Tre præsiderende højpræster

Sikken velsignelse og privilegium det er for os at opretholde præsident Thomas S. Monson, præsident Henry B. Eyring og præsident Dieter F. Uchtdorf som Det nye Første Præsidentskab i Herrens kirke.

Dengang jeg lærte om betydningen af Det Første Præsidentskab, var jeg dreng og voksede op i det vestlige Canada. Når jeg tog hjem til farmor og farfar, blev jeg i indgangen mødt af et indrammet fotografi af Kirkens Første Præsidentskab. Jeg husker det tydeligt. Det så ud, som om de stod som skildvagter og hilste på alle, der kom ind.

Det smukke farvefotografi var præsident George Albert Smith med sine rådgivere J. Reuben Clark jun. og David O. McKay. På fotografiet stod de sammen ved en stor globus. Jeg elskede det billede. Det var sådan nogle pæne og ærværdige mænd. Jeg vidste, det var Guds profet og hans rådgivere.

Det billede, som hang i mine farmors og farfars entré, havde en stærk indvirkning på mig. Jeg boede i den lille prærieby Raymond, hvor min farmor og farfar boede. Jeg kunne gå hen til deres hus, så jeg besøgte dem ofte. Jeg husker, at jeg tit stod ganske stille og alene i entréen og ærbødigt kiggede på billedet af Det Første Præsidentskab. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hvorfor min farmor og farfar mente, det var så vigtigt at ære Det Første Præsidentskab og have det billede til at hænge på en så fremtrædende plads i deres hjem. Alle, der kom ind i huset, så det. Måske var det vigtigst af alt en konstant påmindelse for deres børn og børnebørn om, hvad der var overordentligt vigtigt i farmors og farfars hjerte og tilværelse.

År senere fandt jeg frem til, at tilstedeværelsen af billedet af Det Første Præsidentskab stemte overens med Josvas smukke udtryk: »Vælg i dag … Jeg og mit hus vil tjene Herren« (Jos 24:15).

Alle, der trådte ind i James og Fannye Walkers hjem vidste, at disse ord stod skrevet i deres hjerte: »[Vi] og [vores] hus vil tjene Herren.« Som deres barnebarn vidste jeg det, og jeg har aldrig glemt det.

Som dreng forstod jeg ikke så godt betydningen af, hvorfor der var tre i Det Første Præsidentskab frem for at have én præsident. Jeg vidste selvfølgelig, at Jesus havde valgt Peter, Jakob og Johannes, ikke kun Peter. Jeg vidste, at min far var en af de tre mænd i biskoprådet og tjente som rådgiver til biskop J. O. Hicken. Jeg vidste, at min farfar var stavspræsident, og at han havde to rådgivere, som stod ved hans side (præsident John Allen og præsident Leslie Palmer).

I alle tilfælde var det et præsidentskab, der ikke kun bestod af én mand som lederen, men som tre, der ledte sammen. I Primary havde jeg lært trosartiklerne og havde lært at elske dem. Trosartiklerne giver vore unge trøst og tillid, når de lærer Kirkens grundlæggende lærdomme. Jeg vidste dengang, at »en mand må kaldes af

Gud ved profeti og håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil, for at kunne prædike evangeliet og forrette dets ordinancer« (TA 1:5).

I 1835 åbenbarede Herren den rette orden for præsidentskaber i Kirken til profeten Joseph Smith.

»Der må nødvendigvis være præsidenter, eller præsiderende embedsmænd …

Tre præsiderende højpræster af det melkisedekske præstedømme, valgt af samfundet og beskikket og ordineret til dette embede samt opholdt af Kirken ved tillid, tro og bøn, danner et kvorum, der præsiderer over Kirken« (L&P 107:21).

»Et kvorum af tre præsidenter« (L&P107:29) – ikke en præsident og to vicepræsidenter – men tre præsiderende højpræster. Et kvorum af tre præsidenter – Det Første Præsidentskab i Herrens Kirke.

Verden organiserer ikke sig selv på den måde, men det er sådan, Herren organiserede og strukturerede sin kirke.

Det får mig til at tænke på skriftstedet:

»For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren;

for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer« (Es 55:8-9).

Omkring tidspunktet for min syvårs fødselsdag, lærte jeg lidt om rækkefølgen i præsidentskabet, da præsident George Albert Smith gik bort. Nogen tid senere blev billedet i farmor og farfars entré erstattet med et smukt billede af præsident David O. McKay og hans rådgivere Stephen L. Richards og J. Reuben Clark jun.

Som dreng forstod jeg afgjort ikke den dybe betydning eller proceduren af rækkefølgen i præsidentskabet – men jeg vidste, at profeten var død, og at vi blev ledt af en ny Guds profet, med to rådgivere ved hans side.

