Guds kærligheds kraft

Hvad er det ved ægte kærlighed, som griber alle mennesker om hjertet? Hvorfor vækker de enkle ord, »jeg elsker dig,« overalt en sådan glæde?

Der kan være forskellige årsager, men den virkelige årsag er, at enhver, som fødes på jorden, er Guds åndelige søn eller datter. Eftersom al kærlighed udgår fra Gud, er vi født med evnen til og ønsket om at vise og tage imod kærlighed. Et af de stærkeste bånd, vi har med fra vores førjordiske liv, er, hvor meget vor Fader og Jesus elskede os, og hvor meget vi elskede dem. Skønt vi har fået trukket et slør for vores hukommelse, vækker ægte kærlighed, når som helst vi fornemmer den, en længsel, som vi ikke kan fornægte.

Det er en del af selve vores væsen at tage imod ægte kærlighed. Vi har et medfødt ønske om her atter at opleve den kærlighed, vi følte der. Først når vi føler Guds kærlighed og fylder hjertet med hans kærlighed, kan vi være rigtigt lykkelige.

Guds kærlighed opfylder det uendelige rum, derfor er der ingen mangel på kærlighed i universet, kun på vores villighed til at gøre det, der er nødvendigt for at føle den. Jesus forklarede, at vi for at gøre det må »elske Herren din Gud af hele dit hjerte … sjæl … styrke og … sind, og din næste som dig selv« (Luk 10:27).

Jo mere vi adlyder Gud, desto mere ønsker vi at hjælpe andre. Og jo mere vi hjælper andre, desto mere elsker vi Gud. Omvendt er det sådan, at jo mere ulydige vi er mod Gud, og jo mere selviske vi er, desto mindre kærlighed føler vi.

At forsøge at finde varig kærlighed uden at adlyde Gud er som at forsøge at slukke tørsten ved at drikke af et tomt bæger: Man sætter bægeret til munden, men tørsten varer ved. På samme måde er det at forsøge at finde kærligheden uden at hjælpe og ofre sig for andre ligesom at forsøge at leve uden at spise. Det strider mod naturlovene og lader sig ikke gøre. Vi kan ikke simulere kærlighed. Den må blive en del af os. Profeten Mormon har forklaret:

»Men den kærlighed, som er Kristi rene kærlighed, forbliver evindelig; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham er alt vel.

Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen af jeres ganske hjerte, at I må være fyldt med denne kærlighed« (Moroni 7:47-48).

Gud er ivrig efter at hjælpe os med at mærke hans kærlighed, uanset hvor vi er. Lad mig komme med et eksempel.

Som ung missionær blev jeg sendt til en lille ø med omkring 700 indbyggere langt ude i Stillehavet. For mig var varmen trykkende, myggene var forfærdelige, der var mudder overalt, sproget var umuligt og maden var – tja, »anderledes«.

Efter nogle måneder blev øen ramt af en kraftig orkan. Den forvoldte store ødelæggelser. Afgrøderne gik til, flere døde, husene blæste bort og telegrafstationen – vores eneste forbindelse til verden udenfor – blev ødelagt. Der kom som regel en lille båd med forsyninger hver måned eller hver anden, så vi rationerede vores mad til at vare fire eller fem uger i håb om, at båden kom. Men der kom ingen båd. Vi blev svagere for hver dag, der gik. Der blev udvist megen venlighed, men da der var gået seks og syv uger næsten uden mad, var vi meget afkræftede. Min indfødte kammerat, Feki, hjalp mig, så godt han kunne, men da vi begyndte på den ottende uge, havde jeg ingen energi tilbage. Jeg sad blot i skyggen fra et træ og bad og læste i skriften og tilbragte mange timer med at tænke på evigheden.

Den niende uge begyndte uden de store ydre forandringer. Men der var sket en stor indre forandring. Jeg følte Herrens kærlighed mere end nogen sinde før og erfarede personligt, at hans kærlighed er »det mest ønskværdige af alt … ja, det, som glæder sjælen mest« (1 Nephi 11:22-23).

