Vi ser til Kristus

Mine elskede brødre og søstre, jeg ønsker også at give udtryk for min store påskønnelse af den store indsats udført af søster Smoot, søster Jensen, søster Dew og deres bestyrelse, som har tjent så trofast og godt i denne storslåede organisation for kvinder. Det er en vidunderlig forening med 4.900.000 medlemmer. Der er intet tilsvarende i hele verden, som jeg kan tænke på, og den gør så umådelig meget godt i kvinders tilværelse overalt i hele verden. Tak, kære søstre, for det I har gjort. Velkommen til dig søster Parkin og til dine rådgivere og til den bestyrelse, som I vil vælge.

Vi afslutter nu denne storslåede konference. Vi har nydt et vidunderligt festmåltid ved Herrens bord. Vi er blevet instrueret om hans veje på hans måde.

Vi bør hver især være lidt bedre på grund af denne rige oplevelse. Ellers har vores samvær stort set været forgæves.

Når jeg er færdig, vil koret synge:

Det sammenfatter ret godt følelserne i vores hjerte, nu hvor vi vender hjem.

Må vor Herres Ånd ledsage os og forblive hos os. Vi ved ikke, hvad der ligger forude. Vi ved ikke, hvad de kommende dage vil bringe. Vi lever i en verden med usikkerhed. For nogle er der store præstationer. For andre skuffelser. For nogle megen fryd og glæde, godt helbred og velstand. For andre måske sygdom og en smule sorg. Vi ved det ikke. Men ét ved vi. Som Polarstjernen på himlen ser vi, uanset hvad fremtiden bringer, verdens Forløser, Guds Søn, fast og sikker som et anker for vores evige liv. Han er vores frelses klippe, vores styrke, vores trøst, midtpunktet i vores tro.

I solskin og regnvejr ser vi til ham, og han er der for at berolige os og smile til os.

Han er helt central i vores tilbedelse. Han er Søn af den levende Gud, Faderens Førstefødte, den Enbårne i kødet, som forlod de himmelske kongesale for at blive født som et dødeligt menneske i de mest beskedne omgivelser. Han fortalte om ensomheden i sit liv, da han sagde: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved« (Matt 8:20). Han »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38).

Han var miraklernes mand. Han rakte ud til dem, der led nød. Han helbredte de syge og oprejste de døde. På trods af den kærlighed, han gav verden, var han foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom … foragtet, vi regnede ham ikke for noget (se Es 53:3).

Vi ser tilbage på hans enestående liv og siger med profeten Esajas:

»Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser han bar …

… Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt« (Es 53:4-5).

Da den store krig i himlen blev udkæmpet, fremsatte Lucifer, morgenrødens søn, en plan, som blev afvist. Faderen til os alle fremsatte i kærlighed til os, sine børn, en bedre plan, hvorunder vi havde frihed til at vælge vores livsbane. Hans Førstefødte Søn, vores ældre Bror, var nøglen til planen. Menneskene ville få handlefrihed og med den handlefrihed fulgte ansvar. Menneskene kunne følge verdens veje og synde og snuble. Men Guds Søn ville påtage sig et legeme og tilbyde sig selv som et offer for at sone for alle menneskers synder. Ved unævnelig lidelse ville han blive den store Forløser, hele menneskehedens Frelser.

Med nogen forståelse af den uforlignelige gave, forløsningens vidunderlige gave, bøjer vi os ærbødigt og i kærlighed for ham.

Som kirke har vi kritikere, rigtig mange. De siger, at vi ikke tror på den traditionelle Kristus i kristendommen. Der er noget rigtigt i det, de siger. Vores tro, vores viden er ikke baseret på gamle traditioner, trosbekendelser, som er udsprunget af menneskets begrænsede forståelse og af menneskers næsten endeløse diskussioner i et forsøg på at komme til en definition af den opstandne Kristus. Vores tro, vores viden kommer fra et vidnesbyrd fra en profet i denne uddeling, som foran sig så universets store Gud og hans elskede Søn, den opstandne Herre Jesus Kristus. De talte til ham. Han talte med dem. Han bevidnede åbent, utvetydigt og ufortrødent om det storslåede syn. Det var et syn af den Almægtige og af verdens Forløser, storslået ud over vores forståelse, men sikkert og utvetydigt i den kundskab, som det bragte. Det er ud fra den kundskab, dybt forankret i den moderne åbenbarings klippegrund, at vi med Nephis ord »taler om Kristus, vi glæder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at [vi og] vore børn kan vide, til hvilken kilde [vi] kan se hen for at få forladelse for [vore] synder« (2 Nephi 25:26).

Og nu, mine brødre og søstre, hvor vi byder jer farvel for en tid, gentager vi vores faste og vedvarende vidnesbyrd. Vi gør det individuelt med en sikker og urokkelig kundskab. Som jeg har sagt mange gange før, og som jeg nu siger igen: Jeg ved, at Gud, vor Evige Fader, lever. Han er universets store Gud. Han er Fader til vore ånder, og som vi kan tale med i bøn.

Jeg ved, at Jesus Kristus er hans enbårne Søn, verdens Forløser, som gav sit liv, således at vi kan opnå evigt liv. Han hersker og regerer med sin Fader. Jeg ved, at de er individuelle personer, adskilte og forskellige fra hinanden, og dog hinanden lig i skikkelse, væsen og hensigt. Jeg ved, at dette er den Almægtiges værk, »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Jeg ved, at Joseph Smith var en profet, denne uddelings store profet, hvorigennem disse sandheder er kommet. Jeg ved, at denne kirke er Guds værk, som præsideres over og ledes af Jesus Kristus, hvis hellige navn den bærer.

Om dette bærer jeg højtideligt vidnesbyrd, idet jeg efterlader hos jer, mine kære trosfæller, min kærlighed og min velsignelse. I Jesu Kristi hellige navn. Amen. Gud vær med jer, til vi ses igen.