I en alder af 13 blev jeg kaldt ind til biskop Murray Holts kontor, og han kaldte mig til at tjene som diakonernes kvorumspræsident. Han fortalte mig, at jeg skulle gå hjem og bede om, hvem mine rådgivere skulle være. Han lærte mig, at Herren ville hjælpe mig med at vælge. Det gjorde han. Så lærte jeg om rådgivere, og jeg begyndte at forstå, hvorfor Herren leder sin kirke gennem præsidentskaber, ikke kun præsidenter. Jeg elskede mine rådgivere i diakonernes kvorum, og vi bad og arbejdede hårdt for at hjælpe drengene i vores kvorum. Biskop Holt underviste mig i præsidentskabers orden og lærte mig, hvordan et præsidentskab bør virke og fungere i Herrens kirke.

Da jeg senere tjente som præsident for andre kvorummer, kendte jeg allerede betydningen af rådgivere, og jeg vidste, at Herren ville hjælpe mig med at vælge dem – ligesom min biskop havde lært mig.

Som diakonernes kvorumspræsident og senere som biskop og stavspræsident vidste jeg, at uanset hvilken visdom, forståelse eller evne jeg havde, ville den blive højnet betydeligt, når jeg inddrog mine rådgivere i alle de beslutninger, der skulle tages. Jeg lærte, at fordelene ved at tjene sammen som et præsidentskab var storslåede og højnende.

Jeg forstod efterhånden, hvorfor Herren fastsatte, at hans kirke skulle ledes af tre præsiderende højpræster, og at den form for ledelse skulle foreskrives i det meste af Kirken.

»Jeg vil give jer et mønster i alt, for at I ikke skal blive bedraget« (L&P 52:14). Han har givet os mønstret på ledelse. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: “Hver eneste organisation i Kirken præsideres over af et præsidentskab på tre, undtagen De Halvfjerds og De Tolv” (Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 94).

Derudover bliver organisationerne på alle niveauer ledet af en præsident og to rådgivere. Alle velsignelser og fordelene ved at tjene som et præsidentskab gælder for alle organisationerne såvel som for præstedømme- kvorummer.

Enhver af os, der tjener i præsidentskaber hvor som helst i Kirken, bør se hen til Det Første Præsidentskab som den fremgangsmåde og det eksempel, som vi stræber efter at følge, når vi udfører vores forvaltning. Vi bør stræbe efter at blive som dem og arbejde sammen i kærlighed og harmoni, ligesom de gør.

Præsident Gordon B. Hinckley talte ofte om vigtigheden af rådgivere. Han sagde: »Herren satte [rådgivere] der med et formål« (Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 94).

Præsident Gordon B. Hinckley har endvidere sagt: »Hver morgen undtagen mandag mødes Det Første Præsidentskab, når vi er i byen. Jeg beder præsident Faust om at fremlægge sine sager, og vi drøfter dem og tager en beslutning. Så beder jeg præsident Monson om at fremlægge sine sager, og vi drøfter dem og tager en beslutning. Dernæst fremlægger jeg de punkter, som jeg ønsker at fremlægge, og vi drøfter dem og tager en beslutning. Vi arbejder sammen … Man kan ikke være et enmandsforetagende i et præsidentskab. Rådgivere – hvor er det vidunderligt med rådgivere. De redder dig fra at gøre noget forkert, de hjælper dig med at gøre det rigtige« (Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 95; se også »In Counselors There Is Safety«, Ensign, nov., 1990, s. 48-51).

En rådgiver til præsident Joseph F. Smith beskrev engang, hvordan Det Første Præsidentskab overvejede tingene: »Når en sag blev fremlagt, som [Kirkens præsident] skulle dømme i, talte han og hans rådgivere sammen om det og hengav sig til omhyggelig overvejelse, indtil de kom frem til den samme konklusion« (Anthon H. Lund, i Conference Report, juni 1919, s. 19; fremhævelse tilføjet).

Det bør være eksemplet for os i vore præsidentskaber.

Åbenbaringerne lærer os at træffe beslutninger i kvorummer og præsidentskaber »i al retfærdighed, i hellighed og hjertets ydmyghed, sagtmodighed og langmodighed og i tro og dyd og kundskab, mådeholdenhed, tålmodighed, gudsfrygt, broderlig venlighed og næstekærlighed« (L&P 107:30).

Herren har givet os sin orden.

Vi har i dag opretholdt Kirkens nye Første Præsidentskab. De vil undervise os og vise os den fremgangsmåde, vi bør følge. Visdom og styrke vil komme til os, når vi ser hen til Det Første Præsidentskab som vores ideal og eksempel på ledelse.

Store velsignelser vil komme til vores familie, når vi lærer vore børn og børnebørn at elske og støtte Kirkens ledere. Da jeg som dreng stod i min farmor og farfars hjem, vidste jeg, at vi blev ledt af Guds mænd, som Herren havde sat dér for at lede os.

Og jeg ved det nu. Jeg bærer vidnesbyrd om, at dette er Herrens, Jesu Kristi værk, og at vi bliver ledt af hans apostle og profeter. Jeg bærer vidnesbyrd om, at seniorapostlen præsident Thomas S. Monson er blevet kaldet af Gud, og med de to prægtige rådgivere ved sin side vil de lede os i overensstemmelse med Herrens sind og vilje, han hvis kirke det er. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.