»Se, jeg er det lys, som I skal holde op«

Jeg husker et enkelt broderi, som jeg broderede som ung primarypige. Der stod: »Jeg vil bringe evangeliets lys ind i mit hjem.« Jeg tænkte: »Hvad er det for et lys?« Jesus Kristus forklarede det bedst selv, da han underviste nefitterne. Han sagde: »Derfor, hold jeres lys op, så det kan skinne for verden.« Derefter forklarede han: »Jeg er det lys, som I skal holde op – det, som I har set mig gøre« (3 Ne 18:24, fremhævelse tilføjet).

Hvad havde nefitterne set ham gøre, og kunne jeg på nogen måde gøre det samme i mit hjem? Da folket ønskede, at han skulle blive hos dem lidt længere, fyldtes han af medfølelse for dem, og blev hos dem. Så helbredte han dem, bad med dem, underviste dem, græd med dem, velsignede deres små børn en efter en, bespiste dem, betjente dem og indstiftede nadveren, så de kunne indgå pagt om altid at erindre ham. Hans tjenestegerning blandt dem handlede om at undervise og tage sig af hver enkelt person, og om at fuldføre det værk, som hans Fader havde befalet ham. Han tænkte ikke på sig selv. Da jeg fandt ud af dette, begyndte jeg på en livslang stræben efter at bringe hans lys ind i mit hjem gennem uselviske, kristuslignende gerninger.

Det er ingen let opgave. Et godt familieliv er sjældent noget, man høster anerkendelse for. Det kan måske være lettere at rejse sig og lade sit lys skinne, så det »må blive et banner for folkeslagene« (L&P 115:5, kursiv tilføjet), end at lade sit lys blive et banner for sin egen familie. Sommetider ser andre ikke det gode, vi gør, når vi spreder vores lys i hvert vores hjem. Det er en del af den menneskelige natur at ønske og søge ros og opmærksomhed. Helaman underviste sine sønner Nefi og Lehi i at gøre de samme gode gerninger, som deres forfædre, som de var opkaldt efter, »ikke … for at I kan prale, men … for at samle jer en skat i himlen« (Hel 5:8). Gode gerninger bør ikke udføres med det formål at modtage anerkendelse.

Charles Dickens har en person i bogen Bleak House, som hedder Fru Jellyby, og hvis fejl han kalder »teleskopisk menneskekærlighed.« Hun er så optaget af at hjælpe en nødlidende stamme i et fjernt land, at hun afviser sit eget forslåede og beskidte barn, som kommer til hende for at blive trøstet. Fru Jellyby vil sikre sig, at hendes gode gerninger er storslåede og synlige for alle. (Se Charles Dickens, Bleak House, 1985, s. 82-87). Nogle af os vil måske hellere yde hjælp til orkanofre end hjælpe derhjemme. Begge dele er vigtige, men at hjælpe derhjemme er vores største og evige ansvar. »Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, okt. 2004, s. 49).

Jeg kommer til at tænke på endnu en litterær person, som er den diametrale modsætning til Dickens’ person. Dorothea er heltinden i en af mine yndlingsbøger, Middlemarch. I slutningen af bogen huskes hun for sine stille, uselviske gerninger over for familie og venner. Der står: »Alle sine egenskaber … anvendte hun på steder, som få mennesker på jorden kendte til. Men virkningerne af hendes liv på dem omkring hende var så vidtstrakte, at det ikke kunne måles: For alt det gode, som kommer til verden afhænger til dels af usete gerninger; og dét at dit og mit liv ikke er så dårligt, som det kunne være, skyldes blandt andet de mange, som levede trofast i det skjulte og hviler i grave, som ingen besøger« (George Eliot, Middlemarch, 1986, s. 682).

I disse forberedende år tilbringer I unge piger en hel del tid i skolen eller på en arbejdsplads, hvor I modtager anerkendelse, ære, priser, medaljer og præmier. Når I går fra den del af jeres liv til at være unge mødre, oplever I et pludseligt fald i den mængde ros, I får fra andre mennesker. Alligevel er der ingen andre steder, hvor vi får større mulighed for at tjene uselvisk, på samme måde som Kristus ville gøre det, ved at tage os af hundredvis af daglige, fysiske, følelsesmæssige og åndelige behov. I bringer evangeliets lys ind i jeres hjem – ikke for at blive set af andre, men for at opbygge andre – mænd og kvinder med styrke og lys.

Hjem er også private steder, så desværre undlader vi ofte at gøre vores bedste der. I vores hjem og over for vores familie viser vi sommetider vore værste sider over for de mennesker, som betyder mest i vores liv. Jeg husker tydeligt en morgen, da jeg var 14 år gammel. Før jeg gik i skole, var jeg sur og uvenlig over for mine forældre og mine brødre. Efter jeg havde forladt huset, var jeg høflig over for buschaufføren og venlig over for mine kammerater. Jeg mærkede, hvordan der var forskel på mine handlinger, og jeg blev overvældet af dårlig samvittighed. Jeg spurgte læreren, om jeg måtte gå et øjeblik for at ringe hjem. Jeg undskyldte min opførsel over for min mor og fortalte hende, hvor meget jeg elskede og værdsatte hende og lovede, at jeg ville blive bedre til at vise det.

