Genskab troen på familien

Med kendskab til den store plan for lykke,¹ har vi mulighed og også ansvaret for at bidrage til at genskabe troen på familien.

På mange måder kan vores hverv sammenlignes med dem, der arbejder inden for medicin og videnskabelig forskning. Ved hjælp af fastsatte love lærer de, hvordan lidelse kan lettes og livskvalitet forbedres.

I den religiøse tros verden, kan troende mænd og kvinder ved hjælp af påviste principper² bidrage til at helbrede et sørgende hjerte eller gengive håb og vished til et plaget sind.

Videnskabsmandens succes er opnået ved at rette sig efter det, der ofte omtales som naturlovene. Fortidens og nutidens store videnskabsmænd skabte ikke de love, der er forbundet med disse naturligt forekommende processer. De opdagede dem.

I et brev til korintherne stiller apostlen Paulus et tankevækkende spørgsmål om kilden til menneskers intellektuelle formåen: »For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd?«³

Ved hjælp af logik og lærdom øges viden, og forståelse forbedres. Ved hjælp af denne proces finder man frem til teorier og love, og de accepteres som rigtige.

Noget, der bliver indlysende for det oplyste sind, er, at der er love, som holder livet og alt levende i balance. Opdagelse af fysikkens love og efterlevelse af dem medfører fremskridt, der gør mennesker i stand til at opnå bedre resultater, end det ellers ville være muligt.

Jeg tror, at denne forudsætning også gælder for etiske standarder og moralske værdier. Det er derfor vores ansvar at beskytte hjemmet som et lærdommens center, hvor disse gode evner kan bibringes i en kærlig atmosfære og ved eksemplets magt.⁴

Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vore unge har brug for færre kritikere og flere forbilleder.«⁵

Når jeg ser tilbage på mit eget liv, indser jeg, hvordan jeg lærte at værdsætte de centrale værdier, der er nødvendige for at udvikle en sund karakter. Hvor lærte jeg loyalitet, retskaffenhed og pålidelighed? Jeg lærte disse egenskaber i hjemmet fra mine forældres eksempel. Hvordan lærte jeg at værdsætte værdien af uselvisk tjeneste? Det gjorde jeg ved at betragte og nyde godt af min mors hengivenhed over for sin familie. Hvor lærte jeg at ære og respektere Guds døtre? Det lærte jeg af min fars eksempel.

Jeg boede stadig hjemme, da jeg lærte principperne ved forudseende levevis og arbejdets værdighed. Jeg kan stadig se min mor for mig, som tilbragte utallige aftener hjemme med at sy sko for en lokal skofabrik ved hjælp af en trædesymaskine. Det var ikke for at gøre hende i stand til at købe noget til sig selv, men for at kunne yde økonomisk støtte, så min bror og jeg kunne læse videre. Hun fortalte senere, hvordan denne indsats var en kilde til tilfredshed for hende.

Min far var en klog og flittig mand. Han lærte mig, hvordan man saver brænde med en håndsav, hvordan man udskifter eller sætter et stik på en ledning til et husholdningsredskab og mange andre praktiske færdigheder.

Alle disse lektioner har et fælles træk: Vær aldrig tilfreds med mindre end din bedste indsats.

Jeg udviklede evnen til at træffe vigtige beslutninger ved at tale med mine forældre og lære af deres råd. Føj til det allerede nævnte: Ansvarlighed, hensyntagen til andre, opmuntring til at få en uddannelse, og listen er stadig ufuldstændig.

Jeg blev præsenteret for Jesu Kristi gengivne evangelium i mine teenageår af Pamela, som senere blev min hustru. Hun har bidraget til at gøre mit liv til en himmelstræbende symfoni baseret på en enkel melodi.⁶

Jeg har nydt 67 års lykke i ægteskabet og i familien, 21 år som søn i mine forældres hjem og 46 år som ægtemand, som kulminerede i glæden over at være far og bedstefar. Hvad mere kan man håbe på? Sagt enkelt: At alle kunne nyde de samme muligheder.

Jeg vender tilbage til Paulus’ lære, der er nedskrevet i brevet til korintherne, hvor vi finder disse ord:

»Således ved heller ingen [medmindre han har] Guds ånd, hvad der bor i Gud …

Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra … Gud … det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.«⁷

Videnskabsmænd opnår hovedsagelig deres viden ved forskning, de foretager eksperimenter og anvender deres intellekt.

Kristi disciple modtager deres vidnesbyrd ved at studere hans ord, betragte hans gerninger, anvende evangeliets principperne i praksis og gennem inspirationens ånd.⁸

»Den ånd, som er i mennesket, Den Almægtiges ånde, der giver dem indsigt.«⁹

Selv om åndelige sandheder kan virke mindre håndgribelige – er deres virkning for det ydmyge hjerte unægtelig. Det er væsentligt at forstå, at naturlove ikke blev afgjort på baggrund af popularitet. De blev fastlagt og hviler på virkelighedens klippe.

Der er også moralske sandheder, som ikke har deres oprindelse hos mennesker.¹⁰ De er centrale for den guddommelige plan, som, når de opdages og anvendes, bringer stor lykke og håb på vores rejse i livet på jorden.¹¹

Jeg tror fx, som der står i »Familien: En proklamation til verden«,¹² og som det er defineret i guddommelig åbenbaring, at ægteskabet og familien er indstiftet af Gud. Skrifterne erklærer: »Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.«¹³

Vise mennesker har givet os en arv af lærdom fra fortiden. Vi må til fremtidige generationer videregive et fundament af tro på familien, som det er defineret af guddommen.¹⁴

Vi bør aldrig glemme, at frihed og lykke i alle livets forhold kommer af forståelse og harmonisk efterlevelse af evige principper. De udgør et sikkert fundament, hvorpå man kan bygge et godt, produktivt og lykkeligt liv.¹⁵

Når jeg har fulgt den fremgangsmåde, som er foreskrevet i Faderens plan, har det været muligt for mig at opleve, hvad det betyder at leve »på lykkelig vis«¹⁶ og »med glæde hente vand fra frelsens kilder.«¹⁷

Frelseren sagde: »Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.«¹⁸

Vores syn på eller indstilling til livet kan sommetider begrænse vores evne til at nyde livets største muligheder.

Man kunne stille dette spørgsmål: »Hvad med dem, der ikke har oplevet positive familieomgivelser?«

Stabile familier udgør det stof, der holder samfundet sammen og gavner alle mennesker, selv dem, som måske føler, at de lever under mindre gunstige forhold.

For de, der lever trofast,¹⁹ og tålmodigt beder om sådan social omgang,²⁰ citerer jeg de enkle, beroligende ord af Helen Steiner Rice:

Det er min bøn, at vi kan stå sammen, med mod og overbevisning, som vogtere af den gudgivne gave – familien. I Jesu Kristi navn. Amen.