Hårde tider

Brødre, det er både en trøst og kan være bekymrende at vide, at vi lever i en tid, der ikke blot er blevet forudset af profeter i tidligere uddelinger, men som også helt klart var fokus for deres bekymringer og håb. Apostlen Paulus sagde: »I de sidste dage skal der komme hårde tider« (2 Tim 3:1), hvorefter han med utrolig nøjagtighed fortsatte med at opremse og beskrive meget af det, som vi nu ser dagligt i medierne, i reklamer for underholdning og næsten overalt i den verden, som omgiver os. Selv om vi skal og bør være forsigtige, så er det i bedste fald vanskeligt og næsten umuligt fuldstændig at undgå mange af de farer, der tilsyneladende omringer os.

Heldigvis står vi ikke uden håb eller åndelig ballast, når vi personligt og som familier stræber efter at opnå de hellige formål med livet på jorden, som vi kom til denne jordiske prøvestand for at opnå. Hver enkelts situation er forskellig. Vi kommer helt bogstavelig fra de fire verdenshjørner, og vi kommer også fra meget forskellige familier, baggrunde, udfordringer, muligheder, erfaringer, sejre og skuffelser.

Tilsvarende har vi alle tilfælles med hele menneskeheden – idet alle er efterkommere af vor kærlige himmelske Fader – et omfattende sammenfald i vores DNA eller fysiske, genetiske opbygning samt de universelt mulige og lovede velsignelser og egenskaber, der kendetegner vores guddommelige afstamning og åndelige potentiale. Det er denne særlige blanding af vores fælles oprindelse og egenskaber og ligeledes vores enestående egenskaber, erfaring og personlige udfordringer, der gør hver enkelt til den og det, vi er. Selv om vi måske oplever forskelle i det, der for os personligt er vanskeligt, så har vi også meget tilfælles i det, der passende er beskrevet som »hårde tider« for alle.

Da Paulus beskrev vore »hårde tider«, lovede han ikke, at det nødvendigvis blev lettere eller nødvendigvis bedre. Men han gav råd til dem, der søger trøst og vished midt i de forværrede tilstande i vore dage. Ligesom hans profetier eller forudsigelser tydeligt var præcise, så er hans vejledning til os også usædvanligt relevant. Han sagde: »… bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af« (2 Tim 3:14).

Ved denne generalkonference har vi i overensstemmelse med det mønster, der dækker hele Kirkens historie, lært om og vil lære om gengivelsen af evangeliet i vor tid; om den bemærkelsesværdige tydelighed og vidnesbyrdet om Herren Jesus Kristus, som findes i Mormons Bog; om missionen og bidrag fra profeten Joseph Smith og hans efterfølgere i Kirkens præsidentskab, herunder især præsident Gordon B. Hinckley, som underviser og vidner med stor kraft, åndelighed og klarhed; samt om den styrke, tryghed og de velsignelser, der kommer fra tilstedeværelsen af andre levende apostle og profeter i vores midte. Vi lærer ikke blot om dette, men vi er overbevist om, at det er sandt, for, som Paulus sagde, ved vi, hvem vi »har lært det af«.

Alma var en anden, som var bemyndiget til at forsikre dem, han betjente. Da han udtrykte sin glæde over privilegiet ved at undervise og vidne for Gideons folk, var han åbenhjertig, klar og direkte i sit vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus, som stadig skulle komme i sin jordiske tjenestegerning. Alma udtrykte sin glæde over den generelle tro og trofasthed hos denne gruppe gode mennesker og lovede dem, at de skulle modtage »mange ting herefter« (Alma 7:7). Midt i sin tale, hvor han beskrev det, der stadig skulle komme, sagde han: »… der er een ting, der er af større vigtighed end alt andet; thi tiden er ikke langt borte, da Forløseren skal komme og bo blandt sit folk« (Alma 7:7).

