En af disse mine mindste

Der findes et budskab til de sidste dages hellige i en åbenbaring, som blev givet til profeten Joseph Smith i 1838, og som sjældent citeres: »Jeg ihukommer min tjener Oliver Granger; se, sandelig siger jeg ham, at hans navn skal holdes i hellig erindring fra slægt til slægt evindelig, siger Herren« (L&P 117:12).

Oliver Granger var en meget almindelig mand. Han havde »mistet synet på grund af kulde og vind og vejr« og var næsten blind (History of the Church, 4:408). Det Første Præsidentskab beskrev ham som »en mand med den allerstørste retskaffenhed og moral, ja, kort sagt, en gudfrygtig mand« (History of the Church, 3:350).

Da de hellige blev fordrevet fra Kirtland i Ohio, blev Oliver tilbage for at sælge deres ejendomme for den smule, han kunne. Dette gentog sig i Independence i Far West og i Nauvoo i Illinois. Der var ikke store muligheder for, at det skulle lykkes for ham. Og det gjorde det heller ikke!

Men Herren sagde: »Derfor skal han kæmpe alvorligt for at befri min kirkes første præsidentskab, siger Herren, og om han falder, skal han atter rejse sig, thi hans offer er mig helligere end hans fremgang, siger Herren« (L&P 117:13).

Hvad gjorde Oliver Granger for, at hans navn skulle holdes i hellig erindring? I virkeligheden ikke ret meget. Det var ikke så meget det, han gjorde, som det han var.

Når vi ærer Oliver, burde meget og måske det meste af denne ære tilfalde Lydia Dibble Granger, hans hustru.

Oliver og Lydia rejste til sidst fra Kirtland for at slutte sig til de hellige i Far West i Missouri. De var kun kommet nogle få kilometer uden for Kirtland, da de blev tvunget tilbage af en pøbelhob. Først senere sluttede de sig til de hellige i Nauvoo.

Oliver døde i en alder af 47 år og efterlod sig Lydia, som måtte tage sig af deres børn.

Herren forventede ikke, at Oliver skulle være fuldkommen og måske heller ikke, at det skulle lykkes for ham. »Om han falder, skal han atter rejse sig, thi hans offer er mig helligere end hans fremgang, siger Herren« (L&P 117:13).

Vi kan ikke altid forvente, at alting lykkes for os, men vi bør gøre det bedste, vi kan.

»Thi jeg, Herren, vil dømme alle mennesker efter deres gerninger, efter deres hjertes ønsker« (L&P 137:9).

Herren sagde til Kirken:

»Sandelig, sandelig siger jeg jer, at når jeg giver nogle af menneskesønnerne en befaling om at gøre en gerning i mit havn, og disse menneskesønner går ind for den af al kraft og med alt, hvad de har og ikke lader deres iver kølne, og om fjenden kommer over dem og hindrer dem i at udføre den gerning, se, da skal jeg ikke mere fordre den gerning af disse menneskers hænder; men jeg antager deres offer …

Og dette sætter jeg som eksempel til trøst for jer, når I tænker på alle dem, som har fået befaling til at udføre noget og er blevet forhindret af fjendehånd og ved undertrykkelse, siger Herren, jeres Gud« (L&P 124:49, 53; se også Mosiah 4:27).

De få mennesker fra Kirtland er nu blevet til millioner af almindelige sidste dages hellige over hele jorden. De taler mange forskellige sprog, men er forenede i tro og forståelse ved Åndens sprog.

Disse trofaste medlemmer indgår og holder deres pagter og bestræber sig på at være værdige til at komme i templet. De tror på profetierne og opretholder deres lokale ledere.

Ligesom Oliver opretholder de Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum og sætter deres lid til det, som Herren har sagt: »Og dersom mit folk vil lytte til min og mine tjeneres røst, til dem jeg har udvalgt til at lede mit folk, se, sandelig siger jeg jer, da skal de ikke flyttes fra deres sted« (L&P 124:45).

I den åbenbaring, som blev givet som forord til Lære og Pagter, har Herren forklaret, hvem der skulle udføre hans værk. Lyt nu opmærksomt, mens jeg læser denne åbenbaring, og tænk på den tillid, som Herren har til os:

»Derfor har jeg, Herren, kaldt min tjener Joseph Smith jun. og talt til ham fra himlen og givet ham befalinger, da jeg vidste, at ulykker skulle ramme jordens indbyggere.

