Jeg husker ikke mere på deres synder

Mit budskab handler om en far og en søn. Alma, faderen, var profet, og hans søn, Corianton, var missionær.

To af Almas sønner – Shiblon og Corianton, den yngste – missionerede blandt zoramitterne. Alma var dybt skuffet over, at hans søn Corianton ikke levede op til standarderne for en missionær. Corianton svigtede sin tjenestegerning og rejste til Sirons land efter skøgen Isabel (se Alma 39:3).

»Det var ingen undskyldning for dig, min søn. Du burde have passet den tjenestegerning, som var blevet dig betroet« (Alma 39:4).

Alma fortalte sin søn, at Djævelen havde forledt ham (se Alma 39:11). Utugt er »yderst vederstyggeligt, mere end alle andre synder, bortset fra det at udgyde uskyldigt blod eller at fornægte Helligånden« (Alma 39:5).

»Gud give, at du ikke var skyldig i så stor en forbrydelse.« Så sagde han: »Jeg ville ikke dvæle ved dine forbrydelser for at rive op i din sjæl, hvis det ikke var til dit eget bedste.

Men se, du kan ikke skjule dine forbrydelser for Gud« (Alma 39:7-8).

Han formanede ham strengt til at give agt på sine ældre brødres råd (se Alma 39:10).

Alma fortalte ham, at hans synd var stor, for den havde jaget undersøgere bort. »Da de så din opførsel, ville de ikke tro på mine ord.

Og nu siger Herrens Ånd til mig: Befal dine børn at gøre godt, så de ikke leder mange folks hjerte i fordærv; derfor, min søn, befaler jeg dig med frygt for Gud, at du afholder dig fra dine misgerninger« (Alma 39: 11-12).

Efter denne alvorlige irettesættelse blev Alma, den kærlige fader, til læreren Alma. Han vidste, at »forkyndelsen af ordet havde en stærk tendens til at få folket til at gøre det, der var retfærdigt – ja, den havde haft en større virkning på folkets sind end sværdet eller noget som helst andet, der var hændt dem« (Alma 31:5). Så Alma underviste Corianton.

Han talte først om Kristus: »Og nu, min søn, vil jeg sige dig noget angående Kristi komme. Se, jeg siger dig, at han er den, der visselig skal komme for at borttage verdens synder; ja, han kommer for at kundgøre glædelige tidender om frelse for sit folk« (Alma 39:15).

Corianton spurgte, hvordan de kunne kende til Kristi komme så længe i forvejen.

Alma svarede: »Er en sjæl på dette tidspunkt ikke lige så dyrebar for Gud, som en sjæl er det på tidspunktet for hans komme?« (Alma 39:17).

Corianton var »bekymret angående de dødes opstandelse« (Alma 40:1).

Alma havde spurgt Gud om opstandelsen og fortalte Corianton om den første opstandelse og om andre opstandelser. »Se, der er et tidspunkt fastsat, da alle skal komme frem fra de døde« (Alma 40:4).

Han havde spurgt: »Hvad bliver der af menneskenes sjæl fra dette tidspunkt, hvor de dør, til det tidspunkt, der er fastsat for opstandelsen?« (Alma 40:7).

Han fortalte så Corianton: »Alle menneskers ånder, hvad enten de er gode eller onde, bliver ført hjem til den Gud, der gav dem livet« (Alma 40:11). »De retfærdiges ånder bliver modtaget i en tilstand af lykke« (Alma 40:12), og de onde bliver »ført omkring som fanger efter Djævelens vilje« (Alma 40:13). De retfærdige forbliver »i paradiset, indtil tiden for deres opstandelse« (Alma 40:14).

»I kan ikke sige, når I kommer til dette forfærdelige skæbnesvangre tidspunkt: Jeg vil omvende mig. Jeg vil vende tilbage til min Gud. Nej, I kan ikke sige dette, for den selv samme ånd, som besidder jeres legeme, når I går bort fra dette liv, den selv samme ånd har magt til at besidde jeres legeme i den evige verden« (Alma 34:34).

Alma fortalte sin søn, »at der er et tidsrum mellem døden og legemets opstandelse, og at sjælen er i en tilstand af lykke eller elendighed indtil det tidspunkt, der er fastsat af Gud, da de døde skal komme frem og blive genforenet, både sjæl og legeme, og blive ført frem for Gud og blive dømt efter deres gerninger« (Alma 40:21).

»Sjælen« – det vil sige ånden – »skal blive bragt tilbage til legemet og legemet til sjælen« (Alma 40:23). »Det er,« sagde han, »den genoprettelse, der er blevet talt om ved profeternes mund« (Alma 40:24). Alma sagde, at »nogle har fordrejet skrifterne og er faret meget vild på grund af dette« (Alma 41:1).

