Se tilbage og gå fremad

Jeg synes, at det har været et bemærkelsesværdigt møde. Talerne har været inspirerende, musikken har været smuk og vidnesbyrdene har været oprigtige. Jeg tror, at alle, som har deltaget i dette møde, aldrig vil glemme det – på grund af Ånden, som vi har følt.

Mine kære brødre og søstre, for mere end fireogfyrre år siden i oktober 1963 stod jeg på talerstolen i Tabernaklet og var lige blevet opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Ved den lejlighed nævnte jeg et lille skilt, jeg havde set på en anden talerstol. Ordene på skiltet var: »Lad den, som står på denne talerstol, være ydmyg.« Jeg forsikrer jer om, at jeg følte mig ydmyg ved at blive kaldet til De Tolv på det tidspunkt. Som jeg står på denne talerstol i dag, taler jeg dog til jer fra ydmyghedens absolutte dyb. Jeg føler min afhængighed af Herren meget stærkt. Jeg søger ydmygt Åndens vejledning, idet jeg udøser mit hjertes følelser for jer.

For blot to måneder siden tog vi afsked med vores kære ven og leder, Gordon B. Hinckley, den 15. præsident i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, en fremragende ambassadør for sandheden for hele verden og elsket af alle. Vi savner ham. Flere end 53.000 mænd, kvinder og børn kom til den smukke profeternes sal i denne bygning for at vise deres sidste respekt til Herrens store mand, som nu er en del af historien.

Med præsident Hinckleys død blev Det Første Præsidentskab opløst. Præsident Eyring og jeg, der tjente som rådgivere til præsident Hinckley, vendte tilbage til vore pladser i De Tolv Apostles Kvorum, og det kvorum blev den præsiderende myndighed i Kirken.

Lørdag den 2. februar 2008 blev der afholdt begravelse for præsident Hinckley i dette storslåede Konferencecenter – en bygning, som altid vil stå som et monument for hans fremsyn og vision. Under begravelsen lød der smuk og kærlig hyldest til denne Guds mand.

Den efterfølgende dag mødtes alle 14 ordinerede og levende apostle på jorden i det øverste værelse i templet Salt Lake. Vi mødtes i fastens og bønnens ånd. Under dette højtidelige og hellige møde blev Kirkens præsidentskab omorganiseret i overensstemmelse med veletableret præcedens, efter det mønster, som Herren selv har fastsat.

Medlemmer af Kirken overalt i verden var i går samlet til en højtidelig forsamling. I rakte hånden op for ved en opretholdelse at godkende den beslutning, som blev truffet ved det møde i templet, som jeg lige har omtalt. Da jeres hænder blev rakt op mod himlen, blev mit hjerte rørt. Jeg følte jeres kærlighed og støtte, såvel som jeres trofasthed mod Gud.

Brødre og søstre, jeg ved uden tvivl, at Gud lever. Jeg vidner om, at dette er hans værk. Jeg bærer også vidnesbyrd om, at vor Frelser, Jesus Kristus, leder denne kirke, som bærer hans navn. Jeg ved, at den skønneste oplevelse i dette liv er at føle hans tilskyndelser, når han leder os i at fremme hans værk. Jeg følte sådanne tilskyndelser som ung biskop, da jeg blev ledt til hjem, hvor der var et åndeligt – eller måske timeligt – behov. Jeg følte dem igen som missionspræsident i Toronto i Canada, hvor jeg arbejdede sammen med vidunderlige missionærer, som var levende vidner og vidnesbyrd til verden om, at dette værk er guddommeligt, og at vi bliver ledt af en profet. Jeg har følt dem gennem min tjeneste i De Tolv og i Det Første Præsidentskab og nu som Kirkens præsident. Jeg bærer vidnesbyrd om, at vi hver især kan føle Herrens inspiration, når vi lever værdigt og stræber efter at tjene ham.

Jeg er meget opmærksom på de 15 mænd, som gik før mig som Kirkens præsident. Mange af dem kendte jeg personligt. Jeg har været så velsignet og privilegeret at tjene som rådgiver til tre af dem. Jeg er taknemlig for den varige arv, som hver af disse 15 mænd har efterladt. Jeg har en sikker viden om, som jeg er sikker på, at de også havde, at Gud leder sin profet. Min indtrængende bøn er, at jeg fortsat må være et værdigt redskab i hans hænder til at løfte dette store værk fremad og opfylde det kolossale ansvar, der følger med embedet som præsident.

