Vores hellige embede i præstedømmet

For nogle år siden, da vores yngste søn, Clark, nærmede sig sin 12 års fødselsdag, var han og jeg på vej ud af Kirkens administrationsbygning, da præsident Harold B. Lee kom hen og hilste på os. Jeg nævnte for præsident Lee, at Clark snart blev 12 år, hvorefter præsident Lee vendte sig mod ham og spurgte: »Hvad sker der med dig, når du bliver 12?«

Det var et af de tidspunkter, hvor en far beder til, at hans søn må blive inspireret til at give et rigtigt svar. Uden tøven sagde Clark til præsident Lee: »Så bliver jeg ordineret til diakon.«

Det var det svar, som jeg havde bedt om, og som præsident Lee havde håbet på. Så gav han vores søn dette råd: »Husk på, at det er en stor velsignelse at bære præstedømmet.«

Jeg håber af hele mit hjerte og hele min sjæl, at enhver ung mand, der modtager præstedømmet, vil ære det præstedømme og være værdig til den tillid, som udvises, når det overdrages. Må alle vi, som bærer Guds præstedømme, vide, hvad vi tror på. Lad os altid, som apostlen Peter formanede, være »rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.«¹ Der vil være tidspunkter i vores liv, hvor vi bliver bedt om at forklare eller forsvare vores tro. Når det er tid til at handle, er tiden til at forberede sig forbi.

De fleste af jer unge mænd vil få mulighed for at bære jeres vidnesbyrd, når I tjener som missionærer over alt i verden. Forbered jer nu til dette vidunderlige privilegium.

Jeg har oplevet mange muligheder. Den ene var for 21 år siden, før den tid hvor den Tyske Demokratiske Republik – eller Østtyskland, som det var bedre kendt som – blev befriet for det kommunistiske styre. Jeg var på besøg hos den østtyske udenrigsminister, hr. Gysi. På det tidspunkt var vores tempel i Freiberg, i Østtyskland, under opførsel sammen med to eller tre kirkebygninger. Hr. Gysi og jeg berørte en del emner, deriblandt vores verdensomspændende byggeprogram. Så spurgte han: »Hvorfor er jeres kirke så rig, at I har råd til at opføre bygninger i vores land og over hele verden? Hvor får I pengene fra?«

Jeg svarede, at Kirken ikke er rig, men at vi følger det gamle bibelske tiendeprincip, et princip, som igen er blevet fremhævet i nutidige skrifter. Jeg forklarede også, at vores kirke ikke har nogle betalte præster og påpegede, at det var to grunde til, at vi var i stand til at opføre de bygninger, som var undervejs dengang, deriblandt det smukke tempel i Freiberg.

Hr. Gysi blev meget imponeret over de oplysninger, som jeg fremlagde, og jeg var meget taknemmelig over, at jeg var i stand til at besvare hans spørgsmål.

Muligheden for at kundgøre sandheden kan komme, når vi mindst af alt forventer det. Lad os være beredte.

Ved en lejlighed blev præsident David O. McKay spurgt af en kvinde, som ikke var medlem af Kirken, om hvilke særlige dele af vores tro der adskilte Kirkens lærdomme fra andre trosretninger. Da han talte om det senere, påpegede præsident McKay, at han havde følt sig tilskyndet til at svare: »Det, som adskiller min kirkes tro fra andre kirkers er guddommelig myndighed gennem direkte åbenbaring.«²

Hvor finder vi et mere betegnende eksempel på guddommelig myndighed gennem direkte åbenbaring end den begivenhed, som fandt sted en »herlig, klar morgen, tidligt om foråret i atten hundrede og tyve«, da drengen Joseph gik ud i skoven for at bede. Hans ord, som beskriver det historiske øjeblik, er overvældende: »Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!«³

Lad os rette tankerne mod besøget fra den himmelske budbringer, Johannes Døber, den 15. maj 1829. Dér ved Susquehanna-flodens bred nær Harmony i Pennsylvanien lagde Johannes hænderne på hovedet af Joseph Smith og Oliver Cowdery og ordinerede dem ved at sige: »Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse.«⁴ Budbringeren erklærede, at han handlede under ledelse af Peter, Jakob og Johannes, som havde Det Melkisedekske Præstedømmes nøgler. Herefter fulgte ordination og dåb. Dette er endnu et eksempel på guddommelig myndighed gennem direkte åbenbaring.