Alma sagde så: »Og se, min søn, jeg fornemmer, at der er noget mere, som bekymrer dit sind, og som du ikke kan forstå, og som angår Guds retfærdighed i forbindelse med at straffe synderen; for du forsøger at forestille dig, at det er uretfærdigt, at synderen bliver overført til en tilstand af elendighed.

Se nu, min søn, jeg vil forklare dette for dig« (Alma 42:1-2).

Han fortalte Corianton om Edens have og om Adams og Evas fald: »Og nu ser du heraf, at vore første forældre blev forstødt både timeligt og åndeligt fra Herrens nærhed; og således ser vi, at de blev undersåtter, der skulle følge deres egen vilje« (Alma 42:7).

»Det blev bestemt for mennesket, at han skulle dø« (Alma 42:6).

Så forklarede han, hvorfor døden er en absolut nødvendighed: »Hvis det ikke var for forløsningsplanen (hvis vi ser bort fra den), ville deres sjæl, så snart de var døde, være elendig, fordi de var forstødt fra Herrens nærhed« (Alma 42:11).

Alma underviste Corianton i retfærdighed og nåde: »Derfor kunne forløsningsplanen under hensyntagen til retfærdigheden ikke blive tilvejebragt undtagen på betingelse af menneskenes omvendelse« (Alma 42:13).

Han forklarede, at »barmhjertighedens plan kunne ikke blive bragt til at virke, medmindre der blev foretaget en forsoning; derfor soner Gud selv for verdens synder for at bringe barmhjertighedens plan til at virke og tilfredsstille retfærdighedens krav, så Gud kan være en fuldkommen og retfærdig Gud og også en barmhjertig Gud« (Alma 42:15).

Han belærte Corianton om de evige loves uforanderlighed (se Alma 42:17-25).

Han forklarede meget ligefremt, hvorfor straf er en nødvendighed: »Se, omvendelse kunne ikke blive menneskene til del, uden at der var en straf – som også var evig, ligesom sjælens liv skulle være – knyttet dertil i modsætning til planen for lykke, der også var lige så evig som sjælens liv« (Alma 42:16).

Alma kendte selv til smerten ved straf og glæden ved omvendelse. Han havde selv skuffet sin far, Coriantons bedstefar, dybt. »Han gjorde oprør og gik omkring og forsøgte at tilintetgøre kirken« (Alma 36:6). Han blev slået til jorden af en engel, ikke blot fordi han havde gjort sig fortjent til det, men på grund af hans fars og andres bønner (se Mosi 27:14).

Alma mærkede smerten og skylden og sagde: »Og medens jeg således blev pint og plaget og oprørt ved erindringen om mine mange synder, da huskede jeg også at have hørt min fader profetere for folket angående Jesus Kristus, en Guds Søn, der skulle komme for at gøre forsoning for verdens synder.

Se, da mit sind greb fat om denne tanke, råbte jeg i mit hjerte: O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig, som er i bitterheds galde og er omsluttet af dødens evigtvarende lænker.

Og se nu, da jeg tænkte dette, kunne jeg ikke mere erindre mine smerter, ja, jeg blev ikke mere revet op ved erindringen om mine synder.

Og åh, hvilken glæde og hvilket forunderligt lys så jeg ikke, ja, min sjæl blev fyldt af glæde, lige så overordentlig stor som min smerte havde været!

Ja, jeg siger dig, min søn, at intet kunne være så intenst og så bittert, som mine smerter var. Ja, og videre siger jeg til dig, min søn, at på den anden side kan intet være så intenst og sødt, som min glæde var …

Ja, og fra den tid og helt indtil nu har jeg arbejdet uden ophør for at kunne bringe sjæle til omvendelse, så jeg kunne få dem til at smage den overordentlig store glæde, som jeg smagte, så de også kunne blive født af Gud og blive fyldt af Helligånden« (Alma 36:17-21, 24).

Alma spurgte Corianton: »… mener du, at barmhjertigheden kan berøve retfærdigheden?« (Alma 42:25). Han forklarede, at begge kunne fuldbyrdes i henhold til de evige love på grund af Kristi forsoning.

»Tilskyndet af Helligånden« (L&P 121:43, se også Alma 39:12) havde han irettesat Corianton med skarphed. Så efter, at han oprigtigt og tålmodigt havde forklaret disse grundlæggende evangeliske principper, kom der en overflod af kærlighed.

Profeten Joseph Smith blev gennem åbenbaring belært om, at »ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed,

ved venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig i høj grad vil udvikle sjælen meget.

