Til dit bedste

For nogen tid siden modtog jeg et anonymt brev fra en dybt sørgende mor, hvori hun udtrykte, hvilken lidelse og smerte hun havde følt for sin søn, som havde begået alvorlige overtrædelser og voldt sine kære stor fortræd.

Siden jeg modtog hendes anonyme brev og følte hendes fortvivlelse, har jeg næret et stort ønske om at give udtryk for min kærlighed til hende og andre i lignende omstændigheder og forsøge på at yde trøst og give håb til dem, som anonymt og skjult bærer på tunge byrder, som ofte kun de selv og en kærlig Fader i himlen kender til.

Jeg ved, søster Anonym, at det, som jeg siger, kun er en påmindelse, men også endnu et vidnesbyrd om det, du allerede ved.

Da profeten Joseph Smith, i det som må have været en af de mest fortvivlende stunder, mens han sad i det fangehul, som hed Liberty Jail, råbte: »O Gud, hvor er du?« (L&P 121:1), trøstede Herren ham med disse ord: »Du [skal] vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og tjene dig til bedste« (L&P 122:7). Hvor er det vanskeligt, og hvor kan det forekomme smertefuldt fremmed at finde det bedste i vore personlige tragedier og lidelser. Hvor kan ordene »til dit bedste« synes ulogisk.

Men en forståelse af Kristi forløsningsplan er med til at sætte det hele i perspektiv. I vores forudtilværelse fremlagde vor Fader i Himlen sin plan for det jordiske liv, hvilket Alma beskrev som planen for lykke (Alma 42:8). Jeg tror på, at vi alle forstod, at vi ved at komme til jorden ville blive udsat for alle de oplevelser, som det jordiske liv indebærer, også ubehagelige prøvelser som f.eks. smerte, lidelse, håbløshed, synd og død. Der ville blive modstand og modsætninger. Og hvis dette var alt, hvad vi vidste om planen, tvivler jeg på, at nogen af os havde antaget den og jublet: »Det er lige netop, hvad jeg altid har ønsket mig: Smerte, lidelse, håbløshed, synd og død.« Men det hele blev sat i perspektiv og blev antageligt, ja, endog ønskværdigt, da vores ældste broder trådte frem og tilbød at stige ned og gøre det godt igen. Af smerte og lidelse ville han frembringe fred. Af håbløshed ville han frembringe håb. Af overtrædelse ville han frembringe omvendelse og tilgivelse. Af død ville han frembringe opstandelse. Og med denne forklaring og dette yderst gavmilde tilbud sagde hver enkelt af os til os selv: »Det kan jeg godt gøre. Den risiko er jeg villig til at løbe.« Og således traf vi vores valg.

Det ufattelige omfang af Kristi barmhjertighed og hans forsoning bliver forklaret af Amulek i det 34. kapitel af Almas Bog i Mormons Bog. Amulek forklarer, at der må bringes »et stort og et sidste offer« (Alma 34:10). Og dernæst præciserer han, at dette ikke kan være et offer i form af et dyr eller en fugl, sådan som man allerede kendte det. Det måtte indebære, at en Gud blev ofret – Jesus Kristus. For det måtte være et uendeligt og evigt offer. Og derfor blev offeret bragt, og ved tro indser vi, at vi er på rejse gennem det, vi kalder jordelivet. Som resultat heraf knuses vores hjerte over det uforklarlige tab af et barn, eller når en af vore kære tilsyneladende alt for tidligt bliver syg eller handikappet. Enlige forældre kæmper for at skabe økonomisk tryghed og med at bringe evangeliets beroligende ånd ind i hjemmet. Og det sværeste af alt er måske smerten ved kun hjælpeløst at kunne se på, når en af vore kære lider på grund af synd eller overtrædelse.

Der er kun få af os, om nogen overhovedet, som ikke må vandre gennem den lutrende ild af modgang og fortvivlelse, som nogle gange er andre bekendt, men som for mange bliver udholdt i det stille og skjulte. Det meste af denne hjertesorg, smerte og lidelse ville vi ikke vælge i dag. Men vi traf et valg. Vi valgte, mens vi kunne se planen i sin helhed. Vi valgte, mens vi havde klar forståelse af Frelserens redning af os. Og hvis vores tro og forståelse var lige så klar i dag, som den var, da vi traf dette valg, så tror jeg på, at vi ville vælge det samme igen.