Jeg har også givet andre befaling om at forkynde dette for verden. Og det er alt sammen sket for at opfylde det, som er skrevet ved profeterne —

De svage i denne verden skal komme frem og nedbryde de stærke og mægtige, for at mennesket ikke skal gå i rette med sin næste eller fæste lid til sin arms styrke.«

Det næste vers udgør belægget for, at præstedømmet skal overdrages almindelige, værdige mænd og drenge:

»At enhver måtte kunne tale i Gud Herrens navn, han, som er verdens Frelser,

så mit evangeliums fylde må forkyndes gennem de svage og ringe til jordens yderste grænser, ja, endog for konger og regenter.

Se, jeg er Gud og har talt det. Disse befalinger er af mig og blev givet mine tjenere i deres svaghed efter deres sprog, for at de måtte kunne forstå dem.

Og dersom de tog fejl, at det da måtte tilkendegives dem.

Og at de, når de søgte visdom, da måtte blive undervist.

Og dersom de syndede, at de da måtte blive revset og omvende sig.

Og når de var ydmyge, at de måtte blive styrket og velsignet fra det høje og få vejledning fra tid til anden« (L&P 1:17-20, 23-28; fremhævelse tilføjet).

Nu træder endnu en generation af unge frem. Vi ser en styrke i dem, som overgår noget, vi tidligere har set. De giver sig ikke af med druk og narko og umoral. De slår sig sammen om at studere evangeliet, til sociale aktiviteter og for at tjene.

De er ikke fuldkomne. Ikke endnu. De gør det bedste, de formår, og de er stærkere, end de tidligere generationer.

Som Herren sagde til Oliver Granger: »Om [de] falder, skal [de] atter rejse sig, thi [deres] offer er mig helligere end [deres] fremgang« (L&P 117:13).

Nogle ærgrer sig for evigt over en mission, der ikke blev til noget, eller over et bryllup, der løb ud i sandet, eller over børn, som de ikke fik, eller over børn, som tilsyneladende er faret vild, eller over drømme, som ikke er gået i opfyldelse, eller over alderen, som sætter begrænsninger for, hvad de kan. Jeg tror ikke, at det behager Herren, hvis vi ærgrer os, fordi vi tror, at vi aldrig gør nok, eller at det, vi gør, aldrig er godt nok.

Andre bærer helt unødvendigt rundt på skyldens tunge byrde, som kunne fjernes ved bekendelse og omvendelse.

Herren sagde ikke til Oliver: »Om han falder«, men »når han falder, skal han atter rejse sig« (engelsk udgave af L&P 117:13; fremhævelse tilføjet).

For nogle år siden kom vi for tidligt til en konference på Filippinerne. På fortovskanten sad en far og en mor og deres fire små børn, som var klædt i deres fineste søndagsstøj. De havde rejst flere timer med bus og spiste nu dagens første måltid. De sad hver især og spiste en kogt, kold majskolbe. Pengene til bussen til Manila var sikkert blevet taget af deres husholdningspenge.

Da jeg iagttog denne familie, blev jeg ganske overvældet. Dér er Kirken. Dér er styrken. Dér er fremtiden. Som så mange andre familier i andre lande betaler de deres tiende, opretholder deres ledere og gør deres bedste for at tjene.

I over 40 år har min hustru og jeg rejst over hele verden. Vi kender medlemmer af Kirken i måske hundrede lande. Vi har følt styrken i deres enkle tro. Deres personlige vidnesbyrd og deres ofre har gjort et dybt indtryk på os.

Jeg bryder mig ikke om at få æresbevisninger. Jeg ønsker ikke at blive rost, for det store arbejde med at udbrede evangeliet har og vil altid afhænge af almindelige mennesker.

Min hustru og jeg forventer ikke større belønninger end dem, som vore børn eller vore forældre vil få. Vi hverken presser eller ønsker i virkeligheden, at vore børn stræber efter at blive kendt og synlige i verden eller i Kirken, for dens sags skyld, som deres mål i livet. Det har så uendelig lidt at gøre med sjælens værd. De opfylder vore drømme, hvis de efterlever evangeliet og opdrager deres børn i troen.

