Et liv i overflod

Harry de Leyer kom for sent til auktionen en snevejrsdag i 1956, og alle de gode heste var allerede solgt. De få, der var tilbage, var gamle og udslidte og var blevet købt af et selskab, der ville sende dem til slagtning.

Harry, der var ridelærer på en pigeskole i New York, skulle til at gå, da en af hestene – en forsømt, grå vallak med grimme sår på benene – fangede hans blik. Dyret havde stadig mærker efter et tungt arbejdsseletøj som vidne om det hårde liv, det havde ført. Men der var noget ved hesten, der fangede Harrys opmærksomhed, så han bød 80 dollars for den.

Det sneede, da Harrys børn så hesten for første gang, og på grund af det lag sne, der lå på hestens ryg, kaldte børnene den for »Snemand«.

Harry sørgede godt for hesten, som viste sig at være en blid og pålidelig ven – en hest, som pigerne kunne lide at ride på, fordi den var rolig og ikke var opfarende som nogle af de andre. Faktisk gjorde Snemand så store fremskridt, at en nabo købte ham for det dobbelte af, hvad Harry oprindeligt havde betalt.

Men Snemand blev ved med at forsvinde fra naboens græsgang – nogle gange endte han i de tilstødende kartoffelmarker og andre gange hjemme hos Harry. Hesten måtte være sprunget over hegnet mellem de to ejendomme, men det virkede usandsynligt – Harry havde aldrig set Snemand springe over noget højere end en væltet bjælke.

Men til sidst hørte naboens tålmodighed op, og han insisterede på, at Harry tog hesten tilbage.

Harry havde i årevis haft en stor drøm om at få en førsteklasses springhest. Han havde førhen haft rimelig succes, men for at kunne konkurrere på højeste plan, vidste han, at han måtte købe en hest med en fin stamtavle, der var særligt fremavlet som springhest. Og sådan en stamtavle ville koste langt mere, end han havde råd til.

Snemand var allerede ved at blive gammel – han var 8, da Harry købte ham – og han havde været dårligt behandlet. Men tilsyneladende ville Snemand gerne springe, så Harry besluttede sig for at se, hvad hesten kunne.

Det, Harry så, fik ham til at tro, at der måske var en chance for, at denne hest kunne deltage i en konkurrence.

I 1958 deltog Snemand i sin første konkurrence. Snemand stod blandt smukke, opdrættede præmieheste og så meget malplaceret ud. Andre hesteopdrættere kaldte Snemand for en »loppebefængt gråskimmel«.

Men der skete noget vidunderligt og utroligt den dag.

Snemand vandt!

Harry fortsatte med at lade Snemand deltage i andre konkurrencer, og Snemand fortsatte med at vinde.

Tilskuerne jublede, hver gang Snemand vandt en konkurrence. Han blev et symbol på, hvor ekstraordinær en ordinær hest kan være. Han kom i fjernsynet. Der blev skrevet historier og bøger om ham.

Da Snemanden blev ved med at vinde, bød en køber 100.000 dollars for den gamle arbejdshest, men Harry ville ikke sælge. I 1958 og 1959 blev Snemand kåret til »Årets Hest«. Til sidst blev den gråskimlede vallak – som engang var blevet solgt til den lavestbydende – optaget på listen over de bedste springheste gennem tiderne.¹

For mange mennesker var Snemand meget mere end en hest. Han blev et eksempel på det skjulte, uudnyttede potentiale, som er i os alle.

Jeg har haft mulighed for at mødes med mange vidunderlige mennesker fra mange samfundslag. Jeg har kendt rige og fattige, berømte og ukendte, kloge og mindre kloge.

Nogle bar rundt på dybe sorger, andre udstrålede en tillidsfuld, indre fred. Nogle ulmede med uudslukkelig bitterhed, mens andre udstrålede en ukuelig glæde. Nogle så slagne ud, mens andre – på trods af modstand – overvandt modløshed og fortvivlelse.

Jeg har hørt nogle påstå, måske kun i delvis spøg, at de eneste lykkelige mennesker er dem, som ganske enkelt ikke har noget begreb om, hvad der foregår omkring dem.

Men det tror jeg ikke.

Jeg har kendt mange, som er glade og udstråler lykke.

Jeg har kendt mange, som lever et liv i overflod.

Og jeg tror, jeg ved hvorfor.

