Bed i tro

Det klassiske eksempel på at bede i tro er Joseph Smith og det første syn. Som ung søgte Joseph Smith at kende sandheden om religion. Han læste følgende vers i det første kapitel af Jakobsbrevet:

»Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.

Men han skal bede i tro, uden at tvivle« (Jak 1:5-6).

Bemærk kravet om at bede i tro, hvilket jeg forstår som en nødvendighed ikke alene for at give udtryk for noget, men også for at handle. Den dobbelte forpligtelse er nemlig både at bede og at yde, kravet om at kommunikere og handle.

Overvejelsen af denne bibelske tekst fik Joseph til at gå ud i en lund ved sit hjem for at bede og søge åndelig kundskab. Bemærk spørgsmålene, som ledte Josephs tankegang og ydmyge anmodning.

»Midt i denne krig på ord og tumult på grund af forskellige meninger sagde jeg ofte til mig selv: Hvad kan man stille op? Hvilke af alle disse samfund har ret, eller har de alle sammen uret? Hvis et af dem har ret, hvilket er det da, og hvordan finder jeg ud af det? …

Mit formål med at gå ud og adspørge Herren var at få at vide, hvilken af alle sekterne der havde ret, så jeg kunne vide, hvilken en jeg skulle slutte mig til« (JS-H 1:10, 18).

Josephs spørgsmål drejede sig ikke blot om, hvad han havde brug for at vide, men også om, hvad der skulle gøres! Han bad ikke blot: »Hvilken kirke er sand?« Han spurgte: »Hvilken kirke skal jeg slutte mig til?« Joseph gik ud i lunden for at bede i tro, og han var opsat på at handle.

Virkelig tro er baseret på og fokuserer på Herren, Jesus Kristus, og fører altid til retfærdig handling. Profeten Joseph Smith belærte om, at »tro er det første princip i åbenbaret religion og grundlaget for al retfærdighed,« og at det også er »et handlingsprincip for alle intelligente væsener« (Lectures on Faith, 1985, s. 1). Handling alene er ikke tro på Frelseren, men at handle i henhold til korrekte principper er et centralt element i tro. »Tro uden gerninger er død« (Jak 2:20).

Profeten Joseph Smith sagde endvidere: »Tro er ikke kun et princip, der omfatter handling, men også kraft i alle intelligente væsener både i himlen og på jorden« (Lectures On Faith, s. 3). Således fører tro på Kristus til retfærdige handlinger, som øger vores åndelige kapacitet og kraft. Forståelse af tro som et princip om handling og om kraft inspirerer os til at udøve vores dømmekraft i overensstemmelse med evangeliets sandhed, indbyder den forløsende og styrkende kraft i Frelserens sonoffer i vores liv og forstørrer kraften i os, hvorved vi kan handle på egne vegne (se L&P 58:28).

Jeg har længe været imponeret over den sandhed, at meningsfuld bøn både kræver hellig kommunikation og en indviet indsats. Velsignelser kræver en vis indsats fra vores side, før vi får dem, og bøn, som »en form for indsats … er en anvist metode for opnå den højeste af alle velsignelser« (Bible Dictionary, »Prayer«, s. 753). Vi stræber fremad og holder ud i bønnens hellige arbejde, efter vi har sagt »amen,« ved at handle i overensstemmelse med det, vi har udtrykt over for vor himmelske Fader.

At bede i tro kræver ærlighed, indsats, forpligtelse og udholdenhed. Lad mig give et eksempel på det, jeg mener, og give jer en opfordring.

Vi beder sikkert om, at fuldtidsmissionærer over hele verden må være i sikkerhed og have succes. Og et fælles element i mange af vores bønner er et ønske om, at missionærerne må finde de mennesker og familier, som er beredt til at modtage budskabet om genoprettelsen. Men i sidste ende er det mit og dit ansvar at finde folk, som missionærerne kan undervise. Missionærerne er fuldtidsundervisere; du og jeg er fuldtidsfindere. Og vi bør som livstidskaldede missionærer ikke bede om, at fuldtidsmissionærerne skal gøre vores arbejde!

