Omsorg for den enkelte

Jeg er taknemlig for den mulighed, jeg har, for at være sammen med jer i dag i dette storslåede konferencecenter. Hvor enorm denne forsamling end er, er det overvældende at erkende, at den blot er en brøkdel af de millioner, der vil se, høre og læse det, der siges ved denne store konference.

Selvfølgelig savner vi vores elskede præsident Gordon B. Hinckley. Vi er imidlertid alle bedre mennesker på grund af hans indflydelse. Kirken er stærkere på grund af hans ledelse. Verden er i den grad et bedre sted, fordi der var en sådan leder som Gordon B. Hinckley.

Jeg vil gerne sige et par ord om vores nye Første Præsidentskab.

Jeg har kendt præsident Monson længe. Han er en stor mand i Israel, som var forudordineret til at præsidere over denne kirke. Han er meget kendt for sine fængende beretninger og lignelser, men vi, der kender ham bedst, ved, at hans liv er et praktisk og eksemplarisk forbillede på anvendelsen af disse beretninger. Selv om det er en kompliment for ham, at mange af denne verdens store og mægtige kender og ærer ham, er det måske en endnu større hyldest, at mange af de mest ydmyge kalder ham ven.

Langt ind i sjælen er præsident Monson venlig og medfølende. Hans ord og gerninger tjener som eksempel på hans omsorg for den enkelte.

Præsident Eyring er en vis, lærd og åndelig mand. Han er kendt og respekteret ikke kun i Kirken, men også af dem, der ikke er af vores tro. Han hører til de mænd, som alle lytter til, når han taler. Han har bibragt navnet Eyring ære.

Jeg kendte præsident Uchtdorf, da jeg tjente som områdepræsident i Europa. Fra det øjeblik jeg mødte ham, så jeg i ham en mand af umådelig åndelig dybde og kolossal duelighed. Jeg vidste, at Herren var opmærksom på ham. For 23 år siden havde jeg den ære at overdrage ham Herrens kaldelse til at tjene som stavspræsident i Frankfurt i Tyskland. Efterhånden som jeg har iagttaget ham gennem årene, har jeg lagt mærke til, at alt er lykkedes under hans ledelse. Herren er med ham. Når jeg tænker på præsident Uchtdorf, kommer der to ord til mit sind: Alles wohl – det betyder »Alt er vel« på tysk.

Jesu Kristi sande disciple har altid haft omsorg for den enkelte. Jesus Kristus er vores største eksempel. Han var omgivet af menneskemængder og talte til tusinder, og alligevel havde han altid omsorg for den enkelte. »For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte,«¹ sagde han. »Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne?« ²

Denne belæring gælder for alle, der følger ham. Vi bliver befalet at gå ud og lede efter de vildfarne. Vi skal være vores brors vogter. Vi kan ikke tilsidesætte dette hverv fra vor Frelser. Vi må have omsorg for den enkelte.

I dag vil jeg gerne tale om dem, der er faret vild – nogle fordi de er anderledes, nogle fordi de er udmattede, og nogle fordi de er kommet på afveje.

Nogle er faret vild, fordi de er anderledes. De føler det, som om de ikke hører til. Måske fordi de er anderledes, finder de sig selv glide væk fra flokken. De handler, tænker, taler og ser måske anderledes ud end mennesker omkring dem, og som nogle gange får dem til at antage, at de ikke passer ind. De drager den slutning, at der ikke er brug for dem.

Sammen med denne misopfattelse findes den fejlagtige tro, at alle Kirkens medlemmer bør tale, være og se ens ud. Herren befolkede ikke jorden med et klangfuldt orkester af personligheder for udelukkende at sætte pris på verdens piccolofløjter. Ethvert instrument er dyrebart og tilfører mere til symfoniens komplekse skønhed. Alle vor himmelske Faders børn er til en vis grad forskellige, og dog har hvert barn sin egen smukke lyd, der tilføjer dybde og rigdom til helheden.

