Det rene vidnesbyrd

Jeg er for nylig kommet hjem fra en opgave i Asien, hvor vi mødtes med trofaste hellige og missionærer. Et af møderne foregik i et storbyområde, hvor der er omkring 14.000 kirkemedlemmer, der bor blandt en befolkning på næsten 21 millioner mennesker. Hvis den samme forhold blev anvendt på dette møde i Konferencecentret, ville der kun være 13 medlemmer af Kirken spredt i denne forsamling på flere end tyve tusind.

Denne oplevelse fortalte mig, hvor dybt taknemmelige vi alle skal være for at vide, at Joseph Smith efter århundreder med mørke og frafald så et bemærkelsesværdigt syn af Faderen og Sønnen i den hellige lund. Det er helt sikkert, at i nutidens verden er det noget ganske dyrebart at have et vidnesbyrd om, at Gud, vor himmelske Fader lever, at hans Søn, Jesus Kristus, er vor Frelser og Forløser, og at præstedømmets myndighed til at forvalte Jesu Kristi evangelium atter er blevet gengivet på jorden. De store velsignelser ved at have et vidnesbyrd om disse sandheder kan ikke måles, ej heller tages for givet.

Et personligt vidnesbyrd er grundlaget for vores tro. Det er den bindende kraft, som gør Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige enestående i dens medlemmers tilværelse, sammenlignet med alle andre religiøse trosretninger i verden. Gengivelsens lærdomme er herlige i sig selv, men det, som gør det mægtigt og besjæler det med stor betydning, er det personlige vidnesbyrd hos kirkemedlemmer overalt, som accepterer gengivelsen af evangeliet og stræber efter at efterleve dets lærdomme hver eneste dag i deres liv.

Et vidnesbyrd er et vidne eller en bekræftelse af evige sandheder, som er dybt præget i det enkelte menneskes hjerte og sjæl ved Helligånden, hvis hovedopgave er at vidne om sandheden, især i forhold til Faderen og Sønnen. Når man modtager et vidnesbyrd om sandheden gennem denne guddommeligt udpegede proces, begynder det straks at påvirke personen. Ifølge Alma den Yngre begynder det »at svulme i brystet, og når I mærker denne svulmen, vil I begynde at sige til jer selv: … ordet er godt, thi det begynder at fylde min sjæl, ja, det begynder at oplyse min forstand, ja, det begynder at blive mig behageligt« (Alma 32:28).

Ganske enkelt vil vidnesbyrd – vidnesbyrd, som er født af Ånden og bekræftet af Helligånden – ændre liv. Det ændrer den måde, man tænker på, og hvad man gør. Det ændrer det, man siger. Det påvirker alle ens prioriteter og alle de valg, man træffer. At have et virkeligt og varigt vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium er at være »født åndeligt af Gud«, at »[modtage] hans billede i jeres bevidsthed« og at opleve en »stor forandring i hjertet« (Alma 5:14).

Som næsten alt andet i livet vokser og udvikler vidnesbyrdet sig ved erfaring og tjeneste. Vi hører ofte nogle medlemmer, og især børn, bære deres vidnesbyrd ved at opregne det, de er taknemmelige for, deres kærlighed til familien, Kirken, deres lærere, deres venner. For dem er evangeliet noget, de er taknemmelige for, fordi det får dem til at føle sig glade og trygge. Det er en god begyndelse, men vidnesbyrd skal være meget mere. De skal meget tidligt blive forankrede til evangeliets første principper.

Et vidnesbyrd om virkeligheden af vor himmelske Faders kærlighed, om Jesu Kristi liv og virke og om forsoningens virkning på alle Guds sønner og døtre fremmer ønsket om at omvende sig og leve værdigt til at have Helligånden hos sig. Det bringer også bekræftelse til vores sjæl om gengivelsen af evangeliet i disse sidste dage. Et virkeligt vidnesbyrd om disse dyrebare sandheder kommer som et vidne gennem Helligånden efter oprigtig og hengiven indsats, deriblandt undervisning i hjemmet, bøn, skriftstudium, at tjene andre og flittig lydighed mod vor himmelske Faders befalinger. At opnå og altid fastholde et vidnesbyrd om evangeliets sandheder er værd enhver pris i form af den åndelige forberedelse, vi måske bliver krævet at betale.

Min erfaring overalt i Kirken får mig til at frygte, at alt for mange af vore medlemmers vidnesbyrd forbliver ved »jeg er taknemmelig« og »jeg elsker«, og alt for få er i stand til med ydmyg og oprigtig tydelighed at sige: »Jeg ved«. Som resultat heraf mangler vore møder af og til de vidnesbyrdrige og åndelige afstivninger, som rører sjælen og har betydningsfuld, positiv virkning på alle dem, der hører dem.

