Hvordan har Hjælpeforeningen beriget dig?

En mand, som så tilbage på sit liv, fortalte mig for nylig denne rørende beretning: »Da jeg voksede op, var min far mindre aktiv i Kirken. Han kæmpede med alkohol og kunne i sine mørkeste luner blive grov og anklagende. Almindeligvis havde han ikke noget imod, at mor tjente i wardet. Hun tjente i Primary gennem 38 år og i meget af den samme periode tjente hun ligeledes i Unge Piger. Hun bar et tungt læs. Hendes ægteskab var svært, og nu ved jeg, at hun til tider var modløs, men jeg vidste det ikke dengang.

Jeg forstod først senere, at søstrene i vores ward var hendes styrke. Hun tjente ikke som leder i Hjælpeforeningen, men hun kom altid til møderne, og hun elskede sine venner der. Jeg tænkte aldrig på dem som damerne i Hjælpeforeningen, de var bare mors søstre. De bekymrede sig om hende og elskede hende. Hun havde kun brødre og sønner. Hun fandt de søstre, hun ønskede og behøvede i vores ward. Jeg ved, at hun delte sine følelser med dem – følelser som hun ikke kunne give udtryk for noget andet sted. Intet af det forekom mig at være ›Hjælpeforeningen‹ dengang, men det forstår jeg nu, at det var.«¹

Denne søns minde om Hjælpeforeningen rørte mig. Ja, medlemmerne af Hjælpeforeningen er kvinder, men Hjælpeforeningen velsigner ikke kun kvinder, den velsigner os alle.

Hvordan har Hjælpeforeningen beriget dig?

Jeg stillede dette spørgsmål til præsident Hinckley. Han svarede: »Hjælpeforeningen har beriget min familie og min kære hustrus familie i syv generationer. Siden Kirkens første tid er vore mødre og døtre blevet undervist i deres ansvar over for dem, som er i nød. De er blevet undervist i de finere hensigter med husholdning, opmuntret i deres åndelige udvikling og vejledt i virkeliggørelsen af deres fulde potentiale som kvinder. Meget af dette har fundet sted i Hjælpeforeningen og er blevet taget med hjem til berigelse af hvert familiemedlem.«²

Jeg har mine egne kære minder med at lege under min bedstemors quilteramme, mens hun og hendes søstre fra Hjælpeforening syede. Jeg var ung, men jeg vidste, at dette var en del af Hjælpeforeningen – at berige andres tilværelse. Det var min mor og min bedstemor, som indgød mig kærlighed til Hjælpeforeningen. Jeg elsker Hjælpeforeningen – det tror jeg, at jeg altid har gjort. Hjælpeforeningen har hjulpet mig til at kende Frelseren og styrket min kærlighed til ham og min himmelske Fader. Mit tilhørsforhold til Hjælpeforeningen har givet mig mange muligheder for at lære, vise kærlighed, tjene og være fyldt med kærlighed til Herren i min stræben efter at holde mine pagter, vise næstekærlighed og styrke min familie.

Så jeg spørger igen: »På hvor mange måder har Hjælpeforeningen beriget jeres liv?«

Jeg besøgte missionærskolen i Brasilien og sagde til missionærerne: »Sig mig, hvad ved I om Hjælpeforeningen?« En ældste sagde: »Gryderetter!« En anden sagde: »Min mor og søster kommer i den.« Endelig var der en, der sagde: »Det er Herrens organisation for kvinder«. Han havde ret, men den er mere end det. Hjælpeforeningen er »en grundlæggende del af evangeliet.«³

Året 1842 var særlig svært for profeten Joseph Smith. Flere af hans tidligere venner havde vendt ham ryggen. Andre fjender ønskede at bortføre ham fra Nauvoo og hindre Kirkens vækst. Samme år organiserede han Hjælpeforeningen for at hjælpe de fattige og »for at frelse sjæle.«⁴ President J. Reuben Clark jun. bemærkede, at Joseph Smith midt i alle disse trængsler »havde henvendt sig til søstrene for at få den trøst og den opmuntring, som han så inderligt havde behov for på det tidspunkt.«⁵ Dette er en bevægende tanke, som gør en ydmyg: Guds profet søger trøst hos sine søstre – de kvinder, som han gav mottoet: »Kærligheden ophører aldrig«⁶. Det minder mig om de kvinder, som sørgede med Frelseren på Golgata.

