Din mission vil ændre alt

Det er et år siden, jeg blev opretholdt ved generalkonferencen. Jeg er taknemmelig for dette år, og for alt det, jeg har oplevet. Jeg elsker Herren og er så taknemmelig for hans offer og for hans evangelium. Jeg elsker præsident Hinckley og opretholder ham som Herrens profet på jorden. Sammen med trofaste hellige overalt i verden vidner jeg om profeter og apostle i vor tid og vier mit liv til hans sag.

For få år siden interviewede jeg nogle missionærer. Et vinteruvejr rasede, mens missionærerne kom og gik i løbet af dagen. Uvejret slog over fra iskold regn til sne og tilbage igen. Nogle missionærer ankom med tog fra nærliggende byer og gik til kirken gennem uvejret. Andre cyklede. Næsten uden undtagelse var de glade og muntre. De var Herrens missionærer. De havde hans Ånd hos sig og fandt glæde i at være i hans tjeneste uanset deres situation.

Efter at hvert makkerpar havde afsluttet deres interviews, vil jeg aldrig glemme synet af dem, da de gik tilbage ud i uvejret for at forkynde evangeliet og gøre det, Herren havde kaldet dem til at gøre. Jeg kunne se deres engagement og begejstring. Jeg kunne mærke deres kærlighed til folket og til Herren. Da jeg så dem gå, følte jeg en overvældende kærlighed til dem og det, de gjorde.

Senere samme aften deltog jeg i et præstedømmemøde i samme by. Uvejret varede ved og var nu hovedsaglig sne. Under åbningssangen trådte grenspræsidenten for den mindste og fjerneste menighed og hans to rådgivere, missionærerne ældste Warner og ældste Karpowitz, ind i kirkesalen. Da de skulle til at sætte sig, tog disse to vidunderlige missionærer deres vinterhat og -handsker af. De tog deres overfrakke af. Derefter tog de hver endnu en vinterfrakke af og satte sig. Ligesom missionærerne tidligere på dagen, var disse missionærer glade uanset vejret. De mærkede Herrens Ånd i deres liv. Gennem tjeneste i Herrens sag mærkede de en særlig kærlighed og varme og glæde, som er svær at beskrive.

Da jeg så disse fremragende unge missionærer denne aften, oplevede jeg noget usædvanligt. For mit indre øje så jeg missionærer fra hele missionen drage ud i vinternatten. Nogle bankede på døre og oplevede afvisning, når de forsøgte at undervise i Jesu Kristi evangelium. Nogle befandt sig i huse eller lejligheder, hvor de underviste enkeltpersoner og familier. Trods omstændighederne gjorde de alt, hvad de kunne for at undervise i Jesu Kristi evangelium til dem, som ville lytte, og de var glade. I mit hjerte følte jeg noget, jeg ikke fuldt ud kan forklare.

Gennem en vidunderlig gave fra Ånden mærkede jeg hans kærlighed, Kristi rene kærlighed, som han føler for trofaste missionærer overalt, og det har forandret mig for altid. Jeg forstod, hvor værdifuld hver eneste missionær er for ham. Jeg så et glimt af det, som profeter beskriver som den bedste generation af missionærer, som verden nogensinde har set (se M. Russell Ballard, »Den bedste generation af missionærer«, Liahona, nov. 2002, s. 46). Jeg begyndte at forstå, hvorfor det var nødvendigt at hæve standarderne, så missionærer overalt i verden ville være berettigede til den beskyttelse, vejledning og glæde, som følger med Herrens Ånd. Jeg begyndte også at forstå, hvorfor vi – som forældre, biskopper, stavspræsidenter og andre ledere – må gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe Kirkens unge til at være værdige til velsignelserne ved at tjene som missionærer.

Præsident Hinckley beskrev det, som sker i enhver missionærs hjerte, når han eller hun vier sit liv og arbejde til Herren, da han talte om sine egne missionæroplevelser. Det var i begyndelsen af hans mission, og han var mismodig. Arbejdet var hårdt, og folk var ikke modtagelige. Der kom dog en tid, hvor mismodet blev erstattet af forpligtelse. For ham begyndte det med et brev fra hans far, hvori han læste: »Kære Gordon, jeg har dit brev hér … Jeg har kun ét forslag: Glem dig selv, og gå i gang med arbejdet.« Da han beskrev, hvad der derefter skete, sagde han: »Jeg knælede ned i det lille soveværelse … og lovede, at jeg ville forsøge at give mig selv til Herren.

