Alt svært formår vi i ham

I begyndelsen af Frelserens tjenestegerning her på jorden, fik han øje på en blind mand. Jesu disciple spurgte: »Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?«

Men Frelserens faste, kærlige og oprigtige svar forvisser os om, at han er opmærksom på vores genvordigheder: »Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.«¹

Selvom nogle udfordringer kan komme som følge af bevidst ulydighed, ved vi, at mange af livets udfordringer kommer af andre årsager. Uanset hvad kilden til vores udfordringer er, kan de udgøre en gylden mulighed for udvikling.

Vores familie er ikke blevet sparet for livets modgang. Da jeg voksede op, beundrede jeg store familier. Sådanne familier tiltalte mig, især da jeg var teenager og fandt Kirken gennem min morbror, Sarfo, og hans hustru i Takoradi i Ghana.

Da Hannah og jeg blev gift, havde vi et stort ønske om at opfylde vores patriarkalske velsignelser, der indikerede, at vi ville blive velsignet med mange børn. Men inden vores tredje dreng blev født, stod det klart, at Hannah ud fra et helbredsmæssigt hensyn ikke kunne få flere børn. Og selv om Kenneth blev født i en livstruende situation for både ham og hans mor, kom han sikkert til verden, og hans mor kom sig. Han blev i stand til at deltage fuldt ud i vores familieliv – deriblandt at komme i kirke, deltage dagligt i familiebønner, studere skriften, familieaften og sunde fritidsaktiviteter.

Selvom vi var nødt til at justere vores forventninger om en stor familie, var det en glæde at anvende lærdommene fra »Familien: En proklamation til verden« med vores tre elskede børn. Efterlevelse af disse lærdomme gav mening og fik min tro til at vokse.

Proklamationen lyder: »Ægteskabet mellem mand og kvinde er grundlæggende i hans evige plan. Børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer og blive opdraget af en far og en mor, som ærer deres ægteskabsløfter med fuldstændig troskab.«² Når vi bringer disse principper i anvendelse, bliver vi velsignet.

Men en weekend, mens jeg tjente som stavspræsident, oplevede vi det, der nok er forældres værste mareridt. Vores familie vendte hjem fra en kirkeaktivitet og spiste frokost. Derefter gik vores tre drenge ud for at lege i haven.

Min hustru blev ved med at få indtryk af, at noget var galt. Hun bad mig om at se til børnene, mens vi var i gang med at tage opvasken. Jeg tænkte, at de nok var okay, for vi kunne høre deres begejstrede stemmer, mens de legede.

Da vi endelig begge to gik ud for at se til vores drenge, fandt vi til vores skræk lille Kenneth på 18 måneder liggende hjælpeløs i en spand med vand, hvilket hans brødre ikke havde set. Vi skyndte os på hospitalet, men alle forsøg på at genoplive ham var forgæves.

Vi var knuste over, at vi ikke fik muligheden for at opfostre vores dyrebare barn gennem dette jordeliv. Selvom vi vidste, at Kenneth ville blive en del af vores evige familie, tog jeg alligevel mig selv i at spørge Gud, hvorfor denne tragedie ramte mig, når jeg gjorde alt, jeg kunne for at højne min kaldelse. Jeg var lige kommet hjem efter at have passet mine pligter for at drage omsorg for de hellige. Hvorfor kunne Gud ikke se min tjeneste og redde vores søn og familie fra denne tragedie? Jo mere jeg tænkte over det, jo mere bitter blev jeg.

Min hustru har aldrig bebrejdet mig, for at jeg ikke reagerede på hendes tilskyndelser, men jeg har lært en lektie for livet og lavet to regler, der aldrig må brydes.

Regel 1: Lyt til og giv agt på din hustrus tilskyndelser.

Regel 2: Hvis du af en eller anden grund ikke er sikker, træder regel nummer et i kraft.

