I Herrens styrke

Brødre og søstre, mit hjerte strømmer over, mit hoved snurrer rundt, mine knæ er ved at give efter og jeg finder ord fuldstændig utilstrækkelige til effektivt at kommunikere de følelser og tanker, som jeg ønsker at fortælle jer om. Jeg beder om og inviterer Helligånden til at ledsage mig og jer, mens jeg kort taler til jeg denne sabbatsmorgen.

I timerne efter at præsident Hinckley kom med denne nye kaldelse til at tjene, har jeg fulgt Nephis opfordring til at »anvende al hellig skrift på os« (1 Nephi 19:23) med en større fornemmelse af formål og intensitet, end jeg nogensinde før har gjort.

Jeg har grundet over Paulus’ ord om, at Gud udvalgte »det, som er dårskab i verden … for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme« (1 Kor 1:27). Denne formiddag er det en stor trøst at vide, at jeg er en af de virkelig svage i verden.

Jeg har tænkt over Jakobs instruktioner, der står i Mormons Bog:

»Derfor ransager vi profeterne, og vi har mange åbenbaringer samt profetiens ånd, og idet vi har alle disse vidnesbyrd, får vi håb, og vor tro bliver urokkelig, så at vi sandelig kan befale i Jesu navn, og selv træerne, bjergene og havets bølger adlyder os.

Ikke desmindre viser Gud Herren os vor svaghed, for at vi skal vide, at det er ved hans nåde og store overbærenhed overfor menneskenes børn, at vi har magt til at gøre disse ting« (Jakob 4:6-7).

Brødre og søstre, vær især opmærksomme på ordet nåde, som det anvendes i det vers, jeg lige læste. I Bible Dictionary læser vi, at ordet nåde ofte benyttes i skrifterne til at angive en styrkende eller bemyndigende kraft.

»Hovedbetydningen af ordet er guddommelige midler til hjælp eller styrke, givet ved Jesu Kristi gavmilde barmhjertighed og kærlighed.

Det er også ved Herrens nåde, at personer ved tro på Jesu Kristi forsoning og omvendelse fra deres synder modtager styrke og hjælp til at gøre gode gerninger, som de på anden måde ikke ville have været i stand til at gøre, hvis de kun havde deres egne evner. Denne nåde er en bemyndigende magt, som giver mænd og kvinder mulighed for at modtage evigt liv og ophøjelse, efter at de har ydet deres egen bedste indsats« (s. 697).

Denne bemyndigende og styrkende side af forsoningen hjælper os med at forstå, handle og blive gode på måder, som vi aldrig ville genkende eller udrette med vores begrænsede jordiske kapacitet. Jeg bærer vidnesbyrd og vidner om, at den bemyndigende kraft i Frelserens forsoning er virkelig. Uden forsoningens styrkende kraft kunne jeg ikke stå foran jer denne formiddag.

Kan vi fornemme Kristi nåde og styrkende kraft i Ammons vidnesbyrd? »Ja, jeg ved, at jeg intet er; med hensyn til min egen styrke er jeg svag; derfor vil jeg ikke rose mig af mig selv, men jeg vil rose mig af min Gud, thi i hans styrke kan jeg gøre alt; ja, mange kraftige undergerninger har vi udført her i landet, for hvilke vi vil prise hans navn evindelig« (Alma 26:12). Brødre og søstre, vi kan i sandhed i Herrens styrke gøre, udholde og overvinde alt.

Da jeg forlod Kirkens administrationsbygning efter mit interview med præsident Hinckley, mindedes jeg Enoks ord:

»Og da Enok havde hørt disse ord, bøjede han sig til jorden for Herren og talte til Herren og sagde: Hvorfor har jeg fundet nåde for dine øjne, jeg, som kun er en dreng, og alle mennesker hader mig, thi jeg er langsom til at tale; hvorfor er jeg din tjener?

Og Herren sagde til Enok: Gå og gør, som jeg har befalet dig, så skal intet menneske gennembore dig. Åbn din mund, så skal den blive fyldt, og jeg vil give dig evne til at tale, thi alt kød er i mine hænder, og jeg vil gøre, som jeg synes, det er godt« (Moses 6:31-32).

Herrens løfte til Enok er lige så relevant for alle os, der føler sig uforberedt og overvældet og uegnet til en ny kaldelse eller ansvar. Løftet var sandt på Enoks tid, og det er sandt i dag.

