I partnerskab med Herren

I løbet af de første måneder af vores ægteskab udtrykte min kære hustru sit ønske om at studere musik. Fordi jeg ønskede at glæde hende, besluttede jeg mig for at arrangere en stor velment overraskelse til min elskede. Jeg tog hen til en musikforretning og købte et klaver til hende som gave. Begejstret lagde jeg kvitteringen i en æske med en smuk sløjfe på, og gav den til hende og forventede en stor taknemmelig reaktion for hendes ekstremt kærlige og opmærksomme mand.

Da hun åbnede den lille æske og så dens indhold, kiggede hun kærligt på mig og sagde: »Ih, skat, du er vidunderlig! Men lad mig stille dig et spørgsmål: Er det en gave eller en gæld?« Efter at have talt sammen om overraskelsen, besluttede vi os for at annullere købet. Som studerende levede vi på et beskedent budget, som det er tilfældet med mange nygifte unge. Denne oplevelse hjalp mig til at indse vigtigheden af princippet om et fuldt partnerskab i ægteskabet, og hvordan anvendelsen af det princip kunne hjælpe min hustru og mig til at blive af ét hjerte og ét sind.¹

Jesu Kristi gengivne evangelium forkynder princippet om fuldt partnerskab mellem kvinde og mand, både i jordelivet og i evighederne. Selvom de hver især besidder specifikke egenskaber og guddommeligt anviste ansvar, udfylder kvinder og mænd lige relevante og afgørende roller i Guds plan for lykke for sine børn.² Dette var tydeligt lige fra begyndelsen, da Herren erklærede, »at det ikke var godt, at manden skulle være alene; derfor [ville han] danne ham en hjælper, som passer til ham.«³

I Herrens plan var en »hjælper« en makker, der skulle stå skulder ved skulder med Adam i et fuldt partnerskab.⁴ Eva var faktisk en himmelsk velsignelse i Adams liv. Ved sin guddommelige natur og sine åndelige egenskaber inspirerede hun Adam til at arbejde i partnerskab med sig for at opnå Guds plan for lykke for hele menneskeheden.⁵

Lad os overveje to grundlæggende principper, der styrker forholdet mellem mand og kvinde. Det første princip, er at vi er alle lige for Gud.⁶ I henhold til evangeliets lære tilsidesætter forskellen på kvinder og mænd ikke de evige løfter, som Gud har givet sine sønner og døtre. Den ene har ikke større mulighed for celestial herlighed i evighederne end den anden.⁷ Frelseren selv opfordrer os alle, Guds børn, »til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham.«⁸ Derfor betragtes vi alle i denne sammenhæng som ligeværdige for ham.

Når ægtefæller forstår og indarbejder dette princip, positionerer de ikke sig selv som præsident eller vicepræsident for deres familie. Der er ingen overlegenhed eller underlegenhed i ægteskabet, og den ene går ikke foran eller bagved den anden. De vandrer side om side, som ligeværdige børn af Gud. De bliver ét med vor himmelske Fader og Jesus Kristus i tanke, ønske og formål,⁹ og leder og vejleder familien sammen.

I et jævnbyrdigt partnerskab »er kærlighed ikke besiddelse, men noget, man tager aktivt del i … det er en del af det fælles skaberværk, som er vores menneskelige kaldelse.«¹⁰ »Når der er tale om ægte deltagelse fra begges side, smelter mand og hustru sammen i en samvirkende samdrægtighed i ›et evigtvarende rige‹, som ›uden tvang‹ skal flyde med åndeligt liv til dem og deres efterkommere ›for evigt og altid.‹«¹¹

Det andet relevante princip er den gyldne regel, som Frelseren belærte om i bjergprædikenen: »Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.«¹² Dette princip indikerer en holdning af gensidighed, enighed og gensidig afhængighed og er baseret på det andet store bud: »Du skal elske din næste som dig selv.«¹³ Det sammenknyttes med andre kristne egenskaber som langmodighed, mildhed, sagtmodighed og venlighed.

For bedre at forstå anvendelsen af dette princip kan vi se på det hellige og evige bånd, som Gud etablerede mellem vores første forældre, Adam og Eva. De blev ét kød,¹⁴ hvilket skabte en grad af enighed, der gjorde det muligt for dem at vandre sammen med respekt, taknemmelighed og kærlighed og at glemme sig selv og søge hinandens velbefindende på deres rejse ud i evigheden.

Det er de samme egenskaber, vi stræber efter at have i et sammenknyttet ægteskab i dag. Gennem tempelbeseglingen indtræder en kvinde og en mand i den hellige ægteskabsorden i den nye og evigtvarende pagt. Gennem denne præstedømmeorden får de evige velsignelser og guddommelig kraft til at tage ansvar for deres familieanliggender, idet de lever i overensstemmelse med de pagter, de har indgået. Fra da af går de fremad i fællesskab og i fuldt partnerskab med Herren, især med hensyn til hvert af deres guddommeligt anviste ansvar for at opdrage og præsidere i deres familie.¹⁵ Det at opdrage og at præsidere er forbundne og overlappende ansvar, hvilket betyder, at mødre og fædre er »forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere,«¹⁶ og sammen stå for en afbalanceret ledelse i deres hjem.

