Kærlighedens sprog

Som ung mor flyttede min mand og jeg med vore fem børn, der alle var under otte år, til Sydamerika. Skønt ingen af os talte sproget, var det min seksårige, der havde sværest ved at lære det nye sprog. Vi besluttede at lade hende begynde i en børnehaveklasse sammen med fireårige, skønt hun egentlig burde begynde i første klasse. Det var vores håb, at hendes leg med de yngre børn ville være mindre skræmmende for hende, og at det måske kunne gøre det lettere for hende at kommunikere på portugisisk.

Men virkeligheden for min datter var, at hun var lige så fremmed for børnene, som de var for hende. Hver eneste dag var en kamp, og det skar mig i hjertet hver morgen, når jeg fulgte hende i skole og derefter ventede på, at hun skulle komme hjem, nedslået, når dagen var omme.

En dag var nogle af børnene særligt uvenlige imod hende. Nogle få af dem kastede endda sten efter hende, drillede hende og lo hånligt ad hende i frikvarteret. Hun blev bange og såret og følte, at hun ikke kunne gå tilbage til klassen. Mens hun sad alene tilbage i den halvtomme skolegård, kom hun i tanke om, hvad vi havde lært hende om ensomhed. Hun huskede, at vor himmelske Fader altid er i nærheden af sine børn, og at hun kunne tale med ham når som helst, ikke kun i sin aftenbøn. Han kunne forstå hendes hjertes sprog. I en krog af skolegården bøjede hun hovedet og bad en bøn. Hun vidste ikke, hvad hun skulle bede om, så hun bad om, at hendes far og mor kunne være hos hende og beskytte hende. Da hun gik tilbage til klasseværelset, kom hun i tanke om en primarysang.

Da hun åbnede øjnene, lagde hun mærke til en lille blomst, der voksede mellem sprækkerne i betonen. Hun plukkede den og lagde den i lommen. Hendes problemer med de andre børn forsvandt ikke, men hun gik tilbage til klassen og følte, at hendes forældre var hos hende.

Ligesom min seksårige datter har vi alle følt os fortabte og fremmedgjorte i et fremmed land. Måske har jeres fremmede land været at skulle lære algebraens eller kemiens sprog. Måske har I følt, at I var landet på en fremmed kyst, da I sluttede jer til Kirken, selv om I måske tilsluttede jer den i det land, hvor I er født. Sæt jer i den nyomvendtes sted. Ord som f.eks. kaldelse, Det Præsiderende Biskopråd og ikke mindst generalautoritet kræver et ordbogsopslag.

Hvad med vore missionærer, som har forstået og givet agt på Helligåndens vidnesbyrd om, at Kirken er sand, men som derefter har den udfordring at skulle lære både evangeliet og et fremmedsprog samtidig? Jeg er imponeret over deres mod.

Vores liv rummer mange situationer, hvor vi føler frustration over at skulle lære et fremmed tungemål. Men der er ét sprog, som er universelt … men »ved hver lille blomst går min tanke til mor,« talte til en lille piges hjerte. En primarysang og en vild blomst var det velkendte sprog, hvorpå en bøn blev besvaret.

Da Jesus havde undervist ved templet i Overflødighedens land i nogen tid, fornemmede han, at folket måske ikke havde forstået alle de ord, han havde talt. Han bad dem om at gå hjem og grunde og bede sammen med deres familie og forberede sig til, at han skulle komme den næste dag.

Men da »han [atter så] sig omkring på de forsamlede og så, at de græd og så vedholdende på ham, som om de ville bede ham om at blive hos dem lidt længere …

tog [han] deres små børn, det ene efter det andet, og velsignede dem …

og han talte til mængden og sagde til dem: Se jeres små!

Og da de hævede blikket … så [de] englene stige ned fra himlen, som om de var omgivet af ild, og de kom ned og omringede de små … og englene betjente dem« (3 Nephi 17:5, 21, 23-24).

At kunne »omgive« sig med den ild, der gør vores vidnesbyrd så brændende, er det sprog, som vi alle må lære at tale og forstå.

Den første lektion, der gives til hver eneste primarybarn over hele verden, er »Jeg er Guds kære barn«. Børn så små som halvandet år kan pege på sig selv og lave denne fingerleg:

Da jeg underviste i sjette klasse for nogle år siden, blev en 14-årig dreng i lædertøj ført ind i klasseværelset. Han var to år ældre og fire år større end de øvrige 30 elever. Jeg fandt hurtigt ud af, at Brian ikke kunne læse, at han ikke havde gået regelmæssigt i skole, og at han havde boet hos flere forskellige værger i en række byer.

Det var blevet tid til at give karakterer, og jeg var taget hen på skolen på min fridag for at færdiggøre mit arbejde med at registrere børnenes opgaver og udfylde deres karakterbøger. Da jeg trådte ind i klasseværelset for at hente papirerne, kunne jeg se, at Brian havde bragt hele klassen i oprør. Jeg tilbød min taknemmelige kollega at tage Brian med mig. Med nogle billedbøger for børn i første klasse gik vi hen på biblioteket, mens vi på vejen snakkede lidt om fodbold.

