Guds døtre

Brødre og søstre, for nylig blev min hustru, Barbara, opereret i ryggen og kunne ikke løfte, dreje eller bøje sig. Derfor måtte jeg løfte, dreje og bøje mig mere end nogensinde, og det fik mig til at påskønne alt det, kvinder og især jer mødre gør hver eneste dag i hjemmet.

Selv om kvinder lever under mange forskellige omstændigheder – som gifte, enlige, enker eller fraskilte, nogle med børn og andre uden – så er de alle elsket af Gud, og han har en plan for, hvordan hans retfærdige døtre kan modtage evighedens allerhøjeste velsignelser.

Denne eftermiddag ønsker jeg at fokusere min tale på mødre og i særdeleshed på unge mødre.

Som ung far lærte jeg, hvor meget moderskab krævede. Jeg tjente som rådgiver og senere som biskop i en 10-årig periode. I den tid blev vi velsignet med de seks af vore syv børn. Barbara var ofte udkørt, når jeg kom hjem søndag aften. Hun prøvede at forklare, hvordan det var at sidde på bageste række til nadvermøde med vore børn. Så kom dagen, hvor jeg blev afløst. Efter at have siddet på forhøjningen i 10 år, skulle jeg nu sidde med min familie på bageste række.

Menighedens kor af syngende mødre stod for musikken, og jeg sad pludselig alene med vore seks børn. Jeg har aldrig haft så travlt i hele mit liv. Jeg havde fingerdukker i gang på begge hænder, og det gik ikke så godt. Cheerio-pakken blev væk for mig, og det var pinligt. Malebøgerne gav ikke børnene den forventede underholdning.

Mens jeg kæmpede med børnene gennem mødet, så jeg op på Barbara, og hun betragtede mig og smilede. Jeg lærte selv mere fuldt ud at værdsætte alt det, som I kære mødre gør så godt og så trofast!

En generation senere, lægger jeg som morfar mærke til de ofre mine døtre yder for at holde styr på deres børn. Og her endnu en generation senere, ser jeg med beundring på mine børnebørn og det pres, der hviler på deres skuldre, når de skal vejlede deres børn i denne fortravlede og krævende verden.

Efter at have observeret og sympatiseret med tre generationer af mødre og med tanke på min egen kære mor, ved jeg, at ingen rolle i livet er vigtigere eller mere evig end rollen som mor.

Der findes ikke en bestemt måde at være en god mor på. Enhver situation er unik. Hver mor har forskellige udfordringer, forskellige færdigheder og evner og i særdeleshed forskellige børn. Valget er forskelligt og enestående for hver enkelt mor og hver familie. Mange er i stand til at være »mødre på fuld tid,« i det mindste i de vigtigste år af deres børns liv, og mange andre vil gerne være det. Nogle er måske nødt til at arbejde på del- eller fuldtid, nogle arbejder måske hjemmefra, andre deler deres liv op i perioder med hjem, familie og arbejde. Det der er vigtigst er, at en mor elsker sine børn dybt, og at hun i overensstemmelse med sin hengivenhed for Gud og sin mand, prioriterer dem over alt andet.

Jeg er imponeret over de utallige mødre, som har lært, hvor vigtigt det er at fokusere på de ting, der kun kan gøres på et bestemt tidspunkt i livet. Hvis en barn bor hos sine forældre i 18 eller 19 år, drejer det sig kun om en fjerdedel af forældrenes liv. Og den vigtigste tid i et barns udvikling, de første år i barnets liv, udgør mindre end en tiendedel af en forælders normale liv. Det er altafgørende at fokusere på vore børn i den korte tid, vi har dem hos os og med Herrens hjælp forsøge at lære dem alt, hvad vi kan, før de forlader vores hjem. Dette evige og vigtige ansvar hviler på både mødre og fædre som jævnbyrdige partnere. Jeg er taknemlig for, at mange fædre i dag er blevet mere involveret i deres børns liv. Men jeg tror, at mødrenes instinkt og deres intense engagement altid vil være af afgørende betydning for deres børns velbefindende. Som der står i proklamationen om familien: »Mødre har primært ansvaret for at opdrage deres børn« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, okt. 2004, s. 49).

