Kirken går fremad

Kære brødre og søstre, det er vidunderligt at mødes med jer igen til en stor, verdensomspændende konference for Kirken.

For 172 år siden i dag mødtes Joseph Smith og hans fæller i en beskeden bjælkehytte på Peter Whitmers gård i den stille landsby Fayette i staten New York og organiserede Kristi Kirke.

Fra den beskedne begyndelse er der sket noget helt usædvanligt. Dette værks historie har været storslået. Vores folk har gennemgået enhver form for lidelse. Deres ofre har været ubeskrivelige. Deres indsats har været umådelig og helt utrolig. Men ud af denne smelteovn er der kommet noget storslået. I dag står vi på et sted, hvor vi kan se resultatet af alle disse år og kan se omkring os.

Fra de oprindelige seks medlemmer er der kommet en enorm familie af tilbedere, 11 millioner eller flere. Fra den stille landsby er kommet en bevægelse, som i dag er spredt ud over 160 nationer over hele jorden. Det er blevet den femte største kirke i USA. Det er en usædvanlig udvikling. Flere medlemmer af Kirken bor uden for dette land end i det. Dette er også bemærkelsesværdigt. Ingen anden kirke, som er fremkommet i USA er vokset så hurtigt eller blevet så udbredt. I denne vidtbredte kirke er der medlemmer fra mange nationer, som taler mange sprog. Det er et fænomen uden fortilfælde. Efterhånden som Kirkens historie har udviklet sig, er der fremkommet et smukt mønster. Det kommer til udtryk i lykkelige og vidunderlige menneskers liv. Det peger mod, at der stadig vil ske meget forunderligt.

Da vore medlemmer først kom til denne dal for 155 år siden, så de med profetisk syn en storslået fremtid. Men sommetider spekulerer jeg over, om de virkelig fornemmede omfanget af den drøm, som den ville udvikle sig til.

Kirkens hovedsæde ligger i denne by, som for nylig var vært for de 19. Olympiske Vinterlege. Vi traf en bevidst beslutning om, at vi ikke ville udnytte dette som en tid eller et sted til at missionere, men vi var overbevist om, at fra denne store begivenhed ville der komme meget godt for Kirken. De store bygninger, som vi har her – templet, Tabernaklet, dette storslåede Konferencecenter, Joseph Smith-bygningen, slægtshistoriske faciliteter, Kirkens Administrationsbygning, Kirkens Kontorbygning, vore velfærdsfaciliteter og snesevis af kirker i denne dal – kunne ikke overses af dem, som gik på gaderne i denne og nabobyerne. Som Mike Wallace engang sagde til mig: »Disse bygninger bevidner noget solidt.«

Og foruden dette havde vi fuldstændig tillid til vore medlemmer, de mange tusind, som virkede som frivillige i dette store arrangement. De ville være pålidelige; de ville være venlige, de ville være informerede; de ville være hjælpsomme. Vore medlemmers enestående og tydelige evne til at tale mange sprog fra hele verden ville vise sig at være et umådeligt aktiv, langt større end man kunne finde noget andet sted i verden.

Ja, det lykkedes alt sammen. Gæsterne kom i hundredtusindvis. Nogle kom mistænksomme og tøvende, gamle og falske indtryk var stadig i deres tanker. De kom med en følelse af, at de kunne blive fanget i en uønsket situation af religiøse fanatikere. Men de fandt noget, som de aldrig havde forventet. De opdagede ikke blot den vidunderlige natur i dette område med de storslåede bjerge og dale, de fandt ikke blot den vidunderlige ånd ved internationale konkurrencer, når de er bedst, men de fandt skønhed i denne by. De fandt værter, som var elskværdige, imødekommende og ivrige efter at hjælpe dem. Jeg ønsker ikke at give indtryk af, at denne gæstfrihed var begrænset til vore medlemmer. Hele lokalsamfundet gik sammen i en overvældende gæstfrihed. Men ud af alt dette kom der noget vidunderligt for denne kirke. Repræsentanter for medierne, som så ofte er en barsk og hårdhudet gruppe, talte og skrev med meget få undtagelser både rosende og korrekt beskrivende om en enestående kultur, som de fandt her, om de mennesker, som de mødte og var sammen med, om den gæstfrihed, som de oplevede.

