Hvad er et kvorum?

»Inspireret af den Helligånd til at lægge kirkens grundvold og opbygge den i den allerhelligste tro, [blev kirken] oprettet i det Herrens år atten hundrede og tredive i den fjerde måned og på den sjette dag i den måned, der kaldes april« (L&P 21:2-3).

På denne dag mødtes Joseph Smith, Oliver Cowdery og medlemmer af familierne Smith og Whitmer i Peter Whitmer seniors hus i Fayette, Seneca County i New York. Efter passende sang og bønner blev åbenbaringerne angående organiseringen af Kirken oplæst for de forsamlede mennesker. Disse åbenbaringer fremlagde præstedømmets orden og de pligter, som Kirkens embedsmænd har. Kirkens organisation i dag er bygget efter dette mønster.

»I henhold til en tidligere befaling kaldte profeten Joseph Smith på de tilstedeværende brødre for at høre, om de ville acceptere ham og Oliver Cowdery som deres lærere i det, der hører til Guds rige, og hvis de var villige, at de skulle forsætte med at organisere Kirken ifølge Herrens befaling. Til dette indvilligede de enstemmigt« (B. H. Roberts, A Comprehensive History of The Church, bind 1:196).

Og sådan var mønstret etableret helt fra begyndelsen. »Og alting i kirken skal ske ifølge fælles samtykke med megen bøn og tro; thi I skal få alt gennem tro« (L&P 26:2).

Jeg kan mærke en speciel følelse i hele kroppen, når jeg ser armene blive løftet til en ret vinkel for at opretholde denne kirkes ledelse. I dag er to nye medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum blevet opretholdt af Kirkens medlemmer her i konferencecenteret og via tv, internet og satellit næsten overalt på jorden.

Ældste Uchtdorf og ældste Bednar, I er blevet opretholdt til at udfylde det tomrum, der er skabt ved ældste David B. Haights og ældste Neal A. Maxwells død. Som medlem af De Tolv Apostles Kvorum byder jeg jer velkommen med åbne arme, nu hvor I bliver en del af denne hellige kaldelse, der er vores. Vi savner selvfølgelig vores fællesskab med ældste Haight og ældste Maxwell i dag. Ældste Haight har siddet ved min side ved disse konferencer de sidste 28 år. Ældste Maxwell sad ved siden af ham i en årrække. Hvor jeg ville ønske, at jeg havde ældste Haights entusiastiske ånd eller ældste Maxwells gode formuleringsevne til at udtrykke mine følelser om dette lange bekendtskab, som jeg har haft med disse to vidunderlige brødre. De har beriget mit liv så meget. Hvor jeg savner dette fællesskab!

Vi har en rig tradition i det værk, som De Tolv udfører, når vi rejser omkring i verden og forkynder Jesu Kristi evangelium. For eksempel var det søndag, den 4. juni 1837, at profeten Joseph Smith henvendte sig til Heber C. Kimball i templet i Kirtland og hviskende sagde til ham: »Bror Heber, Herrens Ånd har hvisket til mig: ›Lad min tjener Heber tage til England og prædike mit evangelium og åbne døren til frelse i den nation‹« (citeret i Orson F. Whitney, Life of Heber C. Kimball, 1945, s. 194).

Beretningen om Heber C. Kimball og Brigham Young, der forlader deres hjem for at tage til England, viser tydeligt det offer, som de var villige til at yde, for de kaldelser, som de havde modtaget. Beretningen fortæller:

»Den 14. september [1839] forlod præsident Brigham Young sit hjem i Montrose for at tage på mission til England. Han var så syg, at han ikke uden hjælp var i stand til at gå ned til Mississippi[floden], der lå 150 m væk. Efter at han havde krydset floden, sad han bag Israel Barlow på hans hest hen til mit hus, hvor han lå syg indtil den 18. Han havde efterladt sin syge hustru med en baby, der kun var tre uger gammel, og alle hans andre børn var syge og ude af stand til at hjælpe hinanden. Ingen af dem var i stand til at gå hen til brønden for at hente vand, og de havde ikke noget ekstra tøj, fordi pøbelen i Missouri havde taget næsten alle deres ejendele. Den 17. fik søster Mary Ann Young en dreng til at tage hende med i sin vogn til mit hus, så hun kunne passe og trøste bror Brigham« (citeret i Life of Heber C. Kimball, s. 265).

