Af de små ting

Ordene i den prægtige hyldestsang til genoprettelsen, som blev sunget ved indledningen af vores møde, har været i mine tanker og mit hjerte, siden vi valgte dette tema. »Lad Zion i sin skønhed rejse sig, lad hendes lys begynde at stråle … Et folk bereder sig til at møde Herren« (»Let Zion in Her Beauty Rise«, Hymns, no. 41). Det er herligt at tænke på den forjættede dag, da Herren vender tilbage, men det er også tankevækkende at fundere over de ændringer, som vi hver især må foretage for at blive parate. Jeg har dog erfaret, kære søstre, når jeg har mødtes med jer og set jeres engagement, at vi ikke er så uforberedte, som vi ofte føler. Vi har grund til at være fortrøstningsfulde og nære håb, mens vi forbereder os.

I september 1832 havde de første hellige travlt med at forberede sig. Profeten gjorde sig klar til at flytte til John Johnsons hjem sydøst for Kirtland. Andre brødre gjorde sig parate til at rejse til Missouri. Midt i disse forberedelser fik Joseph Smith en åbenbaring, som vi nu kender som afsnit 64 i Lære og Pagter. Herren pålagde mændene at drage til Missouri og gav dem derpå denne påmindelse: »Men alt må ske til sin tid. Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, thi I lægger grundvolden til et stort værk, og af de små ting kommer det, som er stort« (L&P 64:32-33; fremhævelse tilføjet).

Disse vers tjener som vejledning for os, idet vi forbereder os selv og vores familie til at leve i »hårde tider« (se 2 Tim 3:1). Vi må ikke blive trætte af at gøre godt, og vi må ikke blive utålmodige. De forandringer, som vi stræber efter at se, sker »til sin tid«. Og det vigtigste er, at det store arbejde, vi gerne vil gøre, kommer af »små ting«.

Jeg har erfaret, at en af disse små ting er, at jeg må finde tid til at fylde mit eget åndelige forråd hver dag. Det er fristende at skrive en lang liste over mine svagheder og derpå arbejde på dem, som i et forsøg på at »slå slanger ihjel«, som en af mine venner siger. Selvforbedring kan virke som et arbejdsprojekt, men det er i virkeligheden en ændring af sindelaget. Når vi kvinder kæmper for at holde trit med livet – opdrage vore børn, sørge for livets fornødenheder, uddanne os, forholde os til alderdom eller svigtende helbred – er vores egen åndeliglighed ofte det, som står nederst på vores lange huskeliste.

Skriftstudium og bøn fører til forandringer – men ikke automatisk. Hvis vi kun læser med ét øje og beder med et halvt hjerte, foretager vi et ritual, og skønt tiden ikke er spildt, er den heller ikke særlig produktiv. Vi har brug for, at vores familie støtter os i at finde tilstrækkelig tid til at studere – ikke kun at læse – men til at fundere, føle og vente på svar. Herren har lovet, at han vil styrke os og give os fornyet styrke, hvis vi tager os tid til ham hver dag (se L&P 88:63).

Søstre, vi må forberede os, hvis vi ønsker at tjene, og vi må tjene, hvis vi ønsker at forberede os. Da jeg var 16 år, blev jeg kaldet til at undervise de tre-årige i det, som dengang hed Juniorsøndagsskolen. (Det var nemlig noget, der hed sådan i gamle dage). Jeg underviste nogle meget aktive børn. Børnene kravlede rundt på og under stolene og bordet og var i konstant bevægelse. Jeg var forfærdelig uerfaren, og i de første par uger spekulerede jeg på, om det havde været rigtigt af mig at tage imod kaldet.

Men jeg holdt ved, og jeg lærte – hurtigt – at jeg ikke kunne nøjes med at bede om hjælp. Jeg måtte være forberedt. Det indebar, at jeg måtte planlægge aktiviteter, historier og lektioner, og at jeg måtte have plan B parat, såvel som plan C til og med Å. Mange år senere, da jeg blev kaldet til at lede Juniorsøndagsskolen, vidste jeg, hvordan jeg kunne hjælpe de nye lærere. Jeg vidste, hvordan jeg kunne sætte pris på børnene, og jeg vidste, hvor vigtigt det var, at jeg var trofast i mit kald.

