Varme hjerter og hjælpende hænder

I går aftes tog søster Burton og jeg ud for at spise lidt kinesisk mad. Inden i min lykkekage var budskabet: »Det pres, du befinder dig under, vil snart være ovre.« Sandt nok.

En dag talte en gruppe mænd med profeten Joseph Smith, da de modtog nyheden om, at en fattig bror, som boede noget uden for byen, havde mistet sit hus i en brand. Alle udtrykte sorg over det, der var sket. Profeten lyttede et øjeblik og »stak så hånden i lommen, tog fem dollars frem og sagde: ›Min medfølelse for denne bror svarer til fem dollars. Hvor meget føler I med ham?‹«¹ Profetens omgående svar er betydningsfuldt. Sidste år reagerede flere millioner af jer på andres sorg med jeres midler, varme hjerter og hjælpende hænder. Tak for jeres vidunderlige gavmildhed.

Barmhjertighed over for andre har altid været et grundlæggende kendetegn på medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Profeten Alma sagde:

»Og se, eftersom I nu nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette; ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst.«²

Frelseren beder os om, at »bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ.«³

Jeg har været førstehånds-vidne til offerviljen hos de sidste dages hellige og andre, som ikke deler vores tro, som med varmt hjerte og hjælpende hænder har båret »hinandens byrder.«⁴ Jeg har følt dyb sorg, når jeg har set massive ødelæggelser og har besøgt ofre, som intet håb havde.

I de senere år har moder natur dog vist sin overlegenhed på usædvanlige og kraftfulde måder. I december 2004 medførte et forfærdeligt jordskælv ud for kysten i Indonesien en dødbringende tsunami, som dræbte tusinder og ødelagde livet for de mange, som blev efterladt. Under ledelse af lokale præstedømmeledere og ældre missionærægtepar blev hjælpen straks mobiliseret, og forsynede således hospitaler, førstehjælpere og lokalsamfund i Indonesien, Sri Lanka, Indien og Thailand med hårdt tiltrængt assistance.

I løbet af kort tid rejste adskillige medlemmer af Kirken til et af de hårdest ramte områder – Aceh området i det nordlige Sumatra. Søster Bertha Suranto, stavens præsidentinde for Unge Piger i Jakarta i Indonesien, og hendes rådgivere kørte lastbiler dertil, fyldt med de ting, der var behov for, for at redde liv og give lindring til dem, som har mistet så meget.

»Hver gang vi kom til en landsby,« sagde Bertha, »stod folk omkring os og tilbød os mad, som vi kunne give videre – selv folk, som kun havde en smule ris og lidt fisk, som de havde fanget i havet. Fra moskéerne meddelte lokale ledere, at der var kommet endnu en donation fra Jesus-kirken.«

Da de umiddelbare behov var imødekommet, igangsattes de langsigtede projekter. Planer om at bidrage til at bygge over tusinde permanente boliger og genopbygge hospitaler og skoler er ved at blive ført ud i livet. Landsbyboerne fik hjælp til at erstatte fiskerbåde og net. Vævestole og symaskiner blev uddelt for at hjælpe familierne til at blive selvhjulpne igen.

Det nordlige Pakistan og Indien oplevede områdets voldsomste jordskælv i hundrede år, hvor tusinder af liv gik tabt, og mange stod tilbage uden et hjem. På grund af de ekstreme vintre i området bekymrede man sig ikke kun for dem, som var kommet til skade, men også dem, som ikke havde tag over hovedet.

Fire dage efter jordskælvet havde Den Islamiske Hjælpeorganisation skaffet et Boeing 747 fragtfly, som hurtigt blev fyldt til bristepunktet med tæpper, telte, hygiejneartikler, medicinsk udstyr, soveposer, frakker og presenninger fra biskoppernes forrådshus. Store containere med flere forsyninger og vintertelte til mere end 75.000 personer blev sendt af sted via luft, land og hav.

