Mer hellighed giv mig

Søster Burton og jeg blev forud for vores vielse interviewet af ældste Richards far. Vi genkender det, som ældste Richards har talt om ved dette konferencemøde.

Ved en stavskonference for nylig kom en pige hen til mig efter mødet. Da vi havde givet hinanden hånden, sagde hun: »Biskop, du kan gøre dine generalkonferencetaler bedre ved at smile.« Jeg havde lyst til at fortælle hende om frygt og det at smile samtidig, men jeg havde ikke tid. Men nu forsøger jeg og håber på det bedste.

Hver gang en generalkonference er forbi, føler jeg en længsel efter mere – mere af den sjælefred, der hersker her, mere af Åndens tilstedeværelse, mere af den undervisning, som har oplyst og velsignet min sjæl.

Den fremherskende opfattelse er, at mere er bedre, og at mindre som regel er uønsket. For nogle er en stræben efter at samle sig mere af denne verdens gods og tjenesteydelser blevet en lidenskab. For andre er mere af denne verdens rigdom nødvendig for blot at opretholde livet eller hæve levestandarden til et minimum. Et ubehersket ønske om mere har ofte tragiske konsekvenser. For eksempel har præsident Boyd K. Packer erindret os om, at vi kan blive »som en far, der er fast besluttet på at give sin familie alt. Han bruger al sin energi på det mål og når det blot for at opdage, at det, som de havde allermest brug for, nemlig at være sammen som familie, er blevet forsømt. Og så høster han sorg i stedet for glæde« (»Forældre i Zion«, Liahona, jan. 1999, s. 25).

Forældre, som har haft held til at anskaffe sig mere, har ofte vanskeligt ved at sige nej til det, som deres forkælede børn forlanger. Deres børn løber derfor den risiko, at de ikke lærer vigtige værdier såsom hårdt arbejde, forventningens glæde, ærlighed og medfølelse. Mange velhavende forældre opdrager veltilpassede, kærlige og principfaste børn, men kampen for at sætte grænser, for at klare sig med mindre og undgå den faldgrube at ønske sig »stadig mere« har aldrig været vanskeligere. Det er svært at sige nej til mere, når man har råd til at sige ja.

Forældre er med rette ængstelige for fremtiden. Det er svært for forældre at sige nej til sportsudstyr, elektronik, undervisning, tøj, holdidræt osv., hvis de tror, at mere af dette gør det lettere for deres børn at klare sig i en stadig mere konkurrencepræget verden. Unge ønsker sig tilsyneladende mere, til dels fordi der er uendeligt meget mere, som fanger deres blik. Den amerikanske forening af børnelæger skønner, at et barn i Amerika ser over 40.000 fjernsynsreklamer om året.

Færre og færre forældre giver deres børn pligter i hjemmet, fordi de tror, at de i forvejen er overbebyrdede socialt og uddannelsesmæssigt. Men børn, som er ikke har ansvar, risikerer aldrig at lære, at hvert eneste menneske kan tjene andre, og at livet har en mening, som rækker ud over deres egen lykke.

Dr. Rachel Remen fortæller i sin bog My Grandfather’s Blessings om, hvordan hun blev gode venner med et par og deres lille søn Kenny. Når hun besøgte dem, sad hun på gulvet samme med Kenny og legede med hans to små legetøjsbiler. Nogle gange havde hun den, hvor kofangeren manglede, og så havde han den, hvor døren manglende, og andre gange var det omvendt. Han elskede de biler!

Da en bestemt kæde af tankstationer tilbød en legetøjsbil for hver opfyldning, opmuntrede hun personalet på sin klinik til at tanke på den pågældende station og samle bilerne. Så snart hun havde alle modellerne, pakkede hun dem ind i en stor æske, som hun tog med til Kenny. Hun håbede, at hun ikke ville såre hans forældre, som levede ret spartansk. Kenny pakkede spændt den store æske op og tog bilerne op en efter en. Der var flere, end der kunne stå i vindueskarmene. Sikken en samling! Senere lagde Rachel under et besøg hos familien mærke til, at Kenny sad og stirrede ud ad vinduet. Da hun spurgte Kenny: »Hvad er der i vejen? Kan du ikke lide dine nye biler?« så han meget flov ned i gulvet. »Undskyld, Rachel. Men jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal kunne holde af så mange legetøjsbiler« (se »Owning«, 2000, s. 60-61).