»At opdrage vil sige at opfostre, undervise og støtte« familiemedlemmer, hvilket sker ved at hjælpe dem til at »lære om evangeliets sandheder og udvikle tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus« i et kærligt miljø. Når man præsiderer, hjælper man til at »lede familiens medlemmer tilbage for at bo i Guds nærhed. Det gøres ved at tjene og undervise med mildhed, sagtmodighed og ren kærlighed.« Det omfatter også »at lede familiens medlemmer i regelmæssig bøn, studium af evangeliet og andre aspekter af tilbedelse. Forældre arbejder sammen« og følger Jesu Kristi eksempel »om at varetage disse pligter.«¹⁷

Det er vigtigt at bemærke, at ledelse i familien følger det patriarkalske mønster, der på nogle måder adskiller sig fra præstedømmeledelse i Kirken.¹⁸ Det patriarkalske mønster indebærer, at hustruer og ægtemænd er direkte ansvarlige over for Gud for opfyldelsen af deres hellige ansvar i familien. Det kræver et fuldt partnerskab – en villig overholdelse af ethvert princip om retskaffenhed og ansvarlighed – og giver muligheder for udvikling i et miljø af kærlighed og gensidig hjælp.¹⁹ Disse særlige ansvar antyder ikke et hierarki og udelukker absolut alle former for mishandling eller upassende brug af myndighed.

Adam og Evas oplevelse, efter de havde forladt Edens have, illustrerer smukt begrebet om gensidig afhængighed mellem en mor og far for at opdrage og præsidere over deres familie. Som der står i Moses’ Bog, arbejdede de sammen om at dyrke jorden i deres pandes sved for at sørge for deres families fysiske velbefindende;²⁰ de bragte børn til verden;²¹ de påkaldte Herrens navn sammen og hørte hans røst »i retning af Edens have«;²² de accepterede de befalinger, som Herren gav dem, og de stræbte sammen efter at adlyde dem.²³ De »gjorde alt [dette] kendt for deres sønner og deres døtre,«²⁴ og »ophørte ikke med at påkalde Gud« sammen i henhold til deres behov.²⁵

Mine kære brødre og søstre, at opdrage og præsidere er muligheder, ikke begrænsninger, der udelukker. En person kan have et ansvar for noget, men er måske ikke den eneste person, der udfører det. Når kærlige forældre forstår disse to store ansvar, vil de sammen stræbe efter at beskytte og sørge for deres børns fysiske og følelsesmæssige velbefindende. De hjælper dem også med at gå vor tids åndelige farer i møde ved at nære dem med Herrens gode ord, som åbenbares for hans profeter.

Selvom ægtemand og hustru støtter hinanden i deres guddommeligt anviste ansvar, kan »uarbejdsdygtighed, dødsfald eller andre omstændigheder … nødvendiggøre individuelle tilpasninger.«²⁶ Nogle gange har den ene eller den anden ægtefælle ansvaret for at handle i begge roller samtidigt, hvad enten det er midlertidigt eller permanent.

Jeg mødte for nylig en søster og en bror, der begge lever i sådanne omstændigheder. Som enlige forældre har de hver især, i deres familiesfære og i partnerskab med Herren, besluttet at vie deres liv til deres børns åndelige og timelige velbefindende. De har ikke sluppet deres tempelpagter med Herren og hans evige løfter af syne på trods af deres skilsmisser. De har begge søgt Herrens hjælp i alle ting, idet de fortsat stræber efter at udholde deres udfordringer og vandre på pagtsstien. De stoler på, at Herren vil tage sig af deres behov, ikke blot i dette liv, men i al evighed. Begge har opdraget deres børn ved at undervise dem med mildhed, sagtmodighed og ren kærlighed, selv mens de har oplevet svære omstændigheder i livet. Ud fra det jeg ved, bebrejder disse to enlige forældre ikke Gud for deres uheld. I stedet ser de fremad med et fuldkommen klart håb og tillid til de velsignelser, som Herren har i vente for dem.²⁷

Brødre og søstre, Frelseren satte det fuldkomne eksempel på samhørighed, harmonisk formål og læresætninger sammen med vor Fader i himlen. Han bad for sine disciple og sagde: »at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os … at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig.«

Jeg vidner for jer om, at når vi – kvinder og mænd – arbejder sammen i et sandt og jævnbyrdigt partnerskab, vil vi nyde den enighed, som Frelseren belærte om, idet vi opfylder de guddommelige ansvar i vores ægteskabsforhold. Jeg lover jer i Kristi navn, at hjerter vil blive »knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden,«²⁹ at vi vil finde større glæde på vores rejse mod evigt liv, og vores evne til at tjene hinanden og tjene med hinanden vil mangfoldiggøres betydeligt.³⁰ Jeg bærer mit vidnesbyrd om disse sandheder i Frelserens, Jesu Kristi, hellige navn. Amen.