Er I beredt, behøver I ikke at frygte

Jeg er glad for at kunne stå foran jer ved Hjælpeforeningens årlige møde. Jeg ved, at der ud over jer, som er forsamlet her i Konferencecentret, er mange tusinde, som ser med og lytter til konferencen via satellit.

Når jeg nu taler til jer i aften, er jeg klar over, at jeg som mand er i mindretal og må være forsigtig med, hvad jeg siger. Jeg føler mig som den generte fætter fra landet, som kom for at besøge sin slægtning i en stor kosmopolitisk by. Han havde ikke opsøgt sin slægtning i nogle år og blev forbløffet, da en lille dreng lukkede døren op, da han ringede på. Drengen bød ham indenfor, og da de havde sat sig til rette, spurgte han: »Og hvem er du så?«

Gæsten svarede: »Jeg er en fætter på din fars side,« hvortil drengen svarede: »I det her hus betyder det, at du er på den forkerte side!«

Jeg håber, at jeg i aften i dette hus bliver fundet på den rette side, nemlig på Herrens side.

For nogle år siden så jeg et billede af en søndagsskoleklasse i Sjette Ward i Pioneer Stav i Salt Lake City. Billedet var taget i 1905. På forreste række sad en yndig pige med rottehaler. Hun hed Belle Smith. Senere skrev Belle Smith Spafford i sin egenskab af Hjælpeforeningens præsidentinde: »Kvinderne har aldrig haft større indflydelse end i vore dages verden. Mulighedens døre har aldrig været åbnet på videre gab for dem. Det er en indbydende, spændende, udfordrende og krævende tid for kvinder. Det er en tid, som er rig på belønninger, hvis vi bevarer fodfæstet, lærer livets sande værdier at kende og prioriterer klogt.«¹

Hjælpeforeningen har haft et mål om at være med til at afskaffe analfabetisme. De af os, som kan læse og skrive, forstår ikke det afsavn, som de, der ikke kan læse og skrive, må lide. De er indhyllet i en mørk sky, som hæmmer deres udvikling, sløver deres forstand og formørker deres håb. Søstre i Hjælpeforeningen, I kan sprede dette mørke af fortvivlelse og byde himlens guddommelige lys velkommen, så det skinner på jeres søstre.

For nogle år siden var jeg i Monroe i Louisiana til en regionalkonference. Det var en dejlig konference. I lufthavnen på vej hjem blev jeg mødt af en sød afroamerikansk kvinde – et medlem af Kirken – som med et stort smil sagde: »Præsident Monson, før jeg tilsluttede mig Kirken og blev medlem af Hjælpeforeningen, kunne jeg hverken læse eller skrive. Ingen i min familie kunne. Ser du, vi var alle fattige forpagtere. Præsident, mine hvide hjælpeforeningssøstre – de har lært mig at læse. De har lært mig at skrive. Nu hjælper jeg med at undervise mine hvide søstre i at læse og skrive.« Jeg funderede over den store glæde, som hun må have følt, da hun åbnede sin bibel og for første gang læste Herrens ord:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde er let.«²

Den dag i Monroe i Louisiana fik jeg ved Ånden en bekræftelse på Hjælpeforeningens høje mål om at være med til at afskaffe analfabetisme.

Digteren har skrevet:

En anden har tilføjet dette rammende vers:

Overalt er forældre interesseret i deres børn og deres evige lykke. Dette skildres i musicalen Spillemand på en tagryg, en af de musical i teaterhistorien, som er blevet spillet længst.

Man ler, når man betragter den gammeldags far i en jødisk familie i Rusland i hans forsøg på at klare de nye tider, som hans smukke teenagedøtre tvinger ham til at gøre.

Den muntre dans, musikkens rytme og selv den store skuespillerkunst mister sin betydning, når Tevje siger det, som for mig bliver musicalens budskab. Han samler sine smukke døtre ved sin side, og i sit enkle bondemiljø rådgiver han dem i deres tanker om deres fremtid. »Husk,« advarer Tevje, »i Anatevka … ved alle, hvem han er, og hvad Gud forventer af ham.«⁵

I, mine kære søstre, ved, hvem I er, og hvad Gud forventer, at I bliver. Det er jeres udfordring at bringe alle, som I har ansvar for, til kundskab om denne sandhed. Hjælpeforeningen i denne, Herrens, kirke kan være midlet til at nå et sådant mål.