Denne mangfoldighed i selve skabelsen er et vidnesbyrd på, hvor meget Herren sætter pris på alle sine børn. Han agter ikke ét kød højere end et andet, men han »opfordrer dem alle til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde … alle er lige for Gud.«³

Jeg kan huske, at da jeg var lille, var der en ældre dreng, som var fysisk og mentalt handicappet. Han havde en talefejl og gik med besvær. Drengene plejede at gøre grin af ham. De drillede og hånede ham, indtil han nogle gange græd.

Jeg kan stadig høre ham for mig: »I er ikke søde mod mig,« sagde han. Og alligevel gjorde de nar af ham, skubbede ham og lavede vittigheder om ham.

En dag kunne jeg ikke længere holde det ud. Selv om jeg kun var syv år gammel, gav Herren mig mod til at stå frem over for mine venner.

»Rør ham ikke,« sagde jeg til dem. »Hold op med at drille ham. Vær søde. Han er Guds barn!«

Mine venner trådte tilbage og gik væk.

Jeg spekulerede på det tidspunkt på, om min ligefremhed ville bringe mit forhold til dem i fare. Men det modsatte skete. Fra den dag kom mine venner og jeg tættere på hinanden. De viste større medfølelse for drengen. De blev bedre mennesker. Så vidt jeg ved, hånede de ham aldrig igen.

Brødre og søstre, hvis blot vi havde større medfølelse for dem, som er forskellige fra os, ville det mindske mange af verdens problemer og sorger i dag. Det ville bestemt gøre vores familie og Kirken til et mere helligt og himmelsk sted.

Nogle er faret vild, fordi de er udmattede. Det er let at føle sig overvældet. Med alt det pres og alle de krav til vores tid og det stress, vi står over for i dag, er det ikke noget under, at vi bliver trætte. Mange føler sig mismodige, fordi de ikke har levet op til deres potentiale. Andre føler sig ganske enkelt for svage til at bidrage. Og på den måde, mens flokken bevæger sig videre, er der nogen, der gradvist, næsten umærkeligt, sakker agterud.

Alle har følt sig trætte og udmattede på et eller andet tidspunkt. Jeg synes at føle det mere nu, end jeg følte det, da jeg var yngre. Joseph Smith, Brigham Young, selv Jesus Kristus vidste, hvad det ville sige at være træt. Jeg ønsker ikke at undervurdere den byrde, som medlemmer af Kirken bærer på deres skuldre, eller at bagatellisere de følelsesmæssige og åndelige prøvelser, de står over for. De kan være tunge og ofte vanskelige at bære.

Jeg har dog et vidnesbyrd om Jesu Kristi evangeliums fornyende kraft. Profeten Esajas sagde, at Herren »giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke.«⁴ Når jeg føler mig træt, husker jeg profeten Joseph Smiths ord:

»Skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag? Gå fremad og ikke tilbage. Fat mod, brødre, og videre, videre frem til sejr! Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig glad. Lad jorden bryde ud i sang.

… Lad skovene og alle markens træer prise Herren … og lad alle Guds sønner råbe af glæde!«⁵

Til jer medlemmer af Kirken, som holder jer tilbage på grund af følelser af utilstrækkelighed, bønfalder jeg jer om at træde frem, lægge ryggen til og være med. Selv når I føler, at jeres styrke kun kan tilføje lidt, har Kirken brug for jer. Herren har brug for jer. Husk, at Herren ofte vælger »de svage i verden« til at udføre sine hensigter.⁶

Til alle, som er udmattede, lad da Frelserens oplivende ord trøste jer: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.«⁷ Lad os stole på det løfte. Guds kraft kan indgyde vores ånd og legeme energi og kraft. Jeg anmoder jer indtrængende om at stræbe efter denne velsignelse fra Herren.

