Børn

For mange år siden i Cuzco, højt oppe i Andesbjergene i Peru, afholdt ældste A. Theodore Tuttle og jeg et nadvermøde i et smalt, aflangt rum med en dør ud til gaden. Det var aften, og det var meget koldt.

Mens ældste Tuttle talte, stod en lille dreng på måske seks år i døren. Han var nøgen bortset fra en laset bluse, som gik ham til knæet.

Til venstre for os var der et lille bord med en tallerken med brød til nadveren. Dette lasede gadebarn så brødet og sneg sig langsomt langs væggen hen mod det. Han var næsten helt henne ved bordet, da en kvinde yderst på bænken så ham. Med en irettesættende rysten på hovedet sendte hun ham ud i mørket. Jeg sukkede indvendigt.

Senere kom drengen tilbage. Han krøb langs væggen, så skiftevis på brødet og mig. Han var næsten fremme, hvor kvinden igen kunne se ham. Jeg rakte mine arme frem, og han løb hen til mig. Han sad på mit skød.

Næsten symbolsk satte jeg ham på ældste Tuttles plads. Efter afslutningsbønnen løb han til min sorg ud i mørket igen.

Da jeg kom hjem, fortalte jeg præsident Spencer W. Kimball om ham. Han blev dybt rørt og talte om det i en konferencetale. Han fortalte andre om det og sagde til mig mere end en gang: »Den oplevelse har langt større betydning, end du endnu har forstået.«

Jeg har aldrig glemt dette lille gadebarn. Mange gange har jeg i Sydamerika ledt efter ham blandt folks ansigter. Når jeg tænker på ham, husker jeg andre som ham.

På en kold aften efter anden verdenskrig på en jernbanestation i det sydlige Japan hørte jeg et bank på togvinduet. Der stod en dreng iklædt den samme lasede bluse med en klud svøbt om en hævet kæbe og hele hovedet dækket af fnat. Han havde en rusten konservesdåse og en ske i hånden – symbolet på den forældreløse tigger. Mens jeg forsøgte at åbne døren for at give ham nogle penge, begyndte toget at køre. Jeg glemmer aldrig den sultne, lille dreng, som stod ude i kulden og løftede sin tomme konservesdåse.

Der lå en syg, lille 6-7-årig dreng på hospitalet ved en af statens skoler for indianere. Han havde feber, og næsen løb. Jeg åbnede en pakke fra hans mor, som boede mange hundrede kilometer væk i et reservat. Sendt i en papkasse, der havde indeholdt reservedele til biler, som hun utvivlsomt havde fået fra reservatets butik, lå nogle Navajo-brød og nogle stykker fårekød – en julegave til hendes lille dreng.

For nylig så jeg i nyhederne den lange, velkendte kø af flygtninge. Blandt dem var der som sædvanlig børn, som bar på børn. Et barn sad ovenpå en stor bylt, som dets mor bar. Mens de langsomt og tavst bevægede sig fremad, så hun ind i kameraet. Dette alvorlige, lille sorte ansigt og disse store sorte øjne syntes at spørge: »Hvorfor?«

Børn er fortiden, nutiden og fremtiden, smeltet sammen til et. De er uendeligt dyrebare. Hver gang et barn fødes, oplever verden en fornyelse af uskyld.

Jeg tænker hele tiden på og beder for børn, for unge og deres forældre.

For nylig deltog jeg i et nadvermøde, som en gruppe handicappede børn stod for. Hver enkelt havde nedsat hørelse, nedsat syn eller var mentalt underudviklet. Ved siden af hver sad en teenager, som var deres ledsager. De sang og spillede for os. Foran os på første række stod en ung pige, som med tegnsprog kommunikerede til dem bag os, som ikke kunne høre.

Jenny bar et kort vidnesbyrd. Derpå talte begge hendes forældre. De fortalte om den fortvivlelse, de oplevede, da de fandt ud af, at deres barn aldrig ville få et normalt liv. De fortalte om de uendelige prøvelser i hverdagen, som fulgte. Når andre stirrede eller lo, lagde Jennys brødre beskyttende deres arme om hende. Moderen fortalte os så om den kærlighed og fuldkomne glæde, som Jenny bragte ind i familien.

