Sande venner

Hvert år kommer hundredtusindvis af vor himmelske Faders børn ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. For de flestes vedkommende kræver det en stor ændring i deres liv. De har alle indgået hellige pagter med store løfter og med et højtideligt løfte om at holde ud. Denne pagt er så vigtig, at vor himmelske Fader beskrev velsignelsen og udfordringen for profeten Nephi:

»Jeg hørte en røst fra Faderen, som sagde: Ja, min elskedes ord er sande og troværdige. Den, som holder ud indtil enden, skal blive frelst.

Og nu, mine elskede brødre, herigennem ved jeg, at uden et menneske bliver ved til enden at følge den levende Guds Søns eksempel, kan han ikke blive frelst.«¹

Frelseren advarer os om, at hvis vi begynder at gå på stien og går langt nok og derefter svigter og fornægter ham, havde det været bedre, om vi aldrig var begyndt at gå på den.²

Det tænker jeg på, hver gang jeg besøger nye medlemmer af Kirken. Det får jeg ofte mulighed for i hele verden. Jeg ser deres tillidsfulde ansigt, og de fortæller mig ofte om prøvelser på deres tro og hvisker dernæst med inderlighed i stemmen: »Vil du ikke nok bede for mig.« I de øjeblikke føler jeg atter opfordringen til os hver især fra Herrens levende profet. Det er for at holde et løfte, som vi har indgået i dåbens vande, at »bære hinandens byrder.«³ Det er at være en ven.

Disse ord fra præsident Hinckley giver mig styrke: »Jeg håber, jeg beder, jeg opfordrer jer hver især til at tage jer af hvert nyt medlem af Kirken. Gør ham eller hende til jeres ven. Hold fast i dem.«⁴

Præsident Hinckley kan ikke være der som en ven for alle nye medlemmer. Men I kan være der for mindst én. Det eneste, som det kræver, er at føle noget af det, som de føler, og noget af det, som Frelseren føler for dem. Prøv at fornemme, hvad Nkosiyabo Eddie Lupahla i Afrika følte i sit hjerte, da han skrev om sin ven.

»For to et halvt år siden inden jeg blev medlem af Kirken i 1999, så min gode ven Mbubi Yona på mig. Vi havde været venner fra 5. til 12. klasse og blev adskilt fra hinanden, da vi skulle på forskellige uddannelsesinstitutioner.

Mbuti blev døbt i april 1999, og fire uger efter besøgte han mig i mit hjem og fortalte mig om evangeliet. Til trods for rygterne om Kirken blev jeg imponeret over de ›hellige‹, som gav mig en varm velkomst ved mit første besøg. Det var den søndag, at min ven præsenterede mig for missionærerne. Der blev truffet aftale om at undervise mig. Min ven var med til alle lektionerne, og han blev ved med at invitere mig med til aktiviteterne. Jeg nød virkelig at være sammen med mennesker, som havde de samme værdier, interesser, standarder og mål. Det var i den periode, at jeg begyndte at gå til institut. Det var alt sammen meget naturligt: Torsdag aftener; [kl. 17:30] missionærlektioner og derefter institut.

Jeg lærte meget til institut, og jeg var særligt glad for klassen, ›Opnå et celestialt ægteskab.‹ Første semester sluttede i maj, kort tid efter at jeg begyndte at komme, og jeg følte mig snydt. Men jeg var så heldig at komme med i andet semesters klasse, ›De levende profeters lærdomme.‹ Da jeg gik til institut, købte jeg de fire standardværker og blev ved med at lære og udvikle mig i Kirken, linie på linie, bud på bud, lidt her og lidt der. Jeg blev døbt den 17. september 1999 af en anden ven, som jeg havde fået, da jeg gik til institut.

Jeg er taknemmelig for institut. Det har ikke kun formet mig, men det har også hjulpet mig med at kvalificere mig til at blive missionær, og jeg begyndte at forberede mig til at tage på mission fem måneder efter min dåb. Jeg er blevet velsignet med mange muligheder for at tjene og for at undervise inden min mission.

Jeg er taknemmelig for min ven. Jeg håber, at han er klar over, hvad han har gjort for mig. Vi har begge været på mission, jeg i Durban i Sydafrika og han i Cape Town i Sydafrika. Det eneste, der skal til, er en ven, som kan tilvejebringe en stor forandring i ens liv.«⁵

Der synes ikke at være noget mirakuløst i denne historie. Men der er en mirakuløs visdom, som overgår menneskets fatteevne.

