Personlig værdighed til at udøve præstedømmet

Mine kære brødre, jeg ønsker at tale meget tydeligt her i aften om noget, jeg føler mig dybt bekymret over. Det en stor glæde, men samtidig en bekymrende udfordring at tale til jer. Hvilket storslået broderskab er vi ikke som dem, der bærer det dyrebare og vidunderlige præstedømme. Det kommer fra Gud, vor evige Fader, som i denne strålende uddeling sammen med sin elskede Søn atter har talt fra himlene. De har udsendt deres bemyndigede tjenere til at overdrage denne guddommelige myndighed til mennesket.

Personlig værdighed bliver udvælgelsesstandarden for at kunne modtage samt udøve denne hellige magt. Det er, hvad jeg ønsker at tale til jer om i aften.

Jeg vil begynde med at læse for jer fra Lære og Pagter, afsnit 121:

»Præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter, og at himlens kræfter ikke kan kontrolleres eller bruges uden ved retfærdighedens grundsætninger.

At de kan overdrages os, er sandt; men om vi forsøger at skjule vore synder eller tilfredsstille vort hovmod og vor forfængelige ærgerrighed eller ved kontrol, herredømme eller tvang over menneskenes sjæle i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da unddrager himlene sig os, Herrens Ånd bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præstedømme og myndighed borte« (L&P 121:36-37).

Det er Herrens utvetydige ord angående hans guddommelige myndighed. Hvilken uhyre stor forpligtelse er ikke lagt på hver eneste af os. Vi, der bærer Guds præstedømme, må følge højere standarder end resten af verden. Vi må disciplinere os selv. Vi må ikke være selvretfærdige, men vi kan og må være hæderlige og ærefulde mænd.

Vores adfærd i offentlighed må være upåklagelig. Vores adfærd hjemme er endnu vigtigere. Vi må leve op til den standard, som Herren har sat. Vi kan ikke svælge i synd, for ikke at tale om at dække over vore synder. Vi kan ikke søge at tilfredsstille vores stolthed. Vi kan ikke tage del i den uretfærdige ambitions forfængelighed. Vi kan ikke udøve kontrol, herredømme eller tvang over vore hustruer og børn eller nogen anden i nogen som helst grad af uretfærdighed.

Hvis vi gøre noget sådant, da unddrager himlene sig os. Herrens Ånd bedrøves. Så er vores kraft i præstedømmet forsvundet. Myndigheden er da gået tabt.

Den måde, som vi lever på, de ord, som vi udtaler, og vores daglige adfærd har konsekvenser for vores effektivitet som mænd og drenge, der bærer præstedømmet.

Vores 5. trosartikel lyder: »Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og håndspålæggelse af sådanne, som har myndighed dertil for at prædike evangeliet og tjene i dets forordninger.«

Selv om dem, som har myndigheden, lægger deres hænder på vores hoved og ordinerer os, så kan vi godt ved vores adfærd tabe og miste enhver ret til at udøve denne guddommelige myndighed.

Afsnit 121 fortsætter med at sige: »Ingen magt eller indflydelse kan eller bør udøves i kraft af præstedømmet uden gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed;

gennem venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig vil udvikle sjælen meget« (L&P 121:41-42).

Brødre, det er inden for disse parametre, at dette præstedømme må finde sit udtryk. Det er ikke en kappe, som vi tager af og på, som vi selv vil. Det er, når det udøves i retskaffenhed, ligesom vores legemes væv en del af os, til alle tider og i alle forhold.

Og nu til jer, unge mænd, som bærer Det Aronske Præstedømme. I har fået overdraget dette præstedømme, som har nøglerne til englenes betjening. Tænk et øjeblik over det.

I har ikke råd til at gøre noget, som vil placere et slør mellem jer og de betjenende engle, som virker til gavn for jer.

I kan ikke være umoralske i nogen som helst form. I kan ikke være uærlige. I kan ikke snyde eller lyve. I må ikke misbruge Guds navn eller bande og stadig have retten til englenes betjening.

Jeg ønsker ikke, at I skal være hovne. Jeg ønsker, at I er mandige, levende, stærke og lykkelige. Til jer, som godt kan lide idræt, siger jeg: Jeg ønsker, at I skal være gode sportsfolk og stræbe efter at blive mestre. Men i jeres stræben herefter behøver I ikke at svælge i upassende adfærd eller bruge dårligt sprog eller bande.

Til jer unge mænd, som ser frem til at udføre en mission, vær gode ikke at ødelægge jeres liv med noget som helst, der kan skabe tvivl om jeres værdighed til at drage ud som den levende Guds tjenere.

I kan ikke og må ikke under nogen omstændigheder gå på kompromis med den guddommelige kraft, som I bærer hos jer som ordinerede tjenere i evangeliet.