Vi satte os ved et bord, hvor jeg begyndte at udfylde karakterbøgerne. Jeg spurgte ham, om han nogen sinde havde haft en karakterbog.

Han rystede på hovedet og sagde: »Nej.« Jeg spurgte, om han kunne tænke sig en karakterbog.

Han så mig i øjnene: »Kun hvis der stod, at jeg var en god dreng.«

Jeg lavede en særlig karakterbog til ham, hvor jeg fremhævede hans stærke sider. Jeg udfyldte den med hans fulde navn og hans evne til at samle alle omkring sig og få folk til at le. Jeg gjorde især opmærksom på hans kærlighed til sport. Det var ikke en traditionel karakterbog, men han syntes at være tilfreds med den. Ikke ret længe efter forsvandt Brian fra vores skole, og det sidste jeg hørte om ham var, at han nu boede i en anden stat. Jeg håbede, at han i lommen havde sin karakterbog, hvori der stod, at han var en god dreng, uanset hvor han var.

En skønne dag får vi alle vores endelige karakterbøger. Måske bliver vi bedømt efter, hvor godt vi har lagt mærke til hinandens godhed. Alle børn har behov for regelmæssige meddelelser: »Jeg kender dig. Jeg værdsætter dig. Du har muligheder. Du er god.«

Jeg elsker beretninger om pionerbørn. Vi hører altid om, hvordan deres forældre måtte gå til Salt Lake Valley. Men som der står i en primarysang:

Susan Madsen fortæller beretningen om Agnes Caldwell, der var med i Willies håndkærrekompagni. De blev fanget i et voldsomt uvejr og led frygteligt af sult og kulde. Langt om længe kom redningsvognene med mad og tæpper, men der var ikke vogne nok til, at man kunne transportere alle de mennesker. Selv efter redningsindsatsen måtte størstedelen af medlemmerne traske mange kilometer videre, inden de nåede i sikkerhed i dalen.

Den lille niårige Agnes var for træt til at gå videre. Kusken lagde mærke til hendes beslutsomhed om at ville holde trit med vognen og spurgte, om hun ville køre med. Hun fortæller med sine egne ord, hvad der dernæst skete.

»Han bøjede sig ned, tog min hånd og smækkede med tungen til hestene, så jeg blev nødt til at løbe på mine ben, der … ikke kunne løbe længere. Af sted gik det kilometer efter kilometer, forekom det mig. De tanker, der løb gennem hovedet på mig på det tidspunkt, var, at han var den mest ondskabsfulde mand, der nogen sinde havde levet, eller som jeg nogen sinde havde hørt om … Netop som jeg skulle til at give op, standsede han [og hev mig op i vognen]. Han tog et tæppe og svøbte mig i det … så jeg havde det varmt og godt. Her havde jeg tid til at komme på bedre tanker, hvilket jeg også gjorde, for jeg vidste udmærket godt, at han ved at have gjort dette, havde reddet mig fra at fryse ihjel, når jeg kom op i vognen« (i I Walked to Zion, 1994, s. 59).

Kusken på denne redningsvogn fik den lille pige til at løbe så langt og så hurtigt, som hun kunne, for at få blodet til at strømme tilbage ud i hendes forfrosne fødder og ben. Han reddede hendes ben og muligvis hendes liv ved at lade hende hjælpe selv.

Børn i vore dage står over for rejser, der er lige så forfærdelige og anstrengende, som rejsen vestpå var. De bliver udsat for enhver fare langs vejen. Vi må styrke deres ryg, så de kan bære deres byrder, og deres ben, så de kan danse under stjernehimlen. Undertiden må vi løbe, hvis vi vil holde trit med vores børns tro.

På et andet tidspunkt i 3 Nephi, mens Kristus velsignede disciplene, »betragtede [han] dem smilende, og hans ansigts lys skinnede på dem« (3 Nephi 19:25).

Et smilende ansigt signalerer, at man er god. Børn prøver at blive som Jesus. De vil gerne være som en, der smiler. De vil gerne være sammen med en, der bringer dem glæde.

Præsident Hinckley sagde: »Børn har brug for solskin. De har brug for lykke. De har brug for kærlighed og omsorg« (Præsident Gordon B. Hinckley, »Red børnene«, Stjernen, jan. 1995, s. 57).

Dette bør være det sprog, vi anvender, når vi underviser vore børn i evangeliet. Uanset hvad jeres modersmål er, så lær at undervise og tale på det sprog, der udtrykker den inderlige bøn og det glædelige vidnesbyrd, så englene – de jordiske og de himmelske – kan omringe os og betjene os. Vi har brug for vejledere i evangeliet, som taler det sprog, der udtrykker ros og venskab. Vi er nødt til regelmæssigt at give åndelige karakterer, der bekræfter vores godhed i hinandens øjne. Det er en velsignelse at lade børn løbe så hurtigt, som de kan ved egen kraft, for at opbygge styrke til deres egne vidnesbyrd, og vi bør smile til dem og svøbe dem i vores kærligheds tæppe under hele den lange rejse med kærlighedens universelle sprog.

Jeg takker for den store velsignelse at kunne »se jeres små!« Jeg tænker også, at børnene kommer med. I Jesu Kristi navn. Amen.