Zion midt i Babylon

Sidste sommer havde min hustru og jeg mulighed for at rejse til San Diego i Californien og dér se Shakespeares Macbeth på Old Globe-teateret. Vi så to opførelser, fordi vores datter Carolyn spillede rollen som en af de tre hekse i stykket. Selvfølgelig var vi henrykte over at se hende i stykket, og endnu mere henrykte da hun i det dramatiske øjeblik sagde de berømte linjer: »Min tommelfinger værker, / at ondt er nær, jeg mærker« (fjerde akt, scene 1, linje 47-48).

Da jeg hørte dette, tænkte jeg på, hvor nyttigt det ville være at have et system, der advarede os på forhånd, og fortalte os, når noget ondt nærmede sig, og gav os mulighed for at være forberedt på det. Det onde nærmer sig, uanset om vi har et advarselssystem eller ej.

Ved en senere lejlighed kørte min hustru og jeg en nat tværs over landet, og vi nærmede os en storby. Da vi kom op på bakkerne og så det klare lys i horisonten, puffede jeg til min hustru, så hun vågnede, og sagde: »Se, byen Babylon!«

Selvfølgelig er der ingen bestemt by i dag, som svarer til Babylon. Babylon var på det gamle Israels tid en by, som var blevet sanselig, dekadent og korrupt. Den vigtigste bygning i byen var et tempel til den falske gud, som vi ofte omtaler Bel eller Ba.

Denne sanselighed, korruption og dekadence og tilbedelsen af den falske gud ses dog i mange byer, både store og små, spredt over hele jorden. Som Herren har sagt: »… de søger ikke Herren for at grundfæste hans retfærdighed, men enhver vandrer på sin egen vej og efter billedet af sin egen gud, hvis billede er i verdens lighed« (L&P 1:16).

Alt for mange mennesker i verden er begyndt at minde om det fordums Babylon ved at vandre på deres egne veje og følge en gud, hvis billede er i verdens lighed.

En af de største udfordringer, vi kommer til at møde, er at kunne leve i verden, men på en eller anden måde ikke være af verden. Vi må skabe Zion midt i Babylon.

»Zion midt i Babylon.« Hvilket lysende klart og strålende udtryk, som et lys der skinner midt i et åndeligt mørke. Det er et vigtigt begreb at bære i vore hjerter, når vi ser Babylon blive mere omfattende. Vi ser Babylon i vore storbyer, vi ser Babylon i vores samfund, vi ser Babylon overalt.

Og når Babylon trænger ind på os, er vi nødt til at skabe et Zion midt i den. Vi må ikke tillade os selv at blive opslugt i den kultur, som omgiver os. Vi indser sjældent, i hvilket omfang vi er et produkt af stedets og tidens kultur.

På det gamle Israels tid var Herrens folk som en ø for den eneste sande Gud, omgivet af et hav af afgudsdyrkelse. Bølgerne fra dette hav slog uophørligt op på Israels bredder. Trods befalingen om ikke at fremstille gudebilleder og tilbede dem, kunne Israel tilsyneladende ikke dy sig, idet de blev påvirket af stedets og tidens kultur. Gang på gang – trods Herrens forbud, trods det, som profeter og præster havde sagt – søgte Israel efter fremmede guder og tilbad dem.

Hvordan kunne Israel have glemt Herren, som førte dem ud af Egypten? De var under konstant pres fra det, som var udbredt i de omgivelser, som de levede i.

Den kultur, vi lever midt i, er lumsk. Den præger vore omgivelser, og vi tror, at vi er fornuftige og logiske, mens vi alt for ofte er blevet formet af den etos, som kaldes »tidsånden«, eller stedets og tidens kultur.

Fordi min hustru og jeg har haft mulighed for at bo i 10 forskellige lande, har vi set virkningen af denne etos på folks opførsel. Nogle skikke, som er fuldstændig acceptable i en kultur, anses for uacceptable i en anden; sprog, som er høfligt nogle steder, anses for afskyeligt andre steder. Mennesker i alle kulturer går omkring i en skal af selvretfærdigt selvbedrag, og er fuldstændig overbeviste om, at den måde, de ser tingene på, er den måde, hvorpå tingene virkelig er.

Vores kultur har en tendens til at bestemme, hvilken mad vi kan lide, hvordan vi klæder os, hvad der udgør høflig opførsel, hvilke sportsgrene vi bør interessere os for, hvad vores musiksmag bør være, vigtigheden af uddannelse og vores indstilling til ærlighed. Den påvirker også mænd med hensyn til vigtigheden af fornøjelser eller religion, den påvirker kvinder med hensyn til prioritering af karriere eller at få børn, og har en stor indvirkning på, hvordan vi forholder os til formering og moralske emner. Alt for tit er vi marionetter, fordi vores kultur bestemmer, hvad der er »smart«.

Der er selvfølgelig en tidsånd, som vi skal være opmærksomme på. Og det er Herrens etos, Guds folks kultur. Med Peters ord: »Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys« (1 Pet 2:9).

Det er deres etos, som holder Herrens befalinger, går ad hans veje, og »leve[r] efter hvert ord, som udgår af Guds mund« (L&P 84:44). Hvis det gør os særegne, så må det nødvendigvis være sådan.

Fordi jeg var involveret i forberedelserne til templet på Manhattan, gav det mig mulighed for at være i templet ret ofte op til indvielsen. Det var vidunderligt at sidde i det celestiale værelse og at være der i fuldstændig stilhed uden at kunne høre en eneste lyd fra New Yorks travle gader udenfor. Hvordan var det muligt, at templet kunne være så ærbødigt og stille, når storbyens larm og travlhed kun var få meter væk?