Selvom den oplevelse rystede os, og vi fortsat sørger, så er vores overvældende byrde lige så stille blevet lettet.³ Min hustru og jeg har lært helt specifikke lektier af vores tab. Vi begyndte at føle os forenet og knyttet sammen i vores tempelpagter; vi ved, at vi kan gøre krav på Kenneth som vores i den næste verden, fordi han blev født i pagten. Vi har også fået den nødvendige erfaring for at kunne drage omsorg for andre og sætte os ind i deres smerte. Jeg vidner om, at vores bitterhed har fortaget sig, efterhånden som vi har udøvet tro på Herren. Vores oplevelse er stadig smertelig, men vi har ligesom apostlen Paulus lært, at »alt formår [vi] i [Kristus], der giver [os] kraft,« hvis vi fokuserer på ham.⁴

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Når vi har fokus på Guds frelsesplan … og Jesus Kristus og hans evangelium, kan vi føle glæde, uanset hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv.« Han har desuden sagt: »Glæde kommer fra og på grund af ham.«⁵

Vi kan være ved godt mod og fyldt med fred i vores svære stunder. Den kærlighed, vi føler på grund af Frelseren og hans forsoning, bliver et stærkt redskab for os i prøvelsens stund. »Alt, hvad der er urimeligt ved livet, kan blive gjort godt igen ved Jesu Kristi forsoning.«⁶ Han har sagt: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«⁷ Han kan hjælpe os med at overvinde enhver smerte, sygdom eller prøvelse, vi måtte møde i jordelivet.

Vi finder mange historier fra skriften om store og ædle ledere, som Jeremias, Job, Joseph Smith og Nefi, der ikke blev sparet for livets sværdslag og udfordringer. De var dødelige mennesker, der lærte at adlyde Herren selv under barske vilkår.⁸

Under de frygtelige dage i fængslet i Liberty udbrød profeten Joseph Smith: »O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, som dækker dit skjul?«⁹ Herren belærte Joseph Smith om tilmed at »udholde det vel«¹⁰ og lovede, at alt det skulle give ham erfaring og blive til gavn for ham.¹¹

Når jeg ser tilbage på mine egne erfaringer, indser jeg, at jeg har lært nogle af de største lektier i de sværeste stunder i mit liv, stunder hvor jeg blev ført ud af min tryghedszone. De vanskeligheder, jeg oplevede som ung, mens jeg lærte om Kirken gennem seminar, som nyomvendt og som fuldtidsmissionær, og de udfordringer, jeg mødte under min uddannelse, i min stræben efter at højne mine kaldelser og opfostre en familie har forberedt mig på fremtiden. Jo mere gladeligt jeg håndterer svære omstændigheder med tro på Herren, jo mere vokser jeg som discipel.

Det svære i vores liv bør ikke komme som en overraskelse, når vi er trådt ind på den snævre og trange sti.¹² Jesus Kristus »lær[t]e lydighed af det, han led.«¹³ Når vi følger ham, særligt i svære stunder, kan vi udvikle os til at blive mere som ham.

En af de pagter, vi indgår med Herren i templet, er at efterleve offerloven. Ofre har altid været en del af Jesu Kristi evangelium. De er en påmindelse om Jesu Kristi store sonoffer for alle, som har levet, lever eller vil leve på jorden.

Billede

Ældste Morrisons missionærer

Jeg ved, at Herren altid regner vores retfærdige ønsker til vores fordel. Husker I de mange børn, jeg blev lovet i min patriarkalske velsignelse? Den velsignelser bliver opfyldt. Min hustru og jeg har tjent med flere hundrede missionærer, fra mere end 25 lande i Cape Coast-missionen i Ghana. Vi holder lige så meget af dem, som var de vores egne børn.

Jeg vidner om, at vi vokser som disciple, når vi udøver tro på Herren i svære tider. Og når vi gør det, vil han nådigt styrke os og bære vores byrder. I Jesu Kristi navn. Amen.