Profeter, seere og åbenbarere

Må jeg på vegne af mine Brødre i De Tolv Apostles Kvorum være den første til at byde ældste Dieter Uchtdorf og ældste David Bednar velkommen til deres nye kald og til det gode samarbejde, som ligger foran dem. Da de første tolv blev kaldet i denne uddeling, fik de at vide, at deres opgave »går ud på at skabe en hengivenhed for hinanden, som er stærkere end døden.«¹ Vi nærer allerede en sådan hengivenhed over for jer, Brødre, for jeres hustruer og for jeres familier. Med ét hjerte og én røst siger vi: »Velkommen, kære venner.«

Må jeg også i samklang med præsident Hinckleys hjertelige ord give udtryk for samme »kærlighed stærkere end døden« og det store personlige savn, vi alle føler ved vore elskede brødres, David B. Haight og Neal A. Maxwell, bortgang. Til disse to brødre og til deres kære Ruby og Colleen vil vi gerne sige, at vi elsker jer, vi er taknemlige for jeres tjeneste, og vi ærer det eksemplariske liv, I har levet. Vi anser det alle for det allerstørste privilegium at have kendt jer og arbejdet sammen med jer. Vi vil altid holde af jer.

I lyset af sådanne betydningsfulde udskiftninger i dette værks fremgang vil jeg gerne denne formiddag sige noget om apostelembedet og vigtigheden af, at det videreføres i Jesu Kristi sande kirke. Jeg taler ikke om dem, der bærer dette embede, men snarere om selve embedet, som er et kald i det hellige Melkisedekske Præstedømme, som Frelseren selv har indstiftet til omsorg for sit folk og vidne om sit navn.

Med henblik på at oprette en kirke, som kunne vare ved under hans vejledning, selv efter at han var gået bort, gik Jesus »op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud.

Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv, som han også kaldte apostle.«²

Senere forklarede Paulus, at Frelseren, som vidste at han uundgåeligt måtte dø, havde gjort dette for at give Kirken en grundvold af apostlene og profeter.³ Disse Brødre og de andre embedsmænd skulle tjene under ledelse af den opstandne Kristus.

Hvorfor? Blandt andet for at vi »ikke længere [skal] være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje.«⁴

Således skulle Kirkens apostolske og profetiske grundvold velsigne til alle tider, men især i modgang og fare, når vi føler os som små børn, forvirrede eller desorienterede og måske lidt bange, og når ondsindede mennesker eller Djævelen med snedighed forsøger at skræmme eller vildlede os. Til sådanne tider, som er oprundet i vor tid, er Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum blevet bemyndiget af Gud og opretholdt af jer som »profeter, seere og åbenbarere«, og Kirkens præsident som profeten, seeren og åbenbareren, seniorapostlen og dermed den eneste, som har beføjelse til at bruge alle nøgler til åbenbaring for og ledelse af Kirken. På Det Nye Testamentes tid, på Mormons Bogs tid og i vor tid udgør disse embedsmænd den sande kirkes hjørnesten, som er anbragt rundt om og får deres styrke fra hovedhjørnestenen, »vor Forløsers klippe, på [Jesus] Kristus, Guds Søn,«⁵ han, som er den store »bekendelses apostel og ypperstepræst« for at bruge Paulus’ ord.⁶ En sådan grundvold i Kristus har og vil altid være en beskyttelse, »når djævelen sender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når al hans hagl og frygtelige uvejr skal rammer jer.« I sådanne tider som dem, vi nu lever i – og mere eller mindre altid vil leve i – skal livets storme ikke have nogen magt »på grund af klippen, som I er bygget på, hvilken er en sikker grundvold, en grundvold, som menneskene ikke kan falde på, dersom de bygger derpå.«⁷

For tre uger siden var jeg til stavskonference i den charmerende lille bjergby Prescott i Arizona. Efter weekendens herlige begivenheder rakte en søster mig tavst en seddel, idet hun og andre kom hen for at give mig hånden og sige farvel. Med nogen tilbageholdenhed vil jeg læse en del af den op denne formiddag. Læg mærke til den lære, som denne søster forklarer, ikke til personerne i hændelsesforløbet.