Det er vanskeligt for de fleste af os at tilbringe mere end en dag i vores hjem uden strid. Det nefittiske land var det perfekte samfund i 200 år uden »nogen strid i landet … Og der var ingen misundelse eller stridigheder eller optøjer eller utugtigheder eller løgne eller mord eller nogen slags uterlighed, og visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd« (4 Ne 1:15-16).

Nogle af os er født ind i familier med meget store problemer. Og selv gode familier har mange udfordringer. Vi må prøve at gøre det i vores hjem, som Kristus gjorde med nefitterne. Familieproklamationen lærer os, at: »Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme« (Liahona, okt. 2004, s. 49). Vi bør være det lys, som hjælper vores familie med at overvinde synd, vrede, misundelse og strid. Vi kan bede sammen, græde for hinanden, hele hinandens sår og uselvisk elske og tjene hinanden.

I unge piger forbereder jer nu til at styrke jeres fremtidige hjem og familier ved at bringe evangeliets lys ind i jeres nuværende hjem og familier. De små og tilsyneladende ubetydelige ting, som I gør, kan gøre en stor forskel. Jeg læste om nogle små sankthansorme, som blev fundet i nogle grotter i New Zealand. Enkeltvis producerer de kun en lille prik lys. Men når flere millioner af dem oplyser en grotte, frembringer de nok lys til at man rent faktisk kan læse ved det. På samme måde udsender hver af vores små gerninger måske kun, hvad der svarer til en lille prik lys, men lægges de sammen begynder de at gøre en betydelig forskel. I aften vil koret minde os om vigtigheden af at sprede vore små lys, når de synger »Mit lys«:

Vi kan stråle ud ved at passe en lillebror, spise frokost med vores søster i skolens kantine, udføre opgaver i hjemmet, modstå trangen til at skændes, glæde os over hinandens fremgang, dele noget lækkert, passe en som er syg, lægge et takkebrev på vores forældres hovedpude om aftenen, tilgive en, som har fornærmet os og bære vores vidnesbyrd.

I Rumænien mødte jeg Raluca, en 17-årig ung pige, som for nylig havde tilsluttet sig Kirken. Hendes dåb var en glædelig begivenhed, bl.a. fordi hele hendes familie deltog. Hendes mor og søster mærkede Ånden der, og ønskede også at blive undervist af missionærerne. Det bekymrede faderen, for han følte, at han var ved at miste hele sin familie til denne ukendte kirke. Så han ville ikke tillade det, og for en tid var der splid i familien. Raluca huskede dog, at hun havde indgået en dåbspagt om at påtage sig Jesu Kristi navn. Hun prøvede at holde hans lys op ved at gøre de ting i sit hjem, som han ville gøre. Hun var fredsstifter. Hun var et eksempel. Hun var lærer. Hun var helbreder.

Til sidst blev hendes fars hjerte blødgjort, og han lod de andre lære mere om Kirken. Så blev de også døbt. Og til sidst, til alles store glæde, tilsluttede familiens far sig også Kirken. Han talte til sin dåb og sagde, at deres familie i et stykke tid havde været som to hjerter, der slog i forskellig takt i det samme hjem. Men nu havde de én tro og én dåb, med deres hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed. Han takkede de missionærer og medlemmer, som havde hjulpet dem. Så hyldede han især sin datter Raluca for at være så kristuslignende i deres hjem i denne svære tid, for at være fredsstifter, helbreder, lærer, eksempel og det lys, som til sidst bragte hele familien til Kristi kirke.

Hver især har I lys. Når jeg ser jeres ansigter her i aften, og når jeg erindrer ansigterne på jer, som jeg har set, når jeg har rejst omkring i verden, ser jeg et lys, som skinner i jeres ansigtsudtryk »ligesom engles ansigter« (Hel 5:36). I en verden, der var dækket af syndens mørke, strålede Helamans sønners, Nefis og Lehis, ansigter »overordentlig stærkt« (Hel 5:36). De, som omgav dem, ønskede det samme lys og spurgte: »Hvad skal vi gøre, for at denne sky af mørke kan blive fjernet, så den ikke overskygger os?« (Hel 5:40). De blev undervist i at omvende sig og have tro på Jesus Kristus. Da de gjorde dette, spredtes skyen af mørke, og de blev omgivet af lys, en ildsøjle, og fyldtes med usigelig glæde fra Helligånden (se Hel 5:43-45).

Når I spreder jeres lys, vil andre også finde mere lys. Findes der nogen, som har lige så meget brug for jeres lys som jeres familie? Jeg ser jer bemærkelsesværdige unge piger med jeres strålende ansigtstræk som nutidens styrke og fremtidens håb i jeres hjem og i Kirken.

Jesus Kristus er det lys, som vi skal holde op. »Han er verdens lys og liv og håb. Hans vej er den sti, der fører til glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden« (»Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 2-3). Må vi hver især udstråle hans lys. I Jesu Kristi navn. Amen.