Disse forældre havde lært, at »efter megen trængsel kommer velsignelsen« (L&P 103:12). Jeg så dem knyttet sammen af prøvelser og forvandlet til det pure guld – sande sidste dages hellige.

De fortalte os, at Jenny adopterer fædre. Så da jeg trykkede hendes hånd, sagde jeg: »Jeg er bedstefar.«

Hun så op på mig og sagde: »Det kan jeg godt se!«

Der er intet i skrifterne, intet i det, vi udgiver, intet i det, vi tror på eller underviser i, som på nogen måde tillader forældre eller nogen anden at forsømme, misbruge eller mishandle vore egne eller andres børn.

I skrifterne, i det, vi udgiver, i det, vi tror på, i det, vi underviser i, er der råd, befalinger, ja, tilmed advarsler om, at vi skal beskytte, elske, udvise omsorg og »lære [børn] at vandre på sandhedens … veje« (Mosiah 4:15). At forråde dem er fuldstændig utænkeligt.

Blandt de alvorligste advarsler og straffe i åbenbaringerne er de, som vedrører små børn. Jesus sagde: »Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb« (Matt 18:6).

På profeten Mormons tid var der nogle, som ikke forstod, at små børn er »ulastelige for Gud« (Mosiah 3:21) og »er levendegjort i Kristus« (Moroni 8:12). De ønskede at døbe små børn. Mormon sagde, at de »fornægter Kristi barmhjertighed og tilsidesætter hans forsoning og hans forløsnings kraft« (Moroni 8:20).

Mormon irettesatte dem strengt og sagde: »Den, som tror, at små børn behøver dåb, er i bitterheds galde og i syndens bånd; thi han har hverken tro, håb eller kærlighed; og derfor måtte han fare ned til helvede …

Se, jeg taler med frimodighed, eftersom jeg har myndighed fra Gud« (Moroni 8:14, 16).

Først når et barn opnår alderen for ansvarlighed, som Herren har fastsat til otte år (se L&P 68:27), er deres dåb nødvendig. Før den alder er de uskyldige.

Børn bør ikke ignoreres eller forsømmes. De må absolut ikke misbruges eller mishandles. Børn må ikke efterlades eller fremmedgøres af skilsmisse. Forældre har ansvaret for at sørge for deres børn.

Herren har sagt: »Alle børn har krav på at blive forsørget af forældrene, til de er myndige« (L&P 83:4).

Vi skal sørge for deres fysiske, åndelige og følelsesmæssige behov. Mormons Bog lærer os: »Og I vil ikke tilstede, at jeres børn går sultne eller nøgne, ej heller vil I tilstede, at de overtræder Guds love og strides og kives indbyrdes og tjener djævelen, som er syndens herre, og som er den onde ånd, som vore fædre har talt om, han, som er en fjende af al retfærdighed« (Mosiah 4:14).

Intet kan sammenlignes med en far, som er ansvarlig, og som derefter lærer sine børn ansvarlighed. Intet kan sammenlignes med en mor, som er til stede hos børnene og kan trøste og berolige dem. Kærlighed, beskyttelse og ømhed er alt sammen af umådelig værdi.

Herren har sagt: »Men jeg har befalet jer at opdrage jeres børn i lys og sandhed« (L&P 93:40).

Alt for ofte efterlades en enkelt forælder til alene at opdrage børnene. Herren har en måde at styrke den forælder til alene at klare det, som burde være to forældres ansvar. For begge forældre er det en forfærdelig fejltagelse bevidst at efterlade deres børn.

Jeg tænker ofte på en anden dreng. Vi mødte ham ved en seminarafslutning i en fjerntliggende by i Argentina. Han var pænt klædt og så sund og rask ud.

Eleverne kom frem gennem midtergangen op på forhøjningen. Der var tre ret høje trin. Han kunne ikke klare det første trin, for hans ben var for korte. Han var dværg.

Da bemærkede vi bag ham to fremragende unge mænd, som trådte frem, en på hver side, og løftede han elegant op på forhøjningen. Da ceremonien var overstået, løftede de ham ned igen og gik ud sammen med ham. De var hans venner og vågede over ham. Denne dreng kunne ikke nå det første trin uden at blive løftet af sine venner.

