Stræb fremad

En af de grundlæggende lærdomme i Jesu Kristi evangelium er at holde ud til enden. Jesus lærte os: »Men den, der holder ud til enden, skal frelses.«¹ Og: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple.«² Nogle opfatter det at holde ud til enden som ganske enkelt at lide gennem udfordringerne. Det er meget mere end det – det er processen med at komme til Kristus og blive fuldkommen i ham.

Profeten Nephi fra Mormons Bog sagde: »Derfor må vi stræbe fremad med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og kærlighed til Gud og alle mennesker. Og om I således stræber fremad og mætter jer med Kristi ord samt holder ud indtil enden, se, så siger Faderen, skal I få det evige liv.«³

At holde ud til enden er læren om at fortsætte på den sti, der fører til evigt liv, efter at man er trådt ind på denne sti ved tro, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligånden. At holde ud til enden kræver hele vores hjerte, eller vi må, som profeten Amaleki fra Mormons Bog siger: »… kom til ham og giv ham hele [vores] sjæl som et offer til ham og vedbliv i faste og bøn og hold ud til enden; og så sandt, som Herren lever, skal [vi] blive frelst.«⁴

At holde ud til enden betyder, at vi har slået dybe rødder i den evangeliske jord, har overholdt Kirkens lærdomme, har tjent vore medmennesker ydmygt, har levet et kristent liv og holdt vore pagter. De, som holder ud, er afbalancerede, vedholdende, ydmyge, udvikler sig konstant og er uden svig. Deres vidnesbyrd er ikke bygget på det verdslige grunde – det er bygget på sandhed, kundskab, erfaring og på Ånden.

Herren Jesus Kristus bruger den enkle lignelse om sædemanden til at forklare læren om det at holde ud til enden.

»Sædemanden sår ordet.

Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.

De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det;

men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.

Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet,

men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.

Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«⁵

I denne lignelse beskrives de jordbundstyper, hvor sandhedens sædekorn sås og får næring. Hver jordbundstype symboliserer graden af vores engagement og evne til at holde ud.

Den første jordbundstype – vejen – symboliserer dem, som hører evangeliet, men som aldrig giver sandheden mulighed for at slå rod.

Den anden jordbundstype – klippegrunden – symboliserer dem i Kirken, som ved første tegn på afsavn eller trængsel løber fornærmede bort, uvillige til at betale prisen.

Den tredje jordbundstype – jorden mellem tidslerne – symboliserer de kirkemedlemmer, som bliver afledt og besat af verdens bekymringer, rigdom og lyst.

Endelig er den gode jord de medlemmer af Kirken, hvis liv afspejler, at de er Mesterens disciple, og hvis rødder vokser dybt ned i den evangeliske muld, og som derfor bærer rigelig frugt.

I lignelsen om sædemanden peger Frelseren på tre hindringer for udholdenhed, som kan fordærve vores sjæl og standse vores evige udvikling.

Den første hindring for udholdenhed – »verdens bekymringer« – er i bund og grund stolthed.⁶ Stoltheden stikker sit grimme ansigt frem på så mange nedbrydende måder. For eksempel er intellektuel stolthed meget udbredt i vore dage. Nogle mennesker hæver sig over Gud og hans salvede tjenere som følge af deres lærdom og videnskabelig præstationer. Vi må aldrig lade vores intellekt få forrang for vores ånd. Vores intellekt kan give næring til vores ånd, og vores ånd kan give næring til vores intellekt, men hvis vi lader vores intellekt få forrang for vores ånd, snubler vi, finder fejl og kan tilmed miste vores vidnesbyrd.

Kundskab er meget vigtigt og er en af de få egenskaber, som følger med os i det næste liv.⁷ Vi bør altid være i færd med at lære. Men vi må passe på ikke at tilsidesætte vores tro i denne proces, for troen øger faktisk vores evne til at lære.

