Hans åg er godt, og hans byrde let

Der fortælles en historie om en mand ved navn Jack, der havde en elsket jagthund til fuglejagt ved navn Cassie. Jack var så stolt af Cassie og pralede ofte over, hvor dygtig en hund hun var. For at bevise dette inviterede Jack nogle venner til at se, hvad Cassie kunne præstere. Da Jack var ankommet til jagtklubben, lod han Cassie løbe rundt, mens han gik indenfor for at tjekke ind.

Da det blev tid til at begynde, var Jack ivrig efter at vise Cassies fantastiske evner frem. Men Cassie opførte sig mærkeligt. Hun ville ikke adlyde nogen af Jacks kommandoer, som hun normalt gjorde så villigt. Hun ville kun blive ved hans side.

Jack var frustreret, flov og vred på Cassie; han foreslog hurtigt, at de tog af sted. Cassie ville ikke engang hoppe op på ladet af bilen, så Jack samlede hende utålmodigt op og skubbede hende ind i buret. Han kogte af vrede, mens de, der var sammen med ham, gjorde nar af hans hunds opførsel hele vejen hjem. Jack kunne ikke forstå, hvorfor Cassie opførte sig dårligt. Hun var blevet trænet godt, og tidligere havde hun kun ønsket at behage og tjene ham.

Da Jack kom hjem, begyndte han at undersøge Cassie for skader, burrer eller flåter, som han normalt gjorde. Da han lagde sin hånd på hendes bryst, følte han noget vådt og opdagede, at hans hånd var smurt ind i blod. Til sin skam og rædsel opdagede han, at Cassie havde en lang, bred flænge helt ind til brystbenet. Han fandt en anden på hendes højre forben, også helt ind til knoglen.

Jack tog Cassie i sin favn og begyndte at græde. Hans skam over, hvordan han havde fejlbedømt og behandlet hende, var overvældende. Cassie havde opført sig ukarakteristisk tidligere på dagen, fordi hun var såret. Hendes opførsel var blevet påvirket af hendes smerte, hendes lidelse og hendes sår. Det havde intet at gøre med et manglende ønske om at adlyde Jack eller mangel på kærlighed til ham.¹

Jeg hørte denne historie for mange år siden og aldrig har glemt den. Hvor mange sårede personer har vi blandt os? Hvor ofte dømmer vi andre på baggrund af deres udseende og handlinger eller mangel på handling, når vi, hvis vi havde en fuld forståelse, i stedet ville reagere med medfølelse og et ønske om at hjælpe i stedet for at øge deres byrder med vores fordømmelse?

Jeg har gjort mig skyldig i dette mange gange i mit liv, men Herren har tålmodigt undervist mig gennem personlige oplevelser, og når jeg har lyttet til mange andres livserfaringer. Jeg er kommet til at værdsætte vor kære Frelsers eksempel mere fuldt ud, idet han brugte så meget af sin tid på at tjene andre med kærlighed.

Min yngste datters livserfaring har omfattet udfordringer med sit mentale helbred, lige fra hun var en lille pige. Der har været mange gange i hendes liv, hvor hun følte, at hun ikke kunne fortsætte. Vi vil for evigt være taknemmelige for de jordiske engle, der har været der i de tider: som har siddet sammen med hende; lyttet til hende; grædt med hende; og delt unikke gaver, åndelig forståelse og et gensidigt forhold af kærlighed sammen. Under sådanne kærlige omstændigheder er byrder ofte blevet lettet for begge parter.

Ældste Joseph B. Wirthlin citerede fra 1 Korinther, da han sagde: »Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.«²

Han fortsatte:

»Paulus’ budskab til denne nye gruppe af hellige var enkelt og direkte: Intet af det, I udretter, gør nogen videre forskel, hvis ikke I har kærlighed. I kan tale i tunger, have profetisk gave, forstå alle hemmeligheder, og eje al kundskab. Selv hvis I har tro til at flytte bjerge, gavner det jer overhovedet ikke uden kærlighed.

›Næstekærligheden er Kristi rene kærlighed‹ [Moro 7:47]. Frelseren var et eksempel på den kærlighed.«³

I Johannesevangeliet står der: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«⁴

Vores kirkeledere har holdt mange taler om næstekærlighed, samhørighed, kærlighed, venlighed, barmhjertighed, tilgivelse og nåde. Jeg tror, at Frelseren opfordrer os til at leve på en højere og helligere måde⁴ – hans kærlige måde, hvorpå alle kan føle, at de virkelig hører til, og at der er brug for dem.

Vi er blevet befalet at elske hverandre,⁶ ikke til at dømme dem.⁷ Lad os lægge den tunge byrde fra os; den er ikke vores at bære.⁸ I stedet kan vi løfte Frelserens åg af kærlighed og medfølelse.