Heber C. Kimballs familie var også syge. Charles Hubbard sendte sin dreng ud med et hestespand og en vogn for at hjælpe dem på vej. Ældste Kimball fortæller: »Det forekom mig som om, at mit hjerte skulle smelte, da jeg skulle forlade min familie i sådan en tilstand, som næsten var i dødens arme. Jeg følte, at jeg ikke kunne udholde det. Jeg bad kusken om at stoppe og sagde til bror Brigham: ›Det er ret hårdt, er det ikke? Lad os rejse os og give dem et hurraråb.‹ Vi rejste os og, mens vi svingede vore hatte tre gange over vores hoved, råbte vi: ›Hurra, hurra for Israel.‹« Søster Young og Søster Kimball kom hen til døren og vinkede farvel, og det trøstede Brigham og Heber meget, da de fortsatte »uden pung og taske« mod England (se Life of Heber C. Kimball, s. 265-266).

Bible Dictionary siger, at apostel betyder »… ›udsending‹ … En apostel kaldes til at være et særligt vidne om Jesu Kristi navn i hele verden, særligt om hans guddommelighed og om hans fysiske opstandelse fra de døde. Tolv mænd med denne høje kaldelse udgør et administrativt råd i opbygningen af Kristi legeme … I dag udgør tolv mænd med samme guddommelige kaldelse og ordination De Tolv Apostles Kvorum i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige« (»Apostle«, s. 612).

I dag er en apostel stadig en »udsending«. De forhold, som vi står overfor, er anderledes end dem, som de tidlige brødre stod overfor, når vi foretager vore rejser for at fuldføre vores opgave. Vores måde at rejse på til alle verdenshjørner er meget anderledes end den, de tidligere brødre benyttede. Men vores opgave er den samme som den, der blev givet af Frelseren, da han instruerede de tolv, han havde kaldet, til at: »… gå … hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28:19-20).

For jer to nye brødre, jeg kan love, at der vil komme en ny forståelse af, hvad det betyder at tilhøre et kvorum. Jeg ønsker, at de følelser og den respekt, som vi har vores Råd, kunne blive hvert kvorum i Kirken til del. Vil I diakoners, læreres, præsters, ældsters og højpræsters kvorummer lytte et øjeblik til det, som jeg tror er en af de største velsignelser man kan modtage ved at bære præstedømmet? Den særlige velsignelse er at tilhøre et præstedømmekvorum.

For mange år siden gav præsident Stephen L Richards os et vidunderligt råd om Kirkens ledelse. Han sagde følgende:

»Det geniale i vores kirkeledelse er, at Kirken ledes ved hjælp af råd. Jeg ser visdommen, Guds visdom, i at skabe råd; for at lede hans rige. I den ånd, hvorunder vi arbejder, kan mænd med tilsyneladende afvigende indbyrdes meninger og meget forskellig baggrunde komme sammen, og under denne Ånds indflydelse kan de rådføre sig med hinanden og nå til enighed … Jeg kan uden tøven forsikre jer om, at hvis I vil rådføre jer i råd, som det forventes af jer, vil Gud give jer løsninger på de problemer, I møder« (i Conference Report, okt. 1953, s. 86).

Og hvilke store fordele oplever I ved at tilhøre et kvorum? Igen fra Stephen L Richards. Han sagde: »Et præstedømmekvorum er tre ting: 1. en klasse; 2. et broderskab; og 3. en tjenesteenhed« (i Conference Report, okt. 1938, s. 118).

Jeg ser tydeligt det geniale i de funktioner, som De Tolv Apostles Kvorum udfører. Vi er en klasse, når vi studerer rigets lærdomme sammen. Kan I forestille jer, hvilken speciel oplevelse, det vil være at være til et kvorumsmøde og blive undervist i evangeliets lærdomme af ældsterne Ezra Taft Benson, Mark E. Petersen, LeGrand Richards, Howard W. Hunter, Bruce R. McConkie, David B. Haight eller Neal A. Maxwell? I lægger mærke til, at jeg kun omtalte de brødre, der har fuldført deres jordiske tjeneste, for ikke at favorisere nogle af vore nulevende apostle. Denne samme velsignelse kan I få i hvert af jeres kvorummer. Apostlenes ord, fordum og i nutiden, lever i skrifterne, i konferencetaler, kirkens tidsskrifter, foredrag og så videre. De er tilgængelige for at bringe rigets lærdommes kraft ind i jeres kvorumsklasse. Gør jeres kvorum til en klasse, hvor I kan øge jeres viden om vor Herres og Frelsers evangelium.