Svaret lå i templets konstruktion. Templet var blevet bygget inden for murene af en eksisterende bygning, og templets indre mure var kun forbundet med ydermurene meget få steder. Det er sådan templet (Zion) begrænsede Babylons virkninger eller verden udenfor.

Heri kan der være en lektie for os. Vi kan skabe det sande Zion blandt os ved at begrænse den grad af påvirkning, som Babylon har på vores liv.

Da Nebukadnesar ca. 600 f.Kr. kom fra Babylon og overvandt Juda, førte han Herrens folk bort. Nebukadnesar udvalgte nogle af de unge mænd til særlig uddannelse og oplæring.

Blandt dem var Daniel, Hananja, Mishael og Azarja. De blev de mest begunstigede blandt de unge, som blev bragt til Babylon. Kongens tjener gav dem besked på, at de skulle spise af kongens kød og drikke af kongens vin.

Lad os gøre det klart, hvilket pres disse fire unge mænd var under. De var blevet ført bort som fanger af en sejrsherre og var i hoffet hos en konge, som havde magt til at bestemme, om de skulle leve eller dø. Alligevel nægtede Daniel og hans brødre at gøre det, som de troede var forkert, lige meget hvor meget den babylonske kultur mente, at det var rigtigt. Og for den troskab og det mod velsignede Herren dem og »gav [dem] forstand og indsigt i al slags skrift og visdom« (Dan 1:17).

Når vi lokkes af vores kultur, sker det tit, at vi ikke genkender vores afgudsdyrkelse, idet vi styres af det, som er udbredt i den babylonske verden. Som digteren Wordsworth sagde: »Af verdslig glans vi er blevet slave« (»The World Is Too Much with US; Late and Soon«, i The Complete Poetical Works of William Wordsworth, 1924, s. 353).

Johannes skriver i sit første brev:

»Jeg har skrevet til jer … [fordi] I er stærke, Guds ord bliver i jer, og I har overvundet [verden].

Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden« (1 Joh 2:14-15).

Vi behøver ikke at tillægge os Babylons standarder, skikke og moral. Vi kan skabe Zion midt i Babylon. Vi kan have vore egne standarder for musik, litteratur, dans, film og sprog. Vi kan have vore egne standarder for påklædning og opførsel, for høflighed og respekt. Vi kan leve i overensstemmelse med Herrens morallove. Vi kan begrænse, hvor meget af Babylon, vi lukker ind i vores hjem gennem massemedierne.

Vi kan leve som et folk i Zion, hvis vi ønsker det. Bliver det svært? Selvfølgelig gør det det; for den babylonske kulturs bølger slår uophørligt op på vore bredder. Kræver det mod? Selvfølgelig gør det det.

Vi har altid ladet os tryllebinde af historier om modige mennesker, som stod over for en frygtindgydende overmagt og overvandt den. Mod er forudsætningen og grundlaget for alle vore andre dyder; mangel på mod formindsker alle andre dyder, som vi har. Hvis vi skal have Zion midt i Babylon, har vi alle brug for mod.

Har du nogen sinde forestillet dig, at du i prøvelsens stund ville udføre en heroisk gerning? Det ved jeg, at jeg gjorde som dreng. Jeg forestillede mig, at nogen var i fare, og at jeg reddede ham med fare for mit eget liv. Eller at nogen stod over for en frygtindgydende modstander, som jeg var modig nok til at overvinde. Sådanne er vore forestillinger som børn!

Mine knap 70 års erfaring har lært mig, at disse heroiske muligheder er få, og at der er langt imellem dem, hvis de overhovedet opstår.

Men mulighederne for at stå for det, som er rigtigt – når presset er listigt, og når selv vore venner opmuntrer os til at give efter for tidens afgudsdyrkelse – de kommer langt oftere. Ingen fotograf optager denne heltegerning, og ingen journalist slår den stort op på avisens forside. Kun i vores samvittigheds stille sind ved vi, at vi klarede prøven på vores mod: Zion eller Babylon?

Tag ikke fejl. Meget af Babylon, hvis ikke det meste, er ondt. Og vi vil ikke have en værkende tommelfinger til at advare os. Men bølge efter bølge slår op på vore bredder. Vælger vi Zion, eller vælger vi Babylon?

Hvis Babylon er verdens by, så er Zion Guds by. Herren har sagt om Zion: »… Zion kan ikke opbygges, medmindre det sker efter principperne i det celestiale riges lov« (L&P 105:5), »for dette er Zion – de rene af hjertet« (L&P 97:21).

Uanset hvor vi er, uanset hvilken by vi bor i, så kan vi opbygge vores eget Zion med det celestiale riges principper og ved altid at stræbe efter at blive de rene af hjertet. Zion er det skønne, og Herren holder det i sine egne hænder. Vores hjem kan være et sted, der er et tilflugtssted og en beskyttelse, ligesom Zion er.

Vi behøver ikke blive som marionetdukker, som styres af stedets og tidens kultur. Vi kan være modige, og gå ad Herrens stier og følge i hans fodspor. Og når vi gør det, vil vi blive kaldt Zion, og vi bliver Herrens folk.

Jeg beder til, at vi vil blive styrkede, så vi kan modstå Babylons stormløb, og at vi kan skabe et Zion i vores hjem og vores samfund – ja, at vi må have »Zion midt i Babylon«.

Vi søger Zion, fordi det er vor Herre Jesu Kristi bolig, vor Frelser og Forløser. I Zion og fra Zion vil hans klare og strålende lys skinne som solen, og han skal herske for evigt. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han lever og elsker os og våger over os.

I Jesu Kristi navn. Amen.