Hjælpeforeningen har beriget profeternes liv. Hvordan har den beriget jeres?

Præsident Boyd K. Packer har sagt: »Familiens og hjemmets forsvar styrkes meget, når hustruen, moderen og døtrene tilhører Hjælpeforeningen.«⁷ Hvorfor? Fordi kvinden er hjemmets hjerte.

Mit tilhørsforhold til Hjælpeforeningen har fornyet, styrket og forpligtet mig til at være en bedre hustru, mor og datter af Gud. Mit hjerte er blevet fyldt med evangelisk forståelse og med kærlighed til Frelseren og det, han har gjort for mig. Så til jer, kære søstre, siger jeg: Kom til Hjælpeforeningen! Den kommer til at fylde jeres hjem med kærlighed. Den kommer til at styrke jer og jeres familie. Jeres hjem behøver jeres retfærdige hjerter.

På en tur for nylig til Peru besøgte jeg bror og søster Morales’ beskedne hjem. Det var fyldt med kærlighed. De er forældre til tre børn og har været medlemmer af Kirken i fire år. Søster Morales har lært meget i Hjælpeforeningen. Som hjælp til at forsørge familien og deres søn på mission begyndte hun at vaske og stryge for folk. Hun passede naboens to børn, da denne måtte ud at arbejde. Hun støttede sin mand, som lider af nyresvigt, og som tjente i ældsternes kvorum. De drøftede Heber J. Grants lektioner sammen som forberedelse til hans undervisning.

Jeg spurgte hende: »Er du besøgslærerinde?« Hun svarede med et smil: »Ih ja, søster Parkin. Jeg besøger fire søstre. To af dem er mindre aktive, med jeg vil vinde dem tilbage med kærlighed.«

Da jeg forlod dem, lagde jeg mærke til et håndmalet skilt over døren. Der stod: »Har du læst i skrifterne i dag?« Hjælpeforeningen beriger dette hjem, denne menighed og dette nabolag. Hvordan har den beriget jer?

At tilhøre Hjælpeforeningen er vitalt for de nydøbte søstre og i bredere betydning for deres familie. Mens jeg tjente sammen med min mand, da han præsiderede over missionen London Syd, mødte jeg mange nydøbte, som fx Gloria, en enlig mor. Da hun sluttede sig til Kirken, sluttede hun sig til Hjælpeforeningen. Det var et sikkert sted, hvor hun kunne stille spørgsmål om sin nye tro. Hun hørte kvinder fortælle åbent om deres erfaringer, hvilket fik hende til at prøve Guds ord.⁸ Hun fik sin patriarkalske velsignelse, hun har været i templet, og hun tjener i Kirken. Jeg tænker på præsident Hinckleys råd til mig: »[Kvinder] har brug for at være sammen i et miljø, som øger tro.«⁹ Hjælpeforeningen udgør et sådant miljø.

Jeg kom til at tænke på de unge krigere, da jeg hørte en søn af en søster i Hjælpeforeningen sige: »Jeg er beriget af min mors tro og eksempel. Da jeg blev præstedømmebærer, havde jeg lært lige så meget om hjemmeundervisning fra min mors besøgsundervisning som af min fars eksempel som hjemmelærer … Hendes tro på præstedømmet påvirker min tro og styrker mit ønske om at være [en] værdig … ældste.«¹⁰

Brødre og søstre, jeg er forandret og beriget, jeg er bedre på grund af Hjælpeforeningen. Og det tror jeg, at vi alle er.

Jeg beder til, at mødre og døtre vil deltage med større gejst, at ægtemænd vil støtte deres hustruer, og at både mødre og fædre vil forberede deres døtre til Hjælpeforeningen. Jeg opfordrer præstedømmeledere til som hyrder at lede Guds døtre, unge såvel som ældre, ind i Hjælpeforeningen – som er et af genoprettelsens mange mirakler. Hvis vi gør det, bliver vi overvældet af taknemlighed for denne hellige organisation.

Da Hjælpeforeningen er guddommeligt udformet, beriger den ikke blot kvinder, men familien og Kirken. Jeg vidner om, at den er en grundlæggende del af Herrens genoprettede evangelium, fordi den beror på kærlighed – hans rene kærlighed. Om dette vidner jeg i Jesu Kristi navn. Amen.