»Den vigtigste og gunstigste mulighed for at undervise i Kirkens lære findes i hjemmet,« har præsident David O. McKay sagt.⁶ »Et ægte mormonhjem er et hjem, hvor Kristus, hvis han kom indenfor, ville få lyst til at blive og hvile sig.«⁷

Hvad gør vi for at sikre, at vores hjem kan leve op til denne beskrivelse? Det er ikke nok, at kun forældrene har et stærkt vidnesbyrd. Børn kan kun leve på deres forældres overbevisning i en begrænset tidsperiode.

Præsident Heber J. Grant har sagt: »Det er vores pligt at undervise vore børn, mens de er små … Det kan godt være, at jeg ved, at evangeliet er sandt, og at min hustru ved det, men jeg vil gerne sige til jer, at vore børn ved ikke, at evangeliet er sandt, medmindre de studerer det og selv opnår et vidnesbyrd.«⁸

Kærlighed til Frelseren, ærbødighed for hans navn og ægte respekt for hinanden skaber et frugtbart arnested, hvor et vidnesbyrd kan vokse.

At lære evangeliet at kende, at aflægge vidnesbyrd og at lede en familie er sjældent, om nogensinde, en let opgave. Livets rejse kendetegnes ved bump i vejen, dønninger på havet – endda vor tids forvirring.

For nogle år siden, da jeg besøgte medlemmerne og missionærerne i Australien, var jeg vidne til et mageløst eksempel, der viste, hvordan en skattekiste af et vidnesbyrd kan velsigne og hellige et hjem. Missionspræsidenten, Horace D. Ensign, og jeg rejste den lange vej fra Sydney til Darwin, hvor jeg skulle indvie grunden til den første kirkebygning i byen. Efter planen skulle vi mellemlande for at fylde brændstof på i en afsidesliggende mineby, som hedder Mt. Isa. Da vi trådte ind i den lille lufthavn, kom en kvinde og hendes to børn hen til os. Hun sagde: »Jeg hedder Judith Louden. Jeg er medlem af Kirken, og det her er mine to børn. Vi tænkte, at I sikkert ville være med dette fly, så vi er kommet for at hilse på jer under jeres korte ophold.« Hun forklarede, at hendes mand ikke var medlem af Kirken, og at hun og børnene var de eneste medlemmer i hele området. Vi udvekslede oplevelser og aflagde vidnesbyrd.

Tiden gik. Da vi forberedte os til at gå ombord igen, så søster Louden så fortabt og alene ud. Hun bønfaldt os: »I kan ikke tage af sted allerede. Jeg har savnet Kirken så meget.« Pludselig blev der i højttaleren meddelt, at vores fly blev forsinket 30 minutter på grund af mekaniske problemer. Søster Louden hviskede: »Min bøn er blevet hørt.« Så spurgte hun om, hvordan hun kunne påvirke sin mand til at vise interesse for evangeliet. Vi rådede hende til at lade ham være med til deres primarylektioner derhjemme hver uge og til at være et levende vidnesbyrd for ham om evangeliet. Jeg nævnte, at vi ville sende hende et abonnement på Children’s Friend og andre hjælpemidler til undervisning i hendes familie. Vi opfordrede hende til aldrig at opgive sin mand.

Vi forlod Mt. Isa, en by hvor jeg aldrig har været siden. Men jeg vil altid have et kært minde om den dejlige mor og de søde børn, der med tårer i øjnene og taknemmelighed vinkede farvel.

Da jeg mange år senere talte ved et præstedømmelederskabsmøde i Brisbane i Australien, fremhævede jeg betydningen af evangelisk undervisning i hjemmet, og hvor vigtigt det er at efterleve evangeliet og være et eksempel på sandheden. Jeg fortalte de forsamlede brødre om søster Louden og det indtryk, som hendes tro og beslutsomhed havde gjort på mig. Da jeg sluttede af, sagde jeg: »Jeg tror ikke, at jeg nogen sinde finder ud af, om søster Loudens mand er blevet medlem af Kirken, men han kunne ikke have fundet noget bedre eksempel at følge end sin hustru.«

En af lederne rakte hånden i vejret, rejste sig og sagde: »Bror Monson, jeg er Richard Louden. Den kvinde, som du taler om, er min hustru. Børnene [hans stemme skælvede] er vore børn. Nu er vi en familie for evigt, og det er til dels takket være min kære hustrus udholdenhed og tålmodighed. Hun har gjort det hele.« Der blev ikke sagt et ord. Stilheden blev kun brudt af snøft, og mangen en tåre blev fældet.

Vi lever i urolige tider. Fremtiden er ofte uvis. Derfor er det nødvendigt, at vi forbereder os på det usikre. Ifølge statistikken kan I meget vel på et eller andet tidspunkt af forskellige grunde stå som forsørger. Jeg opfordrer jer kraftigt til at få en uddannelse og lære jer nyttige færdigheder, sådan at I, hvis situationen skulle opstå, står rustet til at være forsørger.