Ligesom Johannes »har [vi] ingen større glæde end at høre, at [vore] børn lever i sandheden« (3 Joh 1:4).

For nogle år siden rejste jeg som præsident for New England-missionen fra Fredericton i New Brunswick. Det frøs 40 grader. Da flyet blev kørt bort fra den lille terminal, så jeg to unge ældster, som stod udenfor og vinkede farvel. Jeg tænkte: »Tåbelige drenge. Hvorfor går de dog ikke indenfor, hvor der er varmt?«

Pludselig fik jeg en kraftig tilskyndelse, en åbenbaring: I disse to ganske almindelige unge missionærer findes den almægtige Guds præstedømme. Jeg lænede mig tilbage og overlod trygt missioneringen i hele denne del af Canada i deres hænder. Det var en lærestreg, jeg aldrig har glemt.

For otte uger siden holdt ældste William Walker fra De Halvfjerds og jeg en zonekonference for 44 missionærer i Naha på øen Okinawa. Præsident Mills fra Fukuoka-missionen i Japan blev forhindret i at være til stede på grund af en kraftig tyfon, som nærmede sig. De unge zoneledere ledte mødet med lige så megen inspiration og værdighed, som deres missionspræsident kunne have gjort. Vi rejste derfra næste morgen i en stormende blæst og overlod trygt missionærerne i deres varetægt.

Ældste Russell Ballard og Henry Eyring fra De Tolv og jeg var for nylig sammen med præsident David Sorensen og andre fra De Halvfjerds i Osaka, hvor vi mødtes med 21 missionspræsidenter og 26 halvfjerdser-områdeautoriteter. Blandt halvfjerdser-områdeautoriteterne var ældste Subandriyo fra Jakarta i Indonesien, ældste Chu-Jen Chia fra Beijing i Kina, ældste Remus G. Villarete fra Filippinerne, ældste Won Yong Ko fra Korea og 22 andre – heraf var kun to amerikanere. Det var en forening af folkeslag, tungemål og folk. Ingen af dem er aflønnet. De tjener alle frivilligt og er taknemlige for at være kaldet til arbejdet.

Vi omorganiserede stave i Okazaki, Sapporo og Osaka. Alle tre nye stavspræsidenter og et utroligt antal ledere havde tilsluttet sig Kirken i deres ungdom. De fleste af dem havde mistet deres far i krigen.

Ældste Yoshihiko Kikuchi fra De Halvfjerds tilhører den generation.

De ulykker, som Herren forudså, rammer nu en ubodfærdig verden. Straks træder den ene generation af unge efter den anden frem. De bortgiftes. De holder de pagter, de indgår i Herrens hus. De får børn og lader ikke samfundet sætte grænser for familielivet.

I dag opfylder vi profetien om, »at [Oliver Grangers] navn skal holdes i hellig erindring fra slægt til slægt evindelig« (L&P 117:12). Han var ikke en stor mand i verdslig forstand. Ikke desto mindre sagde Herren: »Lad derfor ingen foragte min tjener Oliver Granger, men lad … velsignelse[rne] hvile over ham evindelig« (L&P 117:15).

Ingen må undervurdere troens kraft hos den almindelige sidste dages hellige. Husk, at Herren sagde: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).

Han lovede, at »den Helligånd skal være [deres] stadige ledsager, og [deres] scepter retfærdighedens og sandhedens uforanderlige scepter, og [deres] herredømme skal være et evigt herredømme, og det skal uden tvang tilflyde [dem] fra evighed til evighed« (L&P 121:46).

Intet! Ingen magt kan hindre Herrens værk i at have fremgang.

»Hvor længe kan rindende vand forblive urent? Hvilken magt kan standse himlene? Mennesket kunne lige så godt strække sin svage arm ud for at standse Missourifloden i dens løb eller vende strømmen i modsat retning, som hindre den Almægtige i at udgyde kundskab fra himlen over de sidste dages helliges hoveder« (L&P 121:33).

Om dette vidner jeg som apostel i Jesu Kristi navn. Amen.