Ligesom jer har jeg haft mange kald i Kirken. Nogle har været lettere for mig end andre, men jeg har forsøgt at ære hver eneste af dem. Men gør udtrykket »ær dit kald« jer nogen sinde nervøse? Det har gjort mig nervøs! Jeg læste for nylig en tale, hvor præsident Thomas S. Monson om emnet sagde: »Og hvordan ærer man sit kald? Ganske enkelt ved at udføre det arbejde, som hører ind under det« (»Præstedømmets magt«, Liahona, jan. 2000, s. 60). Søstre, det kan vi godt gøre! Jeg hører kvinder sige, at deres kald slider dem op, eller at de ikke har tid til at tjene. Men at ære sit kald betyder ikke at blive oppe hele natten for at forberede uddelingsark eller kunstfærdige borddekorationer. Det betyder ikke, at vi, hver gang vi tager ud som besøgslærerinder, skal have noget med til vore søstre. Nogle gange er vi selv vore værste fjender. Lad os gøre det mere enkelt. Budskabet i en god lektion får man frem ved at forberede sig åndeligt. Lad os fokusere på evangeliets principper og på det, der står i vore studievejledninger. Lad os forberede os på at skabe en interessant meningsudveksling ved samtale, ikke ved ekstra, selvopfundet arbejde, som gør os så udmattede, at vi kommer til at hade den tid, vi tilbringer i vores kald.

Når vi kaldes til at tjene, får vi ikke oplyst en afløsningsdato. Vores liv er vores tjeneste. Lois Bonner, en 92-årig kvinde i min stav begyndte som besøgslærerinde, da hun blev gift for over 65 år siden. Hun tjener stadig trofast. Missionærægteparrene Nelson fra Canada og Ellsworth fra Utah underviste, vejledte og elskede os, mens vi var i en lille, voksende menighed i Missouri. Gennem dem lærte vi glæden ved at tjene, at kende og hentede visdom fra deres erfaringer. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen bedre måde at takke vor Fader på for alt, hvad han giver os, end at tjene hans børn, uanset hvilken alder vi har.

Endelig er jeg begyndt at forstå betydningen og vigtigheden af vore offergaver – især vores tiende og fasteoffer. I hele Lære og Pagter opfordrer Herren os til, at vi tager os af hinanden og giver af vore timelige midler til at opbygge Guds rige. Faktisk er vores villighed til dette en af forudsætningerne for, at Herren kommer tilbage til jorden (se Daniel H. Ludlow, A Companion to Your Study of the Doctrine and Covenants, 2 bd., 1978, 2:46). Skønt vi befinder os i forskellige situationer, er det vigtigt for os, at vi giver alt, hvad vi kan. Herren har sjældent krævet, at den enkelte giver alt, men det er vigtigt for ham at vide, at vi ville og kunne gøre det, hvis han bad os om det (se Bruce R. McConkie, »Obedience, Consecration, and Sacrifice«, Ensign, maj 1975, s. 50). I en stav, hvor min mand og jeg boede, udfordrede vores stavspræsident medlemmerne til at fordoble deres fasteoffer og berede sig til de velsignelser, der ville komme. Jeg kan nu personligt bære vidnesbyrd om, at Herren velsigner os på ufattelige måder, hvis vi oprigtigt og trofast giver gavmildt.

Åndelighed ved bøn og studium. Tjeneste af andre. Gavmild tiende og offergaver. Det er ikke nye principper. Dette er nogle af de »små ting«, som er forudsætningen for det, som er stort. I det vers, som kommer efter, lærer vi, hvad Herren kræver af os. Han kræver »hjertet og et villigt sindelag« (L&P 64:34; fremhævelse tilføjet). Det er vores hjerte og vores sindelag, som må fornyes. Vi har hver især vore ufuldkommenheder og vore svagheder. Herren beder os om at åbne os for ham, uden at holde noget tilbage. Han siger til os: Prøv ikke »på at redde dit eget liv«. Forsøg »at gøre min vilje og holde mine bud« (Helaman 10:4). Vi får et nyt hjerte, når vi gør og giver alt, hvad vi kan, og derpå bringer vores hjerte og vilje som et offer til Faderen. Når vi gør det, lover vor Fader os, at vores liv nu og i evigheden bliver rigt. Vi har ikke grund til at frygte.

Søstre, bliv ikke trætte af at gøre godt. Hvis vi er tålmodige, kan vi opleve den forandring i hjertet, vi stræber efter. For de fleste af os kræver dette kun en lille kursændring at komme tilbage til ret nord. De justeringer, som vi må foretage, er i de »små ting«, men det betyder ikke, at de er lette. Alt for mange kræfter forvirrer vores kompas. Men tiltrækningen mod Nordstjernen er den, vi anerkender. Det er retningen hjemad.

Jeg aflægger vidnesbyrd for jer om virkeligheden af Faderens forjættelser til os, sine elskede døtre. Jeg vidner om, at når vi justerer vores liv, så det harmonerer med den livsførelse, som Frelseren viste os, erkender vi, at Zions lys virkelig skinner, og at vi er ved at blive et folk, som er beredt til hans tilbagekomst. I Jesu Kristi navn. Amen.