I dag vil jeg gerne nævne nogle få af de kendetegn, som de lykkeligste mennesker, jeg kender, har tilfælles. Det er evner, som kan omdanne en almindelig tilværelse til et spændende liv i overflod.

For det første drikker de inderligt af det levende vand.

Frelseren sagde, at »den, der drikker af det vand, jeg vil give … skal aldrig i evighed tørste [for det] skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«²

Når man fuldt ud forstår og favner Jesu Kristi evangelium, heles det knuste hjerte, det giver livet mening og knytter bånd til ens kære, som varer længere end livet på denne jord, og det bibringer livet en ophøjet glæde.

Præsident Lorenzo Snow sagde: »Herren har ikke givet os evangeliet, for at vi skal gå sørgende rundt alle vores livs dage.«³

Jesu Kristi evangelium er ikke en sørgmodig og tungsindig religion. Vore fædres tro er håbets og glædens tro. Det er ikke et lænkernes evangelium, men et vingernes evangelium.

At favne det helt er at blive fyldt med et vidunder og at have en indre ild. Frelseren erklærede: »Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.«⁴

Søger I fred i sindet?

Drik inderligt af det levende vand.

Søger I tilgivelse? Fred? Forståelse? Glæde?

Drik inderligt af det levende vand.

Et liv i overflod er et åndeligt liv. Alt for mange sidder til bords ved Jesu Kristi evangelium og nipper kun til festmåltidet foran dem. De gør, hvad de skal – måske overværer de deres møder, kigger i skriften, siger deres familiebønner – men de har ikke hjertet med i det. Hvis de var ærlige, ville de indrømme, at de var mere interesserede i de seneste rygter i nabolaget, ændringer i aktiekurserne og deres yndlings-tv-serie, end de er i Helligåndens himmelske vidundere og kærlige tjeneste.

Ønsker I at drikke af dette levende vand og opleve denne guddommelige kilde vælde op i jer med vand til evigt liv?

Så skal I ikke frygte. Udøv tro af hele jeres hjerte. Opbyg en urokkelig tro på Guds Søn. Lad jeres hjerte række ud i oprigtig bøn. Fyld jeres sind med kundskab om ham. Opgiv jeres svagheder. Gå fremad i hellighed og i overensstemmelse med befalingerne.

Drik inderligt af Jesu Kristi evangeliums levende vand.

Den anden evne hos dem, som lever et liv i overflod, er, at de fylder deres hjerte med kærlighed.

Kærlighed er evangeliets kerne og det største af alle budene. Frelseren sagde, at alle andre bud og profetiske lærdomme afhang af dette.⁵ Apostlen Paulus skrev, at »hele loven er opfyldt i det ene ord: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹«⁶

Ofte kender vi ikke virkningen af en enkel, venlig handling. Profeten Joseph Smith var et eksempel på medfølelse og kærlighed. En dag ankom en gruppe på otte afroamerikanere til profetens hjem i Nauvoo. De havde forladt deres hjem i Buffalo i New York, omkring 1300 km derfra, for at kunne være sammen med Guds profet og de hellige. Selv om de var frie, var de tvunget til at skjule sig for dem, som fejlagtigt kunne tro, at de var bortløbne slaver. De udholdt kulde og trængsler, sled først deres sko op og så deres strømper, indtil de til sidst gik på bare fødder resten af vejen til Nauvoo. Da de ankom til Nauvoo, bød profeten dem velkommen i sit hjem og hjalp dem med at finde et sted at bo.

Men en af dem, en pige som hed Jane, havde ikke noget sted at tage hen, og hun græd, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre.

»Der er ingen grund til at græde«, sagde Joseph til hende. Han vendte sig om mod Emma og sagde: »Her er en pige, som siger, at hun ikke har noget hjem. Tror du ikke, hun kunne bo her?«

Emma samtykkede. Siden den dag var hun medlem af familien.

