Bliv mænd som har Guds Ånd

Jeg vil i aften gerne rette mine bemærkninger til jer ædle unge mænd, som bærer det hellige Aronske Præstedømme. Hvilken velsignelse er det ikke at bære Guds præstedømme, som vil forøge vores styrke, evner og bedømmelsesevne. For at illustrere de velsignelser, som vi modtager fra dette privilegium, vil jeg gerne tale om to af Guds mænd, som begge bar navnet Joseph.

Min far oplevede noget helt specielt, da han var i den alder, som en præst har. Der var intet gymnasium, hvor han boede, og han ønskede sig en uddannelse. Han fik tilladelse af sin far til at forlade gården og søge sin uddannelse et andet sted, men han måtte klare sig selv. Da han ankom til Salt Lake City hørte han om en jobmulighed hos præsident Joseph F. Smith. Han blev ansat til at tage sig af profetens to køer. Ved vores familieaften ville vi gerne høre far fortælle om sine oplevelser, mens han som ung boede i profetens hjem. Vi hørt ham fortælle beretninger som denne:

Søster Smith instruerede min far i hans pligter ved at forklare, at køerne »… er aristokrater, og du må behandle dem godt. Du skal sørge for at holde dem rene og træne dem så godt, at hvis jeg på noget tidspunkt skulle beslutte mig til at flytte dem ind i dagligstuen, ville de være rene nok til at komme ind.« Far sagde, at han vidste, hvordan han skulle malke, men ikke vaske køer.

De blev, før de blev malket hver morgen og aften, gennemgribende vasket med varmt vand og sæbe og tørret med særlige håndklæder. De blev fodret med det bedste hø og malket to gange på samme tidspunkt hver dag.

Udover sine pligter i forbindelse med familien Smith og deres ›aristokratiske‹ køer, blev min far lejlighedsvis bedt om at udføre noget husarbejde. Han fortalte historier som denne: »En frostklar morgen vaskede jeg trapperne til den officielle residens for Kirkens præsident. Det førte næsten til hans undergang, for jeg lod vandet fryse, før jeg tørrede op. Så smed jeg kogende vand på for at tø isen og brugte derpå håndklæder til at tørre stenene. Trappetrinene var næsten rene, men mine klassekammerater gik forbi på vej til skolen, før jobbet var fuldført. Det var en ydmygende oplevelse.«

Når jeg nu fortæller disse beretninger, ønsker jeg ikke at efterlade jer med det indtryk, at min far var Askepots tvillingbror. Familien Smith tog denne fattige bondedreng til sig i deres hjem, mens han gennemførte gymnasiet og gik på University of Utah. De inddrog ham i deres familieaktiviteter, ved spisebordet og ved familiebønnen. Min far fortalte sin egen familie om sit vidnesbyrd, at profeten Joseph F. Smith i sandhed var en Guds mand. »Når jeg knælede ned sammen med profeten ved familiebøn og lyttede til hans oprigtige bønfaldelse om Herrens velsignelser over sin familie og deres får og køer og forstod, at netop de samme køer, som ydmygede mig ved den behandling, de skulle have, var emnet for hans velsignelser, blev jeg mindet om situationens sande perspektiv … De fleste store mænd, som jeg har kendt, er blevet mindre ved nærkontakt. Det var ikke tilfældet med profeten Joseph F. Smith. Enhver almindelig og dagligdags handling føjede tommer til hans storhed. For mig var han profet, selv når han vaskede sine hænder eller løste sine snørebånd.«

Det, vi blev belært om, gav os stor påskønnelse og kærlighed til Guds profet.

Min fars beskrivelse af profeten Joseph F. Smith minder mig om Faraos udtalelse om Josef i Egypten: »Findes der nogen, der har Guds ånd som han?« (1 Mos 41:38).

Min fars beretninger fortæller os om præsident Smith, hans familie og køer, og de fortæller også noget om, hvordan tiderne har ændret sig fra begyndelsen af det 20. århundrede. Jeg tror ikke, at min far nogensinde forestillede sig vore nutidige computere, som står på et lille bord med hastigheder, som måles i gigahertz, og lagermulighederne måles i gigabytes. Jeg tror heller ikke, at han nogen sinde forestillede sig det onde, Satan kan gøre med disse samme vidunderlige teknologier. Satan har gennem sin ondskab været i stand til at sprede mange nye og smittende vira. Disse vira kan gøre stor skade på vores ånd, hvis vi ikke har en magtfuld måde at forsvare os imod dem på. Det får mig til at tænke på alle tiders største anti-virus program – det er Helligåndens gave.

