Et kongeligt præsteskab

Mine kære brødre, det er altid et stort privilegium og et stort ansvar at tale til Kirkens præstedømmebærere. Dette er måske den største forsamling af præstedømmebærere i verdens historie. Jeg ønsker at tale til jer unge mænd om, hvor velsignede I er ved at bære Det Aronske Præstedømme, der også er kendt som det »mindre præstedømme.« Men ordet mindre formindsker på ingen måde dets betydning. Der er intet småt over det – især ikke når jeg ser, hvor store nogle af jer unge mænd er!

Jeg er sikker på, at I husker, hvor spændte I var, første gang I omdelte nadveren. Når I som bærere af Det Aronske Præstedømme er med til at forberede, velsigne, forrette og omdele nadveren, hjælper I alle medlemmer, som nyder deraf, til atter at forpligte sig over for Herren og til at forny deres tro på Frelserens sonoffer. Medlemmer, som tager del i nadveren, mindes om at påtage sig Sønnens navn, altid erindre ham, holde hans befalinger og søge at have hans Ånd hos sig. Jeg håber, at I værdsætter det præstedømme, som I bærer, og altid opfylder jeres pligter i præstedømmet.

For nylig læste jeg en beretning om nogle diakoner, som blev lidt ligegyldige i deres indstilling til omdelingen af nadveren. De begyndte at tænke på det som en kedelig pligt, noget ingen andre ønskede at gøre. De kom ofte for sent og nogle gange klædte de sig ikke passende. En søndag fortalte deres præstedømmevejleder dem: »I behøver ikke tænke på nadveren i dag. Det er blevet ordnet.«

De blev selvfølgelig overrasket over at høre det, men som sædvanlig kom de for sent til nadvermødet. De smuttede afslappet ind under åbningssalmen og satte sig blandt forsamlingen. Da var det, at de bemærkede, hvem der sad på diakonernes bænk – deres vejleder og menighedens højpræster, som omfattede mænd, der havde tjent som biskopper og stavspræsident. De var alle klædt i mørkt jakkesæt og hvid skjorte og slips. Men vigtigere af alt, udviste de fuldstændig ærbødighed, mens de bragte nadverbakkerne fra række til række. Der var noget dybere og mere betydningsfuldt ved nadveren den dag. Disse diakoner, som var blevet overfladiske i deres pligter, lærte ved eksemplets magt, at omdelingen af nadveren var helligt og betroet og en af de største af alle æresbevisninger.¹ De begyndte at forstå, at præstedømmet er, som apostlen Peter kaldte det, »et kongeligt præsteskab«.²

I almindelighed har Det Aronske Præstedømme, under biskoprådets ledelse, ansvaret for at velsigne og omdele nadveren. I min hjemmenighed her i Salt Lake City har vi et pænt antal trofaste, ældre medlemmer, men kun få i Det Aronske Præstedømmes alder. I årenes løb har jeg betragtet disse højpræster og ældster, mænd med tro og store evner, der ydmygt og ærbødigt omdeler Herrens nadver. På et tidspunkt omfattede denne gruppe præstedømmebærere en højtstående føderal dommer, en guvernørkandidat i staten Utah og andre fremtrædende mænd. Alligevel var de beæret og følte sig tydeligt privilegeret ved at udføre denne hellige præstedømmepligt.

Det Aronske Præstedømme er en stor gave af åndelig kraft, som Herren overdrog Aron og hans sønner.³ Det har »nøglen til englebetjening og det forberedende evangelium«⁴ og ligeledes til »omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse.«⁵

Jeg ønsker at sige lidt om englebetjening. Både fordum og nu har engle vist sig og er kommet med belæringer, advarsler og vejledning, som har været til gavn for de personer, de besøgte. Vi forstår ikke helt, i hvilket omfang englebetjening påvirker vores tilværelse. Præsident Joseph F. Smith sagde: »På lignende måde kan vore fædre og mødre, brødre, søstre og venner, som er gået bort fra denne jord, og som har været trofaste og værdige til at nyde disse rettigheder og privilegier, få den mission at besøge deres hengivne slægtninge og venner på jorden igen, og bringe dem budskab om kærlighed, varme og irettesættelse og belæring fra Guddommen.«⁶ Mange af os føler, at vi har oplevet dette. Deres tjenestegerning har været og er en væsentlig del af evangeliet. Engle betjente Joseph Smith, da han gengav evangeliet i dets fylde.