Alma talte på sin tid specifikt om de begivenheder nogle få årtier fremme, da Frelseren skulle fødes på jorden. Århundreder er nu gået, og Almas profetier er stort set blevet opfyldt, men det helt centrale i hans vurdering af det, der er vigtigere end alt andet, er stadig absolut sandt, fuldstændig relevant og fundamentalt afgørende for os også i dag. Det er, at Forløseren lever.

Ligesom Alma og »alle profeterne, der har profeteret lige siden verdens begyndelse« (Mosiah 13:33) har undervist i og vidnet om Messias’ komme og hans mission for at forløse sit folk, således bærer vi også vidnesbyrd om ham og hans hellige værk, »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Når vi begynder at forstå omfanget af hans offer og tjeneste for os personligt og kollektivt, så kan vi bestemt ikke anse noget andet for værende af større betydning eller blot at kunne sammenlignes med hans betydning i vores tilværelse.

For de fleste kommer denne forståelse ikke på én gang, og den bliver sandsynligvis ikke fuldstændig på vores rejse gennem livet på jorden. Men vi ved, at efterhånden som vi lærer linje på linje, øges vores værdsættelse af Frelserens bidrag og vores viden og overbevisning om sandheden deraf vokser.

Apostlen Paulus var direkte og åbenhjertig i sin undervisning og forkyndelse. Lyt til disse velkendte ord, der kan beskrive de fleste af os i vores indsats og udvikling og dog give os de råd, den opmuntring og det vidnesbyrd, som vi så desperat behøver:

»Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud« (1 Kor 13:11-12).

For mange år siden kom ældste James E. Faust med dette råd til dem, der stadig kæmpede med at blive fuldt overbevist i deres vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans hellige mission og løfter. Han sagde:

»Til dem, der oprigtigt har tvivl, lad os høre, hvad øjenvidnerne havde at sige om Jesus af Nazaret. De fordums apostle var der. De så det hele. De deltog. Ingen fortjener at blive troet mere end dem. Peter sagde: ›For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt‹ (2 Pet 1:16). Johannes sagde: ›… vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser‹ (Joh 4:42). Vidner fra vor tid, Joseph Smith og Sidney Rigdon, har erklæret: ›Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at han er Faderens Enbårne‹ (L&P 76:23)« (»A Personal Relationship with the Savior«, Ensign, nov. 1976, s. 59).

I vores egen tid er vi blevet lovet, at Herren har så mange gaver rede til dem, der »elsker [ham] og holder alle [hans] befalinger«, og ligeledes til »dem, der bestræber sig på at gøre således« (L&P 46:9). Selv om alle Guds gaver ikke er lovet til alle mennesker, så er vi forvisset om, at »enhver har fået en gave gennem Guds ånd« (L&P 46:11).

Lyt til disse ord fra afsnit 46 i Lære og Pagter, som gennemgår spørgsmålet om gaven af større betydning end alle andre.

»Nogle er det gennem den Helligånd givet at vide, at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synders skyld.

Andre gives det at tro på deres ord, så de også kunne få det evige liv, dersom de forbliver trofaste« (v. 13-14).

Det er denne kundskab og dette vidnesbyrd om den levende Kristus, der tillader os hele tiden at være modtagelige for Peters råd og vejledning, hvor han sagde, at vi altid skal »være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har« (1 Pet 3:15).

Når vi virkelig begynder at forstå, at dette håb er reelt og faktisk er centreret i Jesus, og at det er muligt på grund af hans kærlighed til os og især hans kærlighed til sin Fader, så kan vi taknemmeligt og hver især med ordene fra en yndlingssalme erklære: »O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist mod mig« (»O, se hvilken kærlighed«, Salmer og sange, nr. 114). Når vores forståelse åbnes, må vi tilsvarende udbryde: »Da bryder lovsang fra mit hjerte ud, o store Gud, o store Gud« (»O store Gud«, Salmer og sange, nr. 39).

Hvor er jeg i disse hårde tider taknemmelig for den beskyttelse og vejledning, vi får fra den hellige overbevisning om, at Jesus Kristus lever i dag. I Jesu Kristi navn. Amen.