TV bragte billederne til milliarder af mennesker over hele jorden. Aviser og tidsskrifter bragte den ene historie efter den anden.

Tusinder og titusinder spadserede hen over Tempelpladsen, beundrede det majestætiske Herrens hus, sad i Tabernaklet og lyttede til korets uforlignelige musik. Flere tusinde fyldte dette store Konferencecenter for at se en vidunderlig forestilling om Kirken og dens verdensomspændende mission. Andre tusinder besøgte det slægtshistoriske center. Medierne blev betjent i Joseph Smith-bygningen. Vi blev interviewet til TV, radio og aviser af korrespondenter fra mange dele af dette land og fra hele verden. Jeg er blevet fortalt, at der var næsten 4.000 historier om Kirken alene i den tyske presse.

Georgie Anne Geyer er en fremtrædende skribent i USA, hvis rubrik trykkes i mange aviser. Hun skrev således: »Hvordan i alverden kunne en stat, som stort set er domineret af mormoner, gøre noget så dristigt som at være vært for en international sammenkomst af format? Ville verden frivilligt komme til en stat, hvis dominerende religion beder sine medlemmer om at afstå fra alkohol, tobak og tilmed koffein – de tre grundpiller ved internationale konferencer?«

Og derpå fortsatte hun med at citere Raymond T. Grant, som var kunstnerisk direktør for den olympiske kunstfestival. Han talte om åbningsceremonien og sagde: »›Faktisk var 98 % af hele staben frivillige, og det er helt enormt. De fleste blev faktisk slet ikke betalt. Det er en usædvanlig historie, og jeg vil gerne kæde den direkte sammen med mormonkulturen. Som katolik fra New York fandt jeg det interessant, at Brigham Young, grundlæggeren af mormonernes bosættelser i Utah, byggede et teater før noget andet.‹

Han fortsatte med at remse op: Staten har seks dansetrupper; flere klaverer og harper sælges i Utah end noget andet sted i USA; Mormontabernakelkoret har [360] medlemmer; og den første Steinway-forhandler i Utah … begyndte så tidligt som i 1862. I Utah er udgifterne pr. person i undervisningssektoren en af de laveste – alligevel opnår de høje eksamensresultater. ›Det har været fascinerende for mig at møde denne kultur.‹«

Miss Geyer afsluttede sin historie med at skrive: »Det er ganske enkelt en blanding af alvorlig og ærlig religion, af familier, som opdrager deres børn og insisterer på at skabe de bedste kulturelle tilbud kombineret med den mest moderne teknologi og en generelt fornuftig måde at organisere sig og styre staten på. Kort sagt, det er en moderne blanding af det gamle Amerika« (»Salt Lake City and State of Utah Reveal Themselves to the World«, Salt Lake Tribune, 15. februar 2002, A15).

Hvis der var tid, kunne jeg give jer mange citater fra verdens erfarne journalister, som skrev meget rosende.

Var der noget negativt? Ja, selvfølgelig. Men det var meget begrænset. Vi havde personlige samtaler med præsidenter, med ambassadører, med ledere i erhvervslivet og på mange andre områder.

I 1849 – to år efter vore medlemmer kom hertil og efter opdagelsen af guld i Californien – var mange mismodige. De havde kæmpet for at vride en tilværelse ud af den tørre jord. Græshopper havde ædt deres afgrøder. Vintrene var kolde. Mange tænkte på at rejse til Californien og blive rige. Præsident Young stod foran dem og opfordrede dem til at blive og lovede dem, at »Gud mildner klimaet, og vi vil bygge en by og et tempel til den allerhøjeste Gud på dette sted. Vi vil udvide vores kolonier mod øst og vest, mod nord og mod syd, og vi vil bygge små og store byer i hundredvis, og tusinder af hellige vil indsamles her fra jordens nationer. Dette vil blive nationernes store hovedvej. Konger og kejsere og de ædle og vise fra hele jorden vil besøge os her« (Brigham Young, The Man and His Work, s. 128).