Hvis vi oprigtigt beder og spørger i tro, som Joseph Smith – dersom vi ville bede med forventningen om at skulle handle og ikke bare udtrykke – så ville arbejdet med at forkynde evangeliet bevæge sig fremad på bemærkelsesværdig vis. En sådan bøn i tro kunne omfatte nogle af følgende elementer:

• Tak vor himmelske Fader for læresætninger og ordinancer i Jesu Kristi gengivne evangelium, hvilket bringer håb og lykke i vores liv.

• Bed om mod og åbenhed til at åbne munden og fortælle vores familie og venner om evangeliet.

• Bed vor himmelske Fader om at hjælpe os med at finde enkeltpersoner og familier, som vil være modtagelige over for vores invitation til at blive undervist af missionærer i vores hjem.

• Lad os forpligte os til at gøre vores del denne dag og denne uge og bede om hjælp til at overvinde ængstelse, frygt og tøven.

• Søg efter gaven at kunne skelne – øjne, som ser, og ører, som hører muligheden for at missionere, når de viser sig.

• Bed indtrængende om styrke til at handle, som vi ved, vi skal.

Udtryk taknemlighed, og der kan bedes om andre velsignelser i en sådan bøn, som skal afsluttes i Frelserens navn. Så vil det hellige arbejde med bønnen fortsætte og øges.

Samme fremgangsmåde med hellig kommunikation og indviet indsats kan anvendes i vore bønner for de fattige og trængende, de syge og sorgfulde, for familiemedlemmer og venner, som kæmper, og for dem, der ikke kommer til Kirkens møder.

Jeg vidner om, at sådanne bønner bliver meningsfulde, når vi beder i tro og handler. Jeg opfordrer os alle til at bede i tro, hvad angår vores guddommelige mandat til at forkynde evangeliet. Når vi gør det, lover jeg, at der vil blive åbnet døre, og vi vil blive velsignet til at kunne se og handle på de muligheder, der viser sig.

Mit andet eksempel understreger vigtigheden af at holde ud gennem prøver af vores tro. For få år siden rejste en familie til Europa fra USA. Kort tid efter de ankom til deres bestemmelsessted, blev deres 13-årige søn ret syg. Forældrene havde til at begynde med troet, at hans urolige mave skyldtes træthed efter den lange flyvetur, og de fortsatte deres rejse.

Som dagen fortsatte, forværredes sønnens tilstand. Han blev mere dehydreret. Faderen gav sin søn en præstedømmevelsignelse, men der kom ikke straks en synlig bedring.

Der gik adskillige timer, moderen knælede ved sønnens side og trygle-de i bøn vor himmelske Fader om, at drengen måtte få det bedre. De var langt hjemmefra i et ukendt land, og de vidste ikke, hvordan de skulle få lægehjælp.

Moderen spurgte sin søn, om han ville bede med hende. Hun vidste, at det ikke var nok bare at vente på velsignelsen, de måtte handle. Hun forklarede, at velsignelsen, han havde fået, stadig virkede, og foreslog at bede igen, som de gamle apostle gjorde og sagde: »Giv os en større tro!« (Luk 17:5). Bønnen indeholdt et udtryk for tillid til præstedømmets magt og et løfte om at gøre alt det nødvendige for at kunne modtage velsignelsen, dersom det var i overensstemmelse med Guds vilje. Kort tid efter de havde bedt denne enkle bøn, fik sønnen det bedre.

