Velsignelser, som udøses over os

I Kirtland, da alle de resterende præstedømmenøgler blev gengivet, sagde Herren: »Dette er begyndelsen til den velsignelse, som skal blive udøst over hovedet på mit folk.«¹ Jeg er i dag taknemmelig for de velsignelser, som er blevet udøst over os alle gennem Guds præstedømme. Gennem præstedømmets kraft blev denne verden og alt i den, deriblandt alle os, skabt. Præstedømmet er fuldstændig spundet ind i, hvem vi er og nogensinde har været.² Som Guds sønner og døtre har vi alle fået enestående ansvar og roller, og gennem præstedømmets velsignelser er vi alle ligeværdige og får lige gaver og velsignelser.

Sidste år blev vores ældste barnebarn døbt og bekræftet som medlem af Kirken. Efter hun havde modtaget Helligånden, blev hendes nyfødte søster velsignet og navngivet. Den efterfølgende måned blev endnu et nyfødt barnebarn navngivet og velsignet. Siden da har jeg ofte tænkt over de privilegier, som disse små piger kan glæde sig over, fordi Guds præstedømme er blevet gengivet.

Jeg håber, at vores børnebørn vokser op med en viden om, at de ikke er og aldrig har været passive tilskuere til præstedømmet. Præstedømmets velsignelser, som er »tilgængelige for både mænd og kvinder«³, er spundet i og om deres liv. De er alle velsignede af hellige ordinancer, og de kan alle glæde sig over de åndelige gaver, de er velsignede med, i kraft af præstedømmet.

Alle trofaste medlemmer af Herrens kirke er ligeligt velsignede gennem præstedømmeordinancerne. Den første ordinance⁴ i et barns liv finder normalt sted, når de er spædbørn og bliver navngivet og velsignet. Når børn når ansvarlighedsalderen, bliver de døbt. Der er ikke særskilte dåb for drenge og piger. Man udfører den samme dåbsordinance for en lille pige som for en lille dreng, og de bliver døbt i det samme dåbsbassin. Når disse børn bliver bekræftet og modtager Helligånden, bliver de hver givet den samme kraft. De kvalificerer sig til denne hellige krafts hjælp gennem deres trofasthed og ikke gennem noget andet.

Som medlemmer af Kirken er vi lige for Herren, når vi tager del i nadveren. Gennem vores tro på Jesus Kristus kan vi alle på grund af kraften i hans forsoning og denne ordinance omvende os og blive bedre mennesker.

Vi er alle i lige høj grad berettigede til en præstedømmevelsignelse, når vi er syge eller har brug for yderligere støtte fra Herren i vores liv. En ung pige, som ønsker at få en patriarkalsk velsignelse, er i lige så høj grad berettiget til at kende sin slægtslinje som en ung mand på samme alder. De velsignelser, som kommer til dem begge gennem Abraham, er kraftfulde og vigtige.

Vi lærer alle unge mænd og unge piger, at de skal forberede sig til at tage til templet, så de kan »modtag[e] … fædre[nes] velsignelser, så [de] kan være berettiget til de største af præstedømmets velsignelser.«⁵ Da en af mine niecer modtog sin tempelbegavelse for et par måneder siden, udbrød hun med glæde: »Jeg klarede det! Hele mit liv er jeg blevet undervist i at forberede mig til templet, og jeg klarede det!«

Enhver mand og kvinde, som er villig til at tjene Herren, kan blive værdig til en tempelanbefaling og indgå de samme pagter. Alle begaves »med kraft fra det høje.«⁶

Enhver ældste og søster, som modtager en missionskaldelse, bliver indsat til at udføre Herrens værk, og alle får de myndighed til at forkynde Kristi evangelium.

En mand og en kvinde, som indgår det fuldstændige partnerskab, som tempelægteskabet er, får i lige høj grad pagtens velsignelser, hvis de er trofaste.⁷ Herren har sagt, at deres pagt også vil have gyldighed efter dette liv, og sammen loves de styrke og ophøjelse.⁸

Præsident Ezra Taft Benson sagde: »Når vore børn adlyder Herren og går i templet, modtager deres velsignelser og indgår ægteskabspagten, indtræder de samtidig i den samme præstedømmets orden, som Gud indstiftede helt tilbage til fader Adam.«⁹

Jeg oplevede kraften i præstedømmevelsignelser, da jeg besøgte en familie, hvor den unge far var døende. Han var omgivet af sin hustru og sine smukke døtre. På alle rummets vægge var der mindst ét billede af familien eller templet. Moderen bar vidnesbyrd om deres velsignelser, da hun sagde: »Vi styrkes og beskyttes af vore pagter. Vores familie vil vare evigt. Herren våger over os, og vi er ikke alene.« Alle trofaste medlemmer velsignes i lige høj grad af de velsignelser, som bliver udøst over os gennem præstedømmeordinancerne.

