Tro og præstedømmets ed og pagt

Mit formål i aften er at hjælpe jer til at få større tillid til, at I kan og vil kvalificere jer til velsignelserne i præstedømmets ed og pagt. Det er mangfoldigheden af de mulige konsekvenser i den ed og pagt, der kan kræve, at jeres tillid bliver reelt styrket.

Herren har været ganske entydig omkring konsekvenserne. At gøre sig værdig til mulighederne i eden og pagten indebærer den største af alle Guds gaver: Evigt liv. Det er formålet med Det Melkisedekske Præstedømme. Ved at holde de pagter, vi indgår, når vi modtager præstedømmet og fornyr dem i tempelordinancer, har vi fået et løfte gennem en ed fra vor himmelske Fader, Elohim, om, at vi vil modtage af hans herligheds fylde og leve, som han lever. Vi vil få velsignelserne ved at være beseglet som familie for evigt med løftet om evigt afkom.

Som man kan forvente, vil det få tragiske konsekvenser ikke at kunne få en sådan velsignelse. Dette har Herren også været entydig omkring. Unge Mænds ledere læser ofte disse ord for de unge mænd, når de nærmer sig den dag, hvor de kan modtage Det Melkisedekske Præstedømme. I kan sikkert huske følelsen, I havde, da I hørte dem første gang. Det er Frelserens, Jesu Kristi, ord som er givet gennem profeten Joseph Smith:

»Og videre, alle de, der modtager dette præstedømme, modtager mig, siger Herren;

for den, der modtager mine tjenere, modtager mig;

og den, der modtager mig, modtager min Fader;

og den, som modtager min Fader, modtager min Faders rige; derfor skal alt det, som min Fader har, gives ham.

Og dette er i overensstemmelse med den ed og pagt, der hører til præstedømmet.

Derfor modtager alle de, som modtager præstedømmet, denne ed og pagt af min Fader, hvilken han ikke kan bryde, ej heller kan den ændres.

Men den, som bryder denne pagt, efter at han har modtaget den, og helt vender sig derfra, skal ikke få tilgivelse for sine synder i denne verden, ej heller i den tilkommende verden.

Og ve alle dem, som ikke kommer til dette præstedømme, som I har modtaget, og som jeg nu med min egen røst fra himlene bekræfter på jer, som er til stede i dag; og jeg har endog givet de himmelske hærskarer og mine engle ansvar for at passe på jer.

Og nu giver jeg jer en befaling om at tage vare på jer selv ved at give flittigt agt på det evige livs ord.«¹

Hvis I nu har det, som jeg havde det, da jeg første gang hørte de ord som ung mand, kan udfordringen ved at acceptere Det Melkisedekske Præstedømme virke skræmmende. Der er mindst to grunde til, at I bør føle jer mere opmuntret end skræmte ved tanken om de straffedomme, som følger af at bryde eden og pagten eller vende sig fra den. Hvad enten I accepterer eden og pagten og synes, det er for svært, eller I ikke forsøger, så er straffen den samme. Der er ingen tvivl, derfor er jeres og min bedste kurs at modtage det hellige præstedømme og af hele vores hjerte forsøge at holde pagterne. Hvis vi vælger ikke at prøve, går vi med sikkerhed glip af muligheden for evigt liv. Hvis vi prøver og det med Guds hjælp lykkes for os, vil vi opnå evigt liv.

Der er endnu en årsag til, at I nu bør beslutte jer for at gøre en helhjertet indsats for at leve op til den ed og pagt og have tro på, at det kan lykkes for jer. Gud lover jer den hjælp og kraft, hvis I udøver tro, som vil krone jer med held.

Lad mig beskrive nogle af de velsignelser, som I vil opnå, når I går fremad i tro.

For det første, er selve det faktum, at I er blevet tilbudt eden og pagten, bevis på, at Gud har valgt jer, og han kender jeres styrke og evner. Han har kendt jer, siden I var hos ham i åndeverdenen. Med hans forudviden om jeres styrke har han tilladt jer at finde Jesu Kristi sande kirke og modtage tilbuddet om præstedømmet. I kan føle jer trygge, fordi I har bevis på hans tillid til jer.