Måske fordi han havde gået på stien, eller måske vidste Mbuti ved åbenbaring, hvad hans ven skulle gøre for at holde ud. Og han vidste også, hvordan han skulle opløfte og hjælpe.

Han præsenterede sin ven for missionærerne. Han så, at hans ven blev døbt og modtog Helligåndens gave. Endnu før dåben tog han sin ven med, hvor han kunne studere skrifterne og således blive næret af Guds gode ord. Endda før dåben åbnede han sin vens øjne for dette løfte: »Derfor sagde jeg til jer: Mæt jer med Kristi ord, thi se, hans ord vil fortælle jer alt, hvad I skal gøre.«⁶ Ordene må have fortalt ham, at han skulle købe skrifterne, hvilket han gjorde.

Ved dåben modtog bror Lupahla Helligåndens gave for at tjene som hans konstante kammerat, så længe som han indbød Ånden og var værdig til at have den hos sig. Det forsikrede ham om et andet løfte: »Thi se, jeg siger jer atter, at dersom I vil betræde denne vej og modtage den Helligånd, skal den vise jer alt, hvad I skal gøre.«⁷ Helligånden må have fortalt ham, at han skulle begynde at forberede sig på at tage på mission, hvilket han gjorde.

Vi ved ikke, hvilke venner, som fulgtes med ham til nadvermøderne inden og efter dåben, men nogle må have givet ham en varm velkomst, ligesom de gjorde, første gang han besøgte Kirken. Der fornyede han sin pagt om altid at erindre Frelseren, holde hans bud og modtog atter løftet om Helligåndens følgeskab. Vi ved ikke, hvilken rolle hans venner spillede for hans kaldelser til at tjene og tale. Men vi kan være sikre på, at de takkede ham og fortalte ham det, når de følte Ånden i hans tjeneste og i hans undervisning.

Vi kan få mere at vide om hans personlige tilværelse. Husk, at han skrev, at han fortsatte med at lære. Han skrev, at han udviklede sig »i Kirken, linie på linie, bud på bud, lidt her og lidt der«. Han sagde, at han var blevet formet af sine oplevelser i Kirkens Uddannelsessystems institutprogram. Vi ved fra skrifterne, hvad der har forårsaget disse forandringer i ham. Han måtte bede med tro på Frelseren. Han fik et vidnesbyrd og vejledning fra Ånden. Og så gjorde han ikke kun det, som han blev inspireret til, men han bad Gud om at lade forsoningen virke i sit liv.

Nephi beskrev den mirakuløse forandring, og hvad der forårsager den og sagde:

»Og nu, mine elskede brødre, jeg mærker, at I stadig grubler i hjertet, og det bedrøver mig, at jeg skal tale angående disse ting. Thi dersom I vil give agt på Ånden, som lærer mennesket at bede, da vil I vide, at I bør bede, thi den onde ånd lærer ikke mennesket at bede, men lærer, at det ikke skal bede.

Men se, jeg siger jer, at I altid bør bede og ikke blive trætte, og at I ikke må udrette noget for Herren uden først at bede til Faderen i Kristi navn, at han vil hellige jeres gerning for jer, så at jeres gerning må blive til jeres sjæls velfærd.«⁸

Helligånden er en Talsmand og en vejleder. Men den renser også. Det er derfor, at det er så vigtigt at tjene i riget for at holde ud. Når vi kaldes til at tjene, kan vi bede Helligånden om, at være hos os og give os vished. Når vi beder i tro, kan der ske en ændring i os, som både vil gavne vores sjæl og styrke os i de prøvelser, vi måtte have.

Der er grænser for, hvad venner kan gøre for at hjælpe dem, der skal holde ud. Det er de nye medlemmer, som skal bede. Det er dem, som skal stole på den styrke, de vil få som svar på deres bønner. De skal selv vælge i tro at blive døbt, idet de stoler på deres sande ven, Frelseren. De må vælge i tro på ham at omvende sig, være ydmyge og angerfulde.

De skal vælge at modtage Helligåndens gave. Ordene i bekræftelsen som medlem af Kirken er en opfordring: »Modtag Helligånden.« Og det valg skal ikke kun træffes én gang, men hver dag, hver time og hvert minut. Selv når Helligånden kommer og inspirerer dem til, hvad de bør gøre, skal man vælge, om man vil gøre det eller ej. Selv når de læser regelmæssigt i skrifterne, kræver det et valg at »mæt[te sig] med Kristi ord.« Og det at mætte sig er ikke nærende uden at vælge at gøre det, som Kristi ord siger, de bør gøre. Praktiserer man tro og lydighed længe nok, bliver Helligånden en konstant ledsager, en ændring i vores natur, og man vil helt sikkert kunne holde ud.

