Seniormissionærer og evangeliet

Jeg tænker fx på ældste Lloyd Poelman og hans hustru, søster Catherine Poelman. De er forældre til 9 voksne børn og bedsteforældre til 20 børnebørn og udfører nu en mission i en fjern del af Chile, hvor de arbejder i en lille gren. De foretager hyppige besøg hos mindre aktive medlemmer og hos familier, som for nyligt er blevet omvendt til Kirken. Disse besøg giver ægteparret Poelman mulighed for at læse sammen med disse familier og at bære deres vidnesbyrd om templets velsignelser. I disse missionsgrene har de også undervist medlemmer i at dirigere og spille forenklede versioner af salmerne på små elektriske orgler. Ældste og søster Poelman skrev for nyligt: »Dåb er kun det første skridt i omvendelsen. Når den første iver har lagt sig, og de nyomvendte fortsat møder behovet for at arbejde i mange timer bare for at få brød på bordet, har de brug for hjælp fra andre, som deler evangeliets glæde med dem. Det er vores specialitet. Vores arbejde er forebyggende – at holde os nær til de nyomvendte. Så er der andre, som sjældent kommer, men som ikke har mistet deres overbevisning, og som modtager vores budskab med taknemlighed. Når vi ser de forandringer, som sker hos dem, som vi besøger, føler vi os velsignet ved at modtage fortsat undervisning og hjælp fra Herren i dette værk og ved samtidigt at vide, at vores familie derhjemme på stedfortrædende vis deler vores kaldelse og disse særlige velsignelser.«⁶

Sådanne vidunderlige ægtepar er engageret i arbejdet med at bringe sjæle tilbage, som tidligere har indgået pagter om at påtage sig Jesu Kristi navn.

Andre missionærægtepar yder tjeneste i Kirkens hellige templer. Ældste Kenneth og søster Barbara Willits tjener fx i templet i Accra i Ghana. De udviklede en særlig kærlighed til folket i Ghana, mens de tjente der som missionærer for mere end to årtier siden. De er energiske og ivrige og blev omvendt for 50 år siden, har tre børn, 16 børnebørn og 12 oldebørn. De udfører de ophøjende ordinancer i templet. Broder Willits tjener som besegler. De er ved flere lejligheder blevet behageligt overrasket over at møde medlemmer, som de har mødt tidligere på deres første mission. For nylig foretog ældste Willits besegling af en mand og en hustru, som de havde undervist i 1982, og ældste Willits beseglede fire af deres afdøde børn til dem. Ældste og søster Willits skrev: »Vores villighed til at forlade vores familie og hjem er motiveret af de pagter, som vi har indgået i templet, og af vores dybe ønske om at blive en evig familie. Vores familie støtter os fuldt ud i vores tjeneste, og de har del i mange af de velsignelser, som vi har modtaget. Vi er i ydmyghed taknemlige for det privilegium at hjælpe andre med at modtage templets velsignelser.«⁷

Modige og omsorgsfulde par som ældste og søster Willits muliggør og beriger det værk, som bliver udført i mange af vore templer over hele verden. Nogle af disse templer, såsom templet i Accra i Ghana, ligger steder, hvor de fleste lokale medlemmer ikke tidligere har haft mulighed for at komme i et tempel. Ordinancer for disse medlemmer bliver nu gjort mulige af erfarne ægtepar, som tjener som tempelmissionærer. Vi udtrykker også vores dybfølte taknemlighed til dem.

Tidligere på året var ældste Douglas L. Callister og jeg i Kiev, Ukraines hovedstad. Vi var der for at danne den første stav i denne tidligere sovjetiske republik. Vi var glade over at se, at missionsdistriktet i Kiev var velforberedt til at blive en stav – fuldt ud organiseret – og rede til at indtage sin plads blandt Zions stave. Vi mødtes også der med missionærerne, hvoraf der var flere stålsatte seniorpar. Vi lyttede opmærksomt til dem.

Vi husker beretningen om ældste Rudi og søster Eva Hegewald, som voksede op i det, som dengang var kendt som Østtyskland. De talte med en lille og sød tysk accent om de vanskelige dage under anden verdenskrig og den efterfølgende sovjetiske besættelse. De talte om mange lidelser. At finde Herrens sande kirke og senere at immigrere til Amerika blev regnet som skattede velsignelser. De efterfølgende år bragte dem fem sunde børn samt åndelig og økonomisk vækst. De følte, at det at udføre en mission ville være en god måde for dem at vise taknemlighed til Herren på. De udtrykte et stort ønske om at tjene i det østlige Europa. De blev kaldet til at tjene i Kiev-missionen i Ukraine. Ældste og søster Hegewald skrev: »Nu, hvor vi nærmer os afslutningen på vores mission i vores tidligere fjendes land, er vi taknemlige for muligheden for at undervise og elske det ukrainske folk. Efterhånden som vi har tjent Herren, er vores sjæl blevet helet, og vores familie er blevet mere forenet. Vi har i sandhed haft en bemærkelsesværdig og tilfredsstillende oplevelse og set mange små mirakler.«⁸

