Vejen til fuldkommenhed

Vores præsidentskab for Unge Piger har gjort det godt, ikke? Jeg opretholder og tilslutter mig alt det, I har hørt fra disse fantastiske kvinder i dag. De er i sandhed vor himmelske Faders tjenere og har givet os hans hellige ord.

»Lykke,« skrev profeten Joseph Smith, »er formålet og hensigten med vort liv og vil blive det endelige resultat, dersom vi vandrer ad den vej, der fører dertil, og denne vej eller sti er dyd, oprigtighed, trofasthed, hellighed og efterlevelse af alle Guds bud.«¹

Men hvordan finder man den vej, og, hvad der er lige så vigtigt, hvordan holder man sig på den vej, som fører til fuldkommenhed?

I Lewis Carrolls klassiker Alice i eventyrland, kommer Alice til en skillevej, som går i to forskellige retninger. Hun møder Filurkatten, som hun spørger: »Hvilken vej skal jeg vælge?«

Katten svarer: »Det kommer an på, hvor du vil hen. Hvis du ikke ved, hvor du vil hen, kan det være lige meget, hvilken vej du vælger!«²

I modsætning til Alice ved enhver af jer, hvor I gerne vil hen. Det har betydning, hvilken vej I vælger, for den vej, I følger i dette liv, er også den vej, som I følger i det hinsides.

En munter sang, som var populær for mange år siden, rummede den tillokkende strofe: »Hvis ønsketænkning bli’r til virkelighed, forsvinder alle sorger, så bliv du bare ved.« En anden opskrift på fiasko stammer fra en nyere sang: »Don’t worry, be happy!« (»Frygt ikke, vær bare glad«).

Denne aftens tema, »Stå på hellige steder«, er mere passende. Jeg værdsætter også de ord, der følger: »Stå på hellige steder og ikke lade jer rokke.«³

Præsident George Albert Smith, som var Kirkens ottende præsident, formanede: »Lad os anbringe vore fødder på den store vej, som fører til lykke og det celestiale rige, ikke blot nu og da, men hver eneste dag og hver eneste time, for hvis vi holder os på Herrens side af skillelinien, hvis vi forbliver under vor himmelske Faders påvirkning, kan den onde ikke friste os. Men hvis vi bevæger os ind på djævelens territorium … bliver vi ulykkelige, og den følelse bliver stærkere, som årene går, medmindre vi omvender os fra vore synder og vender tilbage til Herren.«⁴

Når jeg taler til de unge mænd i Det Aronske Præstedømme, har jeg ofte citeret en fars råd til sin dyrebare søn: »Hvis du en dag skulle befinde dig et sted, hvor du ikke burde være – så se at komme væk!« Den samme sandhed gælder jer unge piger, som er samlet her i Konferencecentret, og jer, som sidder i mødesale over hele verden.

Jeg har altid ment, at hvis vi taler i generelle vendinger, så får vi sjældent fremgang, men hvis vi anvender specifikke vendinger, så slår det sjældent fejl. Derfor vil jeg opfordre jer til i jeres liv at afspejle fire veletablerede, specifikke dyder. Og de er:

1. Taknemlig indstilling.

2. Længsel efter kundskab.

3. Vilje til at leve disciplineret.

4. Arbejdsvillighed.

For det første, en taknemlig indstilling. I Lukasevangeliets 17. kapitel kan vi læse beretningen om de ti spedalske. På sin vej til Jerusalem kom Frelseren gennem Galilæa og Samaria. Og der kom han til en bestemt landsby, hvor han, lige uden for byen, blev mødt af ti spedalske, som på grund af deres sygdom var tvunget til at leve afsondret fra andre mennesker. De stod »langt fra ham og råbte: ›Jesus, Mester, forbarm dig over os!‹«

Frelseren, som var fuld af medfølelse og kærlighed til dem, sagde: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og på vej derhen opdagede de, at de var blevet helbredt. Skriften fortæller os: »Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.

Jesus spurgte: ›Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?‹ Og han sagde til ham: ›Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.‹«⁵

Ved guddommelig indgriben blev de spedalske skånet for en grusom, langsom død og fik nyt liv. Den taknemlighed, som en af dem udtrykte, medførte Mesterens velsignelse, men de ni andres utaknemlighed skuffede ham.

Ligesom fortiden havde sin spedalskhed, har vor tid også sine plager. De hager sig fast. De nedbryder. De ødelægger. De findes overalt. De er udbredt over alle grænser. Vi kender dem som selviskhed, griskhed, frådseri, ondskab og kriminalitet – for blot at nævne et par stykker.