Nu var jeg stort set kun skind og ben. Jeg husker, at jeg med dyb ærbødighed så mit hjerte slå, og at mine lunger fungerede, og jeg tænkte, hvilket forunderligt legeme Herren har skabt til at huse vores lige så forunderlige ånd! Tanken om en evig forening af disse to bestanddele – som er muliggjort af Frelserens kærlighed, sonoffer og opstandelse – var så inspirerende og berigende, at enhver fysisk ubekvemhed blev glemt.

Når vi forstår, hvem Gud er, hvem vi selv er, hvordan han elsker os, og hvad hans plan for os er, forsvinder vores frygt. Når vi får blot det mindste glimt af disse sandheder, forsvinder vore bekymringer over det verdslige. At tænke sig, at vi virkelig falder for Satans løgne om, at magt, berømmelse eller rigdom er vigtigt, er til at le ad – eller ville være det, hvis det ikke var så sørgeligt.

Jeg lærte, at ligesom raketter må overvinde tyngdekraften for at kunne fare ud i rummet, således må også vi overvinde verdens tiltrækningskraft for at kunne flyve ud i de evige sfærer af forståelse og kærlighed. Jeg indså, at mit jordiske liv kunne ende her, men der var ingen panik. Jeg vidste, at livet ville fortsætte, og om det fortsatte her eller hisset betød ikke noget. Det, som betød noget, var, hvor meget kærlighed jeg havde i hjertet. Jeg vidste, at jeg havde brug for mere! Jeg vidste, at vores glæde nu og for evigt er uløseligt knyttet til vores kapacitet for kærlighed.

Mens disse tanker fyldte og løftede min sjæl, blev jeg gradvist opmærksom på nogle oprevne stemmer. Min kammerat Fekis øjne funklede, da han sagde: »Kolipoki, der er kommet en båd, og den er fuld af mad. Vi er reddet! Er du ikke spændt?« Jeg var ikke helt sikker, men da båden var kommet, måtte det være Guds svar, så jo, jeg var glad. Feki gav mig noget mad og sagde: »Her, spis det.« Jeg tøvede. Jeg så på maden. Jeg så på Feki. Jeg så op mod himlen og lukkede øjnene.

Jeg følte noget meget dybt. Jeg var taknemlig for, at mit liv kunne fortsætte som før, men alligevel, følte jeg en længsel – en ubestemmelig fornemmelse af, at noget var blevet udskudt, ligesom når mørket lukker sig om solnedgangens klare farver, og det går op for en, at man må vente endnu en aften med at nyde det smukke syn.

Jeg var ikke sikker på, om jeg ønskede at åbne mine øjne, men da jeg gjorde det, forstod jeg, at Guds kærlighed havde ændret alt. Varmen, mudderet, myggene, menneskene, sproget, maden var ikke længere nogen udfordring. De, som havde forsøgt at gøre mig fortræd, var ikke længere mine fjender. Alle var min bror eller søster. Det glædeligste af alt er at være fyldt med Guds kærlighed, og det er enhver pris værd.

Jeg takkede Gud for denne vidunderlige tid og for de mange påmindelser om hans kærlighed – solen, månen, stjernerne, jorden, en barnefødsel, et smil fra en ven. Jeg takkede ham for skrifterne, for privilegiet at kunne bede og for den mest vidunderlige påmindelse om hans kærlighed – nadveren.

Jeg lærte, at når vi oprigtigt synger nadversalmerne, så får vendinger som »den store visdom, kærlighed« eller »for os han kærligt døden led og gik for os i bøn« vores hjerte til at svulme af kærlighed og taknemmelighed (se »Den store visdom, kærlighed«, Salmer og sange, nr. 116; »Et grønklædt højdedrag«, Salmer og sange, nr. 115). Når vi oprigtigt lytter til nadverbønnerne, fylder vendinger som »altid erindre ham«, »holde hans bud« og »så hans Ånd altid må være hos dem« vores hjerte med et overvældende ønske om at være bedre (se L&P 20:77, 79). Og når vi så nyder brød og vand med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, så ved jeg, at vi kan føle og høre disse mest vidunderlige ord: »Jeg elsker dig. Jeg elsker dig.«

Jeg troede, at jeg aldrig ville glemme disse følelser, men verden drager os med stor kraft, og vi snubler ofte. Men Gud elsker os fortsat.