Hele verden ændrede sig. Tågen lettede. Solen begyndte at skinne i mit liv. Jeg havde en ny interesse. Jeg så landets skønhed. Jeg så folkets storhed … Alt godt, som siden hen er sket for mig, kan jeg føre tilbage til den beslutning, som jeg traf i det beskedne hus …« (i Mike Cannon, »Missionary Theme Was Pervasive during Visit of President Hinckley«, Church News, 9. sep. 1995, s. 4).

Præsident Hinckley fortsatte med at sige: »Vil I være lykkelige? Glem jer selv og fordyb jer i denne store sag, og fokusér jeres indsats på at hjælpe andre …« (i Church News, 9. sep. 1995, s. 4).

Jeg vil gerne spørge alle unge mænd: Vil I være lykkelige? Hvis I vil, så slut jer til os, 52.000 og stadig flere, og tjen jeres medmennesker som missionærer for Herren. Forpligt jer til at give to år af jeres liv til Herren. Det vil ændre alt. I bliver lykkelige. Tågen letter. I vil komme til at elske kulturen og det folk, som I er kaldet til at tjene. Arbejdet vil være vanskeligt, men det vil også medføre stor tilfredsstillelse og glæde, når I tjener. Hvis I er trofaste i løbet af jeres mission og derefter, kan I se tilbage på jeres liv og ligesom præsident Hinckley sige: »Alt godt, som siden hen er sket for mig, kan jeg føre tilbage til beslutningen om at tage på mission og give mit liv til Herren.«

Præsident Hinckley har mindet os om, at det ikke kun er unge ældster, som har ret til disse velsignelser. Ægtepar tjener på vidunderlig vis, og der er i høj grad brug for dem. Selvom unge søstre ikke er forpligtede til at tjene, har profeten sagt: »Vi har brug for en del unge kvinder. De udfører et bemærkelsesværdigt arbejde …« (»Til Kirkens biskopper«, Verdensomspændende oplæringsmøde for ledere, 19. juni 2004, s. 27). Vi ved også, at der er nogle, som af helbredsmæssige eller andre grunde, på værdig vis er undtaget fra at tjene. Vi elsker dem og ved, at vor himmelske Fader vil opveje det med andre velsignelser i deres liv, når de tjener på andre måder og lever trofast.

For et år siden bad ældste Ballard forældre, biskopper og grenspræsidenter om at arbejde sammen for at hjælpe mindst én ung mand mere ud over dem, som normalt ville være parate til at tjene, til at blive værdig og blive kaldet fra hver af Kirkens menigheder (se M. Russell Ballard, »En til«, Liahona, maj 2005, s. 69). Mange har reageret. Som ledere bør vi alle forpligte os til at følge denne inspirerede opfordring.

Brødre og søstre, mange gode biskopper har længe gjort det, som ældste Ballard bad os om. For seksogtredive år siden ringede biskop Matheson hjem til mig og bad mig komme forbi hans kontor. På grund af forholdene i verden var antallet af missionærer, som en menighed kunne udsende, begrænset, men der var blevet yderligere en plads ledig, og han havde fået til ansvar at anbefale endnu en missionær. Han fortalte mig, at han og hans rådgivere havde bedt. Han fortalte mig, at han havde fået en tilskyndelse om, at Herren ønskede, at jeg skulle tage på mission nu. Jeg var målløs. Aldrig før havde nogen sagt til mig, at Herren havde noget, som han ønskede, at jeg skulle gøre. Jeg mærkede Herrens Ånd vidne for mig om, at jeg skulle tage af sted, og at jeg skulle tage af sted nu. Jeg sagde til biskoppen: »Hvis Herren ønsker, at jeg skal tjene, så tager jeg af sted.«

Alt ændredes for mig. Tågen lettede virkelig, og lykke og glæde kom ind i mit liv. På en eller anden måde skyldes alt det gode, som er sket for mig siden den dag, den forpligtelse, som jeg indgik om at tjene Herren og hans børn og give to år af mit liv til at være i hans tjeneste.

Jeg siger det igen: Kom og slut jer til os. Kom og bliv rene. Kom og bliv lykkelige. Kom og oplev selve det, som Herren har sagt, er af »størst værdi« (L&P 15:6) for jer på dette tidspunkt af jeres liv. Kom og vær en del af den bedste generation af missionærer, som verden nogensinde har set.

Dette er Herrens værk. Vor Fader i himlen lever, og hans Søn, Jesus Kristus, leder og styrer dette værk i dag. Dette vidner jeg om, i Jesu Kristi navn. Amen.