Fordi præstedømmet er gengivet, har vi alle i lige høj grad del i velsignelserne fra de åndelige gaver. Herren giver os disse gaver for vores egen skyld¹⁰ og for at vi kan hjælpe hinanden.¹¹

Moroni sagde, at »der er forskellige måder, hvorpå disse gaver bliver givet, men det er den samme Gud, som virker i alt og alle; og de bliver givet ved Guds Ånds tilkendegivelser til menneskene for at gavne dem.

For se, til én er det givet ved Guds Ånd, at han kan undervise i visdomsord;

og til en anden, at han kan undervise i kundskabsord ved samme Ånd;

og til en anden overordentlig stor tro; og til en anden helbredelsens gaver ved samme Ånd.«¹²

Når jeg har forsøgt at lære spansk og at huske portugisisk (som jeg talte som barn), har jeg bedt om og mærket Herrens hjælp til at tale disse sprog. Jeg har hørt andre kirkeledere og missionærer bære kraftfulde vidnesbyrd på sprog, som de knap nok havde studeret. Jeg kender mennesker, som har fået den åndelige gave at have overordentlig stor tro. Når de hører om evangeliet, føles det sandt i deres hjerte. Jeg kender andre, som har fået kundskabens gave og evnen til at anvende kundskab på retfærdige måder. Nogle har evnen til at udføre mirakler, nogle har helbredelsens gave, og andre har en god dømmekraft.¹³

Da jeg var barn, var jeg ofte alvorligt syg. Min far var altid villig og værdig til at bruge kraften i det præstedømme, som han bar, til at velsigne mig. Men jeg følte også, at min mors særlige gaver bidrog til min helbredelse. Hun havde virkelig en gave i sin evne til at tage sig af mine behov og hjælpe mig til at blive rask. Hendes store tro på, at Herren ville lede hende til svar på spørgsmålet om medicinsk behandling var en stor trøst for mig. Jeg var velsignet med to forældre, som kærligt brugte deres åndelige gaver.

Præsident Wilford Woodruff sagde, at »enhver mand og kvinde i riget har det privilegium at have åbenbaringens Ånd, som er Guds Ånd; og til de trofaste åbenbarer den det, som er nødvendigt for at de kan blive trøstet og opløftet og vejledt i deres daglige pligter.«¹⁴

Præstedømmets velsignelser gør det muligt for enhver, som bliver indsat til at tjene i et embede i Herrens kirke, at modtage »myndighed, ansvar og velsignelser forbundet med embedet.«¹⁵

Der er mange forskellige åndelige gaver, og vi får dem, når vi søger dem og bruger dem på passende vis. Vi kan få del i dem på grund af Helligåndens kraft, som er spundet ind i vores liv.¹⁶

Gennem præstedømmets velsignelser viser Herren os, at han »gør ikke forskel på nogen.«¹⁷ På mine rejser har jeg sædvanligvis haft mulighed for at besøge folk i deres hjem. Nogle af disse hjem er meget enkle boliger. I starten sagde jeg til mig selv: »Hvorfor er jeg velsignet med et hus, som har elektricitet og vand indlagt, når denne familie ikke engang har vand i nærheden af deres hjem? Elsker Herren dem mindre, end han elsker mig?«

Så en dag sad jeg i et tempel ved siden af en søster, som bor i et beskedent hus. Jeg sad ved siden af hende i to timer. Jeg så ofte ind i hendes smukke øjne og så Herrens kærlighed i dem. Da vi var færdige med at tjene i templet, oplevede jeg en stærk erkendelse. Når det kommer til alle de evige velsignelser, alle vore vigtigste privilegier og muligheder, er vi lige. Jeg var blevet »døb[t] til omvendelse«¹⁸, og det var hun også. Jeg havde åndelige gaver, og det havde hun også. Jeg havde muligheden for at omvende mig, og det havde hun også. Jeg havde modtaget Helligånden, og det havde hun også. Jeg havde modtaget tempelordinancerne, og det havde hun også. Hvis vi begge havde forladt denne verden sammen i det øjeblik, ville vi være kommet til Herren og havde været lige for ham med hensyn til vore velsignelser og muligheder.

Præstedømmevelsignelser er det, der gør os alle lige. Disse velsignelser er de samme for mænd og kvinder, for drenge og piger; de er de samme for gifte og enlige, rige og fattige, for de intellektuelle og de uvidende, for de kendte og de ukendte.

Jeg er taknemmelig for, at alle mænd og kvinder gennem Guds uendelige retfærdighed og kærlighed er ligeværdige og har fået lige gaver, velsignelser og muligheder gennem præstedømmets ordinancer og åndelige gaver. På grund af præstedømmet, som er spundet ind i vores liv, er enhver kraft og enhver pagt, som vi skal indgå som en del af vores livsværk for at vi kan gå tilbage til vores himmelske hjem, blevet udøst over os. I Jesu Kristi navn. Amen.