Vi har alle hørt børn, som, efter at de har pakket mange jule- eller fødselsdagsgaver op, siger: »Er der ikke flere?« Med alle de udfordringer, der hersker i denne »mere-generation«, har vi stadig det guddommelige råd om, at vi skal undervise vore børn »i læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og den Helligånds gave … at bede og at vandre retskaffent for Herren … holde sabbatsdagen hellig« (L&P 68:25, 28-29).

Betydningen af mere og mindre er ikke altid krystalklar. Der er tidspunkter, hvor mindre i virkeligheden er mere, og tidspunkter, hvor mere kan være mindre. For eksempel kan mindre stræben efter materialisme føre til mere tid sammen med familien. Mere forkælelse af børnene kan føre til mindre forståelse af livets vigtige værdier.

Nogle sider af livet kan beriges betydeligt af antagelsen om, at mere er bedre. Den hellige salme »Mer hellighed giv mig« (Salmer og sange, nr. 63) erindrer os om de dyder, som fortjener mere af vores opmærksomhed: Jesus har selv beskrevet, hvad det kræver at blive »mer, Herre, som dig«. Han har sagt: »Derfor ønsker jeg, at I skal være fuldkomme, ligesom jeg eller jeres Fader, som er i himlen, er fuldkommen« (3 Nephi 12:48).

Sagtmodighed er afgørende for at blive mere kristuslignende. Uden sagtmodighed kan vi ikke udvikle andre vigtige dyder såsom tro, håb og tillid. Mormon skrev: »Ingen, uden de sagtmodige og ydmyge af hjertet, finder nåde for Gud« (Moroni 7:44). At tilegne sig sagtmodighed er en proces. Vi bliver bedt om dagligt at tage korset op (se Luk 9:23). Vi bør ikke kun tage korset op en gang i mellem. Mere sagtmodighed er ikke det samme som svaghed, men det er »at fremstille selvet i en tilstand af venlighed og mildhed. Det afspejler vished, styrke og balance; det afspejler en sund selvagtelse og ægte selvbeherskelse« (Neal A. Maxwell, »Meekly Drenched in Destiny«, i Brigham Young University 1982–83 Fireside and Devotional Speeches, 1983, s. 2). Mere sagtmodighed tillader os at blive undervist af Ånden.

De dyder, som udtrykkes i »Mer hellighed giv mig«, kan inddeles i forskellige kategorier. Nogle af dem er personlige mål, såsom mer’ hellighed giv mig, mer’ stræben i løn, mer’ tro, mer’ glæde, mer’ renhed, mer’ fryd i hans gerning, mer’ angerfuld bod og mer’ tro på min Frelser. Andre fokuserer på modgang. De omfatter tålmod i trængsel, mer’ tålmod i prøver, mer’ håb i min nød, mer’ kraft til at stå, mer’ lys på min vej og mer’ længsel mod himlen. Resten forankrer os sikkert til vor Frelser: Mer’ sorg for hans smerte, mer’ gru for hans død, mer’ kundskab om Gud, mer’ lyst til hans bud, mer’ salig og hellig og mer’, Herre, som dig. Hvad disse dyder angår, er mere bedre. Mindre er ikke ønskværdigt.

Mange føler glæde i hans tjeneste ved at undervise i Jesu Kristi evangelium og dets gengivelse og ved at vidne om Frelseren og om hans liv, virke og forsoning.

En distriktsleder i en mission undrede sig over, hvordan det kunne være, at ældste Parker, som næsten var færdig med sin mission, var en dygtig missionær på trods af hans manglende evne til at lære lektionerne udenad. Han tog med ældste Parker ud for at undervise for at finde ud af hvorfor. Ældste Parkers fremlæggelse var så rodet, at da de var færdige med den formelle lektion, var distriktslederen forvirret og gik ud fra, at familien, som de underviste, sikkert også var det.

