Tro mod sandheden

For mange år siden, da jeg havde en opgave på den smukke ø Tonga, havde jeg det store privilegium at besøge Kirkens skole, Liahona High School, hvor vore unge bliver undervist af lærere med et fælles bånd af tro – som uddanner sindet og giver forberedelse til livet. Ved den lejlighed gik jeg ind i et klasselokale og lagde mærke til den fordybede opmærksomhed, som børnene gav deres indfødte lærer. Hans og deres bøger lå lukkede på bordene. I sin hånd holdt han et mærkeligt lokkemiddel til fiskefangst, som var lavet af en rund sten og store muslingeskaller. Jeg fandt ud af, at det var en maka-feke, eller en blækspruttefælde. På Tonga er blækspruttekød en delikatesse.

Læreren forklarede, at fiskerne fra Tonga sejler hen over et koralrev, padler deres udriggerkanoer med én hånd og holder maka-feken ud over den anden side med den anden hånd. En blæksprutte springer så ud fra sit tilflugtssted blandt klipperne og fanger lokkemidlet som den fejlagtigt tror er et lækkert måltid. Blækspruttens greb er så fast og dens instinkt for ikke at opgive sit værdifulde bytte så urokkeligt, at fiskeren kan trække den direkte op i kanoen.

Over for de ivrige elever, som gjorde store øjne, var det let for læreren at lave overgangen til at påpege, at den onde – Satan – har lavet såkaldte maka-feker, som han bruger til at fange intetanende mennesker og tage deres skæbne i sin besiddelse.

I dag er vi omgivet af de maka-feker, som den Onde holder frem foran os, og med hvilke han forsøger at friste os og derefter fange os i sine snarer. Når vi først har fanget disse maka-feker, er de utrolig svære – og nogle gange næsten umulige – at give slip på. For at være i sikkerhed må vi indse hvad de er, og derefter stå fast i vores beslutning om at undgå dem.

Umoralskhedens maka-feke befinder sig altid foran os. Næsten uanset hvor vi går hen er der nogen, som vil have os til at tro, at det, som engang blev anset for umoralsk, nu er acceptabelt. Jeg tænker på skriftstedet: »Ve dem, som kalder ondt godt og godt ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, som gør bittert til sødt og sødt til bittert!«¹ Sådan er umoralskhedens maka-feke. I Mormons Bog mindes vi om, at kyskhed og dyd er mere dyrebart end alt andet.

Husk, når fristelserne kommer, apostlen Paulus’ kloge råd, da han erklærede: »De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.«²

Derudover holder den onde pornografiens maka-feke frem foran os. Han vil have os til at tro, at det i virkeligheden ikke skader nogen at se på pornografi. Alexander Popes klassiker An Essay on Man er meget anvendeligt i denne forbindelse:

Nogle forlæggere og trykkere prostituerer deres forlag og trykkerier ved at udsende millioner af pornografiske udgivelser hver dag. Ingen omkostning anses for stor, når det gælder om at producere noget, som man er sikker på, vil blive set igen og igen. En af de lettest tilgængelige kilder til pornografi i dag er internettet, hvor man kan tænde en computer og med det samme have utallige hjemmesider med pornografi for hånden. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Jeg frygter, at det foregår i nogle af jeres hjem. Det er afskyeligt. Det er lavt og beskidt. Det er tillokkende og vanedannende. Det fører [jer] i fordærv, så sikkert som noget andet. Det er beskidt smuds, der gør bagmændene rige, og dets ofre fattige.«⁴

Filmproducenterne, tv-kanalernes programlæggere og de optrædende, som fremmer pornografi, er også fordærvede. Tidligere tiders tilbageholdenhed er for længst væk. Man søger efter såkaldt realisme, hvilket har resulteret i, at vi i dag er omgivet af dette smuds.

Undgå alt, som har lighed med pornografi. Det gør ånden ufølsom og nedbryder samvittigheden. I L&P får vi at vide, at »det, der ikke opbygger, er ikke af Gud, og er mørke.«⁵ Sådan er pornografi.

Det næste, jeg vil omtale, er de maka-feker, som udgøres af narkotika og alkohol. Når man først har fanget denne maka-feke, er den særlig vanskelig at give slip på. Narkotika og alkohol overskygger evnen til at tænke, fjerner hæmninger, splitter familier, får drømme til at briste og forkorter livet. De er til at få fat i overalt og placeres med vilje på sårbare unges vej.