Jeg takker Herren for vidunderlige rådgivere. Præsident Henry B. Eyring og præsident Dieter F. Utchdorf er mænd med store evner og sund forståelse. De er rådgivere i ordets sande betydning. Jeg værdsætter deres dømmekraft. Jeg tror, at de er blevet forberedt af Herren til de kaldelser, som de nu besidder. Jeg elsker medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum og værdsætter mit forhold til dem. De er også pligttro mod Herrens værk og tilbringer deres liv i hans tjeneste. Jeg ser frem til at tjene sammen med ældste Christofferson, som nu er blevet kaldet til det kvorum og som har modtaget jeres opretholdende stemme. Han er også blevet forberedt til den kaldelse, som han er blevet kaldet til. Det har været en fornøjelse at tjene sammen med medlemmerne af De Halvfjerds’ kvorummer og sammen med Det Præsiderende Biskopråd. Nye medlemmer af De Halvfjerds blev kaldet og opretholdt i går, og jeg ser frem til at lære dem at kende i udførelsen af Mesterens værk.

Der råder en smuk ånd af enhed blandt generalautoriteterne. Herren har erklæret, at »hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«¹ Vi vil fortsat være forenet af formålet – nemlig at fremme Herrens værk.

Jeg ønsker at takke min himmelske Fader for hans utallige velsignelser. Jeg kan sige, som Nefi gjorde fordums, at jeg blev født af agtværdige forældre, hvis forældre og bedsteforældre blev samlet fra lande som Sverige, Skotland og England af hengivne missionærer. Da disse missionærer bar deres ydmyge vidnesbyrd, rørte de mine forfædres hjerte og ånd. Efter at have tilsluttet sig Kirken rejste disse ædle mænd, kvinder og børn til den store Saltsødal. Megen prøvelse og hjertesorg mødte dem på deres vej.

I foråret 1848 sluttede mine tipoldeforældre, Charles Steward Miller og Mary McGowan Miller sig til Kirken i deres fædreland, Skotland, de forlod deres hjem i Rutherglen og rejste til St. Louis i Missouri sammen med en gruppe hellige, og der ankom de i 1849. Et af deres 11 børn, Margaret, blev min oldemor.

Da familien var i St. Louis og arbejdede på at tjene tilstrækkelig med penge til at fuldføre deres rejse til Salt Lake-dalen, fejede en kolera- epidemi gennem området og efterlod sig død og hjertesorg i dens kølvand. Familien Miller blev hårdt ramt. På blot to uger bukkede fire medlemmer af familien under. Den 22. juni 1849 døde den 18-årige William som den første. Fem dage senere døde Mary McGowan Miller, min tipoldemor og familiens mor. To dage efter døde den 15-årige Archibald, og fem dage efter hans død bukkede min tipoldefar og familiens far, Charles Stewart Miller, under. De overlevende børn blev forældreløse, deriblandt min oldemor Margaret, som på det tidspunkt var 13 år gammel.

På grund af de mange dødsfald i området var der ingen kister til rådighed, uanset prisen, som man kunne begrave de afdøde familiemedlemmer i. De ældre overlevende drenge rev familiens oksefold ned for at lave kister til de afdøde familiemedlemmer.

Der står ikke meget optegnet om de ni tilbageblevne Miller-børns hjertesorg og kamp, da de fortsatte med at arbejde og spare sammen til den rejse, som deres forældre og brødre aldrig skulle gennemføre. Vi ved, at de forlod St. Louis i foråret i 1850 med fire okser og en vogn, og at de til sidst ankom til Saltsødalen det samme år.

Andre af mine forfædre mødte lignende prøvelser. Deres vidnesbyrd forblev dog standhaftigt og urokkeligt. Fra alle dem fik jeg en arv af total hengivenhed over for Jesu Kristi evangelium. På grund af disse trofaste sjæle står jeg foran jer i dag.

Jeg takker min Fader i himlen for min kære ledsager, Frances. Til oktober kan hun og jeg fejrer vores diamantbryllup. Selvom min tjeneste i Kirken begyndte på et tidligt tidspunkt, har hun aldrig beklaget sig, når jeg tog hjemmefra for at deltage i møder eller udføre en opgave. I mange år tog mine opgaver som medlem af De Tolv mig ofte væk fra Salt Lake City – sommetider fem uger ad gangen – og efterlod hende alene med vores små børn og vores hjem. Det begyndte, da jeg som 22-årig blev kaldet som biskop, hvor vi sjældent havde mulighed for at sidde sammen under kirkemøderne. Jeg kunne ikke have ønsket mig en mere loyal, kærlig og forstående ledsager.

Jeg takker min himmelske Fader for vore tre børn og deres partnere, for otte vidunderlige børnebørn og for fire smukke oldebørn.

Brødre og søstre, det er svært for mig at finde ord til at udtrykke min dybe påskønnelse af jer for den måde, I lever på, for alt det gode, I gør og for de vidnesbyrd, I bærer. I tjener villigt hinanden. I er hengivne over for Jesu Kristi evangelium.

I mine mere end 44 år som generalautoritet har jeg haft mulighed for at rejse verden rundt. En af mine største glæder har været at møde jer medlemmer, hvor end I er – føle jeres ånd og kærlighed. Jeg ser frem til mange flere af sådanne muligheder.