Vi har set opfyldelsen af denne profeti her først på året. Jeg behøver ikke at sige, at jeg er lykkelig over det, der er sket. Disse gæster oplevede en smagsprøve på den enestående kultur i dette samfund. Vi tror, at det er værd at bevare kultur. Jeg roser og takker vore medlemmer, som har deltaget i så stort antal og så villigt, og jeg roser og takker også alle andre, som arbejdede sammen på at gøre dette til en vidunderlig og særdeles betydningsfuld begivenhed.

Nu ønsker jeg at tale ganske kort om et eller to andre områder.

Da jeg talte om Brigham Young, mindede det mig om Den selvsupplerende uddannelsesfond, som vi har oprettet. Det er kun et år siden, at jeg første gang talte om den ved vores generalkonference. Bidrag fra gavmilde sidste dages hellige har forvisset os om, at dette foretagende nu har et solidt grundlag. Vi behøver stadig mere, men det er allerede demonstreret, at der vil komme meget godt ud af dette foretagende. Unge mænd og kvinder i mindre privilegerede egne af verden, unge mænd og kvinder, som for det meste er hjemvendte missionærer, vil blive i stand til at få en god uddannelse, som vil hæve dem ud af fattigdommens sump, hvor deres forfædre fortvivlet har kæmpet i generationer. De vil gifte sig og gå fremad med færdigheder, som vil gøre dem i stand til at tjene gode penge og indtage deres plads i samfundet, hvor de kan yde betragtelige bidrag. De vil ligeledes udvikle sig i Kirken, indtage ansvarsfulde stillinger og opdrage børn, som vil fortsætte i troen.

Jeg har kun tid til at læse et vidnesbyrd. Det kommer fra en ung mand, som er blevet velsignet af dette program.

Han siger: »Det er så vidunderligt, at jeg ikke mere behøver blot at drømme om en uddannelse eller min fremtid. Herren har ryddet vejen for mig, og jeg gør noget!

Jeg studerer nu ved en god teknisk skole i vores land, hvor jeg uddanner mig til at blive computertekniker … Ved at studere, opdager jeg mine evner. Den disciplin, jeg lærte på min mission, hjælper mig med at få succes … Aldrig før har nogen ung mand følt sig mere velsignet, end jeg gør. Det selvsupplerende uddannelsesfond har styrket min tro på Herren Jesus Kristus. Nu mere end nogensinde føler jeg det ansvar, som evangeliet lægger på mig, for at forberede mig til at blive et bedre medlem, en bedre leder og en bedre far …

Min kære mor, som har ofret så meget, bliver så bevæget, når hun om aftenen beder, at hun græder af taknemmelighed til Herren …

Nu forestiller jeg mig, at min by bliver velsignet på grund af mig. Jeg forestiller mig Kirken med ledere, som har økonomisk stabilitet, og som kan støtte Herrens værk af hele deres evne, sind og styrke. Jeg ser Kirken blomstre. Jeg glæder mig til at stifte min egen familie og undervise dem, så vi kan være uafhængige. Derfor må jeg afslutte min uddannelse. Jeg vil derpå hurtigt tilbagebetale mit lån for at hjælpe mine medmennesker … Jeg er taknemmelig for Frelserens nåde. Han bevarer os virkelig med sin kærlighed.«

Og sådan går det, mine brødre og søstre. Idet dette store værk går frem over hele jorden, velsigner vi nu omkring 2400 unge mennesker. Andre vil blive velsignet.

Må Herren velsigne jer og os alle hver især, mens vi glæder os over vores mulighed for at være en del af denne store sag i denne vidunderlige tid i Herrens værk, det er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.