Dette udtryk for tro fra moderen og sønnen bidrog til, at den lovede præstedømmekraft indfandt sig og delvist tilfredsstillede dette krav: »Bestrid det derfor ikke, fordi [vi] ikke ser det, for [vi] modtager intet vidnesbyrd, førend [vores] tro er blevet prøvet« (Eter 12:6). Akkurat ligesom fængslet, som Alma og Amulek sad i, ikke styrtede sammen, »førend de troede,« og akkurat ligesom Ammon og hans missionerende brødre ikke så store mirakler i deres tjenestegerning »førend de troede« (se Eter 12:12-15), så fandt helbredelsen af denne 13-årige ikke sted førend de troede og blev opnået »i overensstemmelse med deres tro i deres bønner« (L&P 10:47).

Mit tredje eksempel belyser vigtigheden af at anerkende og acceptere Guds vilje i vores liv. For adskillige år siden, var der en ung far, som havde været aktiv i Kirken som dreng, men havde i sine teenageår valgt en anden vej. Efter endt militærtjeneste giftede han sig med en skøn pige, og snart blev de velsignet med børn i hjemmet.

En dag blev deres lille fireårige datter pludselig alvorligt syg og kom på hospitalet. I desperation og for første gang i mange år, knælede faderen ned i bøn og bad om, at hans datters liv måtte blive sparet. Alligevel blev hendes tilstand værre. Da faderen gradvist fornemmede, at hans lille pige ikke ville overleve, ændrede hans bønner sig stille og roligt, og han bad ikke længere om, at hun blev rask, men om forståelse. »Lad din vilje ske,« var nu mandens tryglen.

Snart efter gik datteren i koma, og hendes far fornemmede, at hendes timer på jorden var talte. Styrket med forståelse, tillid og en kraft udover deres egen, bad de unge forældre igen, og bad om mulighed for at omfavne hende en sidste gang, mens hun var vågen. Datteren åbnede øjnene, og hendes svage arme rakte ud efter forældrene for et sidste favntag. Og så var hun væk. Faderen vidste, at deres bønner var blevet hørt – en kærlig, medfølende Fader i himlen havde trøstet deres hjerte. Guds vilje var sket, og de havde opnået en forståelse (tilpasset fra H. Burke Peterson, »Adversity and Prayer«, Ensign, jan. 1974, s. 18).

At erkende og acceptere Guds vilje i vores liv er et grundlæggende element i at bede en meningsfuld bøn. At bare udtale ordene ›din vilje ske‹ er ikke nok. Vi har hver især brug for Guds hjælp for at underkaste vores vilje hans.

»Bøn er handlingen, gennem hvilken Faderens og barnets vilje bringes i overensstemmelse« (Bible Dictionary, »Prayer«, s. 752-753). Ydmyg, oprigtig og udholdende bøn gør os i stand til at erkende og indrette os efter vor himmelske Faders vilje. Frelseren udviste det fuldkomne eksempel på dette, da han i Getsemane have bad: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din … I sin angst bad han endnu mere indtrængende« (Luk 22:42, 44).

Formålet med vores bønner bør ikke være at fremsige en ønskeliste eller en række anmodninger, men at sikre os selv og andre velsignelser, som Gud er ivrig efter at give alt efter sin vilje og til sin tid. Alle oprigtige bønner bliver hørt og besvaret af vor himmelske Fader, men svarene, vi får, er måske ikke dem, vi forventer, og måske kommer de ikke, når vi ønsker det, eller på den måde, vi forventer. Sandheden er indlysende i de tre eksempler, jeg har fremført.

Bøn er et privilegium og et hjertes indre sang. Vi kan bevæge os ud over rutiner og »tjekliste«-bønner og engagere os i meningsfuld bøn, når vi på passende vis beder i tro og handler, når vi tålmodigt udholder prøvelser af vores tro, og når vi ydmygt erkender og indvilliger i »ske ikke min vilje, men din.«

Jeg vidner om virkeligheden af og guddommeligheden hos vor evige Fader, hans Enbårne Søn, Herren Jesus Kristus, og Helligånden. Jeg vidner om, at vor himmelske Fader hører og besvarer vore bønner. Må vi hver især med større iver stræbe efter at bede i tro og på den måde virkelig give vore bønner mening. Det beder jeg om i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.