om sin far. Til sidst var hun klar. Hendes fars tempelordinancer blev udført. Senere sagde hun: »Min far viste sig for mig i en drøm, helt klædt i hvidt. Han var forandret. Han sagde: ›Se på mig. Jeg er helt ren. Tak fordi du udførte ordinancer for mig i templet.‹« Hendes far tilføjede: »Stå op og tag tilbage til templet; din bror venter på at blive døbt.«

Min ven siger: »Mine forfædre og dem, der er gået bort, venter ivrigt på, at deres ordinancer bliver udført.«

»For mig,« siger hun, »er templet et sted, hvor man bliver helet, lærer og anerkender Jesu Kristi forsoning.«

Den anden oplevelse. En anden ven udforskede flittigt sin slægtshistorie. Han ville gerne finde sin oldefar.

En tidlig morgen følte min ven en mands åndelige tilstedeværelse på sit værelse. Manden ønskede at blive fundet og kendt af sin familie. Manden følte anger for en fejl, som han nu havde omvendt sig fra. Manden hjalp min ven til at indse, at min ven ikke havde nogen DNA-forbindelse til den person, min ven troede var hans oldefar. »Med andre ord,« sagde min ven, »havde jeg fundet min oldefar og erfaret, at han ikke var den person, vores familieoptegnelser sagde var vores oldefar.«

Hans familieforhold var blevet tydeliggjort og min ven sagde: »Jeg føler mig fri og fredfyldt. Det gør hele forskellen at vide, hvem min familie er.« Min ven reflekterer: »En bøjet gren betyder ikke, at træet er dårligt. Det er mindre vigtigt, hvordan vi kommer ind i denne verden, end hvem vi er, når vi forlader den.«

De hellige skrifter og hellige oplevelser med personlig heling og fred, herunder med dem, der lever i åndeverdenen, understreger fem doktrinære principper.

For det første: Centralt i Guds plan for forløsning og lykke lover Jesus Kristus gennem sin forsoning at forene vores ånd og legeme, »for aldrig mere at blive adskilt, så [vi kan] modtage en fylde af glæde.«⁶

For det andet: Forsoningen – forening i Kristus – kommer, når vi udøver tro og frembringer frugter til omvendelse.⁷ Som i jordelivet, således også i udødeligheden. Tempelordinancer alene ændrer ikke os eller dem i åndeverdenen. Men disse guddommelige ordinancer muliggør helliggørende pagter med Herren, hvilket kan bringe harmoni med ham og hinanden.

Vores glæde bliver fuldkommen, når vi føler Jesu Kristi nåde og tilgivelse af os. Og når vi tilbyder hinanden miraklet af hans nåde og tilgivelse, kan den barmhjertighed, vi modtager, og den barmhjertighed, vi tilbyder, være med til at vende livets uretfærdigheder til retfærdighed.⁸

For det tredje: Gud kender og elsker os fuldkomment. »Gud lader sig ikke spotte,«⁹ ej heller kan han blive bedraget. Med fuldkommen barmhjertighed og retfærdighed omslutter han de ydmyge og angrende i sine sikre arme.

I templet i Kirtland så profeten Joseph Smith i et syn sin bror Alvin som frelst i det celestiale rige. Profeten Joseph blev forundret, fordi Alvin var død, før han modtog dåbens frelsende ordinance.¹⁰ Herren forklarede trøstende hvorfor: Herren »vil dømme [os] efter [vores] gerninger, ud fra [vores] hjertes ønske.«¹¹ Vores sjæl aflægger vidnesbyrd om vores gerninger og ønsker.

Med taknemmelighed ved vi, at de levende og »de døde, der omvender sig, bliver forløst ved lydighed mod Guds hus’ ordinancer«¹² og Kristi forsoning. I åndeverdenen har selv de, der er i synd og overtrædelse, mulighed for at omvende sig.¹³

I modsætning hertil vil de, der bevidst vælger ugudelighed, der bevidst udsætter omvendelse, eller på nogen planlagt eller forsætlig måde bryder befalingerne med planer om let omvendelse, blive dømt af Gud og »have en klar erindring om al [deres] skyld.«¹⁴ Vi kan ikke bevidst synde om lørdagen og så forvente automatisk tilgivelse ved at deltage i nadveren om søndagen. Til missionærer eller andre, der siger, at når man følger Ånden, behøver man ikke at adlyde missionsstandarder eller befalingerne, så husk, at det at adlyde missionsstandarderne og befalingerne indbyder Ånden. Ingen af os bør udsætte omvendelse. Velsignelserne ved omvendelse begynder, når vi begynder at omvende os.