Da tiden var inde, blev Peter, Jakob og Johannes sendt ned for at overdrage Det Melkisedekske Præstedømmes velsignelser. Disse apostle, som var sendt af Herren, ordinerede og bekræftede Joseph og Oliver som apostle og særlige vidner om hans navn. Dette hellige besøg var karakteriseret af guddommelig myndighed gennem direkte åbenbaring.

På grund af disse oplevelser bærer vi alle forudsætningen – ja endda den velsignede mulighed og højtidelige pligt – til at være trofaste over for den tillid, som er vist os.

Præsident Brigham Young erklærede: »Guds Søns præstedømme er … den lov, hvorefter alle verdener eksisterer, eksisterede og vil fortsætte for evigt.«⁵ Præsident Joseph F. Smith gik nærmere ind på emnet og gav dette råd: »Det er intet mindre end Guds magt, overdraget til menneskene, ved hvilket de kan virke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, til frelse for den menneskelige familie, og gøre det på retmæssig vis; ikke ved at tiltage sig den myndighed, der er givet i disse tider, hvori vi lever, gennem tjenende engle og ånder fra oven, direkte fra Guds nærhed.«⁶

Da jeg nærmede mig min 18-års fødselsdag og forberedte mig til militærtjeneste i anden verdenskrig, blev jeg anbefalet til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme. Det var min opgave at ringe til præsident Paul C. Child for at få tid til et interview. Han var en mand, som elskede og forstod de hellige skrifter, og det var hans hensigt, at alle andre på samme måde skulle elske og forstå dem. Da jeg fra andre kendte til hans temmelig detaljerede og indgående interview, forløb vores telefonsamtale omtrent sådan:

»Goddag, præsident Child. Det er bror Monson. Min biskop har bedt mig anmode dig om et interview om ordination til ældste.«

»Udmærket, bror Monson. Hvornår kan du komme?«

Da jeg vidste, at hans nadvermøde begyndte kl. 16.00, og da jeg ønskede så kort tid som muligt til gennemgang af mit kendskab til skrifterne, foreslog jeg: »Hvad med kl. 15.00?«

Han svarede: »Åh, bror Monson, det vil slet ikke give os tid nok til at gennemgå skrifterne. Kunne du ikke komme klokken 14.00 og medbring dit personligt understregede sæt standardværker?«

Endelig oprandt søndagen, og jeg besøgte præsident Childs hjem. Jeg blev budt hjerteligt velkommen, og så begyndte interviewet. Han sagde: »Bror Monson, du bærer Det Aronske Præstedømme.« Selvfølgelig vidste jeg det. Han fortsatte: »Er du nogensinde blevet betjent af engle?«

Jeg svarede: »Det ved jeg ikke.«

»Ved du,« sagde han, »at du er berettiget dertil?«

Mit svar var: »Nej.«

Så sagde han: »Bror Monson, fremsig ud fra hukommelsen afsnit 13 i Lære og Pagter.«

Jeg begyndte: »Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening …«

»Stop,« sagde præsident Child. Og i en rolig og venlig tone sagde han så: »Bror Monson, glem aldrig, at som bærer af Det Aronske Præstedømme er du berettiget til engles betjening. Fortsæt blot.«

Jeg fremsagde resten af afsnittet ud fra hukommelsen. »Strålende,« sagde præsident Child. Derefter talte han med mig om flere andre afsnit angående præstedømmet i Lære og Pagter. Det var et langt interview, men jeg har aldrig glemt det. Ved afslutningen lagde præsident Child sin arm om mine skuldre og sagde: »Du er nu klar til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme. Husk på, at Herren velsigner dem, som tjener ham.«

