Nu, hvor vi tager del i nadveren

For et år eller to siden havde jeg mulighed for at besøge religionsinstituttet i Logan i Utah. Bygningen, hvor institutklasserne mødes, var for nyligt blevet ombygget. Jeg fik at vide, at da arbejderne fjernede den gamle talerstol i kirkesalen, opdagede de nogle hylder, som havde været afspærret i nogen tid. Da de fjernede beklædningen, fandt de en nadverbakke. Den var tydeligvis gammel, for nadverbægerne var lavet af glas. Et af disse glasbægere, som I ser her, blev indrammet og givet til mig – måske fordi jeg var den eneste, som var gammel nok til at huske dengang, da man brugte glasbægere.

At se glasbægeret fyldte mit sind med glade minder. Man brugte nadverbægere af glas, da jeg fyldte 12 år, en meget betydningsfuld milepæl i mit liv. Min 12-års fødselsdag faldt tilfældigvis på en søndag. I flere år havde jeg set diakonerne omdele nadveren og set frem til den dag, hvor jeg blev velsignet med at modtage Det Aronske Præstedømme og fik det samme privilegium.

Da dagen endelig oprandt, blev jeg bedt om at komme tidligt i kirke for at mødes med bror Ambrose Call, som var andenrådgiver i menighedens biskopråd. Bror Call bad mig følge med ind i et klasseværelse og bad mig om at indlede med en bøn. Derefter åbnede han skrifterne og læste afsnit 13 i Lære og Pagter for mig:

»I Messias’ navn overdrager jeg jer, mine medtjenere, Arons præstedømme, som ejer nøglerne til engles betjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse; og dette skal aldrig mere tages fra jorden, førend Levis sønner atter frembringer et offer for Herren i retfærdighed.«

Bror Call bad mig udtale mig om dette afsnit. Min forklaring var vist ikke tilstrækkelig fyldestgørende, så bror Call tog sig tid til at forklare mig, hvad det vil sige at være bærer af det hellige præstedømme. At være værdig til at bære præstedømmet berettigede mig til at bruge den magt, som Gud har overdraget mennesket. En mand, som er værdig til at bære præstedømmet, kan med myndighed udføre de ordinancer, som Gud har foreskrevet til menneskehedens frelse. Denne myndighed kommer direkte fra Frelseren selv gennem en fortsat linje af præstedømmebærere.

Mit interview med bror Call må have forløbet rimelig tilfredsstillende, for jeg blev taget med ind til mødet i diakonernes kvorum. Der lagde alle medlemmerne af biskoprådet hænderne på mit hoved, og biskoppen, som tilfældigvis på det tidspunkt var min far, overdrog mig Det Aronske Præstedømme og ordinerede mig til diakonembedet. Jeg blev også opretholdt af de andre diakoner som medlem af et præstedømmekvorum sammen med dem.

Til nadvermødet samme aften havde jeg for første gang mulighed for at fungere i præstedømmet ved at omdele nadveren til medlemmerne af vores menighed. Nadveren fik en ny betydning for mig den dag. Da jeg så bakken bevæge sig frem og tilbage i rækkerne af medlemmer af Kirken, lagde jeg mærke til, at ikke alle havde den samme indstilling til nadveren. Der var nogle, som så ud til blot at tage del i nadveren for vanens skyld, men der var rigtig mange, som modtog nadveren med stor ærbødighed.

I løbet af årene har jeg, ligesom jer, deltaget i mange nadvermøder, og for mig er de meget mere end blot endnu et møde. Deltagelse i nadveren giver os et helligt øjeblik på et helligt sted. Vi gør det i overensstemmelse med den befaling, som Herren gav os i afsnit 59 i Lære og Pagter:

»Og for at du mere fuldstændigt kan holde dig uplettet af verden, skal du tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag« (v. 9).

Lige fra begyndelsen, før verden blev grundlagt, fremlagde Gud en plan, hvorefter han ville tilbyde sine børn velsignelser i forhold til deres lydighed mod hans bud. Han vidste dog, at vi af og til ville blive distraheret af det verdslige, og at vi regelmæssigt ville få brug for at blive mindet om vore pagter og hans løfter.