Den anden hindring for udholdenhed er »rigdommens blændværk«. Vi må holde op med at være fikseret på rigdom. Rigdom er kun et middel til at nå et mål, hvilket mål i sidste ende bør være opbygningen af Guds rige. Jeg føler, at nogle tænker så meget på, hvilken bil de kører i, det dyre tøj de har på, eller hvor stort deres hus er i sammenligning med andres, at de taber det, der vejer tungere, af syne.⁸ Vi må være påpasselige i vores dagligdag, at vi ikke lader de verdslige ting blive vigtigere end de åndelige.

Den tredje hindring for udholdenhed, som Frelseren beskriver, er »begær efter alt muligt andet«. Pornografiens plage er over os som aldrig før. Pornografien medfører et modbydeligt kølvand af umoral, opløste hjem og ødelagte liv. Pornografi kan dræne os for vores åndelige styrke til at holde ud. Pornografi er som kviksand. Man kan så let blive fanget og overvældet, så snart man træder ud i det, at man ikke lægger mærke til den alvorlige fare. Man får sandsynligvis brug for hjælp til at komme op af pornografiens kviksand. Men hvor meget bedre er det ikke aldrig at træde ud i det. Jeg beder jer om at være forsigtige og påpasselige.

Nogle få uger før præsident Heber J. Grant døde, besøgte en af Brødrene ham i hans hjem. Før han tog af sted igen, bad præsident Grant: »O Gud, velsign mig, at jeg ikke mister mit vidnesbyrd, men er trofast til enden!«⁹ Tænk bare, præsident Grant, en af genoprettelsens store profeter, Kirkens præsident i næsten 27 år, bad om, at han måtte være trofast til enden!

Ingen er uimodtagelig for Satans påvirkninger og fristelser. I må ikke være så stolte, at I tror, at I er uden for Modstanderens rækkevidde. Vær på vagt, så I ikke falder som offer for hans bedrag. Hold jer nær til Herren ved dagligt skriftstudium og daglig bøn. Vi kan ikke tillade os at læne os tilbage og tage vores frelse for givet. Vi må være virke med flid hele livet.¹⁰ Følgende ord fra præsident Brigham Young motiverer og minder os om, at vi aldrig må opgive kampen for at holde ud: »De mænd og kvinder, der ønsker at opnå en plads i det celestiale rige, vil se, at de må kæmpe hver dag [for dette hellige mål].«¹¹

Jeg ved, at der er mange, som sørger, er ensomme, har smerter og lider nederlag. Disse oplevelser er en nødvendig del af livet som menneske. I må blot ikke miste håbet på Frelseren og hans kærlighed til jer. Den er konstant. Han har lovet, at han ikke vil efterlade os faderløse.¹²

Når vi står over for udfordringer i vores liv, giver Herrens ord fra det 58. afsnit af Lære og Pagter os trøst:

»I kan ikke nu med jeres naturlige øjne se Guds hensigt med hensyn til det, som skal komme herefter og den herlighed, der skal følge efter megen trængsel.

Thi efter megen trængsel kommer velsignelse. Derfor skal den dag komme, da I skal krones med megen herlighed. Timen er endnu ikke inde, men er nær.«¹³

Derfor stræber vi frem, brødre og søstre, og bliver i denne proces med tiden mere som Herren. Vi kender alle sammen mennesker, som har været udsat for store prøvelser i livet, og som har holdt trofast ud. Et inspirerende eksempel er et tidligt kirkemedlem fra det nittende århundrede, Warren M. Johnson. Kirkens ledere sendte ham ud for at drive Lee’s Ferry, en vigtig overfart over Coloradofloden i ørkenen i det nordlige Arizona. Bror Johnson udstod store udfordringer, men forblev trofast hele livet. Lyt til bror Johnsons forklaring om sin familietragedie i et brev til præsident Wilford Woodruff:

»I maj 1891 kom der en familie hertil [Lee’s Ferry] fra Richfield i Utah, hvor de … tilbragte vinteren med at besøge nogle venner. I Panguitch begravede de et af deres børn … uden at desinficere vognen eller sig selv … De kom til vores hus og overnattede, og deres børn legede med mine små børn …