Mange år senere deltog Paul C. Child, som dengang sad i præstedømmets velfærdskomité, og jeg sammen i en stavskonference. Til præstedømmelederskabsmødet, tog han, da det var hans tur til at tale, sine skrifter i hånden og gik fra forhøjningen ned blandt forsamlingen. Da jeg kendte præsident Child, vidste jeg, hvad han ville gøre. Han citerede fra Lære og Pagter, deriblandt afsnit 18 om en sjæls værdi, og sagde, at vi bør arbejde alle vore dage på at bringe sjæle til Herren. Derefter henvendte han sig til en ældsternes kvorumspræsident og spurgte: »Hvad er en sjæls værdi?«

Den forbløffede kvorumspræsident var tøvende, mens han formulerede sit svar. Jeg havde en bøn i mit hjerte om, at han ville være i stand til at besvare spørgsmålet. Til sidst svarede han: »En sjæls værdi ligger i dens evne til at blive som Gud.«

Bror Child lukkede sine skrifter og gik højtideligt og stille op langs midtergangen og tilbage til talerstolen. Da han gik forbi mig, sagde han: »Et meget dybsindigt svar.«

Vi skal kende præstedømmets ed og pagt, fordi det angår os alle. For dem, som bærer Det Melkisedekske Præstedømme, er det en erklæring om kravet om at være trofaste og lydige mod Guds love og at ære de kaldelser, som kommer til os. For dem, som bærer Det Aronske Præstedømme, er det en udtalelse om fremtidig pligt og ansvar, så de kan forberede sig selv her og nu.

Denne ed og pagt redegør Herren for i disse ord:

»Thi de, der er trofaste og får disse to præstedømmer, hvorom jeg har talt, og som ærer deres kaldelse, bliver helliggjort ved Ånden til deres legemers fornyelse.

De bliver Moses’ og Arons sønner, Abrahams sæd, Guds kirke og rige og Guds udvalgte.

Og videre, alle de, som modtager dette præstedømme, modtager mig, siger Herren;

thi den, der modtager mine tjenere, modtager mig,

og den, der modtager mig, modtager min Fader,

og den, der modtager min Fader, modtager min Faders rige; derfor skal alt det, som min Fader har, gives ham.«⁷

Afdøde ældste Delbert L. Stapley fra De Tolv Apostles Kvorum bemærkede engang: »Der er to hovedforudsætninger for denne ed og pagt. Den første er trofasthed, som betegner lydighed over for Guds love og betyder oprigtig efterlevelse af alle evangeliets standarder …

Den anden forudsætning … er at højne sin kaldelse. At højne er at ære, ophøje og lovprise og gøre sådan, at kaldelsen agtes og respekteres. Det betyder også at forøge vigtigheden af, at forstørre og gøre mere storslået.«⁸

Profeten Joseph Smith blev engang spurgt: »Bror Joseph, du opfordrer os ofte til at højne vore kaldelser. Hvad betyder det?« Det siges, at han svarede: »At højne en kaldelse er at holde den frem med værdighed og vide, at den er vigtig, så himlens lys kan skinne gennem ens arbejde, så andre kan se det. En ældste højner sin kaldelse, når han lærer, hvad hans pligter som ældste er og derefter udfører dem.«

De, som bærer Det Aronske Præstedømme, bør have mulighed for at højne deres kaldelser i dette præstedømme.

En søndag for to år siden deltog jeg i et nadvermøde i min egen menighed. Det sker sjældent. Der var tre præster ved nadverbordet, hvoraf den unge mand i midten i nogen grad var handicappet med hensyn til sin førlighed, men især med hensyn til sin tale. Han forsøgte to gange at velsigne brødet, men snublede begge gange slemt over ordene, og var tydeligvis flov over sin manglende evne til at fremsige bønnen uden fejl. Så tog en af de andre præster over og velsignede brødet.

Mens brødet blev delt ud, tænkte jeg for mig selv: »Jeg kan ikke lade den unge mand opleve nederlag ved nadverbordet.« Jeg havde en stærk følelse af, at hvis jeg ikke tvivlede, ville han være i stand til at velsigne vandet uden problemer. Eftersom jeg sad på forhøjningen nær nadverbordet, lænede jeg mig over mod præsten tættest på mig og pegede på den unge mand, som havde haft problemer, og sagde: »Lad ham velsigne vandet; det er en kortere bøn.« Og så bad jeg. Jeg ønskede ikke, at han skulle opleve to nederlag. Jeg elsker det skriftsted, som fortæller os, at vi ikke skal tvivle men være troende.⁹