Vi må huske, at moderskabets fulde forpligtelse og det at sætte børnene over alt andet kan være svært. Qua min egen erfaring i vores familie i fire generationer og gennem samtaler med småbørnsmødre i Kirken, kender jeg lidt til de følelser, der også følger med en mors ønske om at være hjemme hos sine små børn. Der er øjeblikke med stor glæde og en utrolig tilfredshed, men der er også tider med følelsen af utilstrækkelighed, ensformighed og frustration. Mødre kan føle, at det, de laver kun bliver lidet eller slet ikke påskønnet. Nogle gange har mændene ikke engang nogen anelse om de krav, der stilles til deres hustruer.

Som kirke nærer vi en enorm respekt og taknemlighed for jer småbørnsmødre. Vi ønsker, at I skal være lykkelige og have succes i jeres familie og modtage den bekræftelse og støtte, I behøver og fortjener. Så i dag vil jeg gerne stille fire spørgsmål og besvare dem kort. Mine svar kan synes ekstremt enkle, men hvis de enkle ting bliver klaret, kan en mors liv være meget berigende.

Det første spørgsmål: Hvad kan I gøre som unge mødre for at mindske presset og nyde jeres familie mere?

Indse for det første at glæden ved at være mor kommer i øjeblikke. Der kan være svære og frustrerende tider. Men midt i udfordringerne, er der strålende øjeblikke fyldt med glæde og tilfredsstillelse.

Forfatteren Anna Quindlen minder os om ikke at jage gennem de flygtige øjeblikke: Hun sagde: »Den største fejl, jeg begik (som forælder) er den mest almindelige … Jeg levede ikke nok i nuet. Dette står meget klart nu, hvor øjeblikket er forpasset og kun er fanget på et fotografi. Der er et billede af mine tre børn, hvor de sidder på et tæppe på græsset i skyggen af en gynge på en varm sommerdag, de er seks, fire og et år. Og jeg ville ønske, at jeg kunne huske, hvad vi spiste, og hvad vi talte om, og hvordan de lød, og hvordan de så ud, da de skulle sove den aften. Jeg ønsker, at jeg ikke havde haft så travlt med at komme videre til den næste ting: Aftensmad, bad, læsning og sengetid. Jeg ønsker, at jeg havde værdsat oplevelsen lidt mere og at få det gjort lidt mindre« (Loud and Clear, 2004, s. 10-11).

For det andet så overtegn ikke din eller dine børns kalender. Vi lever i en verden, som er fyldt med muligheder. Hvis vi ikke er forsigtige, vil hvert minut pludselig blive fyldt med sociale arrangementer, undervisning, studiekredse, mindebøger, kirkekaldelser, musik, sport, internettet og vores yndlingsprogrammer i fjernsynet. En mor fortalte mig om en periode, hvor hendes børn havde 29 skemalagte forpligtelser hver uge: Musiklektioner, spejder, dans, miniput, daglejre, fodbold, billedkunst osv. Hun følte sig som taxichauffør. Til sidst indkaldte hun til familieråd og sagde: »Noget skal væk, vi har ingen tid til os selv eller hinanden.« Familier har brug for tid, der ikke er skemalagt, så vores forhold kan uddybes, og forældre kan komme til at være forældre. Tag jer tid til at lytte, at grine og at lege sammen.

For det tredje selv om I prøver at skære ned på de ekstra forpligtelser, søstre, så tag jer tid til jer selv til at udvikle jeres evner og interesser. Vælg en eller to ting, som I gerne vil lære eller gøre, som vil berige jeres liv og tag tiden til det. Man kan ikke hente vand i en tom brønd, og hvis I ikke sætter lidt tid til side til lade op, får I mindre og mindre at give af til andre, selv jeres børn. Undgå enhver form for stofmisbrug i en misforstået tro på, at det kan få jer til at overkomme mere. Og tillad ikke jer selv at spilde tiden på de tidsrøvende og åndsindskrænkende ting som sæbeoperaer på tv eller surfing på internettet. Vend jer til Herren i tro, så I kan vide, hvad I skal, og hvordan I skal gøre det.