Ved en regionalkonference sagde præsident Gordon B. Hinckley: »Vi lever i en beskidt verden. Det ses overalt. Det ses på gaderne. Det ses i fjernsynet. Det ses i bøger og blade … Det er som en flod, der, grim, beskidt og ond, oversvømmer hele verden. Vi må hæve os over den … Verdens moralske standarder synker. Det fører kun til elendighed. Vejen til lykke findes i et stærkt familieliv og efterlevelsen af moralske standarder, hvis værdi er blevet fastslået igennem århundrederne.«⁶

Ved at følge præsident Hinckleys råd kan vi gøre dette til en vidunderlig tid at leve her på jorden. Mulighederne er ubegrænsede. Der findes meget godt – såsom lærere, der underviser, venner, der hjælper, ægteskaber, der holder, og forældre, som yder ofre.

Vær taknemlige for jeres mor, jeres far, jeres familie og jeres venner. Udtryk taknemlighed for jeres vejledere i Unge Piger. De elsker jer. De beder for jer. De tjener jer. I betyder meget for dem og for jeres himmelske Fader. Han hører jeres bønner. Han skænker jer sin fred og sin kærlighed. Hold jer tæt til ham og hans Søn, så er I aldrig alene.

For det andet, en længsel efter kundskab.

Apostlen Paulus sagde til Timotheus: »Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende.«⁷

Præsident Stephen L. Richards, som var rådgiver i Det Første Præsidentskab for mange år siden, var en tænksom mand. Han sagde: »Tro og tvivl kan ikke findes i det samme sind på samme tid, for det ene bortjager det andet.« Mit råd er at søge tro og bortjage tvivl.

Herren rådede: »Søg visdom i de allerbedste bøger, søg efter kundskab ved læsning og ved tro.«⁸

Vi kan finde sandhed i skrifterne, profeternes lærdomme, vore forældres belæringer og den inspiration, som kommer til os, når vi bøjer vore knæ og søger Guds hjælp.

Vi skal være trofaste mod vore idealer, for idealer er som stjernerne: Man kan ikke nå dem med sine hænder, men ved at følge dem, når man sit bestemmelsessted.⁹

Mange af jeres vejledere sidder her sammen med jer i aften. Jeg er sikker på, at hver eneste vejleder svarer til den beskrivelse, som er skrevet af en: »Hun skabte en atmosfære i sit klasseværelse, hvor varme og forståelse udøvede deres trylleri; hvor der var plads til udvikling og lærdom, fantasiens himmelflugt og det ungdommelige sind.«¹⁰

Lad os nu drøfte det tredje punkt: Vilje til at leve disciplineret.

Vor himmelske Fader har givet hver enkelt af os evnen til at tænke, overveje og træffe beslutninger. Den evne gør det nødvendigt med selvdisciplin.

Enhver af os har ansvar for at vælge. I vil måske spørge: »Er beslutninger virkelig så vigtige?« Jeg kan fortælle jer, at jeres beslutninger afgør jeres skæbne. I kan ikke træffe evige beslutninger, uden at det har evige konsekvenser.

Lad mig give jer en enkel formel, hvormed I kan måle jeres beslutninger. Den er let at huske: »Man kan ikke handle ret ved at gøre noget forkert. Man kan ikke handle forkert ved at gøre det rette.« Jeres egen samvittighed advarer jer altid som en ven, inden den straffer jer som en dommer.

I en åbenbaring til profeten Joseph Smith gav Herren dette råd: »Det, der ikke opbygger, er ikke af Gud, men er mørke. Det, der er af Gud, er lys.«¹¹

Nogle tåbelige mennesker vender Guds visdom ryggen og fristes af modeluner, den falske popularitets lokken og den øjeblikkelige nydelse. Det kræver mod at tænke rigtigt, vælge rigtigt og handle rigtigt, for en sådan kurs er sjældent, om nogensinde, den letteste vej at følge.

Selvdisciplinens hårde kamp kan efterlade jer forslåede og omtumlede, men altid som bedre mennesker. Selvdisciplin er i bedste fald en anstrengende proces. Alt for mange af os ønsker, at det skal være ubesværet og smertefrit. Hvis vi oplever midlertidige skuffelser, så er en vigtig del af vores kamp for selvdisciplin at stå fast og have mod til at prøve igen.

Mine kære, unge søstre, jeg kender ingen sandere beskrivelse af jer, end den, som blev fremsat af Det Første Præsidentskab den 6. april 1942: »Hvor storslået og tæt på englene er ikke unge, som holder sig rene. De unge opnår uudsigelig glæde her og evig lykke i det hinsides.«¹²

Evigt liv i vor Faders rige er jeres mål. Og det vil bestemt kræve selvdisciplin at nå det.

Og til sidst, lad os hver især udvikle arbejdsvillighed. Præsident J. Reuben Clark, som for mange år siden var rådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Jeg tror, at vi er her for at arbejde, og jeg tror ikke, at vi kan undslå os for det. Jeg tror ikke, at vi kan få det ind i vores sjæl og system hurtigt nok. Vi skal arbejde, hvis vi vil have fremgang, eller hvis vi skal udvikle os. Der er ingen anden måde.«¹³

»Lad os lægge ryggen til«¹⁴ er mere end blot en strofe fra en populær salme. Det er et kald til at yde en indsats.