Hver af os har et legeme, som en kærlig himmelsk Fader har betroet os. Vi har fået befaling om at passe på det. Kan vi bevidst misbruge eller skade vores legeme uden at blive holdt ansvarlige? Det kan vi ikke! Apostlen Paulus erklærede: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? …

Guds tempel er helligt, og det tempel er I.«⁶ Lad os holde vores legeme – vores tempel – sundt og rent og frit for skadelige stoffer, som ødelægger vores fysiske, psykiske og åndelige velbefindende.

Den sidste maka-feke, som jeg vil nævne i dag, er en, som kan tilintetgøre vores selvværd, ødelægge forhold og efterlade os i desperate omstændigheder. Det er den maka-feke, som består af usædvanlig stor gæld. Det er en menneskelig tilbøjelighed at ville have de ting, som giver os anseelse og prestige. Vi lever i en tid, hvor det er let at låne. Vi kan købe næsten alt, hvad vi nogensinde kunne ønske os, blot ved at bruge et kreditkort eller optage et lån. Lån i fast ejendom er overordentligt udbredt. Her kan man låne et beløb, som svarer til den friværdi, man har i sit hus. Det vi måske ikke indser er, at et lån i fast ejendom svarer til endnu et lån i ens hus. Regnskabets dag kommer, hvis vi vedvarende har levet over evne.

Mine brødre og søstre, undgå den filosofi, at gårsdagens luksus er blevet en nødvendighed i dag. De er ikke nødvendigheder, medmindre vi selv gør dem til det. Mange sætter sig i langvarig gæld kun for at opdage, at ændringer indtræder: Mennesker bliver syge eller uarbejdsdygtige, selskaber går fallit eller skærer ned, man mister sit job, naturkatastrofer overgår os alle. Der er mange grunde til, at man ikke længere kan betale af på store gældsposter. Vores gæld bliver som et damoklessværd, som hænger over vores hoved og truer med at ødelægge os.

Jeg opfordrer jer indtrængende til ikke at leve over evne. Man kan ikke bruge mere end man tjener og stadig være solvent. Jeg lover jer, at I så vil blive lykkeligere, end I ville være, hvis I hele tiden bekymrer jer for, hvordan I skal betale det næste afdrag på en unødvendig gæld. I L&P kan vi læse: »Betal den gæld, du har stiftet … Frigør dig for trældom.«⁷

Der er selvfølgelig utallige andre maka-feker, som den onde holder frem foran os, for at lede os væk fra retfærdighedens sti. Vor himmelske Fader har dog givet os livet og sammen med det evnen til at tænke, ræsonnere og elske. Vi har magten til at modstå enhver fristelse og evnen til at beslutte, hvilken vej vi vil tage, og i hvilken retning vi vil rejse. Vores mål er Guds celestiale rige. Vores formål med livet er at styre i en ufravigelig kurs i den retning.

Vor himmelske Fader advarer alle, som vandrer ad livets vej: Vogt jer for omveje, faldgruber og snarer. De behændigt forklædte maka-feker, som drager os til at fange dem blot for at miste det, som vi ønsker allermest, er listigt placerede. Bliv ikke bedraget. Stop op og bed. Lyt til den stille, sagte røst, som hvisker Mesterens nænsomme indbydelse til vores sjæls indre: »Kom … følg mig.«⁸ Ved at gøre det vender vi os bort fra ødelæggelse og død og finder lykke og evigt liv.

Alligevel er der nogen, som ikke vil høre, som ikke vil adlyde, som lytter til den ondes fristelser, og som fanger disse maka-feker, indtil de ikke kan give slip, og alt er tabt. Det får mig til at tænke på kardinal Wolsey, en magtfuld og gejstlig person. William Shakespeares produktive pen beskrev de majestatiske højder, den magtens top, som kardinal Wolsey besteg. Den samme pen beskrev, hvordan hans principper blev undergravet af forfængelige ambitioner, egoisme og af en stræben efter anseelse og prestige. Derpå fulgte det tragiske fald, den smertefulde sørgesang fra en, som havde opnået alt, og derefter mistede det hele.

Kardinal Wolsey taler til sin trofaste tjener Cromwell:

Denne betroede stilling, som kunne have ført kardinal Wolsey trygt gennem livet, blev ødelagt af hans søgen efter magt og ære og stræben efter velstand og anseelse. Som så mange andre før ham og de mange, som senere skulle følge, faldt kardinal Wolsey.