»Kære ældste Holland, tak for det vidnesbyrd, du ved denne konference bar om Frelseren og hans kærlighed. For 41 år siden bad jeg inderligt til Herren og fortalte ham, at jeg ville ønske, at jeg havde levet på jorden, dengang apostlene vandrede på den, da den sande kirke var her, og da man stadig kunne høre Kristi røst. Inden der var gået et år, havde vor himmelske Fader sendt to missionærer fra Kirken til mig, og det gik op for mig, at alle disse håb kunne blive til virkelighed. Måske kan denne seddel i en stund, hvor du føler dig træt eller tynget, minde dig om, hvorfor det er så vigtigt for mig og for millioner ligesom mig at høre din stemme og trykke dig i hånden. Din søster i kærlighed og taknemlighed, Gloria Clements.«

Søster Clements, din meget dybtfølte seddel fik mig til at tænkte på et tilsvarende håb og næsten de samme ord, som engang blev udtalt i min egen slægt. I de tumultagtige år, mens denne nation var i sin vorden, flygtede Roger Williams, min livlige og stålsatte oldefar ti slægtled tilbage – ikke helt af egen vilje – fra Massachusetts Bay Colony og bosatte sig i det, som nu er staten Rhode Island. Han kaldte sit hovedsæde Providence (Forsynet), hvor selv navnet betegner hans livslange stræben efter guddommelig indgriben og himmelske tilkendegivelser. Men han fandt aldrig det, som han følte var den sande kirke, som den havde eksisteret på Det Nye Testamentes tid. Om denne skuffede sandhedssøgende har den legendariske Cotton Mather sagt: »Mr. Williams … fortalte [til sidst sine tilhængere], ›at eftersom han selv var blevet vildledt, havde han også [vildledt dem], og han var nu overbevist om, at der ikke var nogen på jorden, som kunne forrette dåb [eller andre af evangeliets ordinancer] … [så] han rådede dem derfor til at forsage det hele … og vente på, at der skulle komme nye apostle.‹«⁸ Roger Williams oplevede ikke at se disse nye apostle fremstå, men jeg håber en dag at kunne fortælle ham personligt, at hans efterkommere oplevede det.

Ængstelse og forventning med hensyn til behovet for guddommelig vejledning var ikke ualmindeligt blandt de religiøse reformatorer, som banede vejen for evangeliets gengivelse. En af de mest berømte prædikanter fra New England, Jonathan Edwards, har sagt: »Det forekommer mig … ikke rimeligt at antage … at der findes en Gud … som nærer så stor kærlighed [til os] … hvis han så aldrig taler … at der ikke kommer noget ord [fra ham].«⁹

Senere rystede den uforlignelige Ralph Waldo Emerson New Englands gejstlige ortodoksi i sin grundvold, da han til de teologistuderende på Harvard sagde: »Det er min pligt at sige til jer, at behovet [for] ny åbenbaring har aldrig været større end nu. Læren om inspiration er gået tabt … Mirakler, profeti … det gudfrygtige liv eksisterer [kun] som fordums historie … Man taler om åbenbaring, som om det er noget, der for længst er blevet givet og udført, som om Gud var død … Det påhviler en sand lærer,« sagde han advarende, »at vise os, at Gud findes, ikke fandtes; at han taler, ikke talte.«¹⁰ Reelt sagde Mr. Emerson: »Hvis man bliver ved med at give sten, når folk forlanger brød, holder de til sidst op med at komme i bageriet.«¹¹

Hvis I tænker over disse rammende anklager fra disse fremtrædende personer i den amerikanske historie, for ikke at tale om Gloria Clements bønner, sætter det Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges budskab i skærende relief, især for dem af jer, der møder vore missionærer. Profeter? Seere? Åbenbarere? Begivenhederne fra 1820 og 1830 og de begivenheder, som har fundet sted i de efterfølgende århundreder, viser, at åbenbaringerne og de, som modtager dem, ikke »for længst er blevet givet og udført«.