Præsident Joseph F. Smith har sagt om denne gave: »Helligåndens gave er en særlig velsignelse, som besegles på de døbte omvendte troende i Jesus Kristus, og er ›et vedvarende vidne‹. Guds Ånd kan nydes som en midlertidig indflydelse, hvorved guddommeligt lys og kraft kan komme til menneskeheden med særlige formål eller ved særlige lejligheder. Men Helligåndens gave, som blev modtaget af apostlene på pinsedagen, og som gives som en gave ved bekræftelsen, er et vedvarende vidne og en højere begavelse« (i James R. Clark, saml., Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bind 1965-1975, 5:4).

Det er vigtigt, at jeres familie hjælper jer med at lære om vor Herres og Frelsers evangelium. Vi må derefter alle stole på Helligåndens gave til at vejlede os i at skelne ret fra forkert. Det er her, eksemplet fra Josef i Egypten belærer os alle. Han var en mand, som stolede så meget på Herrens Ånd, at selv en mand, som Farao, som var blindet af afgudsdyrkelsens skikke, erkendte hans usædvanlige udstråling og styrke.

Lad os i aften se, hvilket storslået budskab vi kan få ved at studere de store ledere, som vi finder i skrifterne. Joseph Fielding Smith har belært os i Answers to Gospel Questions:

»Der er mange beviser på, at drenge blev kaldet og ordineret i fordums tid. I tiden før vandfloden, hvor mennesket levede meget længere, blev nogle kaldet i en forholdsvis ung alder. Enok var 25 år gammel, da han blev ordineret af Adam … og Noa modtog præstedømmet, da han var 10 år gammel [se L&P 107:48, 52]. Hvor gammel Josef, som var søn af Israel, var, da han modtog præstedømmet, er ikke nedskrevet, men han må have været meget ung. Hans brødre solgte ham, da han kun var 17 år, og han må have modtaget præstedømmet før den tid, for han udøvede det i Egypten [se 1 Mos 37:2; 40:8-19; 41:14-36]« (saml. Joseph Fielding Smith jun., 5. bind 1957-1966, 2:9).

Hvis vi slår op i Første Mosebog i Det Gamle Testamente, finder vi beretningen om Josef. Josef var medlem af en familie, som havde 11 brødre – hvoraf 10 af dem var ældre end han. Hans far synes at favorisere ham mere end de andre. Han lavede Josef en ærmekjortel, lod ham blive hjemme og gav ham besked om fra tid til anden at drage ud og føre tilsyn med sine brødre, som passede får. Josef modtog også drømme, som syntes at give ham større myndighed end sine ældre brødre.

En dag, da Josef førte tilsyn med sine brødre, der passede fåreflokkene, besluttede de, at de havde fået nok af Josef og ville af med ham. Der opstod en mulighed for at sælge Josef som slave til en ismaelitisk karavane, der var på vej til Egypten.

Josef befandt sig pludselig i et fremmed land, med fremmede skikke, en fremmed religion og det værste af det hele, han var blevet solgt som slave. Josef så så godt ud, at han blev købt af »Faraos hofmand Potifar, chefen for livvagten« (1 Mos 37:36).

»Herren var med Josef [og han havde en ånd hos sig, som hjalp ham] … så han havde lykken med sig. Han var i sin egyptiske herres hus.

og da hans herre så, at Herren var med ham, og at Herren lod alt, hvad han gjorde, lykkes,

fattede han velvilje for Josef, og Josef kom i hans tjeneste. [Potifar] satte ham til at styre sit hus og gav ham ansvar for alt, hvad han ejede.

Fra det øjeblik han satte ham til at styre sit hus og alt, hvad han ejede, velsignede Herren egypterens hus for Josefs skyld. Herrens velsignelse kom over alt, hvad han ejede, inde og ude.

Han overlod Josef alt, hvad han ejede, og bekymrede sig ikke om noget som helst, undtagen den mad, han skulle spise. Josef var smuk og så godt ud« (1 Mos 39:2-6).

En dag, da Josef arbejdede i huset, befandt han sig i en vanskelig situation. Potifars hustru lagde uønsket af Josef an på ham. Josef vidste med det samme, at han befandt sig det forkerte sted. Vi hører ham sige:

»Han har ikke mere at skulle have sagt i dette hus end jeg, og han har ikke nægtet mig noget undtagen dig, og det er, fordi du er hans hustru. Hvordan skulle jeg så kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud? …

[Hun greb] fat i hans kjortel og sagde: ›Kom og lig hos mig!‹ Men han lod hende beholde kjortlen og flygtede ud« (1 Mos 39:9, 12).