Ét af de første bud, som Adam fik, var, at han skulle tilbede Herren og ofre flokkens førstefødte til ham. Denne ordinance blev givet for at minde menneskene om, at Jesus Kristus ville komme til verden og til sidst ofre sig selv.

»Og Adam var lydig mod Herrens befalinger.

Og efter mange dage viste en engel fra Herren sig for Adam og sagde: Hvorfor bringer du slagtofre til Herren? Og Adam sagde til ham: Det ved jeg ikke, ud over at Herren befalede mig det.

Og da talte engelen og sagde: Dette er et sindbillede på Faderens Enbårnes offer, han som er fuld af nåde og sandhed« (Moses 5:5-7).

Fra den tid og indtil vor Frelsers tid blev vor himmelske Faders børn befalet at bringe ofre. Det ophørte med Frelserens sonoffer. Natten før han fuldbragte det offer, indstiftede Herren nadveren for at hjælpe os med at huske ham og den forsoning, som han udførte for hele menneskeheden. Således har Herren gennem den fordums lov om ofring og gennem nadveren hjulpet os til at være sikre på, at vi ikke glemmer hans løfter og kravet om, at vi følger ham og adlyder hans vilje.

I Det Nye Testamente finder vi en beretning om Herren, som forrettede nadveren for sine disciple. Den kan vi læse i Matthæus kapitel 26:

»Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: ›Tag det; dette er mit legeme.‹

Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ›Drik alle heraf;

dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse‹« (v. 26-28).

Mormons Bog giver os i 3. Nefi kapitel 18 en detaljeret beretning om Frelserens forrettelse af nadveren for nefitterne:

»Og det skete, at Jesus befalede sine disciple, at de skulle bringe ham noget brød og vin.

Og mens de var henne efter brød og vin, befalede han mængden, at de skulle sætte sig ned på jorden.

Og da disciplene var kommet med brød og vin, tog han af brødet og brød og velsignede det; og han gav det til disciplene og befalede, at de skulle spise.

Og da de havde spist og var blevet mætte, befalede han, at de skulle give det til mængden.

Og da mængden havde spist og var blevet mætte, sagde han til disciplene: Se, en blandt jer skal ordineres, og ham vil jeg give magt, så han kan bryde brødet og velsigne det og give det til min kirkes folk, til alle dem, som vil tro og blive døbt i mit navn.

Og dette skal I altid bestræbe jer på at gøre, ligesom jeg har gjort, ligesom jeg har brudt brødet og velsignet det og givet det til jer.

Og dette skal I gøre til erindring om mit legeme, som jeg har vist jer. Og det skal være et vidnesbyrd for Faderen om, at I altid erindrer mig. Og hvis I altid erindrer mig, skal I have min Ånd til at være hos jer.

Og det skete, at da han havde sagt disse ord, befalede han sine disciple, at de skulle tage af vinen i bægeret og drikke af den, og at de også skulle give den til mængden, så de kunne drikke af den.

Og det skete, at de gjorde så og drak af den og blev mætte, og de gav den til mængden, og de drak, og de blev mætte.

Og da disciplene havde gjort dette, sagde Jesus til dem: Velsignede er I for det, som I har gjort, for dette er at efterkomme mine befalinger, og dette vidner for Faderen om, at I er villige til at gøre det, som jeg har befalet jer« (v. 1-10).

Han belærer os meget tydeligt om, at vi bør være villige til at gøre det, som han har befalet os at gøre. Det kunne uden tvivl forventes, at vi i vore dage igen ville blive befalet at deltage i nadveren. Som der står i Lære og Pagter:

»Det er nødvendigt, at kirken ofte mødes for at nyde brød og vin til erindring om Herren Jesus« (L&P 20:75).

Formålet med at deltage i nadveren er selvfølgelig at forny de pagter, som vi har indgået med Herren.

Ældste Delbert L. Stapley belærte os om dette, da han talte om pagter:

»Vor Herre Jesu Kristi evangelium er en pagt mellem Gud og hans folk … Når vi bliver døbt af en bemyndiget Guds tjener, indgår vi pagt om at gøre Guds vilje og adlyde hans befalinger … Ved at tage del i i nadveren, fornyer vi alle de pagter, som vi har indgået med Herren og vier os selv til at påtage os hans Søns navn, altid at erindre ham og at holde hans befalinger« (i Conference Report, okt. 1965, s. 14).