For det fjerde: Herren giver os guddommelig mulighed for at blive mere som ham, når vi tilbyder stedfortrædende frelsende tempelordinancer, som andre har brug for, men ikke selv kan udføre. Vi bliver mere fuldendte og fuldkomne,¹⁵ når vi bliver »befriere … [på] Zions bjerg.«¹⁶ Når vi tjener andre, kan forjættelsens hellige Ånd stadfæste ordinancerne og helliggøre både giver og modtager. Både giver og modtager kan indgå og styrke de forandrende pagter og med tiden modtage de velsignelser, der blev lovet Abraham, Isak og Jakob.

Endelig, for det femte: Som der står i den gyldne regel,¹⁷ indbyder en helliggørende symmetri i omvendelse og tilgivelse os hver især til at tilbyde andre det, som vi selv har brug for og ønsker.

Sommetider gør vores villighed til at tilgive andre både dem og os i stand til at tro, at vi kan omvende os og blive tilgivet. Nogle gange kommer en villighed til at omvende sig og en evne til at tilgive på forskellige tidspunkter. Vor Frelser er vor Formidler hos Gud, men han bringer os også tættere på os selv og hinanden, når vi kommer til ham. Når smerten er dyb, er det svært at reparere vores forhold og hele vores hjerte, måske endda umuligt for os at gøre selv. Men himlen kan give os styrke og visdom udover vores egen, så vi ved, hvornår vi skal holde fast, og hvordan vi giver slip.

Vi er mindre alene, når vi indser, at vi ikke er alene. Vor Frelser forstår os altid.¹⁸ Med vor Frelsers hjælp kan vi overgive vores stolthed, vores sår og vores synder til Gud. Uanset hvordan vi har det, når vi begynder, så bliver vi mere hele, når vi stoler på, at han vil gøre vores forhold hele.

Herren, som ser og forstår fuldkomment, tilgiver, hvem han vil; vi (som er ufuldkomne) skal tilgive alle. Når vi kommer til vor Frelser, fokuserer vi mindre på os selv. Vi dømmer mindre og tilgiver mere. Tillid til hans fortjenester, barmhjertighed og nåde¹⁹ kan befri os fra strid, vrede, misbrug, svigt, uretfærdighed og de fysiske og psykiske udfordringer, der nogle gange følger med et fysisk legeme i en jordisk verden. Lykkeligt og evigt betyder ikke, at alle forhold vil være lykkelige og evige. Men tusindårsriget, hvor Satan er bundet,²⁰ kan give os den fornødne tid og overraskende måder at elske, forstå og ordne tingene på, når vi forbereder os til evigheden.

Vi finder himlens sociale omgang i hinanden.²¹ Guds gerning og herlighed omfatter at tilvejebringe lykke for evigt.²² Evigt liv og ophøjelse er at kende Gud og Jesus Kristus, således at vi ved guddommelig kraft, komme dertil, hvor de er.²³

Kære brødre og søstre, Gud vor himmelske Fader og hans elskede Søn lever. De tilbyder fred, glæde og heling til hvert folkeslag og tungemål, til hver eneste af os. Herrens profet leder vejen. Åbenbaring i de sidste dage fortsætter. Må vi komme vor Frelser nærmere i Herrens hellige hus, og må han drage os til Gud og til hinanden, når vi knytter vores hjerter til hinanden med kristuslignende barmhjertighed, sandhed og nåde i alle vores slægtled – i tid og evighed, lykkeligt og for evigt. I Jesus Kristus er det muligt; i Jesus Kristus er det sandt. Det vidner jeg om i hans hellige navn, ja, Jesu Kristi navn. Amen.