Om aftenen den 20. juni 2000 arbejdede flere kollegaer og jeg sent på ledelsens kontorer på det daværende Ricks College i Rexburg i Idaho. Vi var i færd med at foretage de sidste forberedelser til et uventet og historisk fællesmøde på vores skole næste formiddag og præsident Hinckleys bekendtgørelse af, at Ricks College skulle blive en fireårig institution, hvor man kunne få en bachelorgrad, og få navnet Brigham Young University – Idaho. Vi var som administrativt team lige begyndt at fatte det monumentale ansvar og de udfordringer, der lå foran os.

Da vi forlod bygningen den aften, spurgte en af mine kollegaer: »Rektor, er du bange?« Så vidt jeg husker, svarede jeg noget i denne retning. »Hvis jeg troede, at vi skulle gennemføre denne overgang udelukkende ved at stole på vores egen erfaring og dømmekraft, så ville jeg være skræmt. Men vi får hjælp fra himlen. For vi ved, hvem der bestemmer, og vi er ikke alene, så nej, jeg er ikke bange.« Og vi, der tjener på BYU – Idaho, kan forenet vidne om, at der er kommet hjælp fra himlen, der er sket mirakler, åbenbaringer er modtaget, døre er blevet åbnet, og vi er blevet rigt velsignet personligt og som institution.

Tillad mig at udtrykke taknemmelighed og påskønnelse. Jeg er taknemmelig for mine forfædre – for de trofaste og stabile mænd og kvinder, som jeg respekterer og ærer, og som jeg skylder alt. Jeg elsker og påskønner min mor og far og min hustrus mor og far. Jeg er taknemmelig for deres kærlighed og støtte og undervisning og styrke.

Min hustru Susan er en dygtig kvinde og en retskaffen mor. I ser hurtigt, at renhed og godhed kan ses i hendes ansigt. Jeg elsker hende og påskønner hende mere end ord kan udtrykke. Jeg takker hende for at være den kvinde, hun er, for de lektier, hun har lært mig, og for den kærlighed vi er fælles om.

Susan og jeg er velsignet med tre trofaste sønner. Jeg elsker og takker dem. Og vores lille familie vokser og omfatter nu to retskafne svigerdøtre og tre fantastiske og smukke og charmerende børnebørn. Når vi har mulighed for at være sammen, velsignes vi med at se et glimt af familieenheden i evigheden.

Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemmelig for jer. Når jeg ser jer samlet her i Konferencecentret og ser for mig alle jer, som er i kirkebygninger over hele verden, er jeg velsignet af jeres trofasthed og hengivenhed over for Frelseren. Da jeres hånd blev løftet i opretholdelse i går lørdag, følte jeg en styrkende indflydelse flyde ind i min sjæl, der var helt forbløffende. Kun få af jer ved, hvem jeg er, alligevel ved I, hvorfra kaldelsen er kommet, og er derfor villige til at opretholde og støtte. Jeg takker jer og lover at bruge hele min sjæl og al min energi i dette hellige værk.

Jeg vil gå, hvor Herren og lederne af hans kirke ønsker, at jeg skal gå; jeg vil gøre det, som de ønsker, at jeg skal gøre; jeg vil undervise i det, som de ønsker, at jeg skal undervise i, og jeg vil stræbe efter at blive det, som jeg bør og skal blive. I Herrens styrke og ved hans nåde ved jeg, at I og jeg kan blive velsignet til at opnå alt.

Som en af de svageste blandt svage vidner jeg om, at Gud lever. Jeg bærer vidnesbyrd og vidner om, at Jesus er Kristus. Han er vor Forløser og vor Frelser, og han lever. Og jeg vidner om, at fylden af Jesu Kristi evangelium og hans sande kirke er blevet gengivet til jorden i disse sidste dage ved profeten Joseph Smith. Præstedømmenøgler og -myndighed og frelsende ordinancer findes atter på jorden. Familier kan ved præstedømmets kraft i sandhed være sammen for evigt. Mormons Bog er Guds ord og vor religions slutsten. Og, brødre og søstre, himlen er ikke lukket. Gud taler – til os personligt og til lederne af hans sidste dages rige på jorden. Præsident Gordon B. Hinckley er Herrens profet på jorden i dag. Jeg bærer vidnesbyrd om disse ting i Jesu Kristi navn. Amen.