Da tiden var inde til at velsigne vandet, knælede den unge mand igen og fremsagde bønnen, måske en smule usikkert, men uden at springe et ord over. Jeg glædede mig i stilhed. Mens diakonerne gik rundt med bakkerne, så jeg over på drengen og vendte tommelfingeren opad. Han smilede bredt til mig. Da de unge mænd blev bedt om at sætte sig ned til deres familier, satte han sig på rækken mellem sin far og mor. Hvilken glæde at se hans mor smile stort til ham og give ham et kærligt knus, mens hans far lykønskede ham og lagde armen om hans skuldre. Alle tre så i min retning, og jeg vendte tommelfingeren opad til dem alle. Jeg kunne se hans mor og far tørre tårerne væk fra deres øjne. Jeg følte mig overbevist om, at denne unge mand ville klare sig fint i fremtiden.

Præstedømmet er en forpligtelse til at tjene snarere end en gave, et privilegium til at løfte og en mulighed for at velsigne andre.

For ikke så længe siden modtog jeg et brev om en udvalgt ung diakon, Isaac Reiter, og de diakoner, lærere og præster, som tjente, opløftede og velsignede hans liv og deres eget liv.

Isaac havde kæmpet med cancer fra han var syv måneder gammel til han døde som 13-årig. Da han og hans familie flyttede til et hus nær hospitalet, så Isaac kunne få passende medicinsk behandling, blev Det Aronske Præstedømme i en menighed tæt på bedt om at sørge for nadveren til dem hver søndag. Denne ugentlige ordinance blev noget som de aronske præstedømmebærere, som deltog, så frem til. Sammen med deres ledere og Isaacs familie samledes de omkring Isaacs hospitalsseng og sang salmer og bar deres vidnesbyrd. Så blev nadveren velsignet. Isaac insisterede altid på, at han som diakon omdelte nadveren til sin familie og til dem, som var kommet med den. Mens han lå i sin seng, samlede han styrke til at holde bakken med enten det velsignede brød eller vand. Alle de tilstedeværende kom hen til Isaac og tog del i nadveren fra bakken. Sygeplejersker og plejepersonale begyndte snart at deltage i mødet, fordi de indså, at Isaac var tæt på sin himmelske Fader og altid ærede ham. Selvom han var svag og havde smerter opførte Isaac sig altid som en, der ærede det kongelige præstedømme, som han bar.

Isaac var et stort eksempel for de unge mænd i menigheden. De så hans ønske om at opfylde sine pligter, selv på sit dødsleje, og de indså, at disse pligter i virkeligheden var privilegier. De begyndte at komme tidligere for at forberede nadveren og sidde på deres pladser til tiden. Der var større ærbødighed.

Isaac Reiter blev en levende prædiken om at ære præstedømmet. Til hans begravelse blev det sagt, at han gennem hele sit liv havde én fod i himlen. Han fortsætter uden tvivl med at højne sine pligter og bidrage til arbejdet bag sløret.

For de af os, der bærer Det Melkisedekske Præstedømme, har vi altid det privilegium at kunne højne vore kaldelser. Vi er hyrder, der våger over Israel. De sultne får ser op og venter på at blive fodret med livets brød. Er vi parate, brødre, til at fodre Guds hjord? Det er af allerstørste vigtighed, at vi forstår værdien af en menneskesjæl, og at vi aldrig opgiver en af hans dyrebare sønner.

Hvis der er nogen, som føler at han er for svag til at forbedre sig på grund af den største frygt af alle, frygten for nederlag, findes der ingen mere trøstende forsikring end Herrens ord: »Min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem.«¹⁰

Der sker mirakler overalt, hvor kaldelser i præstedømmet bliver løftet. Når tro erstatter tvivl, når uselvisk tjeneste udelukker selvisk stræben, vil Guds kraft tilvejebringe hans formål. Den som Gud kalder, gør han egnet.

Det er min inderlige bøn, at vor himmelske Fader altid vil velsigne, inspirere og lede alle, som bærer hans kostbare præstedømme, og jeg beder den i Jesu Kristi navn. Amen.