Nogle måneder efter at jeg var kommet til kræfter, blev vi fanget i endnu et voldsomt uvejr – denne gang ude på havet. Bølgerne blev så store, at vores lille båd kæntrede, og alle tre blev kastet over bord i det rasende og frådende hav. Da det gik op for mig, at jeg befandt mig midt i et oprørt hav, blev jeg overrasket, forskrækket og lidt vred. »Hvorfor er dét sket?« Jeg tænkte: »Jeg er missionær. Hvorfor passer Gud ikke på mig? Missionærer må ikke svømme.«

Men svømme måtte jeg, hvis jeg ville overleve. Hver gang jeg beklagede mig, fik jeg hovedet under vand, så det varede ikke længe, før jeg holdt op med at beklage mig. Tingene er, som de er, og det nytter ikke noget at klage. Jeg måtte bruge alle kræfter på at holde hovedet oven vande, så jeg kunne komme ind til stranden. Jeg havde opnået den højeste spejdergrad og var en ret habil svømmer, men efterhånden begyndte blæsten og bølgerne at tappe mig for styrke. Jeg gav aldrig op, men på et tidspunkt kunne mine muskler ganske enkelt ikke mere.

Jeg havde en bøn i hjertet, men alligevel begyndte jeg at drukne. Da jeg gik ned for det, som kunne have været sidste gang, fyldte Herren mit sind og mit hjerte med en dyb kærlighed til et ganske særligt menneske. Det var, som om jeg kunne se og høre hende. Skønt hun befandt sig 13.000 kilometer borte, fór kraften fra denne kærlighed hen over de mange kilometer, gennembrød tid og sted, steg ned og trak mig op – løftede mig fra mørkets, fortvivlelsens og dødens dyb og førte mig op til lyset, livet og håbet. Med et pludseligt brus af energi nåede jeg ind til stranden, hvor jeg fandt mine rejsefæller. Undervurder aldrig styrken i ægte kærlighed, for den kender ingen grænser.

Når vi er fyldt med Guds kærlighed, kan vi gøre og se og forstå det, som vi ellers ikke kunne gøre og se og forstå. Fyldt med hans kærlighed kan vi udholde smerte, bortjage frygt, storsindet tilgive, undgå strid, forny vores styrke og velsigne og hjælpe andre på måder, som vi selv overraskes over.

Jesus Kristus var fyldt med ubegribelig kærlighed, da han for os udholdt ufattelig smerte, grusomhed og uretfærdighed. I kraft af sin kærlighed til os overvandt han barrierer, som ellers var uoverstigelige. Hans kærlighed kender ingen grænser. Han byder os at følge sig og få del i hans grænseløse kærlighed, så vi også kan hæve os over smerte og grusomhed og uretfærdighed i denne verden og hjælpe og tilgive og velsigne.

Jeg ved, at han lever. Jeg ved, at han elsker os. Jeg ved, at vi kan føle hans kærlighed her og nu. Jeg ved, at hans røst er en fuldkommen mild røst, og den trænger ind i sjælens inderste. Jeg ved, at han smiler og er fyldt med medfølelse og kærlighed. Jeg ved, at han er fuld af mildhed, venlighed, barmhjertighed og et ønske om at hjælpe. Jeg elsker ham af mit ganske hjerte. Jeg vidner om, at når vi er parate, bevæger hans kærlighed sig med ét gennem tid og rum, stiger ned og trækker os op af dybet fra ethvert oprørt hav af mørke, synd, død eller fortvivlelse, som vi måtte befinde os i, og bringer os ind i evighedens lys og liv og kærlighed. I Jesu Kristi navn. Amen.