Alma den yngre havde en personlig oplevelse med tjenende engle. Som ung blev han regnet blandt de ikke-troende og »forledte … mange blandt folket til at gøre sine synder efter.« En dag »mens han drog rundt for at tilintetgøre Guds kirke« sammen med Mosijas sønner, »da viste Herrens engel sig for dem; og han steg ned som i en sky; og han talte som med en tordenrøst, hvilket fik jorden, hvorpå de stod, til at ryste.« Englen udbrød da: »Alma, rejs dig og stå frem, for hvorfor forfølger du Guds kirke?«

Alma var så overvældet af denne oplevelse, at han besvimede og måtte bæres hen til sin far. Først da hans far og andre havde fastet og bedt i to dage, fik Alma sit helbred og sin fulde styrke igen. Han rejste sig og erklærede: »Jeg har omvendt mig fra mine synder og er blevet forløst af Herren; se, jeg er født af Ånden.«⁷ Alma gik derpå hen og blev en af de største missionærer i Mormons Bog. Men i alle de år, hvor han missionerede, talte han aldrig om englens besøg. I stedet valgte han at vidne om, at sandheden var blevet kundgjort for ham af Guds Helligånd.

Det er en stor velsignelse at blive belært af en engel. Men som Alma lærte os, kom hans endelige og vedvarende omvendelse først, efter han havde »fastet og bedt i mange dage.«⁸ Hans fuldstændige omvendelse kom fra Helligånden, som vi alle har adgang til, hvis vi er værdige.

Mirakuløse begivenheder har ikke altid været en kilde til omvendelse. Da Laman og Lemuel fx fysisk mishandlede deres yngre brødre, viste en engel sig og advarede dem, at de skulle standse. Englen forsikrede også alle brødrene om, at Laban ville blive overgivet i deres hænder. Nefi, på den ene side, troede og erhvervede bronzepladerne fra Laban. Laman og Lemuel, på den anden side, troede ikke og ændrede heller ikke deres opførsel som følge af englebesøget. Som Nefi mindede dem om: »Hvordan kan det være, at I har glemt, at I har set Herrens engel?«⁹

I unge mænd er ved at opbygge jeres vidnesbyrd. De styrkes ved åndelig bekræftelse gennem Helligånden i livets almindelige hændelser. Selv om en stor tilkendegivelse kunne styrke jeres vidnesbyrd, så sker det sikkert ikke på den måde.

Selv om det bringer store velsignelser at bære præstedømmet, så medfører det også store forpligtelser.

1. Alle præstedømmebærere må ære deres kaldelser ved at handle i Herrens navn i det omfang, som deres embede og kaldelse tillader. Vi ærer vore kaldelser ved at følge vejledningen fra vores kvorumspræsidentskab, biskoppen og vores kvorumsvejleder. Det betyder at forberede, velsigne og omdele nadveren, når vi bliver bedt om det. Det betyder også udførelse af andre ansvar i Det Aronske Præstedømme, som at gøre rent i vore kirkebygninger, sætte stole op til stavskonferencen og andre kirkemøder samt udføre andre opgaver, som vi får tildelt.

2. Bærere af Det Aronske, eller forberedende, Præstedømme har en pligt til at gøre sig rede til det højere præstedømme og til at modtage undervisning som forberedelse til større ansvar i Kirkens tjeneste.

3. At bære Det Aronske Præstedømme medfører en forpligtelse til at være et godt eksempel med rene tanker og passende opførsel. Vi erhverver disse egenskaber, når vi udfører vore præstedømmepligter.

4. I vil i jeres kvorum og til andre aktiviteter være sammen med unge mænd, som har de samme standarder, som I har. I kan styrke hinanden.