Vore vidnesbyrdmøder må være mere centreret omkring Frelseren, evangeliets lærdomme, gengivelsens velsignelser og skrifternes lærdomme. Vi må erstatte historier, rejsebeskrivelser og foredrag med rene vidnesbyrd. Dem, som er betroet at tale og undervise ved vore møder, må gøre det med lærdomsmæssig kraft, som både høres og føles, og som opbygger og opløfter vore medlemmers ånd. I husker, at midt i kong Benjamins mægtige prædiken til sit folk, findes hans personlige vidnesbyrd om Frelseren, som på det tidspunkt endnu ikke var blevet født på jorden.

På et tidspunkt i kong Benjamins tale, da han lige havde båret vidnesbyrd for folket, »kom Herrens ånd over dem, og de fyldtes med glæde … ved den særdeles stærke tro, de havde på Jesus Kristus, som skulle komme« (Mosiah 4:3).

Og det er fordi, at Ånden ikke kan holdes tilbage, når der bæres rent vidnesbyrd om Kristus. På denne måde blev kong Benjamins folk så inspireret af hans vidnesbyrd, at deres liv blev ændret lige der på stedet, og de blev som nye mennesker.

Husk også Abinadi og Alma. Abinadi gjorde den ugudelige kong Noa vred med sit modige vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus. Til sidst gav denne storslåede missionær det største offer for sit vidnesbyrd og tro, men ikke før hans rene vidnesbyrd rørte ét troende hjerte. Alma, en af kong Noas præster, »omvendte sig fra sine synder og misgerninger [antog Jesus som Kristus], og gik hemmeligt om blandt folket og begyndte at lære dem Abinadis ord« (Mosiah 18:1). Mange blev omvendt til Jesu Kristi evangelium som et direkte resultat af Abinadis mægtige vidnesbyrd om Frelseren, som blev troet af én sjæl, Alma.

Apostlen Paulus bar også et brændende vidnesbyrd om Kristus og omvendte mange ved sin missionsindsats. Han holdt sig ikke tilbage fra at bære sit vidnesbyrd for kong Agrippa. Så mægtige var hans ord, at selv denne indflydelsesrige repræsentant for Romerriget blev bevæget til at udbryde: »Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen« (ApG 26:28).

Jeg tror, at lektien er tydelig: At have et vidnesbyrd er ikke nok i sig selv. Det er i virkeligheden sådan, at når vi er oprigtigt omvendt, kan vi ikke holdes tilbage fra at vidne. Og som det var tilfældet med de fordums apostle og trofaste medlemmer, er det også vores privilegium, vores pligt og vores højtidelige forpligtelse at »forkynd[e] det, som [vi] … ved er sandt« (L&P 80:4).

Igen, husk på at vi taler om at udveksle virkelige vidnesbyrd, ikke blot at tale generelt om det, vi er taknemmelige for. Selv om det altid er godt at udtrykke kærlighed og taknemmelighed, omfatter sådanne udtryk ikke den form for vidnesbyrd, som vil tænde en ild af tro i andres tilværelse. At bære vidnesbyrd er »at aflægge vidnesbyrd ved Helligåndens kraft; at fremsætte en højtidelig erklæring om noget, som man ud fra personlig kundskab ved, er sandt« (se Guide til skrifterne, »Vidne«, s. 197). En tydelig erklæring om tro ændrer folks liv. Det er det, som forandrer hjertet. Det er det, som Helligånden kan bekræfte i Guds børns hjerte.

Selv om vi kan have vidnesbyrd om mange ting som medlemmer af Kirken, er der grundlæggende sandheder, som vi konstant må undervise hinanden i og fortælle til dem, som ikke er af vores tro. Bær vidnesbyrd om, at Gud er vores Fader, og at Jesus er Kristus. Frelsesplanen bygger på Frelserens forsoning. Joseph Smith gengav Jesu Kristi evige evangeliums fylde, og Mormons Bog er bevis på, at vores vidnesbyrd er sandt.

Der sker mirakuløse ting, når medlemmer går sammen med missionærer og bærer rent vidnesbyrd for dem, som ikke er medlemmer af Kirken. Mange mennesker var fx berørt over Almas vidnesbyrd i Ammonihahs land, men da Amulek stod op og tilføjede sit vidnesbyrd til Almas, »begyndte folket at forbavses, da de så, at der var flere end eet vidne, der vidnede« (Alma 10:12). Det samme kan ske for os i dag. Når vi står sammen, vil Herren hjælpe os med at finde mange flere af sine får, som vil kende hans røst, når vi sammen bærer vores vidnesbyrd for dem.

