De beder, og de handler

Brødre, jeg er beæret over privilegiet at tale til jer her i eftermiddag. Det er en stor glæde at se dette storslåede Konferencecenter fyldt til bristepunktet med unge og ældre, som bærer Guds præstedømme. At tænke på at der rundt omkring i verden er forsamlet lige så store skarer får mig til at føle et enormt ansvar. Jeg beder til, at Herrens inspiration vil vejlede mine tanker og inspirere mine ord.

Da jeg for mange år siden var på rejse i Tahiti, talte jeg med vores missionspræsident, Raymond Baudin om folket i Tahiti. De er kendt som en af de største søfartsnationer i hele verden. Bror Baudin, som taler fransk og tahitiansk, men kun lidt engelsk, forsøgte at beskrive hemmeligheden bag de tahitiske søkaptajners succes for mig. Han sagde: »De er forbløffende. Vejret kan være forfærdeligt, fartøjerne kan være gået læk, der er måske ikke andet navigationsudstyr end deres indre følelser og himlens stjerner, men de beder, og de drager af sted.« Han gentog det tre gange. Der er noget at lære af den udtalelse. Vi skal bede, og derefter skal vi handle. Begge dele er vigtige.

Løftet fra Ordsprogenes Bog giver os mod:

»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«¹

Vi kan blot læse beretningen i Første Kongebog for atter at få øjnene op for det princip, at når vi følger Herrens råd, når vi beder og derefter drager af sted, vil resultatet bliver til gavn for alle. Dér læser vi, at en alvorlig tørke hærgede landet. Derefter kom der hungersnød. Profeten Elias modtog en åbenbaring fra Herren, som må have været en fantastisk vejledning: »Gå nu til Sarepta …: Jeg har givet en enke dér befaling om at sørge for dig.« Da Elias havde fundet enken, sagde han: »Hent lidt vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at drikke.

Da hun gik for at hente det, kaldte han på hende og sagde: ›Tag også et brød med til mig!‹«

Hendes reaktion afspejlede hendes desperation, da hun forklarede, at hun var ved at tilberede et sidste, beskedent måltid til sin søn og sig selv, og at de derefter ville dø.

Hvor må Esajas’ svar have syntes usandsynligt for hende: »›Du skal ikke være bange! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig, og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn.

For dette siger Herren, Israels Gud: Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden.‹

Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid.

Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie.«²

Hvis jeg spurgte jer, hvilke steder i Mormons Bog, som er de mest læste, vil jeg vove at påstå, at det er beretningen i 1 Nephi om Nephi, hans brødre, hans far og befalingen om at få messingpladerne af Laban. Det er måske, fordi de fleste af os fra tid til anden sætter os for at læse Mormons Bog igen. Vi begynder gerne med 1 Nephi. De ting, som den indeholder, er i virkeligheden et smukt portræt af behovet for at bede og derefter at handle. Nephi sagde: »Jeg vil gå og gøre det, som Herren har befalet, thi jeg ved, at Herren ikke giver menneskene nogen befaling uden at han åbner en udvej for dem, så at de kan udføre det, som han befaler dem.«³

Vi husker befalingen. Vi husker svaret. Vi husker resultatet.

I vore tider er der mange eksempler på det, som folk har oplevet, når de har bedt og derefter handlet. Jeg vil fortælle jer en rørende beretning om en dejlig familie, som boede i den smukke storby Perth i Australien. I 1957, fire måneder efter indvielsen af templet i New Zealand, var faderen, Donald Cummings, distriktspræsident i Perth. Han og hans hustru og familie var fast besluttede på at overvære indvielsen af templet, selv om de bestemt ikke var videre velbemidlede. De begyndte at bede, arbejde og spare op. De solgte deres eneste bil og samlede hver en øre, de kunne, men ugen før deres afrejse manglede de stadig 200 pund. Takket være to uventede gaver på hver 100 pund nåede de med nød og næppe deres mål. Bror Cummings kunne ikke få fri fra arbejde til at rejse, så han sagde sit job op.