Kom nær til ham, og han vil komme nær til jer, for han har lovet jer, at »de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.«⁸

Når vi viser omsorg for dem, der er udmattede, vil vi »bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ.«⁹ Omsorgsfulde kirkeledere er opmærksomme på individuelle begrænsninger og er alligevel ivrige efter at benytte medlemmer i den udstrækning, de evner og har styrke til. Ledere underviser og støtter, men presser ikke til at løbe hurtigere eller arbejde mere, end styrken tillader det.¹⁰

Husk, at de, der lægger langsomst ud, sommetider ender med at nå længst.

Nogle er faret vild, fordi de er kommet på afveje. Bortset fra Herren har vi alle begået fejltagelser. Spørgsmålet er ikke, om vi vil snuble og falde, men snarere: Hvordan vil vi reagere? Nogle kommer bort fra folden efter at have begået fejltagelser. Det er uheldigt. Ved I ikke, at Kirken er et sted for de ufuldkomne mennesker at mødes og samles – selv med alle deres jordiske skrøbeligheder – og blive bedre? Hver søndag i alle kirker over hele verden finder vi jordiske, ufuldkomne mænd, kvinder og børn, som mødes i broderskab og næstekærlighed og som stræber efter at blive bedre mennesker, at lære af Ånden og yde andre opmuntring og støtte. Jeg kender ikke til noget skilt på døren af vore kirker, hvor der står: »Begrænset adgang – Kun for fuldkomne mennesker.«

På grund af vore ufuldkommenheder har vi brug for Herrens kirke. Det er dér, der undervises i hans forløsende lærdomme, og hvor hans frelsende ordinancer forrettes. Kirken opmuntrer og motiverer os til at blive et bedre og lykkeligere folk. Det er også et sted, hvor vi kan miste os selv i andres tjeneste.

Herren ved, at vi vil begå fejltagelser. Det er derfor, han led for vore synder. Han ønsker, vi skal komme på benene igen og stræbe efter at gøre det bedre. Der er glæde i Guds engles nærvær over blot én synder, der omvender sig.

Til jer, der er kommet på afveje, fordi I er blevet fornærmede, kan I ikke lægge jeres sårede følelser og vrede til side? Kan I ikke fylde jeres hjerte med kærlighed? Der er plads til jer her. Kom, slut jer til folden, vi jeres evner, talenter og færdigheder til Kirken. I bliver bedre mennesker, og andre bliver velsignet ved jeres eksempel.

Til dem, der er kommet på afveje på grund af lærdomsmæssige bekymringer, kan vi ikke undskylde sandheden. Vi kan ikke fornægte lærdomme, vi har fået af Herren selv. Med hen- syn til det princip kan vi ikke gå på kompromis.

Jeg er klar over, at folk sommetider er uenige i nogle lærdomme. De går endda så langt som at kalde det latterligt. Men jeg gentager apostlen Paulus’ ord, hvor han siger, at nogle gange kan det åndelige forekomme som en dårskab for mennesker. Ikke desto mindre er »Guds dårskab visere end mennesker.«¹¹

Det åndelige bliver i sandhed åbenbaret af Ånden. »Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.«¹²

Vi vidner om, at Jesu Kristi evangelium findes her på jorden i dag. Han underviste i sin Faders lære: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.«¹³

Jeg ved, at I hver især er bekymrede for en af jeres kære. Giv dem opmuntring, tjen dem og støt dem. Elsk dem. Vær venlige mod dem. I nogle tilfælde vender de tilbage. I andre gør de ikke. Men i hvert eneste tilfælde, lad os da altid være værdige til det navn, som vi påtager os, nemlig Jesu Kristi navn.

Til alle, der bebor denne smukke jord, hæver jeg min røst og bærer højtideligt vidnesbyrd om, at Gud lever, og at Jesus er Kristus, vor Frelser og Konge! Han gengav sin sandhed og sit evangelium gennem profeten Joseph Smith. Han taler til sine profeter og apostle. Præsident Thomas S. Monson er Herrens salvede og vejleder hans kirke i dag. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.