De, der kommer ind i Kirken, kommer åndeligt talt som børn. De har brug for nogen – nogle venner – til at løfte dem op.

Hvis vi fastsætter trinene efter dåb, så de kun kan klares af dem med lange, stærke ben, så ignorerer vi det, som Herren har sagt i åbenbaringerne. Profeterne har fortalt os, at vi »burde være lærere« og undervise i »begyndelsesgrundene i Guds ord«, for de »har brug for mælk og ikke fast føde …

… Men den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt« (Hebr 5:12, 14).

Apostlen Paulus skrev: »Jeg gav jer mælk, ikke fast føde for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu« (1 Kor 3:2).

I en åbenbaring modtaget i 1830, lige før Kirken blev organiseret, advarede Herren: »Thi de kan ikke tåle fast føde nu, men de må have mælk; derfor må de ikke vide disse ting, for at de ikke skal omkomme« (L&P 19:22).

Vi må være forsigtige, så vi ikke gør det første trin for højt eller udarbejder det for dem, der har stærke, lange ben, og efterlader de andre uden en ven til at løfte dem op.

Da nogle disciple irettesatte dem, som havde medbragt små børn, sagde Jesus: »Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres« (Matt 19:14).

Da hans disciple spurgte, hvordan de burde være, placerede Jesus et lille barn i deres midte (se Matt 18:2-3). I skal »blive som et lille barn, ellers kan I ingenlunde arve Guds rige« (3 Nephi 11:38).

I mit sind, hjerte og sjæl er der en dybfølt bekymring for børn og deres forældre.

I årenes løb har jeg spekuleret på, hvad præsident Kimball mente, da han mindede mig om gadebarnet i Cuzco og gentog: »Den oplevelse har langt større betydning, end du endnu har forstået.« En dag tilføjede han: »Du havde en nation på dit skød.«

Nu, hvor jeg er 77 år, forstår jeg, hvad præsident Kimball så; jeg ved, hvad han mente. Den dreng i Cuzco og ham i Japan og de andre børn over hele verden påvirker dybt, hvad jeg tænker, og hvad jeg føler, og hvad jeg inderligt beder om. Jeg tænker konstant på små børn og deres forældre, som kæmper med at opdrage dem i disse stadig mere urolige tider.

Ligesom mine brødre har jeg rejst over hele verden. Ligesom mine brødre har jeg siddet på tillidsposter i uddannelsessektoren, i erhvervslivet, i det offentlige og i Kirken. Jeg har skrevet bøger og ligesom dem modtaget anerkendelser, titler, certifikater og plaketter. Sådanne anerkendelser skyldes vores position og er ufortjente.

Når jeg skal vurdere værdien af sådanne anerkendelser, så er der en ting, som jeg værdsætter højere end alt andet – mere end alt andet tilsammen – det, der betyder mest for mig, er, hvordan vore sønner og døtre og deres ægtefæller behandler deres børn, samt hvordan vore børnebørn dernæst behandler deres små.

Når det gælder forståelse af vores forhold til vor himmelske Fader, så er det, som min hustru og jeg har lært som forældre og bedsteforældre, der er af størst værdi, noget vi har lært fra vore børn.

Den velsignelse er kommet til mig som en gave fra min hustru. Herren sagde om sådanne kvinder: En hustru er givet til en mand »for at de skulle mangfoldiggøre og opfylde jorden ifølge min befaling og opfylde den forjættelse, min Fader gav, før verdens grundvold blev lagt, og for deres ophøjelse i de evige verdener, så de må kunne føde menneskesjæle; thi heri fortsættes min Faders værk, at han kan blive forherliget« (L&P 132:63).

Med kvinder som dette som mødre til børnene ser vi, hvorfor Herren åbenbarede, »at store ting kan fordres af deres fædres hænder« (L&P 29:48).

Jeg bærer vidnesbyrd om, at evangeliet er sandt, og at kraften i det er at velsigne små børn. Jeg beder oprigtigt om, at børn og unge og deres forældre må modtage Helligåndens gave, som vil være en vejledning og en beskyttelse for dem, at den i deres hjerte vil bære vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, Guds Søn, Faderens Enbårne. I Jesu Kristi navn. Amen.