De rejste med tog tværs over det store australske kontinent og nåede til Sydney, hvor de sluttede sig til andre medlemmer, der også skulle rejse til New Zealand. Bror Cummings og hans familie var blandt de første australiere, som blev døbt for de døde i templet i New Zealand. De var blandt de første fra det fjerntliggende Perth i Australien, som fik deres tempelbegavelse i templet i New Zealand. De bad, de forberedte sig, og de handlede.

Da familien Cummings vendte tilbage til Perth, fik bror Cummings et nyt og bedre job. Ni år senere var han stadig distriktspræsident, hvor jeg havde privilegiet at kalde ham som den første stavspræsident i Perth Australien Stav.⁴ Jeg synes, at det siger meget, at han nu er præsident for templet i Perth.

I filmen Shenandoah hører vi de inspirerende ord: »Hvis vi ikke forsøger, opnår vi ikke noget; og hvis vi ikke opnår noget, hvorfor er vi her så?«

Der er nu over 60.000 fuldtidsmissionærer, som tjener Herren verden over. Mange af denne store skare lytter med i aften og ser dette præstedømmemøde her til generalkonferencen. De beder, og de handler, og de stoler på Herren, hvor end de er sendt hen, og de stoler på deres missionspræsident med hensyn til, hvor de skal tjene i deres mission. Jeg har to yndlingssteder i de mange åbenbaringer om deres hellige kaldelser. De står begge i Lære og Pagter.

Den første er fra afsnit 100. I husker nok, at Joseph Smith og Sidney Rigdon havde været væk fra deres familie i et stykke tid, og de bekymrede sig for dem. Herren åbenbarede dem denne forsikring, som er en trøst for missionærer i hele Kirken: »Sandelig, så siger Herren til jer, mine venner … Jeres familier har det godt; de er i mine hænder, og jeg gør med dem, som det synes mig bedst; thi jeg har al magt.«⁵

Det andet sted findes i Lære og Pagter afsnit 84: »Og den, som modtager jer, hos ham vil jeg også være; thi jeg vil gå foran jer. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«⁶

Walter Krause, som bor i Prenzlau i Tyskland, havde en inspirerende mission. Bror Krause, som nu er 92 år gammel, er i besiddelse af en legendarisk hengivenhed over for Herren. Han har som patriark givet mere end et tusind patriarkalske velsignelser til medlemmer i mange dele af Europa.

Efter Anden Verdenskrig var bror Krause og hans familie som så mange andre hjemløse og boede i en flygtningelejr i Cottbus, hvor de begyndte at gå i kirke. Han blev straks kaldet som præsident for Kirkens Cottbus Gren. Fire måneder efter, i november 1945 hvor landet stadig lå i ruiner, kom distriktspræsident Richard Ranglack til bror Krause og spurgte ham, hvad han ville sige til at tage på mission. Bror Krauses svar afspejler hans pligttroskab over for Kirken. Han sagde: »Det behøver jeg slet ikke at tænke over. Hvis Herren har brug for mig, tager jeg af sted.«

Den 1. december 1945 tog han af sted med 20 Mark i lommen og et stykke tørt brød. Et af medlemmerne i grenen havde givet ham en vinterfrakke, som havde tilhørt en søn, der var faldet i krigen. Et andet medlem, som var skomager, gav ham et par sko. Med disse ting og to skjorter, to lommetørklæder og to par strømper tog han på mission.

Engang midt om vinteren gik han fra Prenzlau til Kammin, en lille landsby i Mecklenberg, hvor 46 mennesker overværede de møder, der blev afholdt. Han nåede frem længe efter mørkets frembrud den aften efter at have gået i seks timer på veje, stier og til sidst over nogle flade pløjemarker. Lige inden han nåede til landsbyen, kom han til et stort, hvidt, fladt område, hvor det var let at gå, og han nåede snart hen til et af medlemmernes hjem, hvor han skulle overnatte.

Næste morgen bankede jagtopsynsmanden på døren hos medlemmet og spurgte: »Har du en gæst?«

»Ja,« lød svaret.