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig …

For mit åg er godt, og min byrde er let.«⁹

Frelseren billiger ikke synd, men tilbyder os sin kærlighed og tilgiver os, når vi omvender os. Til kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, sagde han: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«¹⁰ De, han rørte, følte hans kærlighed, og den kærlighed helede og forandrede dem. Hans kærlighed inspirerede dem til at ønske at ændre deres liv. Det bringer glæde og fred at leve på hans måde, og han indbød andre til at leve på den måde med mildhed, venlighed og kærlighed.

Ældste Gary E. Stevenson har sagt: »Når vi møder livets storme og skybrud, sygdomme og skader, vil Herren – vores hyrde, vores omsorgsgiver – skærme os med kærlighed og venlighed. Han vil hele vores hjerte og sind.«¹¹ Bør vi som Jesu Kristi tilhængere ikke gøre det samme?

Frelseren beder os om at lære af ham¹² og gøre det, vi har set ham gøre.¹³ Han er legemliggørelsen af næstekærlighed, af ren kærlighed. Når vi gradvist lærer at gøre det, han beder os om – ikke af pligt eller selv for de velsignelser, vi kan modtage, men helt og aldeles af kærlighed til ham og vor himmelske Fader¹⁴ – vil hans kærlighed strømme gennem os og gøre alt, hvad han beder os om, ikke blot muligt, men til sidst meget nemmere og lettere¹⁵ og mere glædeligt, end vi nogensinde kunne forestille os. Det vil kræve øvelse; det kan tage år, som det har gjort for mig, men selv når vi bare ønsker, at kærlighed skal være vores motiverende kraft, kan han tage det ønske,¹⁶ det frø, og til sidst forvandle det til et smukt træ, fuld af den dejligste frugt.¹⁷

Vi synger i en af vores elskede salmer: »Hvor kan jeg dog dømme andre i min ufuldkommenhed? I et stille hjerte findes sorger, som kun Herren ved.«¹⁸ Hvem blandt os kan have skjulte sorger? Det tilsyneladende oprørske barn eller den oprørske teenager, skilsmissebørn, den enlige mor eller far, dem med fysiske eller mentale udfordringer, de, der betvivler deres tro, de, der oplever racemæssige eller kulturelle fordomme, de, der føler sig alene, de, der længes efter at blive gift, dem med uønsket afhængighed og så mange andre, der kæmper med en lang række udfordrende oplevelser i livet – ofte selv dem, hvis liv synes perfekt på overfladen.

Ingen af os har et fuldkomment liv eller fuldkomne familier; det har jeg bestemt ikke. Når vi søger at føle med andre, der også oplever udfordringer og ufuldkommenheder, kan det hjælpe dem til at føle, at de ikke er alene i deres kampe. Alle har brug for at føle, at de virkelig hører til og er nødvendige i Kristi legeme.¹⁹ Satans store ønske er at splitte Guds børn, og han har haft stor succes, men der er stor kraft i enighed.²⁰ Og hvor har vi dog brug for at gå arm i arm med hinanden på denne udfordrende rejse i jordelivet!

Vores profet, præsident Russell M. Nelson, har sagt: »Enhver form for mishandling af eller fordomme mod en anden på grund af nationalitet, race, seksuel orientering, køn, uddannelse, kultur eller andre væsentlige kendetegn er stødende for vor Skaber! En sådan dårlig adfærd er under vores værdighed som hans pagtssønner og -døtre!«²¹

Selvom præsident Nelson har opfordret alle til at komme ind på og blive på pagtsstien, der fører tilbage til vor Fader i himlen, kom han også med følgende råd: »Hvis venner og familie træder ud af Kirken, så fortsæt med at elske dem. Det er ikke op til jer at dømme andres valg, ligesom I ikke fortjener at blive kritiseret for at forblive trofaste.«²²

Venner, lad os huske på, at hvert eneste menneske på denne jord er Guds barn,²³ og han elsker hver enkelt.²⁴ Er der mennesker på jeres vej, som I har følt jer tilbøjelige til at dømme? Hvis det er tilfældet, så husk, at det er værdifulde muligheder for os til at prøve at elske, som Frelseren elsker.²⁵ Når vi følger hans eksempel, kan vi blive knyttet til ham og være med til at fremelske en følelse af kærlighed og tilhørsforhold i hjertet på alle vor Faders børn.

»Vi elsker, fordi han elskede os først.«²⁶ Når vi er fyldt med Frelserens kærlighed, kan hans åg virkelig være godt, og hans byrde kan føles let.²⁷ Om dette bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.