I tidligere tider blev en Guds tjener prøvet af en ond konge. Ved hjælp af himmelsk inspiration tydede Daniel skriften på væggen for kong Belshassar. Om den tilbudte belønning – en kongekåbe og en halskæde af guld – sagde Daniel: »Dine gaver kan du beholde, og dine foræringer kan du give til andre.«¹⁰

Dareios, som senere blev konge, ærede også Daniel, og forfremmede ham til den fornemste stilling. Derefter fulgte mængdens misundelse, fyrsternes jalousi og ambitiøse mænds lumske planer.

På grund af list og smiger underskrev kong Dareios en erklæring, hvorefter enhver som bad til Gud eller til noget menneske med undtagelse af kongen, skulle smides i løvekulen. Bøn blev forbudt. Når det gjaldt noget sådant, tog Daniel ikke imod anvisninger fra nogen jordisk konge, men fra himlens og jordens Konge, hans Gud. Efter at være blevet grebet under sin daglige bøn, blev Daniel stillet for kongen. Modvilligt blev straffen idømt. Daniel skulle kastes i løvekulen.

Jeg elsker den bibelske beretning, som følger:

»Tidligt om morgenen, ved daggry, stod kongen op og skyndte sig ud til løvekulen,

og da han nærmede sig kulen, råbte han bekymret på Daniel. ›Daniel … har din Gud, som du uophørligt dyrker, kunnet redde dig fra løverne?‹

Da svarede Daniel kongen:

Min Gud sendte sin engel; han lukkede løvernes gab, så de ikke kunne gøre mig noget …

Kongen blev meget glad. Og da Daniel var blevet løftet op af kulen, kunne man se, at han ikke havde lidt nogen skade, fordi han havde stolet på sin Gud.«¹¹

På et tidspunkt, hvor han var i stor nød, gav Daniels faste beslutning om at forblive tro og trofast ham guddommelig beskyttelse og et sikkert fristed.

Historiens ur viser tidens gang ligesom timeglassets sand. En ny rollebesætning optager livets scene. Vor tids problemer lurer ildevarslende forude. Omgivet af livets udfordringer i denne tid skuer vi mod himlen efter den aldrig svigtende retningssans, som vi kan kortlægge og følge en klog og rigtig kurs. Vor himmelske Fader vil ikke afvise vores bøn.

Når jeg tænker på retfærdige mennesker, dukker navnene Gustav og Margarete Wacker op i mine tanker. Jeg vil gerne beskrive dem. Jeg mødte familien Wacker første gang, da jeg blev kaldet til at præsidere over den canadiske mission i 1959. De var immigreret til Kingston i Ontario i Canada fra deres fædreland, Tyskland.

Bror Wacker tjente til dagen og vejen som barber. Deres midler var begrænsede, men han og søster Wacker betalte altid mere end en tiendedel i tiende. Som grenspræsident oprettede bror Wacker en missionærfond, og i flere måneder ad gangen var han den eneste bidragyder. Når der var missionærer i byen, gav familien Wacker dem mad og tog sig af dem, og missionærerne forlod aldrig familien Wackers hjem uden en form for håndgribelig donation til deres arbejde og velfærd.

Gustav og Margarete Wackers hjem var en himmel. De blev ikke velsignet med børn, men de fungerede som mor og far for deres mange gæster i Kirken. Lærde og sofistikerede mænd og kvinder opsøgte disse ydmyge, uuddannede Guds tjenere og anså sig for heldige, hvis de kunne tilbringe en time i deres selskab. Familien Wacker så almindelige ud, deres engelsk var haltende og ret svært at forstå, og deres hjem var beskedent. De havde ingen bil og intet fjernsyn, og de gjorde heller ikke noget af det, som verden normalt er opmærksom på. Alligevel fandt de trofaste en vej til deres dør for at tage del i den ånd, som var der.

I marts 1982 blev bror og søster Wacker kaldet til at tjene som fuldtids tempeltjenere i templet i Washington D.C. Den 29. juni 1983, mens bror og søster Wacker stadig tjente i denne kaldelse i templet, gik bror Wacker videre fra livet på jorden til sin evige belønning, mens hans elskede hustru sad ved hans side. Ordene »Dem, der ærer mig, vil jeg ære«¹² er passende her.

Mine brødre og søstre, lad os beslutte her og nu at følge den lige sti, som fører hjem til vor allesammens himmelske Fader, så det evige livs gave – livet i vor himmelske Faders nærhed – kan blive vores. Hvis der er noget, der er brug for at ændre eller rette til for at gøre dette, så opfordrer jeg jer til at tage jer af det nu.

Lad os altid, med en velkendt salmes ord, efterleve dette:

Det er min ydmyge bøn, at vi må gøre dette. I Jesu Kristi navn. Amen.