Jagtopsynsmanden spurgte videre: »Så kom ud og se hans spor.« Det store, flade område, som bror Krause var gået over, var en tilfrossen sø, og lidt forinden havde opsynsmanden hugget et stort hul midt i søen til at fiske i. Vinden havde blæst sneen hen over hullet og dækket det til, så bror Krause ikke havde kunnet se denne fare. Hans spor gik lige forbi kanten af hullet og direkte hen til medlemmets hus, uden han havde anet noget om det. Hans rygsæk og gummistøvler var tunge, og han ville bestemt være druknet, hvis han havde taget bare ét skridt hen mod det hul, som han ikke kunne se. Han har senere bemærket, at denne hændelse gav temmelig meget postyr i landsbyen dengang.⁷

Hele bror Krauses liv har været at bede og dernæst at handle.

Hvis nogen af os skulle føle os utilstrækkelige eller tvivle på vores evne til at kunne klare en kaldelse til at tjene Herren, så husk på denne guddommelige sandhed: »For Gud er alting muligt.«⁸

For ikke så længe siden hørte jeg, at James Womack, patriarken i Shreveport Louisiana Stav, var død. Han havde tjent længe og havde velsignet mange. Præsident Spencer W. Kimball fortalte for mange år siden præsident Gordon B. Hinckley, ældste Bruce R. McConkie og mig om en oplevelse, han havde, da han skulle finde en patriark til Shreveport Louisiana Stav. Præsident Kimball beskrev, hvordan han interviewede, hvordan han ledte, og hvordan han bad om at kende Herrens vilje i denne udvælgelse. Af en eller anden grund var der ingen af de kandidater, man havde foreslået, som var den rigtige til denne opgave på det tidspunkt.

Dagen gik; aftenens møder begyndte. Præsident Kimball vendte sig pludselig om til stavspræsidenten og bad ham fortælle, hvem den mand var, som sad to tredjedele nede i salen. Stavspræsidenten svarede, at det var James Womack, hvorefter præsident Kimball sagde: »Det er den mand, som Herren har udvalgt til at være jeres stavspatriark. Lad mig møde ham i højrådsværelset efter mødet.«

Stavspræsident Charles Cagle var forbløffet, for James Womack havde ikke ord for at være en helt almindelig mand. Han var blevet hårdt såret under Anden Verdenskrig. Han havde mistet begge hænder og noget af den ene arm samt det meste af synet og en del af sin hørelse. Ingen ville lade ham læse jura, da han vendte hjem, men han tog eksamen som den tredje dygtigste elev i sin klasse fra Louisiana State University.

Da præsident Kimball mødtes med bror Womack den aften og fortalte ham, at Herren havde udpeget ham til at være patriark, var der lang tavshed i værelset. Derpå sagde bror Womack: »Bror Kimball, så vidt jeg ved, skal en patriark lægge sine hænder på den persons hoved, som han velsigner. Som du kan se, har jeg ingen hænder at lægge på hovedet af nogen.«

Bror Kimball bad på sin tålmodige facon bror Womack om at stille sig bag den stol, hvor bror Kimball sad. Så sagde han: »Bror Womack, læn dig forover og se, om du kan nå min isse med enderne af dine arme.« Til bror Womack store glæde rørte de ved bror Kimballs hoved, og han udbrød: »Jeg kan nå dig! Jeg kan nå dig!«

»Selvfølgelig kan du nå mig,« svarede bror Kimball. »Og hvis du kan nå mig, kan du også nå dem, du skal velsigne. Jeg er nok den mindste person, du nogensinde vil få siddende foran dig.«

Præsident Kimball fortalte os, at da navnet James Womack blev nævnt til stavskonferencen, »rakte medlemmerne anerkendende og begejstret deres hænder i vejret.«

Det mindede os om de ord, som Herren talte til profeten Samuel, da David blev udnævnt til Israels fremtidige konge: »Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.«⁹

Brødre, uanset hvilken kaldelse vi har, uanset vores frygt og vore bekymringer, så lad os bede og så handle og huske på Herrens ord, Jesu Kristi ord, som lovede: »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende«.¹⁰

I Jakobs Brev få vi rådet: »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.«¹¹

Lad os som en stærk gruppe præstedømmebærere være ordets gørere og ikke kun dets hørere. Lad os bede; og lad os så handle.

I Jesu Kristi navn. Amen.