5. I kan studere skrifterne og lære om evangeliske principper som forberedelse til en mission.

6. I kan lære at bede og genkende svarene.

Lære og Pagter beskriver forskellige former for myndighed i forbindelse med Det Aronske Præstedømme. For det første giver ordination til præstedømmet myndighed til at udføre ordinancerne og besidde Det Aronske Præstedømmes kraft. Biskoprådet er præsidentskabet for Det Aronske Præstedømme i menigheden.¹⁰ For det andet er der i dette præstedømme forskellige embeder, hvert med forskellige ansvar og privilegier. Som diakon skal I våge over kirken som stående tjener.¹¹ Som lærer skal I, foruden at våge over kirken, »være hos dem og styrke dem.«¹² Som præst skal I »prædike, undervise, forklare, formane og døbe og velsigne nadveren og besøge hvert medlems hjem.«¹³ Jeres biskop, der har embedet som højpræst, er også præsident for præsternes kvorum og leder kvorummets virke.

Når I går videre fra ét af disse embeder i Det Aronske Præstedømme til det næste, beholder I myndigheden fra det tidligere. For eksempel har de af jer, der er præster, stadig myndighed til at gøre alt, hvad I gjorde som diakoner og lærere. Ja, faktisk når I til sidst ordineres til Det Melkisedekske Præstedømme, vil I stadig beholde og fungere i Det Aronske Præstedømmes embeder. Den nu afdøde ældste LeGrand Richards, der var medlem af De Tolv Apostles Kvorum i mange år, forstod udmærket dette princip. Han plejede ofte at sige: »Jeg er bare en voksen diakon.«

Som jeg har bemærket, så er undervisning en af de vigtige pligter i Det Aronske Præstedømme. Som unge teenagere kommer jeres mulighed for at undervise ofte, når I tjener som hjemmelærerpartner sammen med jeres far eller en anden bærer af Det Melkisedekske Præstedømme. At se efter behov, der er timelige eller åndelige, er en meget væsentlig del af at våge over kirken.

Profeten Joseph Smith prioriterede hjemmeundervisning højt. Bror Oakley var profetens hjemmelærer, og hver gang bror Oakley besøgte familien Smiths hjem »kaldte profeten sin familie sammen og gav sin egen stol til Oakley, idet han fortalte sin familie«, at de skulle lytte omhyggeligt til bror Oakley.¹⁴

I unge mænd i Det Aronske Præstedømme er nødt til at have Ånden hos jer både i jeres personlige liv og som hjemmelærere, og i forberedelsen eller omdelingen af nadveren og i andre præstedømmeaktiviteter. I er nødt til at undgå visse anstødssten. En af de største er afhængighed.

Jeg råder alle jer brødre til at undgå enhver form for afhængighed. I denne tid trælbinder Satan og hans tilhængere nogle af vore fineste unge med afhængighed af alkohol, alle former for narkotika, pornografi, tobak, spil om penge og andet vanedannende. Nogle mennesker synes at være født med en svaghed for disse substanser, så blot et enkelt eksperiment resulterer i en ustyrlig afhængighed. Nogle former for afhængighed ændrer faktisk psyken og skaber en trang, der er stærkere end fornuft og dømmekraft. Disse former for afhængighed ødelægger ikke kun livet for dem, der ikke kan modstå dem, men også for deres forældre, ægtefæller og børn. Med profeten Jeremias’ beklagende ord: »Jordens konger og alle verdens beboere havde ikke troet, at fjender og modstandere skulle gå ind ad … porte[n].«¹⁵

Herren har i sin visdom advaret os om, at det, der ikke er godt for os, fuldstændig bør undgås. Vi er blevet advaret mod at tage den første drink, ryge den første cigaret eller forsøge første gang med narkotika. Nysgerrighed og gruppepres er egoistiske grunde til at lege med vanedannende stoffer. Vi bør standse op og overveje de fulde konsekvenser, ikke blot for os selv og vores fremtid, men også for vore kære. Disse konsekvenser er fysiske, men de kan også få os til at miste Ånden og gøre os til Satans ofre.

Jeg vidner om den forædlende, åndelige, trøstende, styrkende og beherskende indflydelse, som præstedømmet har haft i mit liv. Jeg har levet med dets åndelige indflydelse hele mit liv – i min bedstefars hjem, i min fars hjem og derpå i mit eget hjem. Man bliver ydmyg af at anvende præstedømmets himmelske magt og myndighed til at give andre evner og til at helbrede og velsigne. Må vi leve værdigt til at have præstedømmets myndighed til at handle i Guds navn. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.