Nadveren er en af de helligste ordinancer i Kirken. Når vi er værdige og deltager i nadveren, giver det os mulighed for åndelig vækst.

Jeg kan huske, at da jeg var barn, blev der spillet smuk musik, mens nadveren blev omdelt. Generalautoriteterne bad os ikke så længe efter om at gå bort fra denne fremgangsmåde, fordi vore tanker var på musikken i stedet for på vor Herre og Frelsers sonoffer. Under forrettelsen af nadveren lægger vi verden til side. Det er en tid til åndelig fornyelse, når vi erkender den dybe åndelige betydning af den ordinance, som tilbydes hver enkelt af os. Hvis vi blot henkastet deltog i nadveren, ville vi gå glip af muligheden for åndelig vækst.

Ældste Melvin J. Ballard sagde engang:

»Jeg vidner om, at der er en ånd, som er til stede, når nadveren bliver forrettet, som varmer sjælen fra isse til fod. Man føler sårene i sjælen blive helet, og byrden blive løftet. Den sjæl, som er værdig og oprigtigt ønsker at nyde denne åndelige føde, vil føle trøst og lykke« (»The Sacramental Covenant«, Improvement Era, okt. 1919, s. 1027).

Når vi er værdige og tager del i nadveren, mindes vi vor Herre og Frelsers offer, at han gav sit liv og påtog sig verdens synder, for at vi kan modtage udødelighedens velsignelser. Vi påtager os vor Frelsers navn og lover altid at erindre ham og holde hans befalinger – det vil sige at »leve efter hvert ord, som udgår af Guds mund« (L&P 84:44).

Forældre, det er jeres ansvar at undervise jeres familie i vigtigheden af at deltage i nadvermødet hver uge. Det bør være noget familien gør fast. Alle familier har brug for den tid til fornyelse og til at forpligte sig til at efterleve evangeliet i overensstemmelse med Frelserens lærdomme. Familier, som er ordentligt forberedt, deltager i nadvermødet med en ærbødig ånd og med taknemmelighed for muligheden for at deltage i denne hellige symbolske handling.

Jeg kan huske en oplevelse, som vores familie havde, da vi var på ferie i et turistområde. Den periode, hvor vi var der, indbefattede en søndag, så vi planlagde det sådan, at vi kunne deltage i nadvermødet i en kirkebygning i nærheden. Det samme gjorde hundredvis af andre, som boede på stedet. Kirkebygningen var fyldt til bristepunktet. Før mødet begyndte, indbød biskoppen alle de diakoner, som var værdige og passende påklædt til at deltage i omdelingen af nadveren. Et tilstrækkeligt antal med hvid skjorte og slips trådte frem for at få at vide, hvordan de skulle håndtere så stor en forsamling. Ordinancen blev forrettet ærbødigt og effektivt. Da jeg iagttog forsamlingen, så jeg, at mange var dybt berørt af ånden til mødet.

Da vi kom tilbage til hotellet, var der en tydelig forskel på aktiviteterne på sabbatsdagen i forhold til hverdagene. Bådene forblev fortøjede til anløbsbroen, søen var nærmest fri for svømmende; og påklædningen var meget passende for sabbatsdagen. Disse familier så opfyldelsen af Herrens løfter: Ved at tage til bønnens hus på hans hellige dag og forny deres pagter om at holde hans bud, var de i stand til at holde sig uplettede af verden (se L&P 59:9).

Må der i os alle indgydes en øget ærbødighed for sabbatten. Må vi mere fuldt ud indse den særlige velsignelse, som det er at tage del i nadveren samt dens betydning i vores tilværelse. Må vi altid erindre og holde hans befalinger, som han har givet os til at opfylde formålet med livet og have håb for den evighed, som skal komme. Dette er Herrens værk, som vi deltager i. Gud lever. Jesus er Kristus, verdens Frelser. Vi har fået lov til at være en del af denne store evangeliske plan, som nadveren er så vigtig en del af. I Jesu Kristi navn. Amen.