Da var det, at »ældste Parker lænede sig frem og lagde hånden på faderens arm. Han så ham ind i øjnene, fortalte ham, hvor højt han elskede ham og hans familie, og aflagde et af de mest ydmyge og stærke vidnesbyrd, som distriktslederen nogen sinde havde hørt. Da han var færdig sad hele familien og faderen samt begge ældster med tårerne trillende ned ad kinderne. Dernæst lærte ældste Parker faderen, hvordan han skulle bede, og de knælede alle ned, mens faderen bad om, at de måtte få deres eget vidnesbyrd, og takkede sin himmelske Fader for den store kærlighed, han havde følt. To uger senere blev hele familien døbt.«

Senere undskyldte ældste Parker over for distriktslederen, at han ikke kendte lektionerne bedre. Han fortalte, at han kæmpede med at lære udenad, selv om han brugte flere timer hver dag på det. Han forklarede, at han knælede i bøn, før han underviste hver familie, og bad vor himmelske Fader om at velsigne ham, når han bar vidnesbyrd, sådan at folk kunne føle hans kærlighed og Ånden og vide, at de blev undervist i sandheden (se Allan K. Burgess og Max H. Molgard, »That Is the Worst Lesson I’ve Ever Heard!«, i Sunshine for the Latter-day Saint Soul, 1998, s. 181-183).

Hvad kan vi lære af denne enkle beretning? Tror I, at ældste Parker stadig følte behov for at lære lektionerne bedre? Er det muligt, at ældste Parker lærte, at han i sine bønner måtte bede med et formål? Tror I, at han i sine bønner tryglede Herren om at kunne samle mer’ kraft til at stå? Kan hans manglende evne til at lære lektionerne udenad have givet ham tålmod i prøver? Udviste han mer’ tro på sin Frelser og mer’ lyst til hans bud? Uden tvivl!

I løbet af de sidste otte uger har fire store orkaner ramt Floridas kyst og Den Mexicanske Golf. De fleste lande i Caribien har oplevet enorme ødelæggelser. Der er mangel på mad, tøj og husly. Vejene er fyldt med store mængder affald. Den lokale infrastruktur er blevet ødelagt eller kræver omfattende reparationer.

I sidste uge var jeg i Tallahassee i Florida, hvor mange mennesker gav udtryk for deres påskønnelse af den nødhjælp, som Kirken havde sørget for i disse katastrofesituationer. Floridas guvernør Bush, vice-guvernør Toni Jennings, samarbejdspartnere såsom Røde Kors og Frelsens Hær gav sammen med føderale og statslige nødhjælpsarbejdere udtryk for deres taknemlighed, hvilken jeg hermed giver videre til jer, som har arbejdet med at lette byrden ved at rydde op, og til dem, som har bidraget til Kirkens humanitære fond. Tak. Jeg håber, at I har følt mer’ glæde ved livet og mer’ fryd i hans gerning.

Efter samme mønster, som er blevet fulgt weekenderne før i forskellige områder, samledes over 2.000 frivillige sidste weekend fra hele det sydvestlige USA i Pensacola i Florida for at hjælpe til i kølvandet på orkanen Ivan. De rullede deres soveposer ud på gulvet i vore egne og andre kirker og i medlemmernes hjem. De tog fat på de tusindvis af arbejdsopgaver, som blev uddelt. Nogle missionærer hjalp til ved at tildække taget på den lokale metodistkirke med de blå presenninger, som man ser overalt. De første nødhjælpsarbejdere, brandmænd og politimænd udtrykte taknemmelighed for, at de sidste dages hellige var blevet bedt om at hjælpe deres familier i deres fravær.

Alt dette fandt sted, samtidig med at orkanen Jeanne var på vej ind over kysten efter at have anrettet store skader i Haiti og andre steder i Caribien. Jeg siger endnu engang tak til dem af jer, som bidrager med jeres midler, og til dem, hvis hænder har lettet byrden for så mange. Jeg priser jer for jeres ønske om at blive mer’ salig og hellig og mer’ som Herren. Denne weekend hjælper 2.500 med at rydde op efter orkanen Jeanne.

I denne gennemgang af vore forskellige længsler efter mere antyder jeg ikke, at vi bruger den nærige onkel Joakim som eksempel på, hvordan man er en god forælder. Men jeg antyder, at det er vigtigt for familien og den enkelte aktivt at stræbe efter flere af de dyder, som varer ud over dette jordeliv. En bønlig, mådeholdende tilgang til problemet er nøglen til en vellykket tilværelse i et overflodssamfund og til opbygningen af de egenskaber, som udvikles ved at måtte vente, dele med andre, spare op, arbejde hårdt og klare sig med det, man har. Måtte vi blive velsignet med ønsket og evnen til at forstå, hvornår mere i virkeligheden er mindre, og hvornår mere er bedre. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.