Læg mærke til, at alle disse tre par skrev om deres velsignelser. Et andet par fortæller om de velsignelser, som kommer af at tjene som missionærer. De skrev: »Gode mennesker afløser os fra vore funktioner som forældre bedre end vi … Hvis et problem i familien ikke bliver løst ved bøn og faste, kan man overveje en mission.«⁹

Ingen seniormissionærer finder det belejligt at tage af sted. Det gjorde hverken Joseph, Brigham, John eller Wilford. De havde også børn og børnebørn. De elskede ikke deres familie mindre, men de elskede også Herren og ønskede at tjene ham. En dag vil vi måske møde disse stålsatte mennesker, som hjalp til med at oprette denne uddeling. Vi vil så glæde os over, at vi ikke søgte skyggen, da et kald som missionær kom fra profeten, selv i vores livs efterår.

Ved generalkonferencen i oktober 1925 udstedte præsident Heber J. Grant et kald til »mænd i en moden alder med sund dømmekraft, som har haft erfaring med at forkynde evangeliet … til at gå ud og arbejde i missionsmarken.«¹⁰

Dette behov eksisterer stadig. Ved den seneste oplæringsudsendelse til præstedømmelederne over hele verden udstedte præsident Gordon B. Hinckley et lignende kald: »Der er et konstant behov for flere missionærægtepar,« sagde han. »De udfører en vidunderlig tjeneste over hele verden. I [ledere] behøver ikke at vente på, at et ægtepar melder sig frivilligt. De ofre, som er forbundet med at tjene Herren på fuld tid, vil rigeligt velsigne ægteparrene, deres familier og de mennesker, som de tjener.«¹¹

Biskopperne skal også følge dette kald fra profeten og spørge medlemmerne, om de kan tjene. Mulighederne for seniormissionærer er forskellige og mangeartede.¹² Deres kaldelser til at tjene bliver bekendtgjort efter bønsom overvejelse ud fra deres faglige baggrund, sproglige erfaring og personlige evner.¹³ Af alle disse kvalifikationer til at tjene er ønsket om at tjene det vigtigste. Herren har erklæret:

»Se derfor til, o, I, der indtræder i Guds tjeneste, at I tjener ham af jeres hele hjerte, sjæl, sind og styrke, så I kan stå ulastelige for Gud på den yderste dag.

Dersom I derfor ønsker at tjene Gud, da er I kaldet til arbejdet.«¹⁴

Mange ydmyge sidste dages hellige frygter, at de ikke er kvalificerede til at virke som missionærer. Men til sådanne kommende missionærer har Herren givet denne forsikring: »Og tro, håb, barmhjertighed og kærlighed og med øjet alene henvendt på Guds ære gør ham skikket til dette værk.«¹⁵

Samtidig med at jeg priser det arbejde, som seniormissionærerne gør, er jeg klar over, at der er mange, som gerne vil tjene, men som ikke er i stand til det. Begrænsninger i form af alder eller dårligt helbred kræver realistisk bedømmelse, ligesom familiens vigtige behov. Når ønsket brænder indeni, men der samtidig eksisterer sådanne begrænsninger, kan man yde sin tjeneste gennem andre. De kan blive jeres arme og ben, og I kan tilvejebringe de nødvendige midler. Andre kan også bidrage med tid og talenter som hjemmeboende missionærer.¹⁶ De vil hver især være Herren til behag, og hver især vil de modtage hans pris.

Vi kan alle forkynde evangeliet gennem forskrift og eksempel. Ordet evangelium betyder »det glade budskab.« Det glade budskab er Herren Jesus Kristus og hans budskab om frelse.¹⁷ Jesus så både sin mission og sin tjenestegerning på jorden som en del af evangeliet. I sin missionsudtalelse sagde Jesus:

»Dette er det evangelium, som jeg har givet jer – at jeg kom til verden for at gøre min Faders vilje, fordi min Fader sendte mig.

Og min Fader sendte mig, for at jeg kunne blive løftet op på korset.«¹⁸

Frelserens jordiske mission kender vi som Forsoningen.

Frelserens jordiske tjenestegerning omfatter alt, hvad han ellers gjorde – hans lærdomme, udtryk for kærlighed, opmærksomhed over for ordinancer, mønstre for bøn, udholdenhed osv. Han levede for at være et eksempel for os, hvilket han også gjorde lig med evangeliet i sin udtalelse om sin tjeneste. »Dette er mit evangelium,« sagde han, »thi de gerninger, I har set mig gøre, skal I også gøre.«¹⁹ Tro, omvendelse, dåb med vand og ild og med den Helligånd, indsamling af de udvalgte og at holde ud til enden er alt sammen en del af evangeliet.²⁰ Vi kan alle efterligne Herrens eksempel uanset alder, status eller placering.

Som et af de »særlige vidner om Kristi navn i hele verden«²¹ erklærer jeg, at han er Guds levende Søn, vores forsonende Frelser og Forløser. Dette er hans Kirke, genoprettet i de sidste dage for at opfylde sin guddommelige skæbne. Hans profet i dag er præsident Gordon B. Hinckley. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.