Som en advarsel og en forudmeddelelse er Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum kommet frem med følgende udtalelse, henvendt til jer:

»Som missionærer forventes det af jer, at I overholder de højeste standarder for adfærd, herunder fuldkommen overholdelse af kyskhedsloven …

… I bør aldrig være alene med nogen anden, mand eller kvinde, voksen eller barn [end jeres tildelte kammerat].

Selv falske beskyldninger mod en uskyldig missionær kan tage måneder at undersøge og kan resultere i en afbrydelse eller afslutning af pågældende missionærs tjeneste. Beskyt jer selv mod sådanne beskyldninger ved aldrig at forlade din kammerat, selv i de hjem, som I besøger« (Det Første Præsidentskabs udtalelse om missionærers adfærd, den 22. marts 2002).

I behøver ikke at bekymre jer over disse ting, hvis I til alle tider følger missionærreglerne. Hvis I gør det, vil I få det vidunderligt og vende tilbage med ære til jeres kære uden at være blevet besmittet eller have været under mistanke og uden at vende tilbage med beklagelse.

Når I vender hjem, så glem aldrig, at I er ældster i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

I vil begynde at søge efter en evig ægtefælle. I får et ønske om at blive gift i Herrens hus. Der bør for jer ikke være noget alternativ. Pas på, at I ikke ødelægger jeres værdighed til at blive gift på denne måde. Nyd jeres tid. Men sørg for, at jeres bejlen sker inden for rammerne af en stram selvdisciplin. Herren har givet en befaling og et løfte. Han har sagt: »Pryd altid dine tanker med dyd.« Derefter følger løftet: »Da skal du have større frimodighed for Guds åsyn, og … den Helligånd skal være din stadige ledsager« (L&P 121:45-46).

Den hustru, som du vælger, vil være din lige. Paulus erklærede: »Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden« (1 Kor 11:11).

I ægteskabets fællesskab er der hverken mindreværdighed eller overlegenhed. Kvinden går ikke foran manden, og manden går ikke foran kvinden. De vandrer side om side som søn og datter af Gud på en evig rejse.

Hun er ikke din tjener, din formuegenstand eller noget som helst i den retning.

Hvor tragisk og modbydelig er ikke fænomenet hustrumishandling. En hvilken som helst mand i denne kirke, som mishandler sin hustru, som nedværdiger hende, som fornærmer hende, eller som udøver uretfærdigt herredømme over hende, er uværdig til at bære præstedømmet. Selv om han er blevet ordineret, vil himlene trække sig tilbage, Herrens Ånd bedrøves, og det vil være enden på præstedømmets myndighed hos denne mand.

En hvilken som helst mand, som har lod i dette, er uværdig til at have en tempelanbefaling.

Jeg er ked af at sige, at jeg ser for meget til dette grimme fænomen. Der er mænd, som slår deres hustru både verbalt og fysisk. Hvor er det dog en tragedie, når en mand fornedrer sine børns moder.

Det er også sandt, at der findes nogle få kvinder, som mishandler deres mænd. Men jeg taler ikke til dem i aften. Jeg taler til denne kirkes mænd, til mænd, som den Almægtige har overdraget sit hellige præstedømme til.

Mine brødre, hvis der er nogen inden for min stemmes rækkevidde, som er skyldig i en sådan adfærd, så kalder jeg på jer til at omvende jer. Gå på dine knæ og bed Herren om at tilgive dig. Bed til ham om styrke til at kontrollere din tunge og din tunge hånd. Bed om din hustrus og dine børns tilgivelse. Præsident McKay plejede at sige: »Ingen anden succes kan erstatte fiasko i hjemmet« (citat J. E. McCulloch, Home: The Savior of Civilization [1924], s. 42; i Conference Report, apr. 1935, s. 116). Og præsident Lee sagde: »Det vigtigste i Herrens værk, som du og jeg nogensinde kan komme til at udføre, sker inden for vores eget hjems vægge« (Harold B. Lee, Doing the Right Things for the Right Reasons, Brigham Young University Speeches of the Year [19. apr. 1961], s. 5).

Jeg er sikker på, at når vi står foran Guds domstol, vil der ikke blive talt meget om den rigdom, som vi måtte have samlet i livet, eller om nogle af de æresbevisninger, som vi har opnået. Men der vil komme mange dybdeborende spørgsmål om vores hjemlige forhold. Og jeg er sikker på, at de, som har vandret gennem livet med kærlighed og respekt og værdsættelse af deres ægtefæller og børn, vil modtage disse ord fra vores evige dommer: »Godt, du gode og tro tjener … Gå ind til din herres glæde!« (Matt 25:21).

Jeg vil gerne omtale en anden form for mishandling. Det er af de ældre. Jeg mener ikke, det er almindeligt blandt os. Jeg håber ikke, at det er tilfældet. Jeg beder til, at det ikke er tilfældet.

Jeg tror, at de fleste af vores medlemmer adlyder den gamle befaling: »Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig« (2 Mos 20:12).

Men hvor tragisk er det ikke, hvor absolut afskyelig er ikke mishandlingen af de ældre.