Irettesæt i tide med skarphed, når du bliver tilskyndet af Helligånden, og udvis derefter et større mål af kærlighed til den, som du har irettesat, for at han ikke skal betragte dig som sin fjende,

så han må vide, at din trofasthed er stærkere end dødens bånd« (L&P 121:41-44).

Alma sagde: »O, min søn, jeg ønsker af dig, at du ikke mere vil fornægte Guds retfærdighed. Forsøg ikke at undskylde dig på den mindste måde på grund af dine synder ved at fornægte Guds retfærdighed, men lad Guds retfærdighed og hans barmhjertighed og hans langmodighed få fuldt råderum i dit hjerte, og lad det bringe dig ned i støvet i ydmyghed« (Alma 42:30).

Coriantons farfar, som også hed Alma, var blandt de præster, som tjente den onde kong Noa. Han hørte profeten Abinadi vidne om Kristus, og han blev omvendt. Dødsdømt flygtede han fra det onde hof for at forkynde om Kristus (se Mosi 17:1-4).

Ligesom sin far tryglede Alma nu sin søn, Corianton, om at omvende sig.

Efter at have irettesat sin søn skarpt og undervist tålmodigt i evangeliske lærdomme, sagde Alma den kærlige far: »Og se, min søn, jeg ønsker af dig, at du ikke skal lade dette forurolige dig mere, men alene lade dine synder forurolige dig med den uro, der skal bringe dig ned til omvendelse« (Alma 42:29).

I fortvivlelse og skam blev Corianton bragt »ned i støvet i ydmyghed« (Alma 42:30).

Alma, som både var Coriantons far og også hans præstedømmeleder, var nu tilfreds med Coriantons omvendelse. Han lettede den forfærdelige byrde af skyld, som hans søn bar på, og sendte ham tilbage til missionsmarken: »Og se, o min søn, du er kaldet af Gud til at prædike ordet for dette folk … begiv dig på din vej, og kundgør ordet med sandhed og alvor … Og måtte Gud give dig i overensstemmelse med mine ord« (Alma 42:31).

Corianton sluttede sig til sine brødre, Helaman og Shiblon, som var blandt præstedømmelederne. Tyve år senere arbejdede han stadig trofast med evangeliet i landet mod nord (se Alma 49:30; 63:10).

Det er en meget ond verden, vi lever i, og som vore børn skal finde vej i. Udfordringer som pornografi, forvirring om køn, umoral, misbrug af børn, afhængighed af stoffer og alt mulig andet findes alle steder. Det er umuligt at undgå deres påvirkning.

Nogle ledes i fristelse af nysgerrighed, som fører til, at de eksperimenterer lidt, og nogle bliver fanget af afhængighed. De mister modet. Modstanderen høster sin afgrøde og trælbinder dem.

Satan er bedrageren og ødelæggeren, men hans sejr er midlertidig.

Djævelens engle overbeviser nogle om, at de er født til en tilværelse, som de ikke kan undslippe og er tvunget til at leve i synd. Den ondeste løgn er, at de ikke kan ændre eller omvende sig, og at de aldrig kan blive tilgivet. Det kan ikke være sandt. De har glemt Kristi forsoning.

»For se, Herren, jeres forløser, led døden i kødet; således led han alle menneskers smerter, for at alle mennesker kunne omvende sig og komme til ham« (L&P 18:11).

Kristus er Skaberen og Helbrederen. Det, han har skabt, kan han udbedre. Jesu Kristi evangelium er omvendelsens og tilgivelsens evangelium (se 2 Ne 1:13; 2 Ne 9:45; Jakob 3:11; Alma 26:13–14; Moro 7:17).

»Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne« (L&P 18:10).

Beretningen om denne kærlige far og hans egenrådige søn, som er hentet fra Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus, er et billede, et mønster og et eksempel.

Vi har alle en kærlig Fader i himlen. På grund af Faderens forløsningsplan bliver de, som snubler og falder, »ikke … forstødt for evigt« (Mormons Bogs titelblad).

»Og hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der omvender sig!« (L&P 18:13).

»Herren, kan ikke se på synd med den mindste grad af billigelse; alligevel« (L&P 1:31-32) sagde Herren, at »den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem« (L&P 58:42).

Kan der være nogen skønnere eller mere trøstende ord fyldt med håb end disse ord fra skriften? »Jeg, Herren, husker ikke mere på [deres synder]« (L&P 58:42). Det er vidnesbyrdet fra Mormons Bog, og det er mit vidnesbyrd til jer i Jesu Kristi navn. Amen.