Samme år som Mr. Emerson holdt sin tale på teologistudiet, hvor han direkte bønfaldt derom, blev ældste John Taylor, en ung engelsk immigrant i USA, kaldet til at være Herren Jesu Kristi apostel, profet, seer og åbenbarer. I den kaldelse udtalte ældste Taylor engang i sympati for dem, som ærligt søger sandheden: »Hvem har nogen sinde hørt om sand religion uden kommunikation med Gud? For mig er det det mest absurde, menneskehjernen kan udtænke. Det undrer mig ikke,« sagde bror Taylor, »når mennesker generelt forkaster princippet om nutidig åbenbaring, at skepsis og vantro bliver fremherskende i et så foruroligende omfang. Det undrer mig ikke,« fortsatte han, »at så mange mennesker foragter religion og betragter det som noget, der ikke er intelligente væsener værdigt, for uden åbenbaring er religion en parodi og en farce … Princippet om nutidig åbenbaring … er selve vor religions grundvold.«¹²

Princippet om nutidig åbenbaring? Selve vor religions grundvold? Lad mig vende tilbage fra disse grundvolde til nutiden, her og nu, det 21. århundrede. For hver og en – såvel gejstlige, historikere og lægmand – er spørgsmålet stadig det samme. Er himlene åbne? Åbenbarer Gud sin vilje for profeter og apostle som i fordums dage? At himlene er åbne, og at han åbenbarer sin vilje er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges utvetydige erklæring for hele verden. Og i denne erklæring har betydningen af profeten Joseph Smith ligget i næsten 200 år.

Hans liv rejste og besvarede spøgsmålet: »Tror du, at Gud taler til menneskene?« Ud over alt det andet, som han udrettede i sine korte 38 1/2 år, efterlod Joseph os frem for alt den resolutte arv af guddommelig åbenbaring – ikke blot én enkeltstående åbenbaring uden bevis eller konsekvens, og ikke en »mild inspiration, som skulle sive ind i alle gode menneskers sind«, men specifik, nedskrevet, vedvarende vejledning fra Gud. Som en af mine gode venner, som også arbejder som forsker, uden omsvøb har sagt: »I en tid, hvor kristendommens oprindelse var under angreb af oplysningstidens fornuftstænkere, førte Joseph Smith, hvad åbenbaring angår, [utvetydigt og egenhændigt] vor tids kristendom tilbage til dens oprindelse.«¹³

»Hav tak for profeten, du sendte, o Herre, på denne vor dag,«¹⁴ for mange af disse dage bliver vindblæste og stormomsuste. Vi takker for den morgen i foråret 1820, hvor Faderen og Sønnen i herlighed viste sig for en 14-årig dreng. Vi takker for den morgen, hvor Peter, Jakob og Johannes kom for at gengive nøglerne til det hellige præstedømme og alle embeder i det. Og i vor generation takker vi for den morgen, den 30. september 1961, for 43 år siden i denne weekend, da den daværende ældste Gordon B. Hinckley blev kaldet til apostel, den 75. mand i denne uddeling, som har fået denne titel. Og således overdrages det til vor tid og indtil Frelseren kommer.

I en urolig og forskræmt verden med politisk tummel og moralsk skred vidner jeg om, at Jesus er Kristus – at han er det levende brød og levende vand – og dog er han altid det store sikre Skjold i vores liv, Israels vældige Sten, denne, hans levende kirkes Anker. Jeg vidner om hans profeter, seere og åbenbarere, som udgør denne kirkes vedvarende grundvold og aflægger vidnesbyrd om, at sådanne embeder og sådanne orakler virker nu under vor Frelsers vejledning i og for vor dag, hvor behovet er meget stort. Om disse sandheder og om guddommeligheden af dette værk aflægger jeg vidnesbyrd. Om dem er jeg vidne i Jesu Kristi navn. Amen.