Derfor er udfordringen måske, at vi i de svære tider har den form for tro, vi udøvede, da vi oprindelig traf vores valg. Denne form for tro forvandler tvivl og endog vrede til en erkendelse af den kraft, de velsignelser og det håb, der kun kan komme fra ham, som er kilden til al kraft, velsignelser og håb. Denne form for tro giver os kundskab og vished om, at alt, hvad vi oplever, er en del af evangeliets plan, og at for de retfærdige bliver alt, hvad der tilsyneladende er forkert, i den sidste ende gjort godt igen. Denne fred og forståelse til at kunne holde ud med værdighed og formålet for øje kan blive den kærkomne belønning. Denne form for tro kan hjælpe os til se det gode, selv når livets sti synes alene at være bestrøet med torne, tidsler og skarpe sten.

Da Jesus og hans disciple gik forbi en mand, der havde været blind fra fødslen, spurgte hans disciple: »›Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?‹

Jesus svarede: ›Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham‹« (Joh 9:2-3).

Jeg tror ikke på, at vor Fader i Himlen er årsag til tragedier og hjertesorg i vores tilværelse. Men ligesom »Guds gerninger« blev åbenbaret ved, at en blind mand blev helbredt, således kan også den måde, hvorpå vi håndterer vore personlige prøvelser, åbenbare »Guds gerninger«.

Af vores sorg kan vi også forsøge at finde den liflighed og det gode, der ofte er knyttet til og er særegen ved vores udfordring. Vi kan forsøge at finde de mindeværdige øjeblikke, som ofte er skjult af smerten og pinen. Vi kan finde fred ved at være noget for andre, ved at trække på vore egne erfaringer og yde håb og trøst. Og vi kan altid med stor ærbødighed og taknemmelighed erindre os ham, som led mest for at gøre det hele godt igen for os. Og ved at gøre dette, kan vi få styrke, så vi kan bære vore byrder med fred. Og så bliver »Guds gerninger« måske åbenbaret.

Med hensyn til Kristi forsoning kan jeg godt lide ordbogens definition af uendelig og evig, fordi jeg tror, at den forklarer nøjagtig, hvad Gud havde i tankerne. Uendelig: »Uden grænser eller begrænsninger.« Og definitionen af evig: »Uden begyndelse eller ende« (The American Heritage Dictionary of the English Language, 4. udg. [2000], »infinite,« »eternal,« s. 898, 611).

Forstår du nu, søster Anonym? Det betyder, at forsoningen gjaldt for dig i din lidelse. Den er personlig, eftersom han er nøje bekendt med dine prøvelser og sorger, for han har allerede lidt dem. Det betyder, at der altid kan være ny begyndelse for hver eneste af os – selv en søn, som har begået alvorlige overtrædelser. Det betyder, at når vi bevæger os gennem livets prøvelser og genvordigheder, tynget af følelser af håbløshed, fokuserer vi ikke på, hvor vi har været, men på hvor vi er på vej hen. Vi fokuserer ikke på, hvad der er sket, men på hvad der kan ske.

Jo, de fleste af os ville hellere lære om livets barske realiteter i søndagsskoleklassernes trygge rammer eller foran pejsens knitrende ild ved en familieaften. Men må jeg påpege, at det er fra de kolde, mørke kroge i Liberty Jail, at vi har fået noget af de smukkeste, mest fortrøstningsfulde hellig skrift, som mennesket har fået, og som slutter med ordene: »Alt dette skal give dig erfaring og tjene dig til bedste.« På samme måde kan vi af vores modgang finde vore største triumfer, og den dag kan meget vel komme, hvor vi ud fra vore udfordringer forstår de kendte ord: »Tjene dig til bedste«.

I skrifterne lærer vi, at da Frelseren gik ind i Getsemane have for at betale den ultimative pris for vore overtrædelser og vor lidelse, blødte han fra hver pore (se L&P 19). Søster Anonym, jeg tror på, at han i sin uudholdelige smerte blødte en dråbe blod for dig. Han blødte en dråbe for din søn, og han blødte en dråbe for mig.

Jeg tror på bøn. Jeg tror på tro. Jeg tror på omvendelse. Jeg tror på forløsningens kraft. Og ja, søster Anonym, jeg tror på dig. Det samme gør en kærlig Fader i Himlen. I Jesu Kristi navn. Amen.