Adskillige år efter profetens martyrium og efter hun havde sluttet sig til pionererne og havde rejst den lange vej til Utah, sagde Jane, at hun nogle gange stadig »vågnede op midt om natten og kun tænkte på bror Joseph og søster Emma og på, hvor gode de var mod mig. Joseph Smith var,« sagde Jane, »det prægtigste menneske, jeg nogensinde har mødt på jorden.«⁷

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt, at de, som rækker ud til andre for at løfte dem og hjælpe dem, »vil finde en glæde … de aldrig før har kendt … Himlen må vide, at der er så mange, mange mennesker i denne verden, som har brug for hjælp. Så forfærdelig mange. Lad os få den fordærvede, selviske holdning ud af vores liv, mine brødre og søstre, og række lidt længere ud og lidt højere op for at tjene andre.«⁸

Vi har alle travlt. Det er nemt at finde en undskyldning for ikke at række ud til andre, men jeg forestiller mig, at det vil lyde ligeså hult over for vor himmelske Fader som da den lille skoledreng gav sin lærer en seddel og bad om at få fri fra skole fra den 30. til den 34. marts.

De, som bruger deres liv på at stræbe efter egne, selviske ønsker på bekostning af andre, ender med at opdage, at deres glæde er overfladisk, og at deres liv kun har lidt indhold.

På en sådan persons gravsten var der udhugget følgende gravskrift:

Vi er mest lykkelige, når vores liv bliver knyttet til andres gennem uselvisk kærlighed og tjeneste. Præsident J. Reuben Clark sagde: »Vi kan ikke få nogen større velsignelse, nogen større glæde og lykke end det at lindre andres lidelse.«¹⁰

Den tredje evne hos dem, som lever et liv i overflod, er, at de med hjælp fra deres himmelske Fader gør deres liv til et mesterværk.

Uanset vores alder, omstændigheder eller evner kan vi alle gøre noget bemærkelsesværdigt i vores liv.

David så sig selv som fårehyrde, men Herren så ham som Israels konge. Josef af Egypten var slave, men Herren så ham som seer. Mormon bar en soldats rustning, men Herren så ham som profet.

Vi er sønner og døtre af en udødelig, kærlig og almægtig Fader i himlen. Vi blev skabt lige så meget fra evighedens støv som fra jordens støv. Vi har alle et potentiale, som vi næppe kan forestille os.

Apostlen Paulus skrev: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det … [har] Gud … beredt for dem, der elsker ham.«¹¹

Hvordan kan det så være, at så mange kun ser sig selv som en gammel gråskimmel, der ikke er noget værd? Der er en gnist af storhed i os alle – en gave fra vor kærlige og evige himmelske Fader. Hvad vi gør med denne gave, er op til os.

Elsk Herren af hele jeres hjerte, sjæl, sind og styrke. Involver jer i store og ædle sager. Gør jeres hjem til et stærkt og helligt fristed. Ær jeres kaldelser i Kirken. Fyld jeres sind med lærdom. Styrk jeres vidnesbyrd. Ræk ud til andre.

Gør jeres liv til et mesterværk.

Brødre og søstre, et liv i overflod kommer ikke til os som en færdig pakke. Det er ikke noget, vi kan bestille og forvente at få leveret med posten. Det kommer ikke uden trængsler eller sorger.

Det kommer af tro, håb og kærlighed. Og det kommer til dem, som på trods af trængsler og sorger forstår de ord, en forfatter skrev: »I vinterens mørke lærte jeg endelig, at der inde i mig gemmer sig en uovervindelig sommer.«¹²

Et liv i overflod er ikke noget, vi ankommer til. Det er snarere en storslået rejse, som vi påbegyndte for mange, mange år siden, og som vi aldrig nogensinde afslutter.

Noget af det, der bringer os stor trøst i Jesu Kristi evangelium, er vores viden om, at denne jordiske tilværelse blot er et øjeblik af evigheden. Hvad enten vi befinder os ved begyndelsen eller afslutningen af vores jordiske liv, er dette liv blot et trin – et lille trin.

Vores søgen efter et liv i overflod er ikke kun iklædt dette dødelige hylsters kappe, dets sande formål kan kun forstås ud fra det perspektiv, der findes i de evigheder, som strækker sig uendeligt foran os.

Brødre og søstre, det er gennem vores stræben efter et liv i overflod, at vi finder vores skæbne.

Som illustreret i historien om den gamle, kasserede hest, der indeholdt en førsteklasses sjæl, så indeholder vi alle en guddommelig gnist af storhed. Hvem ved, hvad vi formår, hvis vi blot prøver? Et liv i overflod er inden for rækkevidde, hvis blot vi vil drikke inderligt af det levende vand, fylde vores hjerte med kærlighed og gøre vores liv til et mesterværk.

Det er min ydmyge bøn, at vi må gøre dette. I Jesu Kristi navn. Amen.