Da oversvømmelser ramte Centralamerika blev kirkebygninger åbnet for at tilbyde de evakuerede midlertidigt tag over hovedet. I de områder, hvor køretøjer ikke kunne komme frem, spændte kirkemedlemmer forsyningerne fast på ryggen og gik gennem oversvømmede vandløb og besværligt terræn for at få hjælpen frem til dem, som var i nød.

Efter en periode med civile uroligheder i Sudan var mere end en million mennesker flygtet fra deres hjem og landsbyer i søgen efter sikkerhed. Mange flygtninge havde gået flere hundrede kilometer gennem uvenligt terræn for at komme til flygtningelejre, hvor de forsøgte at genfinde deres familie og genvinde deres helbred.

Folk blev forsynet med atmit, en grød tilsat vitaminer, som har vist sig at være effektiv med hensyn til at redde livet på udhungrede børn og ældre mennesker. Medicin og tusindvis af pakker med hygiejne- og spædbørnsudstyr blev også leveret.

Kirken samarbejder med andre fremtrædende godgørende organisationer med henblik på at vaccinere millioner af afrikanske børn i en kampagne for at udslette mæslinger. To tusinde trofaste afrikanske medlemmer af Kirken brugte frivilligt mange timer på at sprede ordet om kampagnen, samle børnene og yde hjælp, når vaccinerne blev givet.

Orkansæsonen i 2005 i det sydlige USA og det vestlige Caribien var den mest bekostelige og ødelæggende til dato. Storm på storm ramte hjem og virksomheder fra Honduras til Florida. Tusindvis af frivillige under præstedømmets ledelse var der, hver gang en orkan ramte, for at tilvejebringe det nødvendige for at opretholde livet. Hygiejne- og rengøringssæt, fødevare-, vand- og køkkensæt, sengelinned og andre nødvendigheder bidrog til at rengøre hjem og oprette midlertidig husly.

Bror Michael Kagle tog af sted med en konvoj af lastbiler læsset med udstyr fra sin egen virksomhed i Mississippi. Mange ansatte, som ikke deler vores tro, meldte sig frivilligt til at tage med ham hver weekend for at yde hjælp i de orkanramte områder. De brugte walkie-talkier til at kommunikere på vejen. Højpræsternes gruppeleder i Mikes menighed, som kørte sammen med dem, sagde, at hans knoer blev helt hvide af at køre så hurtigt. Idet han forsøgte at få konvojen til at sænke farten, sagde han over walkie-talkien: »Mine herrer, er I klar over, at vi kører 120 km. i timen?« En af lastbilchaufførerne meldte tilbage med svaret: »Jamen du kan nok forstå, at det er alt, hvad disse store lastbiler kan klare. Vi kan ikke køre hurtigere.«

Der er modtaget hundredvis af breve, der udtrykker folks taknemmelighed. En kvinde, som er sygeplejerske i Mississippi, skrev: »Jeg var mundlam. Havde Gud besvaret mine bønner så hurtigt? Tårerne begyndte at løbe ned ad mine kinder, da mænd iført hjelme og støvler og kædesave af enhver størrelse og form kom frem gennem murbrokkerne. Det var absolut og utvivlsomt et af de største ofre, der nogensinde er gjort for mig personligt.«

Jeg vil gerne udtrykke en tak for de smidige fingre, som har fremstillet tusindvis af smukke tæpper og en særlig tak for vore ældre søstres ikke så smidige fingre, som ligeledes har lavet tæpper, hvilket der var så stort behov for. En 92-årig oldemor har fremstillet flere hundrede tæpper. I hendes tilfælde er både giver og modtager blevet velsignet. Da hendes søn beundrede hendes håndarbejde, spurgte hun: »Tror du, der er nogen, der vil bruge et af mine tæpper?« Et brev fra en ung mor i Louisiana besvarer dette spørgsmål:

»Jeg bor i Louisiana og jeg benytter det lokale lægecenter til mine børn. Da jeg var der, gav de mig noget tøj, bleer, klude og to smukke babytæpper. Et af tæpperne har en gul bagside med aftryk af fødder og aftryk af hænder på forsiden og det andet tæppe er gyldenbrunt med zebraer på. De er smukke. Min fireårige elsker det med zebraerne, og selvfølgelig kan den lille på syv måneder ikke sige så meget. Jeg vil bare sige tak til dig og medlemmerne i din kirke for jeres gavmildhed. Må Gud velsigne dig og din familie.«

Ved de seneste mudderskred i Filippinerne samlede de hellige i området hygiejnepakker og pakker med mad, og delte disse samt tæpper ud til dem, som havde behov.

Velfærdsprincipper om arbejde og selvstændighed bevares, og der undervises i dem, når der ydes hjælp i hele verden. I 2005 fik mange landsbyer rent vand på grund af nye brønde. Landsbyboerne blev undervist i, hvordan man graver brønde, installerer pumper og foretager reparationer, når der er behov for det.

Undervisning og udstyr, som blev stillet til rådighed af lokale frivillige og yderst hengivne missionærægtepar, giver familier mulighed for at supplere deres kost med hjemmedyrket, nærende mad.

Der er skaffet mange kørestole, som har gjort de handicappede mere selvhjulpne. Sundhedspersonale i tusindvis er blevet uddannet i at redde nyfødtes liv. Læger har opereret for grå stær, og har gengivet synet til mange. Der er givet omsorgsfuld rådgivning i hele verden af SDH Socialtjeneste.

Der er bygget broer af forståelse og respekt i mange lande, når vi har samarbejdet med andre veletablerede og velrenommerede organisationer.

Dr. Simbi Mubako, tidligere afrikansk ambassadør i USA har sagt: »Det arbejde, som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige gør, er i særdeleshed imponerende, fordi det ikke begrænser sig til Kirkens medlemmer, men når ud til alle mennesker i forskellige kulturer og religioner, fordi [de] ser noget af Jesus Kristus i alle mennesker.«

Vores elskede præsident Gordon B. Hinckley har været et redskab i udviklingen af dette store humanitære arbejde. »Vi skal nå ud til hele menneskeheden,« har han sagt. »De er alle Guds, vor Evige Faders sønner og døtre, og han vil holde os ansvarlige for det, vi gør vedrørende dem. Må vi velsigne menneskeheden ved at række ud til alle, opløfte alle, som er undertrykte og knugede, bespise og klæde de sultne og nødlidende, udvise kærlighed og være gode naboer for dem omkring os, som måske ikke er en del af denne kirke.«⁵

Denne humanitære indsats i vor tid er et vidunderligt udslag af den næstekærlighed, som brænder inden i dem, hvis hjerte er varmt, og hvis hænder er parate til at hjælpe. Denne uselviske tjeneste er i sandhed udtryk for Kristi rene kærlighed.

Frelseren lover store velsignelser til dem, som giver af sig selv: »Giv, så skal der gives jer … For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«⁶

Det, jeg har talt om i dag, er end ikke en hundrededel af det, der sker i landsbyer og lande over hele verden. Hvor jeg end jeg rejser hen, gives der udtryk for stor taknemmelighed. På vegne af Det Første Præsidentskab, De Tolvs Kvorum og Kirkens udøvende velfærdskomité, hvis opgave det er at vejlede om dette arbejde, vil jeg gerne udtrykke vores dybeste påskønnelse og beundring.

Det er umuligt for mig at finde ord, der helt beskriver de hellige følelser, som brænder i min sjæl. Det enkle ord tak synes næsten banalt. Alle jer med et varmt hjerte og hjælpende hænder, som har lettet så mange menneskers byrder, modtag venligst vores oprigtige taknemmelighed. Jeg anråber Herren om at sende sine mest udsøgte velsignelser til jer og jeres familier, mens I fortsætter med at erindre dem, der er tunge om hjertet og har nedhængende hænder. I Jesu Kristi navn. Amen.