For mange år siden fortalte Brigham Young om en af de første missionærer i Kirken, som blev bedt om at bære sit vidnesbyrd for en stor gruppe mennesker. I henhold til præsident Young havde denne bestemte ældste »aldrig været i stand til at sige, at han vidste, at Joseph [Smith] var en profet.« Han ville have foretrukket kun at bede en bøn og tage af sted, men omstændighederne gjorde dette umuligt. Så han begyndte at tale, og »så snart han fik ordet ›Joseph‹ ud, kom ›er en profet‹ … derefter; og fra da af blev hans tunge løsnet, og han fortsatte indtil solen næsten var gået ned.«

Præsident Young brugte denne oplevelse til at lære os, at »Herren udgyder sin Ånd på et menneske, når vedkommende vidner om det, som Herren beder ham om at vidne om« (Millennial Star, tillæg, 1853, s. 30).

Profetens bror Hyrum forstod dette og vidnede frygtløst om guddommelig sandhed, som den var blevet åbenbaret til hans bror, Joseph, og bekræftet i hans eget hjerte. Hans vidnesbyrd velsignede mange, deriblandt Parley P. Pratt. Da Parley første gang så Mormons Bog, inviterede Hyrum ham med hjem og brugte natten på at undervise og vidne for ham. Han bar vidnesbyrd om den profetiske kappe, der hvilede på Joseph, og om sandheden af Mormons Bog. Kort derefter tilsidesatte Hyrum sine egne behov og tog med Parley for at efterkomme hans ønske om dåb (se Autobiography of Parley Parker Pratt, red. Parley P. Pratt jun., 1938, s. 35–42).

Vi vil nok aldrig helt forstå eller være i stand til at måle de langtrækkende virkninger af Hyrums personlige vidnesbyrd over for Parley P. Pratt. Ud over Parleys trofaste efterkommere, drog hans apostolske vidnesbyrd og missionærtjeneste utallige sjæle ind i Guds rige. Det er interessant, at blandt dem, som tilsluttede sig Kirken som et direkte resultat af hans tjenestegerning i Canada, var Joseph Fielding og hans søstre, Mary og Mercy. Efter at Hyrums første hustru, Jerusha, døde, mødte og giftede han sig med Mary Fielding, og af deres ægteskab kom præsident Joseph F. Smith og talløse andre medlemmer og kirkeledere. Jeg er godt klar over, at alle vidnesbyrd ikke resulterer i en sådan velsignelse, som Hyrums gjorde.

Joseph Kimber, en ydmyg, nyomvendt i Thatcham i England, bar sit enkle vidnesbyrd for en anden landarbejder. Jeg tror, at bror Kimbers vidnesbyrd om Joseph Smith og gengivelsen er det, som tændte troens ild i den 17-årige Henry Ballards hjerte og forårsagede, at han bad om at blive døbt. Generationer af familien Ballard nyder gavn af dette ydmyge vidnesbyrd.

Medlemmer og missionærer i vor tid kan få den oplevelse at omvende nogen ved at leve vores liv efter bedste evne og være forberedt til at »stå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder« (Mosiah 18:9). En ven fortalte mig for nylig om en halvanden times bustur i Brasilien. Han følte sig tilskyndet til at gå ned bag i bussen og tale med de unge mennesker, som havde været guider for hans gruppe af forretningsmænd. En af hans fars medarbejdere fulgte med ham ned bag i bussen og hørte hans vidnesbyrd om sandheden af det gengivne evangelium. Denne mand sagde senere: »Da jeg hørte dit vidnesbyrd, havde jeg en klar fornemmelse i hele min krop om, at disse ting var sande.« Han og hans hustru skal snart døbes.

Missionærerne er i øjeblikket ved at forberede sig på at undervise i lektionerne, ikke som udenadslærte dialoger eller rutineprægede præsentationer, men de vil derimod i hovedtræk skitsere de evangeliske principper på en velordnet måde, idet de beder Ånden om at lede den måde, de fortæller undersøgerne om evangeliske sandheder, ånd til ånd og hjerte til hjerte. Brødre og søstre, gå sammen med missionærerne i at bære jeres dyrebare vidnesbyrd hver dag, idet I vidner ved enhver lejlighed om gengivelsens herlige budskab. Dit vidnesbyrds ild er alt, hvad du har brug for for at kunne præsentere evangeliet til mange flere af vor Faders børn. Stol på Herren, og undervurdér aldrig den indflydelse, jeres vidnesbyrd kan have på andre, når I bærer det med Åndens magt. Tvivl og frygt er Satans redskaber. Tiden er kommet, hvor vi alle skal overvinde frygt og frimodigt benytte enhver lejlighed til at bære vores vidnesbyrd om evangeliet.

Må Herren velsigne jer, mens I fortsat nærer jeres vidnesbyrd ved jeres bønner, jeres personlige studium af evangeliet og jeres tjenestegerninger. Med stor glæde vidner jeg ydmygt for jer, at vor himmelske Fader elsker os; at Jesus er Kristus, at Joseph Smith genoprettede fylden af det evige evangelium, og at Mormons Bog vidner om disse sandheder. Vi bliver ledt af en levende profet i dag. Og jeg beder om, at Herren må velsigne jer, mine kære brødre og søstre, når I underviser og vidner, det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. Amen.