Medlemmer skal træffe valgene, men det er afgørende med sande venner. Der er afgørende måder, hvorpå vi kan være med til at bære det nye medlems byrde, så den bliver til at bære. I kan elske dem, lytte, vise dem vej og bære vidnesbyrd.

For det første skal vi elske dem. Det er det, som Frelseren gør. Vi kan gøre det sammen med ham og for ham. Han viste os vejen i sin jordiske tjenestegerning. Han underviser ved forskrift og eksempel i, at vi skal elske hans disciple.

»Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.

Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.

I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer.

Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.«⁹

Frelseren passer på de medlemmer, som kæmper ligesom en ven. Han ofrede sit liv for os alle. Han elsker os og vil, hvis vi er trofaste, skænke os den gave at mærke en del af sin kærlighed til dem. Jeg er nogle gange blevet velsignet af Helligånden ved at fornemme Frelserens kærlighed til et medlem, der kæmper. Jeg ved selv, at det er muligt.

For det andet skal vi lytte til det nye medlem med forståelse og medfølelse. Det kræver også åndelige gaver, da vore erfaringer sjældent er ligesom deres. Det er ikke nok at sige: »Jeg forstår godt, hvordan du har det,« hvis vi ikke gør det. Men det gør Frelseren. Han er rede til at hjælpe jer til at være en ven, som endda forstår dem, I lige har mødt, hvis I beder i tro. Inden Frelseren blev født, vidste profeterne, at han ville kunne hjælpe jer med at være en ven på hans vegne:

»Og han skal gå frem og lide sorg og smerte og alle slags fristelser, for at ordet må blive fuldbyrdet, som siger: Han vil påtage sig sit folks sorger og smerter.

Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans hjerte kan fyldes med barmhjertighed efter kødet, så han ifølge kødet kan vide, hvorledes han kan hjælpe sit folk i forhold til deres skrøbeligheder.«¹⁰

For det tredje skal vi være et godt eksempel for det nye medlem. Vi skal mætte os med Guds ord. Vi kan bede om og leve, så vi kan have Helligånden hos os. Vi kan være lydige som følge af vores tro på Jesus Kristus. Og med tiden kan vi blive et eksempel på en discipel, som er født på ny gennem forsoningen. Det sker måske gradvist. Vi kan have svært ved selv at skelne. Men det vil blive en realitet. Og det vil give håb til det nye medlem og alle, som vi møder på stien til evigt liv.

For det fjerde skal vi bære vidnesbyrd om sandheden for det nye medlem. Det skal være oprigtigt, og det er bedst, når det gøres på en enkel måde. Det hjælper mest, når det drejer sig om, at Frelseren lever og om hans mission, om vor himmelske Faders kærlighed og om Helligåndens gaver og følgeskab. Og det er altid af afgørende betydning at bære vidnesbyrd om, at Faderen og Sønnen viste sig for den unge Joseph Smith, og at evangeliet i dets fylde og den sande kirke er blevet genoprettet af himmelske sendebud. Helligånden vil bekræfte disse udtalelser som værende sande.

Det nye medlem har behov for at få dette bekræftet om og om igen, selv når vi ikke er der for at bære vidnesbyrd. Skulle de vælge at afvise Helligåndens følgeskab, vil de ikke holde ud. Men det gælder os alle, hvor vi end er, hvor trofaste vi end har været. Vi vil alle blive prøvet. Og vi har alle behov for sande venner til at elske os, lytte til os, til at vise os vej og til at bevidne sandheden over for os, så vi kan fortsat kan have Helligåndens fællesskab hos os. Sådan en sand ven skal I være.

Jeg husker stadig lige så tydeligt, som var det i dag, nogle venner, som for længe siden havde en god indflydelse på mit liv. De er borte, men mindet om deres kærlighed, eksempel, tro og vidnesbyrd opløfter mig stadig. Og jeres venskab med blot ét medlem kan både i dette liv og i det næste gøre, at hundreder og endda tusinder af deres forfædre og efterkommere vil kalde jer velsignede.

Dette er Jesu Kristi sande Kirke. Han lever. Han elsker jer, og han elsker dem, som I skal tjene, og som vil blive jeres sande venner for evigt.

I Jesu Kristi hellige navn. Amen.