Kvindens rolle er enestående. Den kendte amerikanske essayist, romanforfatter og historiker Washington Irving har sagt: »Der er én i verden, som for den sorgbetyngede føler en større smerte, end hun føler for sig selv; der er en, for hvem genspejlet glæde er bedre end den, som føles direkte; der er en, som jubler mere over en andens sejr end over hendes egen; der er en, på hvem uovertruffen fortræffelighed ikke kaster andet lys end fryd; der er en, som skjuler en andens skrøbeligheder mere trofast end hendes egne; der er en, som mister al fornemmelse af selviskhed og opsluges af venlighed, mildhed og hengivenhed for andre. Det er kvinden.«

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Gud har i kvinden lagt noget guddommeligt, som kommer til udtryk i en stille styrke, i forædling, i fred, i barmhjertighed, i dyd, i sandhed og i kærlighed. Og alle disse fortrinlige egenskaber finder deres sandeste og mest tilfredsstillende udtryk i moderskabet.«⁹

Det har aldrig været let at bære moderens rolle. Nogle af de ældste skrifter i verden formaner os til ikke at afvise vores mors belæring og fortæller os, at en tåbelig søn er sin mors bekymring, og advarer os mod at ringeagte vores mor, når hun er blevet gammel.¹⁰

I skrifterne mindes vi også om, at det, vi lærer af vores mor, udgør vore kerneværdier, sådan som det var tilfældet med Helamans 2000 unge sønner og krigere, som havde fået at vide af deres mødre, at »dersom de ikke tvivlede, ville Gud udfri dem.«¹¹ Og det gjorde han!

Mange medlemmer af Hjælpeforeningen har ikke nogen mand. Død, skilsmisse eller manglende mulighed for at blive gift har i mange tilfælde gjort det nødvendigt for en kvinde at stå alene. Derudover er der dem, som netop er rykket op fra Unge Piger. Men i virkeligheden behøver ingen at stå alene, for vor kærlige himmelske Fader står hende bi og vejleder hende og indgyder hende fred og fortrøstning i de stille stunder, hvor hun føler sig ensom og har brug for omsorg. Det er også vigtigt, at kvinderne i Hjælpeforeningen står last og brast som søstre. Måtte I altid være parate til at drage omsorg for hinanden og være opmærksomme på hinandens behov. Måtte I være opmærksomme på hinandens situation og erkende, at nogle kvinder står over for særlige udfordringer, men at alle kvinder er vor himmelske Faders dyrebare døtre.

Jeg vil afslutte min tale med at fortælle om en oplevelse, jeg havde for en del år siden. Den skildrer den styrke, som I, kære søstre i Hjælpeforeningen, besidder.

I løbet af 1980, som var 150-året for Kirkens organisering, blev hvert medlem af Hjælpeforeningens hovedbestyrelse bedt om at skrive et personligt brev til Kirkens søstre i år 2030 – altså 50 år frem i tiden. Det følgende er et uddrag af et brev, som er skrevet af søster Helen Lee Goates:

»I 1980 er verden fyldt med usikkerhed, men jeg er fast besluttet på at leve hver dag med tro og ikke frygt, at sætte min lid til Herren og følge vores nulevende profet. Jeg ved, at Gud lever, og jeg elsker ham af hele min sjæl. Jeg er så taknemlig for, at evangeliet blev gengivet til jorden for 150 år siden, og at jeg kan nyde velsignelserne ved medlemskabet af denne storslåede kirke. Jeg er taknemlig for Guds præstedømme, hvis kraft jeg har følt hele mit liv.

Jeg føler fred i min verden og beder om, at I må nyde støtte i jeres ved et stærkt vidnesbyrd og en urokkelig overbevisning om Jesu Kristi evangelium.«¹²

Helen Lee Goates døde i april 2000. Kort før hendes forestående død af kræft besøgte søster Monson og jeg hende og hendes mand og familie. Hun virkede rolig og fredfyldt. Hun fortalte os, at hun var rede til at tage af sted og så frem til at gense sine forældre og andre kære, som var gået forud for hende. I sit liv var søster Goates et eksempel på, hvor ædle sidste dages hellige kvinder er. I sin bortgang levendegjorde hun jeres tema: »Er I beredt, behøver I ikke at frygte.«¹³

Jeg aflægger vidnesbyrd for jer, mine kære søstre, om at vor himmelske Fader lever, at Jesus er Kristus, og at vi i dag ledes af en profet for vor tid – præsident Gordon B. Hinckley. Jeg beder om, at I må have en tryg rejse ad livets vej. I Jesu Kristi navn. Amen.