Overalt på rejsen ad livets vej er der ofre. Nogle falder fra vejen, som fører til evigt liv for blot at opdage, at den valgte omvej i sidste ende fører til en blindgyde. Ligegyldighed, manglende omsorg, selviskhed og synd kræver alt sammen sin dyrebare pris i menneskers liv.

Vi kan alle forandre os til det bedre. I årenes løb har vi appelleret til den mindre aktive, den krænkede, den kritiske, overtræderen – om at komme tilbage. »Kom tilbage og spis fra Herrens bord, og nyd igen de helliges fællesskabs søde og mættende frugter.«²

I vores egen samvittigheds lønkammer ligger den ånd og beslutsomhed, som får os til at forkaste vores gamle jeg og leve op til vores sande potentiale. I lyset af den ånd fremsætter vi igen denne hjertelige indbydelse: Kom tilbage. Vi rækker ud mod jer i Kristi rene kærlighed og udtrykker vores ønske om at hjælpe jer og byde jer velkommen til fuldt fællesskab. Til de af jer, som er sårede i ånden, eller som kæmper og er bange, siger vi, lad os løfte og opmuntre jer og berolige jeres frygt. Tag Herrens invitation bogstaveligt: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er ydmyg og sagtmodig af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«³

Det blev sagt om Frelseren, at han »færdedes overalt og gjorde vel … for Gud var med ham.«⁴ Må vi følge det perfekte eksempel. På denne til tider vaklende rejse gennem livet på jorden må vi også følge rådet fra apostlen Paulus, som vil hjælpe med at holde os i sikkerhed og på ret kurs: »Alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: Det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde.«⁵

Jeg vil opfordre Kirkens medlemmer, hvor end de er, til at udvise venlighed og respekt for alle mennesker overalt. Den verden, vi lever i, er fyldt med forskellighed. Vi kan og bør udvise respekt over for dem, hvis tro er en anden end vores.

Må vi også udvise venlighed og kærlighed i vores egen familie. Vores hjem skal være mere end et fristed. Det bør være et sted, hvor Guds Ånd kan dvæle, hvor uvejret standser ved døren, og hvor kærligheden hersker og freden dvæler.

Verden kan til tider være et skræmmende sted at leve. Samfundets moralske klæde lader til at blive trævlet op med en alarmerende fart. Ingen – hverken ung eller gammel eller midt i mellem – slipper for at blive udsat for disse ting, som har mulighed for at trække os ned og ødelægge os. Vore unge, vore dejlige unge står over for fristelser, som vi knap begriber. Modstanderen og hans hærskarer arbejder uophørligt på at forvolde vores undergang.

Mine brødre og søstre, vi fører krig mod synd, men vi behøver ikke at fortvivle. Det er en krig, vi kan og vil vinde. Vor Fader i himlen har givet os de nødvendige redskaber, for at vi kan gøre det. Han står ved roret. Vi har intet at frygte. Han er lysets Gud. Han er håbets Gud. Jeg vidner, om at han elsker os – hver og en.

Det jordiske liv er en prøvetid, en tid, hvor vi må vise os værdige til at vende tilbage til vor himmelske Faders nærvær. For at blive prøvet, må vi sommetider møde udfordringer og vanskeligheder. Nogle gange synes der intet lys at være for enden af tunnelen – intet daggry, der kan bryde nattens mørke. Vi føler os omgivet af smerterne fra et knust hjerte, skuffelserne fra knuste drømme og fortvivlelsen over svundne håb. Vi samles for at udtrykke den bibelske bøn: »Er der ikke balsam i Gilead?«⁶ Vi er tilbøjelige til at se vore egne, personlige uheld med pessimismens forvrængende prisme. Vi føler os forladte, sorgfulde og alene. Hvis I finder jer i en sådan situation, beder jeg jer om at vende jer mod vor himmelske Fader i tro. Han vil løfte jer og vejlede jer. Han tager ikke altid jeres lidelser fra jer, men han vil trøste og vejlede jer i kærlighed gennem hvilken som helst storm, I måtte befinde jer i.

Af hele mit hjerte og fra min sjæls inderste løfter jeg i dag min stemme som et særligt vidne og erklærer, at Gud lever. Jesus er hans Søn, Faderens Enbårne i kødet. Han er vor Forløser, han er vor Formidler hos Faderen. Han elsker os med en kærlighed, som vi ikke helt begriber, og fordi han elsker os, gav han sit liv for os. Min taknemlighed til ham er ubeskrivelig.

Jeg nedkalder hans velsignelser over jer, mine kære brødre og søstre, i jeres hjem, i jeres arbejde, i jeres tjeneste mod hinanden og til Herren selv. Sammen må vi gå frem og udføre hans værk.

Jeg indvier mit liv, min styrke – alt, hvad jeg har at give – for at tjene ham og lede hans kirkes anliggender i overensstemmelse med hans vilje og ved hans inspiration, og jeg gør det i hans hellige navn – Herren Jesus Kristus. Amen.