Vi kendte ikke noget til sygdommen [difteritis], men havde tro på Gud, eftersom vi var her for at løse en meget svær opgave og havde gjort vores yderste for at adlyde [budene] … så vore børn måtte blive skånet. Men ak, efter fire en halv dag [døde den ældste dreng] i mine arme. Endnu to blev syge, og vi fastede og bad så meget, som vi anså det for tjenligt, for vi havde mange pligter at udføre her. Vi fastede [i] et døgn, og engang fastede jeg [i] fyrre timer, men forgæves, for begge mine små piger døde også. Omkring en uge efter at de var døde, blev min femtenårige datter Melinda [også] syg, og vi gjorde alt, hvad vi kunne for hende, men [snart] fulgte hun de andre … Vi [har] mistet tre af mine kære piger og en dreng, og det er endnu ikke enden. Min ældste pige på nitten år har nu lagt sig [med] sygdommen, og vi faster og beder for hende i dag … Jeg vil imidlertid bede om Deres tro og bønner på vore vegne. Hvad har vi gjort, siden Herren har svigtet os, og hvad kan vi gøre, for igen at vinde hans gunst[?]«

Ikke så længe efter skrev bror Johnson til en af de lokale ledere, som samtidig var hans ven, og gav udtryk for sin tro til at stræbe fremad:

»Det er den største prøvelse i mit liv, men mit mål er frelse, og jeg er fast besluttet på at jeg … med min himmelske Faders hjælp [kan] holde fast ved jernstangen, uanset hvilke prøvelser jeg får. Jeg har ikke slækket på mine pligter, og jeg håber og tror, at jeg skal nyde mine brødres tro og bønner, så jeg kan leve sådan, at jeg kan få velsignelserne.«¹⁴

Selv om bror Johnsons svære prøver kan hjælpe os til at klare vore egne udfordringer, vil jeg foreslå tre egenskaber, der kan føre til udholdenhed i vore dage.

For det første: Et vidnesbyrd. Et vidnesbyrd giver os den evige forståelse, som er en forudsætning for, at vi kan se lyset på den anden side af de prøvelser og udfordringer, vi uundgåeligt møder. Husk, hvad Heber C. Kimball profeterede:

»Tiden vil komme, hvor ingen mand eller kvinde vil kunne holde stand ved lånt lys. Alle må nødvendigvis være vejledt af det lys, de har i sig selv …

… Hvis I ikke har det, kan I ikke holde stand. Søg derfor vidnesbyrdet om Jesus, og hold fast ved det, så I ikke, når I møder trængsler, snubler og falder.«¹⁵

For det andet: Ydmyghed. Ydmyghed er den erkendelse og opfattelse, at Herrens hjælp er en forudsætning for, at vi kan klare os gennem dette liv. Vores egen styrke er ikke tilstrækkelig til, at vi kan holde ud til enden. Uden ham er vi intet.¹⁶

For det tredje: Omvendelse. Omvendelsens herlige gave giver os mulighed for at vende tilbage til stien med nyt hjerte og med fornyet styrke til at holde ud på den sti, som fører til evigt liv. Nadveren bliver derved en vigtig forudsætning for vores udholdenhed i dette liv. Nadveren udgør en kærkommen ugentlig lejlighed til at forny vore dåbspagter og omvende os og evaluere vores udvikling frem mod ophøjelse.

Vi er den evige Guds sønner og døtre og har mulighed for at blive Kristi medarvinger.¹⁷ Med denne kundskab bør vi aldrig opgive målet om at opnå vores evige skæbne.

Jeg vidner om, at vi i evighederne, når vi ser tilbage på vores korte liv her på jorden, vil oplade røsten og juble over, at vi på trods af vore vanskeligheder havde visdom, tro og mod til at holde ud og stræbe fremad.

At vi må gøre det i dag og for evigt er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.