I vores kvorum har vi et særligt broderskab. Vi er der for at opløfte, inspirere og velsigne hinanden med ånden fra vores kaldelse. Når man er overbebyrdet, er der elleve andre, som ivrigt ønsker at løfte og være med til at bære byrden. Til tider glæder vi os sammen og føler meget er udrettet. Vi græder sammen i tider med sorg. Vi føler aldrig, at vi står alene med et problem! Der er altid råd, støtte, hjælp og opmuntring fra vore kvorumsmedlemmer.

Fra bogen Priesthood and Church Government har vi denne udtalelse om det broderskab, der bør findes i præstedømmets kvorummer. »Præstedømmet er et stort broderskab, der bliver holdt sammen af de evige og uforanderlige love, der udgør evangeliets rammer. Følelsen af broderfællesskab bør gennemtrænge kvorummet. Det bør være et kvorums første opgave at hjælpe alle medlemmer, som er i nød timeligt, mentalt eller åndeligt. Fællesskabets ånd bør være den ledende kraft i alle kvorummets planer og funktioner. Hvis den ånd bliver næret med visdom og til stadighed, vil ingen anden organisation blive mere tiltrækkende for den mand, der bærer præstedømmet« (Rudger Clawson, forord til A Guide for Quorums of the Melchizedek Priesthood, 1930, s. 3; citeret i John A. Widtsoe, red., Priesthood and Church Government, 1939, s. 135). Vi vil opmuntre alle præstedømmekvorummer i Kirken til at fremelske et sådant broderskab.

Til sidst, det eneste formål med vores kvorum er at være til tjeneste. Måske kan vores dybeste følelser om dette ansvar blive karakteriseret ved et brev dateret den 26. oktober 1886 fra Wilford Woodruff, som på det tidspunkt tjente som præsident for De Tolv Apostles Råd: »Jeg vil sige til apostlene, at vores ansvar er meget stort … Hvad slags mænd burde vi da være? Hele jorden modnes i ugudelighed, og Guds Zion skal være forberedt til brudgommens komme. Vi bør ydmyge os selv for Herren og være i en position, hvor vi kan blive fyldt med ånden i vores kaldelse, med Helligånden og med Jesu Kristi åbenbaringer, så vi kan kende Guds tanker og vilje med os og være forberedt til at forstørre vores kaldelse og være retskafne og være trofaste i vidnesbyrdet om Jesus Kristus til enden … Der har aldrig været en tid, hvor Guds værk krævede et mere trofast vidnesbyrd og arbejde fra apostlene og ældsterne end i dag« (»An Epistle«, Deseret News, 24. nov. 1886, s. 712). Gør hvert af jeres kvorummer til en stor tjenesteorganisation til gavn for alle i jeres kvorum.

Og nu denne advarsel fra skriften:

»Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet.

Den, der er lad, skal ikke agtes værdig til at stå i sit kald, og den, der ikke lærer, hvad der er hans pligt og ikke viser sig Gud velbehagelig, skal ikke agtes værdig til at beholde sin plads« (L&P 107:99-100).

Og sådan siger jeg til jer to brødre, som er blevet kaldet til dette kvorum og til alle jer brødre, der tilhører Guds præstedømme, må Gud velsigne os alle i vore kald til at tjene. Må vores tro blive styrket, når vi tjener i retskaffenhed og trofast holder befalingerne. Må vore vidnesbyrd vokse endnu stærkere, når vi søger efter kilden med evig sandhed. Må det broderskab, der findes i vores kvorum, være en trøst, styrke og sikkerhed, mens vi gennemgår denne jordiske del af vores tilværelse. Må glæden ved tjeneste i evangeliet altid bo i jeres hjerte, når vi går fremad for at fuldføre vore pligter og ansvar som tjenere i vor himmelske Faders rige, er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.