For det andet, hvis I vil prøve at holde jeres pagter, har Frelseren lovet sin personlige hjælp. Han har sagt, at når I går fremad og ærer præstedømmet: »Og hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«²

I kan ligesom jeg til tider have brug for bekræftelse på, at I har styrke til at leve op til jeres pligter i dette hellige præstedømme. Herren forudså jeres behov for bekræftelse. Han sagde: »For de, der er trofaste, så de får disse to præstedømmer, hvorom jeg har talt, og så de højner deres kald, bliver helliggjort ved Ånden, således at deres legeme bliver fornyet.«³

Jeg har set dette løfte blive opfyldt i mit eget og andres liv. En af mine venner tjente som missionspræsident. Han fortalte, at mens han tjente, var han ved dagens slutning så træt, at han knap orkede at gå op ad trappen og i seng om aftenen, og han vidste ikke, hvordan han skulle klare den næste dag. Men om morgenen vågnede han styrket op med nyt mod. I har set det hos aldrende profeter, som har virket bestyrket hver gang, de har stået og vidnet om Herren, Jesus Kristus og det gengivne evangelium. Det er et løfte for dem, som går fremad i tro i deres præstedømmekaldelse.

I er også blevet lovet kraft til at bære vidnesbyrd, og i den proces bliver I renset og forberedt til det evige liv, I er blevet lovet:

»For jeg vil tilgive jer jeres synder med denne befaling – at I forbliver standhaftige i jeres sind med hensyn til i højtidelighed og i bønnens ånd at aflægge vidnesbyrd for hele verden om det, som bliver meddelt jer.

Drag derfor ud i hele verden, og til de steder, I ikke kan drage, der skal I sende det, så vidnesbyrdet kan udgå fra jer til hele verden til enhver skabning.«⁴

Og med det løfte har Herren hædret jer ved at sige om jer, »I er dem, som min Fader har givet mig; I er mine venner.«⁵

Der er en anden vidunderlig velsignelse, som vil styrke jer, når I holder jeres præstedømmepagter. Tjeneste i præstedømmet vil forberede jer til at leve i evige familier. Det vil ændre jeres følelser om, hvad det vil sige at være mand, far, søn og bror. Forandringen i jeres hjerte kommer, når I mærker, at jeres tro vokser og løftet om evigt liv gennem Det Melkisedekske Præstedømme bliver virkeligt.

Det skete for Parley P. Pratt, da profeten Joseph Smith belærte ham om princippet om evige familier for første gang. Parley P. Pratt skrev:

»Det var på den tid, at jeg gennem ham for første gang fattede ideen om evige familieorganisationer, og om den evige forening af kønnene i disse usigelige, gode forhold, som kun den meget forstandsmæssige, den ædle og rene af hjertet forstår at påskønne, og som er selve fundamentet for alt, hvad der er værdigt til at blive kaldt lykke …

Det var af ham, jeg lærte, at mit hjertes hustru kunne være sikret mig for tid og al evighed; og at den forædlede ømhed og hengivenhed, som gjorde, at vi elskede hinanden, stammede fra den guddommelige, evige kærligheds kilde. Det var af ham, jeg lærte, at vi kan fremme disse følelser, og at vi kan styrke og forøge disse i al evighed, og at resultatet af vores uendelige forening ville blive afkom så talrigt som himmelens stjerner eller som sandet ved havets bred …

Jeg havde elsket før, men jeg vidste ikke hvorfor. Men nu elskede jeg med en renhed … en intensitet, der stammede fra en ophøjet følelse … Jeg følte, at Gud var min himmelske Fader, at Jesus var min bror og min hustru, mit hjertes udkårne, var en udødelig, evig ledsager; en venlig, hjælpende engel, der var givet mig til trøst og som en krone af herlighed for evigt og altid.«⁶

Jeg er personligt et vidne på, at præstedømmetjeneste udøvet i tro har en sådan forandrende effekt på vores hjerte og følelser. En ung mand, som hører mine ord i dag, kan have tillid til, at han ved at ære sit præstedømme vil blive beskyttet mod fristelsen til at begå seksuel synd, som er så udbredt i den verden, vi lever i. Det vil være muligt for den aronske præstedømmebærer, som hører mig i aften, som øger sin tro i sikker forvisning om evigt liv gennem det evige præstedømme, at han vil have kraften til at kunne se Guds døtres sande værd og med løftet om efterkommere se grunden til at være ren og forholde sig ren.

På samme måde vil tro på præstedømmets ed og pagt få os til at udvikle de kærlige følelser, som er altafgørende for en evig familie. En af de ting vi lover, når vi accepterer præstedømmet, er at sørge for andre.

Jeg har set miraklet ved, at kærligheden vokser i hjertet på præstedømmebærere. Det har mange af jer. Og det har mange uden for Kirken også. Jeg var på præsident Gordon B. Hinckleys kontor engang, hvor han blev bedt om at tage telefonen. Han talte kort i telefon og vendte så tilbage til vores samtale. Men han brugte lige et øjeblik til at forklare. Han sagde, at opkaldet var fra USA’s præsident, som fløj over Utah i Air Force One på vej til Washington. Præsidenten ringede for at takke præsident Hinckley for det, som præstedømmebærerne havde gjort efter orkanen. USA’s præsident sagde, at det var et mirakel, at vi så hurtigt kunne samle så mange, som samarbejdede så godt. Han roste os ved at sige, at vi vidste, hvordan man fik tingene gjort.