For det fjerde, bed, studér og undervis i evangeliet. Bed inderligt for jeres børn og om jeres ansvar som mor. Forældre kan bede en helt særlig og vidunderlig bøn, fordi de beder til alles evige Forælder. Der er stor kraft i en bøn som hovedsageligt siger: »Vi har fået varetægt over dine børn, Fader, hjælp os til at opdrage dem, som du ønsker det.«

Det andet spørgsmål: Hvad kan en mand gøre for at støtte sin hustru, sine børns mor, bedre?

For det første udvis og udtryk ekstra påskønnelse for det din hustru gør hver eneste dag. Bemærk ting og sig tak – ofte. Planlæg nogle aftener sammen – bare jer to.

For det andet, fastsæt tid til at tale med din hustru om det enkelte barns behov, og hvad du kan gøre for at hjælpe.

For det tredje, så giv din kone en »fridag fra hjemmet« engang imellem. Overtag husholdningen og lad din hustru få en pause fra sine daglige gøremål. At tage over et stykke tid vil virkelig øge din påskønnelse for alt det, din hustru gør. Du kan komme til at løfte, dreje og bøje meget!

For det fjerde, tag hjem fra arbejde og tag en aktiv rolle i jeres familie. Sæt ikke arbejde, venner eller sport over det at lytte til, lege med eller undervise dine børn.

Det tredje spørgsmål: Hvad kan børn, selv små børn gøre? Nu må I børn lytte til mig, for der er nogle enkle ting, som I kan hjælpe jeres mor med.

I kan rydde jeres legetøj op, når I er færdige med at lege med det, og når I bliver lidt større, kan I selv rede seng, hjælpe med opvasken og gøre andet – uden at skulle bedes om det.

I kan huske at sige tak for mad efter et dejligt måltid, sige tak for godnathistorien eller når I finder rent tøj i jeres skuffer.

Men mest af alt kan I ofte give jeres mor et knus og fortælle, at I elsker hende.

Det sidste spørgsmål er: Hvad kan Kirken gøre?

Der er mange ting, som Kirken tilbyder mødre og familier, men til mit formål i dag vil jeg foreslå, at biskopråd og medlemmer af menighedsrådene skal være meget opmærksomme på den tid og de kræfter, de beslaglægger hos småbørnsmødre og familier. Kend dem og udvis visdom i det I beder dem om at gøre på dette tidspunkt i deres tilværelse. Almas råd til sin søn Helaman gælder også for os i dag: »Jeg siger dig, at ved små og enkle ting bliver der udrettet store ting« (Alma 37:6).

Jeg håber, at alle I kære søstre, gifte eller enlige, aldrig tvivler på jeres værd i Herrens øjne og for Kirkens ledere. Vi elsker jer. Vi respekterer og påskønner jeres indflydelse for familiens opretholdelse og jeres bidrag til Kirkens vækst og åndelige livskraft. Lad os huske at: »Familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne« (»Familien: En proklamation til verden«). Skrifterne og profeters og apostles belæringer hjælper alle i familien til sammen at forberede sig nu på at være sammen for al evighed. Jeg beder om, at Gud fortsat vil velsigne Kirkens kvinder til at finde glæde og lykke i deres hellige rolle som Guds døtre.

Her til sidst vil jeg gerne bære mit vidnesbyrd om præsident Monsons kald som profet. Jeg har kendt ham, siden han var 22, og jeg var 21. Det er 58 år. Jeg har set Herrens hånd forberede ham til denne dag, hvor han præsiderer over Kirken som profet og præsident. Og jeg tilføjer mit vidnesbyrd, sammen med alle de andre vidnesbyrd, der er blevet båret ved denne konference, om hans særlige kaldelse som præsident for Kirken, og jeg tilføjer mit vidnesbyrd sammen med alle de andre om, at Jesus er Kristus, og at dette er hans kirke. Vi udfører hans værk, jeg vidner om dette i Herren Jesu Kristi navn. Amen.