Der er flere og flere, som lever længere og længere takket være den moderne videnskabs og medicins mirakler. Men med alderen følger en forringelse af den fysiske kapacitet og af og til også af den mentale kapacitet. Jeg har sagt før, at jeg har opdaget, at der er meget bly i den alder, som kaldes den gyldne. Jeg er dybt taknemlig over den kærlighed og omsorg, som vore børn har vist deres mor og far. Hvor smukt er ikke billedet af en søn eller datter, som gør noget ekstra for at hjælpe sine gamle forældre med venlighed, godhed og kærlighed.

Jeg ønsker at nævne en anden form for mishandling, som er meget fremme i medierne. Det er en frastødende og ond mishandling af børn, ofte udøvet af voksne mænd. Den form for mishandling er ikke ny. Der er tegn på, at det strækker sig langt tilbage igennem tiderne. Det er et afskyeligt, tragisk og frygteligt onde. Jeg er ked af at skulle sige, at dette frygtelige onde er indtruffet i meget begrænset omfang blandt os. Det er noget, som ikke kan billiges eller tolereres. Herren selv sagde: »Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb« (Matt 18:6).

Det er en meget stærk udtalelse fra Fredsfyrsten, Guds Søn.

Jeg citerer fra Kirkens instruktionshåndbog: »Kirkens standpunkt er, at mishandling ikke kan tolereres under nogen form. De, der mishandler … vil blive underkastet kirkedisciplinering. De bør ikke få nogen kirkekaldelse og må ikke få en tempelanbefaling. Selv om en person, der har misbrugt et barn seksuelt eller fysisk, bliver disciplineret af Kirken og senere fuldt ud genoptages i fællesskabet eller genoptages ved dåb, bør lederne ikke kalde vedkommende til nogen som helst kaldelse, hvor vedkommende skal arbejde med børn eller unge, medmindre Det Første Præsidentskab bemyndiger, at kommentaren på vedkommendes medlemskort slettes.

I de tilfælde, hvor der har fundet mishandling sted, er det Kirkens første ansvar at hjælpe dem, der er blevet mishandlet, og beskytte dem, der kan være udsat for fremtidig mishandling« (Bog 1: Stavspræsidentskaber og biskopråd, s. 157-158).

Vi har længe arbejdet med dette problem. Vi har rådet biskopper, stavspræsidenter og andre til at tage sig af ofrene, at trøste dem, styrke dem og lade dem vide, at hvad der skete var forkert, at mishandlingen ikke var deres fejl, og at det aldrig nogen sinde behøver at ske igen.

Vi har udsendt publikationer, oprettet telefonlinjer, hvor kirkeledere kan modtage rådgivning om, hvordan man tager sig af sådanne tilfælde og tilbyde professionel hjælp gennem LDS Family Services.

Disse gerninger er ofte kriminelle i deres natur. De er strafbare under loven. Professionelle rådgivere, herunder sagførere og socialarbejdere, er til rådighed på denne hjælpelinje til at råde biskopper og stavspræsidenter i deres ansvar i disse situationer. Kirkeledere i andre nationer bør kontakte deres respektive områdepræsidenter.

Husk, at Kirkens værk er at frelse. Jeg vil gerne understrege det. Det er at frelse sjæle. Vi ønsker både at hjælpe ofret og overtræderen. Vores hjerte rækker ud til ofret, og vi må hjælpe ham eller hende. Vores hjerte rækker ud til overtræderen, men vi kan ikke tolerere den synd, som han måske er skyldig i. Hvor der har været en overtrædelse, er der en straf. Samfundet vil kræve sit. Og de kirkelige processer vil kræve sit og ofte resultere i udelukkelse. Det er en både vanskelig og alvorlig sag.

Men vi må altid huske, at når straffen er blevet betalt, og retfærdighedens krav opfyldt, vil der blive udstrakt en hjælpsom og venlig hånd, der vil hjælpe. Der vil måske fortsat være restriktioner, men der vil også være venlighed.

Brødre, jeg går ud fra, at jeg har lydt negativ, mens jeg har talt til jer her i aften. Det ønsker jeg ikke at være. Men jeg ønsker at opløfte en advarselsrøst til denne kirkes præstedømme over hele verden.

Gud har overdraget os en gave, som er yderst dyrebar og vidunderlig. Den indeholder myndigheden til at lede Kirken og tjene i dets anliggender, til at tale med myndighed i Herren Jesu Kristi navn og handle som hans hengivne tjenere og velsigne de syge, og velsigne vore familier og mange andre. Det tjener som en vejledning, hvorefter vi kan leve vores liv. I sin fylde rækker dets myndighed hinsides dødens slør og ind i de evigheder, som ligger forude.

Der er intet andet, der kan sammenlignes med det i hele verden. Vogt det, værdsæt det, elsk det, efterlev det.

»Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« (Matt 5:16). Dette er min ydmyge bøn, når jeg nu efterlader jer min velsignelse og giver jer min kærlighed. I Jesu Kristi navn. Amen.