Vi lærer en stor lektion af Josef. Da han blev stillet over for en fristelse, fjernede han sig med det samme fra det onde. Vi oplever alle begivenheder i livet, hvor vi befinder os i udfordrende situationer.

Når vi konfronteres med det, som er ondt og nedbrydende, uanset om det er den forkerte slags musik, tv-programmer, eller internettet, som placerer os i det forkerte miljø, hvor er det da en styrke at huske beretningen om Josef. »Og [han] flygtede ud« (1 Mos 39:12).

Han fjernede sig fra fristelsen.

Selv om Josef traf de rette valg, fritog det ham ikke fra de udfordringer, som han mødte i sit liv. Da Potifar vendte hjem, klagede hustruen over, at Josef havde hånet hende. Potifar var så vred, at han »satte Josef i fængsel, det sted, hvor kongens fanger sad indespærret, og så sad han der i fængslet.

[Og atter var] Herren med Josef og viste ham godhed, og [han] lod ham finde yndest i arrestforvarerens øjne.

Arrestforvareren gav [hurtigt] Josef ansvaret for alle fangerne i fængslet, så det var ham, der gjorde alt, hvad der skulle gøres« (1 Mos 39:20-22).

Men Herren var med Josef, og der opstod atter en mulighed for at tjene, mens han sad i fængslet. To af Faraos tjenere var også blevet kastet i fængsel. De havde hver især en drøm, som Josef var i stand til at fortolke. En af dem ville komme til at miste livet i fængslet; og den anden ville atter vende tilbage efter tre dage til stillingen som hofmundskænk for Farao. Begge drømme gik i opfyldelse. Men hofmundskænken, som vendte tilbage til sin høje stilling hos Farao, glemte alt om Josef, indtil der var gået to år.

Så havde Farao havde en drøm. Der var ingen, som kunne tolke hans drøm. Hofmundskænken huskede til sidst Josef. Han fortalte Farao om Josefs evne til at fortolke drømme. »Da sendte Farao bud efter Josef, og han blev straks lukket ud af fangehullet. Han blev klippet, skiftede tøj og trådte frem for Farao« (1 Mos 41:14).

Josef var i stand til at fortolke Faraos drøm. Farao blev så imponeret, at han gjorde Josef til en af sine tjenere. Herren var atter med Josef. Josef blev hurtigt nummer to efter Farao i hele Egypten. Der var noget særligt, som adskilte Josef fra alle andre tjenere. Farao bemærkede det, som adskilte Josef fra alle de andre, da han sagde: »Findes der nogen, der har Guds ånd som han?« (1 Mos 41:38).

I vil lægge mærke til, at i hver eneste situation, som Josef befandt sig i, var Herren med ham. Det var let at erkende den særlige ånd i ham, på grund af den måde, hvorpå han levede og lyttede til Herrens røst, der vejledte ham.

Den samme erkendelse vil helt sikkert følge hver eneste af os, når vi ledes og vejledes af hans Helligånd. Lyt til den stille, sagte røst, når du skal træffe valg. Det vil helt sikkert være en mægtig advarselsrøst, der fortæller jer, at I bør slukke for den forkerte slags musik, eller at I bør flygte fra nedværdigende tv-programmer eller forlade en internet-side, som kun vil bringe onde tanker til jeres sind. Helligånden vil lade jer vide, når I er på forbudt område.

Jeg lover jer, at hvis I vil lytte til Helligåndens advarende røst og følge hans vejledning, så vil I blive velsignet af tjenende engle, som vil bringe jer visdom, viden, kraft og herlighed. Husk, at Herren er bundet af en højtidelig pagt om at velsigne os i overensstemmelse med vores trofasthed. Det er kun ham, som kan gøre os til mænd, som har Guds Ånd, nemlig Helligånden, i sig.

Det er en stor velsignelse at bære Herrens hellige præstedømme og have denne kraft og styrke hos os. Må Herren velsigne og vejlede os i vores studium af beretningerne om de store profeter, som har vandret på jorden. Må vi hente det fra deres liv, som vil bringe os nærmere til vor Skaber og hjælpe os med at nyde de velsignelser og frugter, som kommer fra vor Herre og Frelsers evangelium. Må vi blive inspireret til at følge hans sti, er min ydmyge bøn, i Jesu Kristi navn. Amen.