Måske var præsidenten imponeret over, hvad han anså for vore store organisatoriske talenter. Det var en del af miraklet. Men den største grund til miraklet var, at hundreder og måske tusinder af præstedømmebærere udviste så stor tro på præstedømmets ed og pagt. Det er ikke måden, de var organiserede på, der gjorde forskellen: Tro på præstedømmets ed og pagt tilskyndede dem til at tage den lange vej, blive der længe og udholde vanskelighederne som repræsentanter for Herren, Jesus Kristus, for at sørge for dem i stor nød.

De var i processen med at tjene gennem præstedømmet, som udvikler den nødvendige kærlighedskraft og ånd, som er nødvendig for at blive gode ægtemænd, fædre, sønner og brødre i familier nu og for evigt. De tilfælde af præstedømmetjeneste har fundet sted, når vi har rakt ud mod folk, som brødre og søstre i Guds familie over hele verden igen og igen.

Min bøn er, at I her i aften vil beslutte jer for at gå fremad i tro hver eneste dag ved at holde jeres pagter med Gud og gøre de løfter gældende, som han har givet jer gennem ed. I kan gøre det gennem de enkle ting. Når I mødes med jeres kvorum, så beslut jer for at betragte hinanden som brødre i Guds familie. Der vil være nogle i jeres kvorum eller præstedømmegruppe, som har brug for hjælp. Han viser det måske ikke. I kan måske ikke se det med jeres øjne. Men Gud ved det og tilskynder jer til at være hans redskab til at hjælpe ham.

I kan blive som den præstedømmebærer, der hver gang jeg så ham til vores præstedømmeaktiviteter, spurgte: »Hvordan går det med mormor?« Han har aldrig mødt min svigermor, så vidt jeg ved. Men på en eller anden måde havde han fundet ud af, at hun var syg og gammel. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget det betød for mig at se Guds hånd række ud mod mig og min hustru med trøst og opmuntring gennem en præstedømmebærer. I kan have det på samme måde, hver gang I mødes med præstedømmelederne, hvis I altid husker jeres pagt om at bistå og hjælpe dem med kraftesløse hænder og tunge byrder. Når I gør det, vil I udvikle de selv samme kvaliteter, som vil kvalificere jer til at være ægtemand, far og bror i en evig familie.

Der er en anden ting, I kan gøre. I kan studere Guds ord, ikke kun for jeres egen skyld, men for at kunne være Herrens, Jesu Kristi, udsending over hele jorden. Når I udvikler jeres evne til at undervise i evangeliet, kvalificerer I jer til at hjælpe vor himmelske Fader med at samle sine børn. Når I gør det, følger der en anden velsignelse med. Skulle der nogensinde komme en tid i familien i denne eller næste verden, hvor I skal hente det vildfarne lam, vil I modtage større styrke, end I kan forestille jer.

Herren beskriver denne vidunderlige velsignelse i Alma 13:6: »Og således blev de kaldet med denne hellige kaldelse og ordineret til det høje præstedømme efter Guds hellige orden for at lære menneskenes børn hans befalinger, så de også kunne gå ind til hans hvile.«

I jeres tjeneste kan I føle jer sikre på dette løfte om fremgang:

»Og efter at de var blevet helliggjort ved den Helligånd og havde fået deres klæder gjort hvide og var rene og uplettede for Gud, kunne de ikke se på synd uden med afsky; og der var mange, såre mange, som blev gjort rene og gik ind til Herren, deres Guds hvile.

Og se, mine brødre, ønsker jeg, at I skal ydmyge jer for Gud og frembringe de frugter, som er omvendelsen værdig, så I også kan gå ind til denne hvile.«⁷

Jeg vidner om, at Gud Faderen lever. I har indgået pagter med ham. Han tilbyder jer en ed, et løfte om evigt liv, som han ikke kan afvige. Jeg vidner om, at præstedømmet er Guds magt, gennem hvilken hans søn Jesus Kristus skabte verdener. Jeg vidner om, at Gud ønsker, at det lykkes jer at komme hjem til ham igen og leve der i familier i al evighed. Jeg vidner for jer om, at dette er Jesu Kristi sande kirke. I den ligger præstedømmets nøgler. Det er med det præstedømme, Gud har hædret jer. Jeg lover jer, at han kender jeres evner og ved, at de er tilstrækkelige til, at I med tro kan have håb om at opnå evigt liv for jer og jeres familie for evigt. I Jesu Kristi navn. Amen.