Måske kunne det være nyttigt med en illustration. Udsættelse er en tidsrøver – især når det gælder hårdt arbejde. Jeg tænker her på behovet for at studere flittigt, når I forbereder jer på de prøver, som I møder i skolen og i livet.

Jeg har hørt om en universitetsstuderende, som havde så travlt med studietidens glæder, at hun blev ved med at udskyde eksamensforberedelserne. Natten før eksamen indså hun, at klokken var mange, og hun havde ikke forberedt sig. Hun tænkte: »Hvad er nu vigtigst – mit gode helbred, som kræver, at jeg sover, eller eksamensterperi?« I kan nok regne ud, hvordan det gik. Søvnen vandt, studierne tabte, og eksamen endte som en personlig tragedie. Vi er nødt til at arbejde.

Så her er den anbefalede opskrift:

1. Taknemlig indstilling.

2. Længsel efter kundskab.

3. Vilje til at leve disciplineret.

4. Arbejdsvillighed.

Enhver oplever stunder med fortvivlelse og et behov for vejledning fra en guddommelig kilde – ja, måske en uudtalt bøn om hjælp. Af hele mit hjerte og min sjæl bærer jeg vidnesbyrd for jer om, at vor himmelske Fader elsker jer, våger over jer og aldrig svigter jer.

Lad mig illustrere det med en personlig og højt skattet oplevelse. For mange år siden blev jeg sendt på en opgave i den del af Tyskland, som lå bag det, der kaldtes Jerntæppet. De, der boede i den del af Tyskland var under kommunistisk herredømme og havde mistet næsten alle rettigheder. De unges aktiviteter var begrænsede. Alt blev overvåget.

Kort efter at jeg havde fået ansvaret for området, overværede jeg en dejlig konference, som blev afholdt i den del af Tyskland. Efter de inspirerende salmer og det talte ord følte jeg mig tilskyndet til at mødes med de dejlige unge uden for den gamle bygning. Der var kun få af dem, men de lyttede til hvert ord, jeg sagde. De hungrede efter en Herrens apostels ord og opmuntring.

Inden jeg forlod USA for at rejse over til den konference, følte jeg mig tilskyndet til at købe tre kasser tyggegummi. Jeg købte tre forskellige slags smag: Doublemint, Spearmint og Juice Fruit. Da jeg havde talt til den lille skare unge, sørgede jeg omhyggeligt for, at hver af de unge fik to stykker tyggegummi – noget, de aldrig før havde smagt. De modtog gaven med glæde.

Årene gik. Jeg vendte tilbage til Dresden, hvor denne konference var blevet afholdt. Nu havde vi kirkebygninger der. Nu havde folket fået deres frihed. De havde et tempel. Tyskland var ikke længere adskilt af politiske grænser, men var blevet én nation. De unge var nu voksne og havde selv børn.

Efter en stor og inspirerende konference kom en mor og hendes datter hen for at tale med mig. Datteren, som var på jeres alder og talte en smule engelsk, sagde: »Præsident Monson, kan du huske, at du for længe siden afholdt et kort møde for de unge efter en distriktskonference, og at du gav hver dreng og pige to stykker tyggegummi?«

Jeg svarede: »Ja, det kan du tro, at jeg kan huske.«

Hun fortsatte: »Min mor var en af dem, som du gav den gave. Hun har fortalt mig, at hun skar det ene stykke tyggegummi i små stykker. Hun har fortalt, hvor dejligt det smagte, og hvor meget det betød for hende.« Og mens hendes kære mor smilede til mig, rakte pigen mig en lille æske. Da jeg tog låget af den, så jeg det andet stykke tyggegummi, som stadig, efter 20 år, lå urørt. Derpå sagde hun: »Min mor og jeg synes, at du skal have det,« sagde hun.

Tårerne fik frit løb, og jeg omfavnede dem.

Så talte moderen til mig: »Inden du kom til vores konference for mange år siden, havde jeg bedt vor himmelske Fader om at få at vide, at han virkelig holdt af mig. Jeg gemte den gave, så jeg altid kunne huske det og lære min datter, at vor himmelske Fader hører vore bønner.«

Her står jeg nu med den gave – ja, et symbol på tro og på den himmelske hjælp, som vor Fader og hans Søn, Jesus Kristus, giver jer.

Må vore tanker denne påskeaften gå til ham, som sonede for vore synder, som viste os, hvordan vi bør leve, hvordan vi skal bede, og som ved sine egne handlinger viste os, hvordan vi skal gøre det. Denne Guds Søn – ja, Jesus Kristus – som blev født i en stald og lå svøbt i en krybbe, byder os at følge ham. »Han lever! Vor Forløser stor, Ej tolkes kan vor fryd på jord!«¹⁵ I Jesu Kristi navn. Amen.